Toplederne i dansk erhvervsliv forstår alvoren i klima- og bæredygtighedsdagsordenen. De er bekymrede for fremtiden og har et stort ønske om at tage et globalt medansvar.

Men en nødvendig forudsætning for, at erhvervslivet reelt kan bidrage med løsninger, er, at løsningerne kan blive forretning for virksomhederne. Og for at det kan ske, kan det blive nødvendigt med et fundament af regulering og lovgivning.

Det blev tydeligt på et møde, som for nylig blev afholdt af Dansk Industri som en del af projektet ’Fra filantropi til forretning’, der omhandler inddragelse af erhvervslivet i opfyldelsen af FN’s 17 verdensmål.

Mødet var for projektets High Level Advisory Board, der udgøres af en gruppe danske topledere, forskere m.fl., og hvor vi begge er medlemmer.

En bunden opgave

Den ubekymrede og kortsigtede tænkning om ubegrænset vækst, der bar 1900-tallets industrielle udvikling, har bragt os i en situation, som fremtiden nu kræver af os, at vi meget hurtigt ændrer. Vi skal ændre kurs. Vi kan ikke længere praktisere business as usual. Det gamle paradigme er ved at være brændt ud.

"Verdensmålene kan opfattes som en indkøbsordre fra fremtiden," blev det sagt på mødet.

Verdensmålene handler om fremtiden, men det er ikke en fremtid, som vi selv kan bestemme karakteren af. I virkeligheden bestemmer vi nok ikke selv så meget, som vi er vant til at tro.

Verdensmålene handler om at se nutiden med fremtidens briller – mere konkret den vision for en anden verden, som FN’s 17 verdensmål repræsenterer. Det er denne vision og disse mål, vi skal orientere os ud fra.

At omtale verdensmålene som en indkøbsordre fra fremtiden, er et signal om, at lederne forstår, at de i et vist omfang står med en bunden opgave.

Men selv om opgaven er klar, og lederne har beslutningskraften, er deres råderum begrænset. Fortidens beslutninger bestemmer i et vist omfang deres fremtidige beslutningsmuligheder.

Opgaven er derfor at anvende deres ledelses-, organisations- og innovationsevner til at se og skabe nye handlemuligheder

Vi skal finde morgendagens kapitalisme

Det gamle paradigme, bl.a. repræsenteret af den store, gamle og meget indflydelsesrige nationaløkonom og nobelpristager Milton Friedman (1912-2006), blev drøftet på mødet.

Hans sætning "the business of business is business" blev repeteret, og det stod lysende klart, at sætningen i dag lyder "the business of business is much more than business".

Milton Friedman repræsenterer en forsimplet og primitiv tænkning, der i løbet af nogle få årtier har vist sig at være helt ude af trit med den virkelige verden.

Vi står midt i et paradigmeskifte i ordets oprindelige forstand – ikke i den udvandede brug, der har bredt sig i politik. Det handler om grundlæggende og store ændringer. Opgaven lyder – med ordene fra den FN-resolution, der indeholder verdensmålene – ’Transforming our world".

Og derfor handler det også om det spørgsmål, der ligeledes blev stillet på mødet: Hvordan ser morgendagens kapitalisme ud?

Lovgivning skal drive forandringer

Man skal ikke tro, at denne gruppe topledere befinder sig i en tankeverden, hvor de frabeder sig al regulering og lovgivning fra for eksempel EU’s og Folketingets side.

For det forholder sig modsat: "Hvis ikke der kommer lovgivning, kommer de nødvendige forandringer ikke," sagde en deltager på mødet.

Og det er ikke småting, der efterlyses.

"Vi har mange steder, for eksempel i Folketinget, så travlt med små, ofte symbolske og i praksis betydningsløse justeringer og indgreb, at vi aldrig kommer til at diskutere de store reformer, de store indgreb og reguleringer, som der er et så alarmerende stort behov for," sagde én af deltagerne i den sammenhæng.

Det står altså klart for alle, at lovgivning, regulering og nye krav er nødvendige. Markedet og virksomhederne alene kan ikke klare det.

En af lederne sagde det lysende klart: "Jeg bliver hvert kvartal holdt ansvarlig for min virksomheds økonomiske bundlinje og regnskab, ikke bare af mine aktionærer og revisorer, men også af lovgivningen – samfundet. Men jeg bliver ikke holdt ansvarlig for den indvirkning, som min virksomhed har på de 17 verdensmål."

Det var ikke en undskyldning for ikke at gøre noget. Det var en klar opfordring til Folketinget og EU om at stille krav. Tydeligere kan det ikke siges.

Der er ingen tvivl om, at Folketinget og den til enhver tid siddende regering har stor betydning for alt, hvad der kan og skal ske på disse områder.

Der blev derfor ikke kun talt med respekt, men også med en vis forundring om politikerne. "Mange af de gamle politikere har mistet forbindelsen med virkeligheden," blev der sagt.  

"Vi gør for lidt, og vi gør det for langsomt," sagde en anden deltager med henvisning nok både til forsamlingen selv og til politikerne på Christiansborg.

Går vi radikalt nok til værks?

Gennem hele mødet blev spørgsmålet stillet: Er vi radikale nok? Man er klar over, at det ikke handler om at kradse lidt i overfladen. Det er nye tider. Der er behov for nye forretningsmodeller. Ny forretningstænkning. Ny lovgivning.

Der var to meget tydelige spor i drøftelserne på mødet: Det ene spor handlede om at se indad, se på os selv i Danmark, se ind i vore egne virksomheder. Hvad gør vi selv? Her er nok at tage fat på.

Det andet spor handlede om verden uden for Danmark. Danmark er langt fra selv i hus med verdensmålene. Vi er ganske vist flot placeret i forskellige internationale og meget usikre målinger, men som det blev nævnt: Der er ikke meget ved at være nummer to i et felt af lande, der er langt fra mål.

Så i stedet for at tale om aktuelle placeringer skulle man måske tale om, hvor lang afstand der er fra den nuværende tilstand og til mål?

Vedrørende den øvrige verden, var gruppen – og hele tiden med bevidsthed om risikoen for at falde ned i en dyb grøft af selvtilfredshed og selvforherligelse – optaget af, at Danmark og dansk erhvervsliv har meget at tilbyde.

Og derfor handlede det andet spor om nye produkter, nye virksomheder og nye forretningsmuligheder for Danmark. I sin yderste konsekvens den betragtning, at Danmark har potentiale til at blive et verdensmålsland.

Som én spurgte: "Hvis ikke Danmark – og Norden – skal gå foran med at løse sine egne og verdens problemer, hvem skal så?"