De årlige møder i Asia-Pacific Economic Forum går sjældent stille for sig. Samlingen af en lang række statsledere byder altid på akavede situationer, når eksempelvis Obama, Xi, Abe og Putin trods diverse disputter alligevel tvinges ind samme lokale med masser af fotografer klar til at fange de manglende smil og vage håndtryk. Om ikke andet, så byder traditionen med et fælles gruppebillede iført værtslandets seneste kollektion på stor underholdningsværdi. Dette år ingen undtagelse.

Midt under al denne diplomatiske virak, så annoncerede Kina og Sydkorea, at de inden årets udgang vil have en frihandelsaftale på plads. Denne udmelding ser dog ud til at være druknet i strømmen af personhistorier med mere kulørte billeder til, selvom der er god grund til at fæstne sig ved udviklingen.  

Med aftalen vil Kina og Sydkorea fjerne tolden på 90 pct. af alle varer. Her er tale om en styrkelse af handelsrelationen mellem henholdsvis verdens største og syvende største eksportnationer. Og ser vi på det bilaterale handelsforhold, så er Kina Sydkoreas største eksportmarked og omvendt er Sydkorea Kinas tredje største. Der er altså betydelige interesser på spil.   

Det bemærkelsesværdige er her, hvor hurtigt de to landes handelsrelationer har udviklet sig. På grund af Kinas støtte til Nordkorea under Koreakrigen fandt en normalisering af Sydkorea og Kinas relation først sted så sent som i 1992. Siden er handlen eksploderet landene imellem.

I forhold til handelsvolumen kommer den nye frihandelsaftale ikke helt op på siden af Kinas frihandelsaftale med ASEAN. Men den fuldender billedet af et Kina, der er villigt til at indgå aftaler med netop de lande, hvor de har et handelsunderskud. Kina vil altså på kort sigt miste meget i toldindtægter, men vil omvendt udsætte sig selv for en hårdere konkurrence, hvilket på længere sigt vil skabe produktivitetsforbedringer. Samtidigt har aftalerne den effekt, at de asiatiske økonomier bliver stadig mere integreret. På grund af den kinesiske økonomis størrelse vil det placere Kina i en stadig mere afgørende rolle i det samlede Asien.

Aftalen placerer samtidig Sydkorea som et af de lande, der har sikret sig de bedste forhold for eksportorienterede virksomheder ved at indgå frihandelsaftaler med USA, EU og nu Kina. Desuden er der en frihandelsaftale på vej mellem Sydkorea og Australien.

Ser vi på forhandlingsforløbet, så var der sidst i september ingen indikationer af, at de to parter var tæt på at have aftalen på plads. Det kunne derfor tyde på, at Kina har strakt sig det sidste stykke for at sikre sig et positiv momentum under APEC-mødet, hvor det internationale samfunds opmærksomhed er rettet mod Beijing. Blandt andet er både biler og ris udeladt af aftalen, hvilket er sket for at beskytte Sydkoreanske interesser.

I de kommende måneder skal de sidste detaljer forhandles på plads, og derefter skal de nationale parlamenter godkende aftalen. Det er en formssag i Kina, mens det på den sydkoreanske side er mere usikkert, om parlamentsmedlemmerne kan se deres bagland i øjnene med denne aftale. Det vil være de konkrete delaftaler, der afgør det.

I det større billede understreger aftalen, at det fortsat er det muliges kunst, når det gælder frihandelsaftaler. Frihandelsaftalen mellem Sydkorea og Kina er nemlig af den klassiske slags, i den forstand at den har fokus på toldsænkelser. De mere dybdegående og omfattende frihandelsaftaler, eksempelvis det amerikansk dominerede Trans-Pacific Partnership eller EU-USA-forhandlingerne om et Transatlantic Trade and Investment Partnership, der sigter mod at fjerne de mange barrierer i form af forskellige regler og standarder bag de enkelte landes toldmure, er langt sværere at få forhandlet på plads. Ikke mindst for Kina, der både har svært ved at levere implementeringen og samtidig er skeptisk over for, hvilke standarder og regelsæt der bliver dominerende.

Læs flere af Nis Høyrups indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.