Skal nøjsomhed eller turbovækst redde klimaet?

Mandag Morgen bringer dig argumenterne fra klimadebattens yderpoler. Og masser af løsninger.

Tanja Nyrup Madsen

I denne uge folder Mandag Morgen de bedste argumenter og den tungeste dokumentation ud for begge yderpoler af klimadebattens dogmatiske positioner.

Vi har først og fremmest fokus på løsningerne. Uanset om de kommer fra vækstglade tech-optimister eller fra vækstkritikerne i Degrowth-bevægelsen.

For i sidste ende får vi nok brug for at lytte til begge lejre.

Derfor får du ikke én, men to kommentarer fra redaktionschefen i denne uge, som du finder længere nede på denne side.

Argumenterne på begge sider er gode. Det eneste uholdbare standpunkt er bare at lade stå til.

God læselyst.

Vækst i meningsfulde liv – ikke i økonomi

”Jeg tør ikke aflyse væksten,” sagde Mette Frederiksen i en af de sidste debatter før valget.

”… men vi står et sted, hvor vi ikke bare kan sige ’vækst for enhver pris’, for den bliver nødt til at være mere bæredygtig. Og jeg er ikke i tvivl om, at vi bliver nødt til at skulle omlægge vores livsstil, for vi forbruger for meget, og vi forbruger forkert.”

Nogle gange er det sande budskab det, der har ringest ørenlyd. Budskab om mådehold for eksempel. Eller budskabet om, at vi allerede har forspildt chancen for at redde millioner af mennesker fra tørke, vandmangel og malaria.

Den sandhed var forskerne bag FN’s Emissions Gap Report pinligt bevidste om, da de for nyligt mødtes i Berlin og diskuterede, hvordan de i givet fald skulle fortælle verden, at målet om halvanden grad allerede ser ud til at være forpasset. Uanset hvilke regnemodeller de 70 forskere brugte, så det ikke længere realistisk ud at holde verdens temperaturstigninger nede på halvanden grad. Måske to grader Men så skal der handles nu. Og det handler ikke om at gøre mere af det samme.

Dette er – for første gang i verdenshistorien – ikke en krise, vi kan vækste os ud af. Klimakrisen er en ressourcekrise, og derfor kan den ikke løses ved at malke kloden i et stadigt mere afsindigt tempo.

Klimakrisen kræver et ryk i nødbremsen og en omstilling, hvor vi begynder at måle og skabe vækst på helt andre værdier. Skal det lykkes at samles om den omstilling, så må budskabet ikke handle om pietistiske pinsler, men om en ny og meget mere meningsfuld vækst.

Væksten skal ske i menneskers velfærd og meningsfulde liv. I naturens diversitet. I kortere arbejdsdage, mere nærvær og et tættere bånd til den jord, vi lever af. Klimaet belastes ikke af givende fællesskaber, udviklende børneliv og en alderdom uden ensomhed. Alt det, der egentlig er noget værd, men som vi har haft så svært ved at måle og derfor også svært ved at sætte mål for.

Er det umuligt at forestille sig en verden uden økonomisk vækst? Nej, men det er fantastisk svært, for det er helt ny grund for verdens økonomer og politikere. Men det er ikke længere en tankegang, der kun bor i halmhuse på heden. På universiteter verden over diskuterer økonomer ’økologisk økonomi’, og New Zealand har netop som det første land indført et nationalregnskab, der har borgernes trivsel som mål.

Er det helt umuligt at forestille sig en større lykke ved at skifte Mallorca-kartoflerne ud med lokale kartofler, fylde garderoben med noget, der holder lidt længere eller spare den lange flyvetur til London og klare det næste forretningsmøde på Skype i stedet?

Eller er det muligt, at det, der giver minus på det økonomiske BNP, giver plus på lykkekontoen? Samtidig med at det redder kloden fra klimaforandringer, der med sikkerhed vil sprede død og ulykke?

Det handler ikke om at ”aflyse væksten”, men om at vækste lykken. Den sandhed er det måske lidt lettere at få ørenlyd for.

Hvis du lige nu sidder og nikker, så vil jeg alligevel anbefale dig at læse den næste kommentar og artiklerne om vækst. For der er også gode argumenter for, at vi ikke kan spare os ud af denne krise, men at vi tværtimod har brug for at sætte turbo på investeringerne i løsninger, der kan skabe den nødvendige omstillingtil et bæredygtigt liv. Argumenterne på begge sider er gode.

Det eneste uholdbare standpunkt er bare at lade stå til.

 

Vi skal vækste os ud af klimakrisen

Der er en revolution i gang. Ikke på gaden, men på de bonede gulve, på fabriksgulvene og i udviklingsafdelingerne i verdens største og mindste virksomheder. Den klimakrise, som først for alvor nu har fået den plads, den fortjener, i dansk politik, har længe haft fast sæde i bestyrelseslokalerne.

Strategisk tænkende topchefer er i gang med at omlægge forretningen til en fremtid, hvor virksomheder, der er afhængige af fossile brændstoffer, transport på tværs af kloden eller massivt ressourceforbrug, bliver udkonkurreret. Herhjemme er Dongs forvandling til Ørsted det tydeligste eksempel på, at en fremsynet ledelse så, at det kunne lade sig gøre.

Desværre for Jakob Baruël Poulsen og Anders Eldrup, der havde udtænkt den storstilede satsning på havvind sammen med danske pensionskasser i et separat selskab, som internt gik under navnet Project Red, havde deres ejere i Finansministeriet svært ved at forestille sig at statens olie- og naturgasselskab med tiden skulle gå helt ud af fossile brændstoffer for at satse endnu mere massivt på havvind.

”Project Red blev ikke valgt, fordi det var det samlede Dong Energy, der ville komme til at mangle penge - og ikke vindmølledivisionen isoleret,” som den politisk udpegede bestyrelsesformand Fritz Schur senere har forklaret til Jyllands-Posten.

Project Red blev som bekendt lagt på hylden, og Eldrup og hans guldfugle i ledelsen blev fyret og skammet ud. 

Først senere gennemførte Dong under de nye medejere – blandt dem Goldman Sachs – en omfattende omlægning til havvind og resten er historie.

Dongs forvandling til Ørsted og frasalg af olien er i dag en realitet, og værdien af selskabet er vokset så meget, at landets finansminister i december kunne takke Ørsted for, at den danske stats formue var gået i plus, og at vi som land ejer mere, end vi skylder.

Hvis ikke politikerne for snart et halvt århundrede siden havde vedtaget strengere krav til energieffektivitet i nybyggerier, så havde vi næppe haft Rockwool i dag. Uden høje afgifter på varmeregningen havde Danfoss ikke haft rammerne til at udvikle termostater, der kan hjælpe hele verden med at spare på det varme vand.

Måske er der ingen anden vej end at vækste sig ud af krisen. For uden investeringer i ny teknologi, er det svært at se, hvordan verden på rekordfart kan blive bæredygtig. Hvis du lige nu sidder og nikker i enighed, så vil jeg alligevel anbefale dig at læse forrige kommentar og artiklerne om Degrowth. For der er også gode argumenter for, at det netop er dette vækstregime, der lige nu presser temperaturer, ressourcer og natur faretruende.
Argumenterne på begge sider er gode.

Det eneste uholdbare standpunkt er bare at lade stå til.  

Artiklen her er rettet den 28/6 2019 med en uddybende beskrivelse af Project Red.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu