Kansleren vil genrejse Europa

En af sidste års store internationale personligheder var den norske Magnus Carlsen, der i november i en alder af blot 22 år blev verdensmester i skak. På den europapolitiske scene udviste Tysklands Angela Merkel imidlertid mindst lige så store taktiske og strategiske færdigheder.

Den tyske kansler sikrede sig ved valget i september en tredje periode i Kanzleramt frem til 2017, og dernæst stod hun i spidsen for dannelsen af en bred tysk regeringskoalition bestående af kristdemokrater og socialdemokrater. To træk, der sikrer, at hun og Tyskland bliver en stabil og forudsigelig ledende kraft i Europa i en periode, der både kommer til at byde på øget integration i eurozonen og på en omfordeling af de politiske kompetencer mellem det nationale og det europæiske politiske niveau. Og to træk, som er afgørende for, at Merkel kan forfølge sit politiske projekt om at sikre Europa en stærk position på den globale scene.

[graph title="Angela Merkel" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/cc462-merkel.jpg" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/d7eb8-merkel.jpg" text="Navn og stilling: Angela Merkel, Tysklands forbundskansler."] [/graph]

Angela Merkels nye regering har så solidt flertal, at kansleren allerede har Forbundsdagens opbakning i vigtige sager på den europapolitiske dagsorden. Det kan være i sager om at ændre i eurozonen. Og det kan være, hvis det bliver nødvendigt at ændre den tyske forfatning. Den tyske forfatningsdomstol har flere gange markeret, at man er tæt på den aktuelle forfatnings grænse for, hvor megen politisk kompetence Forbundsdagen kan overlade til de europæiske institutioner.

Dermed blev 2013 året, hvor Merkel fik første gennembrud for sin forandringsplan for Europa.

Europas plads i verden

Når det gælder Europas fremtid, bruger hun sjældent store ord. Til gengæld bruger hun igen og igen tre procenttal: 7 procent. 25 procent. 50 procent.

Europa udgør 7 procent af verdens befolkning. Europa står for 25 procent af verdens BNP. Og Europa står for 50 procent af verdens samlede velfærdsudgifter. Dette kan ifølge den tyske kansler ikke fortsætte. Europa må samlet set øge sin globale konkurrenceevne ved at åbne sig for indvandring, ved at øge sit BNP og ved at trimme sine velfærdsbudgetter.

Dette ræsonnement er kernen i Angela Merkels plan for Europa. At det gamle kontinent skal genopfinde sig selv som en samlet og ligeværdig økonomisk og strategisk partner i forhold til USA og Kina. Den tyske kansler er overbevist om, at vejen til en styrkelse af Europas samlede konkurrenceevne går via strukturreformer i de enkelte EU-lande. Hvad angår Europas udenrigs- og sikkerhedspolitiske rolle, lader Merkel gerne Frankrig og Storbritannien indtage ledende roller, selv om det tyske diplomati særligt i forhold til Rusland er begyndt at spille en diskret, men vigtig rolle.

Merkels plan for Europa er ikke noget man-on-the-moon-projekt, men den er omvendt heller ikke en, der for alvor gør den almindelige tysker eller europæer bekymret. Og at tøjle den folkelige EU-skepsis er en hovedprioritet for Merkel på et tidspunkt, hvor finanskrisen og euroens truende sammenbrud har gjort det klart, at der er brug for øget politisk-økonomisk integration i Europa.

Europas nye arkitektur

Angela Merkel var nøglepersonen i den proces, der i 2013 førte frem til, at de internationale valutamarkeder indså, at den europæiske valuta ikke ville bryde sammen. Merkel støttede i sommeren 2012 chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, da han sagde, at ECB ville gøre alt for at redde euroen. Det bragte Merkel på kollisionskurs med chefen for den tyske forbundsbank, Jens Weidmann, og førte til en kraftig opblussen i de tyske borgerliges euroskepsis. Men nu har Merkel lukket dette hul på sin højre flanke. Og det er ikke nogen uvæsentlig detalje på et tidspunkt, hvor den borgerlige EU- og euroskepsis vokser kraftigt, og hvor alle hånde nationalister har betydelig vind i sejlene rundt om i Europa.

Merkel kalder selv afvæbnende sin plan for ”Europas nye institutionelle arkitektur”. Dette dækker over en række historiske tiltag, der flytter suverænitet fra de nationale hovedstæder til de europæiske institutioner. Det gælder for den europæiske bank–union, styrkelsen af samarbejdet i eurogruppen og indførelsen af et separat budget for eurozonen. Fremgangsmåden bliver uhyre pragmatisk. Der kommer ingen omfattende ændringer af EU’s traktatgrundlag, men derimod flere mellemstatslige ad hoc-aftaler som dem, man allerede har set i forbindelse med eksempelvis Finanspagten og den finansielle transaktionsskat. Samtidig har Merkel også åbnet for at flytte politiske kompetencer fra EU-Kommissionen i Bruxelles tilbage til de nationale hovedstæder, hvis det giver bedst mening. Denne udmelding er blevet mødt med tilfredshed i lande som Storbritannien og Holland.

Ikke fin på den

Angela Merkel er i det hele taget stærkt pragmatisk indstillet, og hun sørger altid for, at der er god tid til at vende kommende beslutninger. Dermed virker hun forudsigelig og politisk set let at aflæse. Det har gjort hende meget populær i både den tyske befolkning og i resten af Europa.

Den amerikanske kommentator Roger Cohen fra avisen New York Times har beskrevet Merkel sådan her: ”Merkel er et fænomen. Hun har fanget noget i tidsånden. I en se-på-mig-tid med billedpushere og spin-kræmmere er hun selve modgiften. Hun arbejder hårdt og er ydmyg. Hun er den ultimative inkrementalist.”

En inkrementalistisk beslutningstager vælger ifølge sagkundskaben de mulige løsninger, der ligger tættest op ad den aktuelle politik, og som man derfor lettere kan skabe flertal for. Denne politiske ledelsesstil betragtes ofte som mindre fin end politiske budskaber præget af ideologi og løfter om dybe forandringer. Til det er blot at sige: Angela Merkel har aldrig været fin på den.

Forrige artikel Radigal innovatør bag elbiler som alle vil have Næste artikel Obama brød status quo i Mellemøsten