Degrowth: En verden uden vækst

Vi har travlt, hvis kloden skal være beboelig i år 2100. Derfor må vi stoppe udvindingen af naturressourcer, stoppe forbruget og stoppe stigningen i BNP. Væksten må aflyses, bremsen skal i bund. Det er ekstremt, men ekstremt nødvendigt, lyder det fra degrowth-bevægelsen og de økologiske økonomer, der står bag dem.

Malin Schmidt

Se på tallene, siger de. Siden 1970 er de globale ressourceudvindinger mere end tredoblet. Vi bruger 45 procent flere fossile brændstoffer, verdensbefolkningen er fordoblet, det globale BNP er firedoblet, udvindingen af materialer er vokset fra 27 milliarder ton til 92 milliarder.

Se på tallene, og se, at det er umuligt, lyder det fra forfatter og ph.d. Jason Hickel, der forsker i global politisk økonomi og underviser ved London School of Economics og Goldsmiths University. Han er fast skribent ved The Guardian og en af de fremmeste fortalere i degrowth-bevægelsen, der ikke vil vækste og innovere sig ud af klimaproblemerne ­– de vil sætte bremsen i og nedsætte forbruget. Fuldstændigt.

”Det bliver umuligt at nå Parisaftalens mål, hvis ikke vi faktisk reducerer størrelsen på vores energibehov,” siger Hickel for at komme frem til sin pointe og degrowth-bevægelsens helt centrale udgangspunkt, nemlig at den mest effektive måde at mindske vores CO2-udledninger er at reducere og nedskalere vores udvinding, forarbejdning og forbrug af materielle ressourcer.  

”Der findes ingen evidens for, at grøn vækst kan løse de problemer. Forbruget overstiger simpelthen det, vi vinder ved den grønne teknologi. Kurven over CO2-udledninger stiger stejlt, og vi har så kort tid til at nå vores mål, at det er både fysisk og teknisk umuligt at gøre det, mens energibehovet samtidig stiger,” siger Jason Hickel og peger på, at alt det, vi udvinder, producerer, konsumerer og siden smider ud, kræver ekstraordinære mængder af energi.

Parisaftalens mål er, at CO2-udledningerne skal reduceres med halvdelen inden 2030 og gå i nul i 2050 for at nå en temperaturstigning, der i 2100 ligger så tæt på halvanden grad i forhold til førindustriel tid som muligt. Men hvis vi fortsætter som nu, vil temperaturstigningen i 2100 ligge på mellem 3 og 3,5 grader.

Ifølge fremskrivninger fra FN i 2019 vil menneskers forbrug af klodens ressourcer – materialeforbruget – i 2060 være mere end fordoblet og ramme 190 milliarder ton om året, hvis det fortsætter som nu. Udledningen af drivhusgasser vil stige med 43 procent, mens verdensbefolkningen kommer til at have rundet 10 milliarder, der i sig selv accelererer forbruget af materialer som for eksempel metaller, ikkemetalliske mineraler som sand, grus og ler, fossile brændsler, biomasse, vand og land.

Udvindingen og forarbejdningen af materialer, brændstoffer og mad alene udgør halvdelen af det globale drivhusgasudslip, og derfor opfordrer FN’s Environment Assembly til akut handling og en systematisk reform af ressourceforbruget. Netop fordi ”den hastige vækst i materialeudvinding er klimaforandringernes og biodiversitetstabets største synder”, som det hedder i FN-rapporten ’Global Resources Outlook 2019’.

Men degrowth-bevægelsen taler ikke kun om en reform. Den taler om en afkobling af BNP, så væksten ikke længere er afhængig af materialeudvinding og den CO2-udledning, der følger med. Forbruget skal ned, for kun ved at acceptere et mindre forbrug bliver omstillingen sandsynlig. Det lyder logisk, det lyder nødvendigt. Men det lyder også farligt.

En farlig professor

Livsfarligt, skrev Tom Jensen, Berlingskes chefredaktør, for noget tid siden i en kommentar, hvor han beskrev den økologiske økonomi, som danner baggrund for degrowth-bevægelsens tanker om et forbrug, der holder sig inden for de planetære grænser, og dens fremmeste danske forkynder, professor MSO ved Aalborg Universitet Inge Røpke, som han kaldte en ”farlig professor”. For Inge Røpke er heller ikke tilfreds med kompromiser. Hun vil ”med hårde, centralistiske virkemidler” stoppe den økonomiske vækst, der – ifølge Tom Jensen – har været forudsætningen for de grønne teknologier, der skal skabe den grønne omstilling, mens den grønne omstilling – ifølge Røpke – slet ikke kan ske, hvis ikke forbruget skaleres i bund.

”Hun er farlig,” skrev Tom Jensen, fordi hendes tanker – eller ”vildfarelser” – om, at kloden kun kan reddes, hvis vi gør op med væksten, i disse år vokser bredt ind i samfundsdebatten, ikke kun blandt protestgrupper som klimaaktivisterne i Extinction Rebellion. Og ikke kun blandt forskere som professor i politisk æstetik ved Københavns Universitet Mikkel Bolt, der forleden i Politiken skrev, at danskerne ved at stemme legitimerede et pseudodemokrati, der var så viklet ind i kapitalistisk logik, at det hverken kunne eller ville redde verden.

De farlige vildfarelser om at sætte en bremse på væksten breder sig helt ind på Christiansborg.

Det er afarter af det, vi taler om, når vi taler om kødfrie dage, madspild og genbrugstøj, når vi taler om flyafgifter og klimaskatter, når vi skammer hinanden ud, fordi vi har været to uger i Thailand. Og når 30.000 demonstranter en lørdag i maj midt i det, der er blevet kaldt Danmarks første klimavalgkamp, samles i Folkets Klimamarch på Christiansborgs Slotsplads for at få et Danmark, som sætter mennesker og miljø før økonomisk vækst med 16-årige svenske Greta Thunberg som profet.

”Jeg tror, Tom Jensen og jeg er uenige på et helt centralt punkt, nemlig hvordan vi forstår udfordringen, og hvor akut den er. Vi har en nødsituation, og her er vores tillid til teknologien helt forskellig,” siger Inge Røpke, hvis teori – hvis den blev til virkelighed – ville udgøre en helt ny økonomi uden aktieafkast og boligspekulation, en helt ny kultur, en helt ny måde at leve sammen på. Hvor rigdomme bliver omfordelt fra de velhavende til dem, der har mindst, og hvor væksten sker i det offentlige, for ”det er ikke særlig klimabelastende at passe godt på børn og ældre”. 

I den forbindelse er hun ikke synderligt optaget af bruttonationalproduktet. Hun ser det nærmest som uinteressant, om det vokser eller mindskes. I stedet er hun optaget af velfærd, velstand for alle og af ikke at bruge flere ressourcer end dem, Jorden har til rådighed, det vil sige at holde sig inden for planetære og biofysiske grænser. At BNP så muligvis vil få en global vækst på mindre end de 2-3 procent, den har lige nu, kalder hun en sideeffekt.

Men hvor skal pengene til den grønne omstilling komme fra, hvis BNP og dermed skattegrundlaget bliver mindre?

”Vi kan ikke få et bæredygtigt samfund, hvis vi ikke sørger for, at det er de rigeste, der bærer byrden. Det, vi engang har ejet i fællesskab, er blevet privatiseret, og nu skal vi gøre det modsatte og flytte det over til at blive fælleseje igen.”

Det er her, slaget udkæmpes: mellem det offentlige og det private forbrug. Vejen dertil er brolagt med skattelovgivning og omfordeling.

”Det er da problematisk, at vores materielle levestandard skal stige, samtidig med at andre ikke har til dagen og vejen,” siger hun om den kamp, hun mener står både nationalt og globalt. I børnehaver herhjemme og i de congolesiske miner, hvor giftigt kobolt bliver udvundet til de litium-ion-batterier, der sidder i den vestlige verdens mobiltelefoner, elbiler, computere og kameraer.  

”Tom Jensen tror sikkert, at det er, fordi danskerne er så kvikke, at vi klarer os godt. Han ser slet ikke, at vi lever på bekostning af andre. Jeg sigter på at opfylde basale behov for alle mennesker, og det har en højere prioritet end at gøre de rige rigere,” siger Inge Røpke, der i april var medunderskriver på et åbent brev i magasinet Science, hvor flere end 4.000 forskere – heriblandt også flere af verdens førende klimaforskere – appellerede til politisk handling nu: ”De aktuelle indsatser for at beskytte klimaet og biosfæren er dybt utilstrækkelige,” skrev de.  

Hellere utopisk end dystopisk

I 2008 blev den første degrowth-konference holdt i Paris. Siden har der været konferencer i Barcelona, Montreal, Berlin, Venedig, Leipzig og Budapest for sidste år at munde ud i konferencer i både Malmø, Mexico City og en postgrowth-konference i Europa-Parlamentet.

Forsamlingerne er blevet større, de er vokset fra få hundrede deltagere til mange tusinde, og ideerne er begyndt at inspirere andre og nyere politiske klimabevægelser. Nogle af ideerne breder sig også helt ind i de politiske partier, for eksempel i Storbritannien, konstaterer Giorgos Kallis, degrowth-bevægelsens største nye stjerne, der har skrevet bøgerne ’Degrowth’ og ’Degrowth: A vocabulary for a new era’. Han er forskningsprofessor i økologisk økonomi og politisk økologi ved Universitat Autònoma de Barcelona og står som bevægelsens førende tænker på ryggen af degrowth-pionerer som franskmændene Serge Latouche og André Gorz, der først introducerede begrebet i 1970’erne.

At et degrowth-samfund kan virke utopisk, har Kallis ikke meget tilovers for. ”Hellere utopisk, end dystopisk,” som han siger til Mandag Morgen.

Han mener ikke, det er hans opgave at fortælle, hvordan omstillingen skal ske.

”Jeg er ikke en forsker, der fortæller hvordan. Jeg er en forsker, der vil pege på det, der sker. Det, der er sandt. Og det er, at en minimeret vækst er nødvendig. Der findes ingen model – absolut ingen – der forudsiger, at det er muligt at skabe en vækst, der kun er grøn. Al vækst – også den grønne – vil også have negative konsekvenser,” siger Giorgos Kallis og understreger samtidig, at den grønne omstilling er nødvendig.

”Jeg siger netop, at den er helt afgørende. Men jeg sætter spørgsmålstegn ved påstanden om, at man kan løse CO2-udledningerne ved grøn omstilling alene,” understreger Kallis, der peger på studier, der viser, at ressourceforbruget er en faktor, den grønne omstilling til vedvarende energi ikke kan redde os fra:

  • Først det tyske forskerteam med Monika Dittrich i spidsen, der i 2012 fandt frem til, at forbruget af naturressourcer ville stige fra 70 milliarder ton til 180 milliarder i 2050 ved uændret vækst. Et bæredygtigt niveau ligger på 50 milliarder ton.

Forskerne brugte samme model til at beregne et scenarie, hvor alle nationer havde indført best practice i effektivt ressourceforbrug. Forbruget landede på 93 milliarder ton i 2050.

  • I 2016 kom den australske forsker Heinz Schandl og hans forskerhold frem til cirka samme resultat med nye modeller.
  • I 2017 regnede FN på ressourceforbruget med udgangspunkt i forskellige modeller. Her landede forskerne på et forbrug på 132 milliarder ton, selv ved et scenarie med meget høje priser på CO2, meget høje skatter på CO2 og en teknologisk innovation, der var ekstremt accelereret.

”Igen og igen ser vi, at forbruget skal ned,” siger Kallis, der for et par år siden stødte sammen med den kendte økologiske økonom bag teorien om the doughnut economy, Kate Raworth. Hun var enig med degrowth-bevægelsen og dens førende tænker Giorgos Kallis om, at tidens vigtigste økonomiske argument handler om, hvordan uendelig BNP-vækst vil ødelægge de planetære systemer, som menneskeheden afhænger af. Men selve navnet degrowth frastødte hende. Degrowth – altså minusvækst – virkede for radikalt på Raworth og ville støde folk væk.

Giorgos Kallis derimod mente, at navnet netop siger, hvad det er, de begge to taler om. For mens grøn vækst er foreneligt med et stigende BNP, så er degrowth det ifølge Kallis ikke.

”Hvis vi gør alle de rigtige ting som at mindske CO2-udslippet og udskifte profitøkonomien med omsorg og solidaritet, så vil BNP og dermed økonomien blive mindre. Det er ikke et mindsket BNP, vi stiler efter, men det vil blive konsekvensen.”

Et vigende BNP vil skabe et chok i den verden og den økonomi, vi kender, men der er ifølge Kallis ingen vej udenom. Vi skal reducere CO2-udslippet, især i den vestlige verden, hvor udledningerne er størst. Teknologiske løsninger, der suger CO2 ud af atmosfæren, er for Kallis lige så utopiske som ideen om degrowth. Måske endda mere.

”Vi arbejder og arbejder, forbruger og arbejder, og vi ved ikke længere hvorfor. Det er blevet til en religion. En økonomi, der er meget mindre, betyder en fundamental ændring i den måde, vi organiserer samfundet, og den måde, vi lever på. Og jeg tror, nej, jeg er overbevist om, at det vil skabe et bedre samfund,” siger Kallis.

Ideen om at arbejde

Forskeren Peter Victor, professor i miljøstudier ved York University i Canada, har i bogen ’Growth, degrowth and climate change’ beregnet de canadiske CO2-udledninger i 2035 med udgangspunkt i tre forskellige økonomiske scenarier.

Hans konklusion blev overraskende, at en nulvækst kun gav en beskeden CO2-mindskning. Kun degrowth-scenariet, hvor canadiernes indkomst havnede på 1976-niveau, og arbejdstimerne blev beskåret med 75 procent, reducerede CO2-udledningerne effektivt.

Derfor er arbejde det væsentligste punkt i en degrowth-økonomi. For en mindre økonomi vil betyde en fundamental ændring i den måde, vi arbejder og forbruger på.

”Idet økonomiens størrelse vil blive mindre, vil de økonomiske aktiviteter også blive det, og under almindelige forudsætninger vil det selvfølgelig føre til recession,” siger Jason Hickel, der lige nu arbejder sammen med Giorgos Kallis om en ny degrowth-publikation.

Han lægger ikke skjul på konsekvenserne: Folk vil miste deres arbejde, firmaer vil gå konkurs, man vil ikke længere få råd til at betale sin husleje. Derfor er kortere arbejdsuger og færre arbejdstimer essentielle i en økonomi, der vil få brug for færre medarbejdere. Arbejdstimerne skal fordeles ligeligt, og timelønnen bliver nødt til at stige. Borgerløn er en mulighed, omfordeling en nødvendighed. Lighed vil kunne erstatte vækst, og det er ikke nødvendigvis et problem for vores velbefindende.

”Der er intet forskningsmæssigt belæg for, at der er forbindelse mellem BNP-vækst og sociale indikatorer som sundhed, uddannelse, livslængde og lykke. Når man er nået over et vist niveau i BNP, så bidrager yderligere vækst ikke til menneskeligt velbefindende overhovedet,” siger han.

Grunden, som han ser det, er, at BNP er ulige fordelt.

”Størstedelen af BNP går til de rige, men det forbedrer ikke deres liv,” siger Hickel. Konklusionen er ifølge ham og andre degrowth-fortalere, at vi kan opnå de sociale mål nu, uden at vokse overhovedet.

”Simpelthen ved at redistribuere den eksisterende indkomst mere ligeligt: fra de én procent rigeste til resten af befolkningen. For eksempel har man i Europa 50 procent mindre BNP per person end i USA, men alle sociale indikatorer i alle kategorier er bedre i Europa end i USA, netop fordi der i Europa er større lighed,” siger Hickel.

Men det kræver en ret radikal lovgivning. Og det kræver, at man får de rigeste til at afgive deres rigdomme. Er det realistisk?

”En række undersøgelser viser, at majoriteten af vælgerne i de fleste europæiske lande faktisk tror på, at beskyttelse af miljøet er vigtigere end øget vækst. De mener, at den nuværende økonomi ødelægger planeten. Vi tager demokratiet seriøst, for vi tror på, at befolkningerne er klar til en økologisk omstilling. Vi har brug for modigere politikere.”

Og hvis vi skal reducere forbrug, skal vi gøre det ligeligt, lyder det fra Hickel. Retfærdighed er centralt.

”Se bare, hvad der skete i Frankrig, da Macron indførte skatter på brændstof. Det skadede arbejderklassen mest, og det går ikke, hvis man vil have befolkningen med.”  

Efter opturen  

En tømmervirksomhed i Nordcalifornien har vist os hvordan, fortæller Thomas Princen, der er forsker ved Michigan University, ph.d. fra Harvard og forfatter til utallige bøger om sufficiency – tilstrækkelighed, som er en mildere variant af degrowht.

Den californiske tømmervirksomhed er ikke en utopi. The Pacific Lumber Company fandtes i virkeligheden og var et bevis på, at mindre vækst i verden ikke betyder, at vi skal tilbage til hulerne, lyder det fra manden, der har gjort det til sit speciale at finde frem til eksempler på virksomheder, der gør det godt og samtidig passer på klodens naturressourcer.   

”I begyndelsen gjorde virksomheden som alle andre tømmerfirmaer. De huggede så meget skov ned, som de overhovedet kunne, og som markederne kunne absorbere. Når de havde ryddet skoven, rykkede de videre. Men pludselig ændrede virksomheden strategi. Nu tog de kun så meget, at skoven kunne regenerere, samtidig med at virksomheden gav overskud. De ryddede mindre end det maksimale, men nok til at klare sig godt. Dermed lod de både skov og lokalsamfund trives,” siger Princen, der definerer tilstrækkelighed som ”at klare sig godt nu og ind i den fjerne fremtid ved at gøre mindre end det mest mulige nu”.

”Virksomheden blev kendt som tømmervirksomheden over dem alle. Den fik en lang venteliste til både job og de huse, de ejede, og fordi de ikke ryddede skoven, behøvede de ikke at rykke videre. Ved kun at hugge tilstrækkeligt klarede virksomheden sig bedre end alle andre.”

På den måde taler Princen ikke om tilstrækkelighed som det næstbedste. Det handler ikke om at leve liv, der kun lige er gode nok eller om at dække de basale behov for at komme ud af fattigdom. Det handler om at gøre mindre end det maksimale og samtidig gøre det godt.  

”Det lyder ikke kun rart. Jeg vil sige, at det lyder logisk. Hvis vi havde en planet eller to mere, vi kunne forbruge, kunne vi sagtens gøre det maksimale,” siger han og konstaterer tørt, at det har vi ikke.

”Vi har én, og den er ved at være brugt op. Vi er ved at ramme de planetære grænser,” siger han og sammenligner det med minedrift.

”Først opdager man guldet, det er fantastisk, rigdommene flyder, det er nemme penge. Og så går man ind i konkursfasen. Det er den, vi er inde i nu. Opturen er overstået; vi er ved at gå fallit.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu