Vi klarer kun klimakrisen med fuld fart på grøn vækst

Økonomisk vækst og CO2-reduktioner er ikke modsætninger – tværtimod. Verden har brug for, at det går ekstremt stærkt med omstillingen af energien, transporten, byggeriet, landbruget osv. Derfor skal speederen i bund nu, lyder det fra både ngo'er, McKinsey og World Economic Forum.

Peter Hesseldahl

I de næste 25-30 år vil grønne, CO2-neutrale teknologier forandre samfundet og økonomien, lige så hastigt som de seneste årtier har forandret Kina fra fattigt bondeland til urbaniseret vækstland – og lige så gennemgribende, som internettet og digitaliseringen har ændret hverdagen for milliarder af mennesker i hele verden.

Tidligere på året præsenterede en række store internationale ngo’er på klimaområdet en 'Exponential Climate Action plan'. Rapportens forfattere argumenterer for, at det er muligt at nå Parisaftalens målsætning om at holde den globale opvarmning på mellem 1,5 og 2 grader med de teknologier, vi allerede kender.

Men det forudsætter en udvikling, der er lige så radikal og hastig som den, vi har set inden for digital teknologi – altså en eksponentiel vækst, der fører til disruption af både produktionsmetoder, varer og verden, som vi kender den. 

Rapporten udmærker sig ved at opstille let forståelige tommelfingerregler for hastigheden af den omstilling, der skal til, hvis vi skal nå det i tide. Her er, hvad der kræves for at bremse klimakatastrofen frem mod 2050. Eller det, som forfatterne til rapporten har kaldt the carbon law

  • Den globale udledning af CO2 skal toppe næste år.
  • De næste ti år, frem til 2030, skal udledningen halveres.
  • De efterfølgende ti år, frem til 2040, skal udledningen halveres igen.
  • Og derefter skal udledningen igen halveres det følgende tiår, frem til 2050.

Eller sagt og regnet på en anden måde: Hvert eneste år skal den globale udledning af CO2 formindskes med syv procent. I praksis vil det kræve, at de rige, udviklede lande sænker udledningerne en hel del hurtigere, fordi udviklingslandene dårligt kan forventes at holde igen i samme omfang.

Ifølge FN’s seneste klimarapport er det til dato kun lige lykkedes at holde de globale udledninger på samme niveau, så med fortsat økonomisk fremgang og befolkningsvækst er syv procent reduktion et særdeles ambitiøst mål.

”The carbon law” giver mindelser om en anden tommelfingerregel for forandringer, der også har ændret samfundet markant: Moores lov, der forudsiger, at computeres ydeevne til prisen fordobles hvert andet år.

Johan Falk, der er tilknyttet det svenske Stockholm Resilience Centre og en af de to hovedforfattere på rapporten, fortæller, at det er helt bevidst, at man spiller på associationen til Moores lov.

”Det er for at minde om, at vi med digitaliseringen har set, at den form for omstilling er mulig. Med computere har vi både sænket energiforbruget og forbedret ydelsen dramatisk på meget kort tid. Det er det bedste eksempel, vi kan hente inspiration fra – det er den samme form for hyper-growth, vi har brug for med solceller, elbiler og plantebaserede fødevarer.”

Johan Falk har arbejdet mange år i IT-branchen, blandt andet for chipfabrikanten Intel, og han kender følelsen af at skulle skabe udvikling i et næsten umuligt tempo: 

”Vi vidste ikke, hvordan vi skulle nå det – men Moores lov gav alle i branchen en fælles forventning om, hvor hurtigt nye teknologier ville blive udviklet, og alle planlagde ud fra det. På den måde blev forventningen om eksponentiel forbedring en selvopfyldende profeti.”

På samme måde er det afgørende for klimaomstillingen at nå til et vendepunkt, hvor alle parter har en fælles forståelse af retningen og forstærker hinandens indsats, siger Johan Falk:

”Vi skal nå en kritisk masse af selskaber, borgere og politikere, byer og lande, der alle arbejder i samme retning og opstiller mål for forandringen.”

Politisk regulering kan sætte turbo på

Da de danske VL-grupper for virksomhedsledere mødtes sidste uge til årets VL-døgn i FN-byen i København, var det med bæredygtighedsmålene som tema. Som optakt havde konsulentfirmaet McKinsey lavet en stor undersøgelse af, hvordan danske virksomheder i praksis arbejder med bæredygtighed, og hvad det vil kræve yderligere at indarbejde bæredygtighedsmålene i deres strategi.

Partner i McKinsey Sustainability Johannes Lüneborg, der var medforfatter til studiet, slår som udgangspunkt fast:

”Der er hverken teoretisk eller praktisk modstrid mellem økonomisk vækst og grøn omstilling. Ser man på de økonomiske vismænds rapporter, er der konsensus om, at nedbrydningen af klimaet vil blive dyr for samfundet – og jo længere man venter med det, des dyrere bliver det. Så vi kan ikke vente passivt på, at innovation løser det. Det kan ikke overlades til markedet at løse.”

Skal der sættes turbo på den grønne vækst, kræver det altså politisk regulering, men det er afgørende, at det sker i form af klare, langsigtede signaler, som erhvervslivet kan planlægge og handle efter – snarere end at blive stillet over for skiftende og pludselige krav, mener Johannes Lüneborg:

”Vi anbefaler, at der bliver sat realistiske og ambitiøse mål for den grønne omstilling. Det vil virke som en dynamo for vækst og innovation, hvis man som virksomhed ved, at der er bestemte krav, man skal leve op til om 5 eller 7 år.”

”At styre væksten i en mere bæredygtig retning betyder ikke, at vi får mindre vækst. Vi har med høj hastighed omstillet energisektoren til en mere forsvarlig energiproduktion, men det har ikke sænket den økonomiske vækst i Danmark. Vi har også hævet energistandarderne for bygninger, og   det har ikke kostet noget i den økonomiske vækst.”

”Der er ikke et reelt dilemma mellem strammere regulering og økonomisk vækst, men det er en svær manøvre, for det kræver, at man sætter de rigtige mål,” siger Johannes Lüneborg.

Vækst er drivkraften i kapitalismen

Markedsøkonomien er en formidabel motor at spænde foran enhver forandring. Markedspladsen er en konkurrence. Det gælder om at levere den bedste løsning til prisen, og hvis ikke man konstant forbedrer sig, vælger kunderne at købe fra en anden. 

Men det kræver vækst.

Der skal være en gevinst, der kan motivere virksomhederne til at gøre en indsats og tage en risiko. Og der skal være et overskud, der kan betale for nye investeringer, udvikling og effektivisering.

”Der er ingen kommercielle selskaber, der har planer om at skrumpe i størrelse. Men i stedet for den sædvanlige form for vækst taler de nu om bæredygtig vækst. Det er en vækst, der går ud på at erstatte gammel teknologi med en ny, der er mere effektiv og mindre skadelig,” siger Emily Farnworth, der leder World Economic Forums indsats på klimaområdet.

For erhvervslivet er muligheden for vækst en forudsætning for at kunne arbejde ambitiøst med klimavenlige løsninger. Vækst er et udtryk for dynamik og forandring, men det er naturligvis afgørende, om den form for aktivitet, som markedskræfterne forstærker, er CO2-neutrale.

Siden halvfemserne har den globale vækst i BNP, med udsving, ligget omkring 3 procent årligt – svarende til en fordobling af bruttonationalproduktet på 25 år. Derfor er decoupling et nøgleord: Den hidtidige sammenhæng mellem økonomisk vækst og større forbrug af ressourcer og større CO2-udledning skal afkobles.

Ellers er effekten af væksten, at man kompenserer for en forkert retning med højere hastighed.

Alternative mål for fremgang

Hvis væksten skal skifte retning, kræver det, at man omdefinerer, hvad der tæller som fremgang. I dagens økonomi kan man skabe økonomisk vækst ved at udpine naturen, forurene have og floder, skade biodiversiteten og bidrage til klimakrisen.

Belastningen af de naturlige ressourcer indgår ikke i regnskabet – de er det, der kaldes eksternaliteter. Tilsvarende tæller positive værdier som omsorg, tryghed og fordybelse heller ikke med i regnskabet, selv om mennesker sætter stor pris på dem.

Hvis flere, både positive og negative eksternaliteter indgik på lige fod med rent økonomiske tal, ville vækst i højere grad være udtryk for en fremgang, som er reel for menneskers trivsel – og graden af vækst ville afhænge af, om resultatet var opnået ved at underminere den langsigtede bæredygtighed.

Som Johannes Lüneborg fra McKinsey siger:

”Medmindre man lægger kvoter på CO2, er det gratis at sende det op i atmosfæren, og så får vi en økonomisk vækst, der nedbryder naturressourcerne. At man anvender markedsøkonomiske mekanismer, udelukker ikke, at man også inddrager andre faktorer – eksempelvis trivsel – eller medregner forbruget af naturlige ressourcer i BNP.”

Det er den tanke, der kan ses i den nye well-being-finanslov, som New Zealands regering netop har fremlagt, hvor alle offentlige initiativer skal vurderes efter, om de skaber trivsel og ikke kun økonomisk vækst.

Det er også filosofien bag OECD’s indsats gennem årtier med at udarbejde et Better Life Index som alternativ til blot at bruge det klassiske, rent økonomiske bruttonationalprodukt som indikator for vækst.

Vindere og tabere i omstillingen

For virksomheder, der formår at udvikle klimavenlige løsninger inden for energi, transport, byggeri eller fødevarer, kan omstillingen blive et boom. Der vil opstå nye globale, grønne giganter – den danske vindmølleindustri er ét eksempel på det.

Men som i en enhver teknologisk omstilling vil der også være tabere. Hvis man er inden for industrier, hvor vækst sædvanligvis betyder større forbrug af fossile brændsler og naturlige råstoffer, vil man opleve udbredelsen af alternativerne som en underminering af den eksisterende forretning. Og man vil naturligvis forsøge at fastholde det gamle paradigme. Det vil udfordre selskaber som Danish Crown, Aalborg Portland og FLSmidth og olieudvindingen i Nordsøen.

Eller som Philip Christiani, seniorpartner i McKinsey og medforfatter til oplægget til VL-døgnet, konstaterer, så vil de virksomheder, der skal skære ned, vise modstand mod den grønne omstilling.

”Detailhandelen sidder i den skarpe ende af tendensen. Mange virksomheder mærker et pres fra forbrugerne, som de måske ikke møder i lovgivning endnu. Især den unge generation har en anden holdning end de fleste beslutningstagere i virksomheder, og de kommer til at fravælge brands og produkter på grundlag af det her tema. Vi kan se, at Netto er begyndt at eksperimentere med at lægge pant på deres plastikposer. Det er ikke noget, lovgiverne har vedtaget; Netto gør det for at læne sig frem i diskussionen, fordi de kan mærke kravet fra deres forbrugere,” siger Philip Christiani.

Christiani nævner også som eksempel, at kødforbruget herhjemme er faldet med 5 procent på 3-4 år, og at det voksende antal vegetarer og den stigende bevidsthed om madspild over hele landet er den hurtigst voksende tendens inden for dagligvarehandlen.

Tre typer af teknologier – tre strategier til acceleration

Emily Farnworth fra World Economic Forum deler de grønne teknologier op i tre grupper, som kræver forskellige virkemidler og strategier, hvis man vil accelerere udviklingen og udbredelsen af dem.

  1. Teknologier, der allerede er konkurrencedygtige

Nogle teknologier er allerede nået til det punkt, hvor der findes et alternativ, der både har langt lavere udledninger end de konventionelle løsninger og er økonomisk konkurrencedygtigt. 

”Allerede i dag kan det bedre betale sig at installere sol- eller vindkraft frem for at bygge nye fossile kraftværker. Inden for de teknologier kan vi rykke hurtigt, her bringer markedslogikken det nye frem. De nye løsninger kræver ikke subsidier, men det offentlige skal naturligvis holde op med at støtte de gamle løsninger,” siger Farnworth.

  1. Teknologien findes, men er stadig for dyr

Der er også teknologier, til hvilke der er udviklet et alternativ, som ikke helt er blevet kommercielt konkurrencedygtigt. Elbiler er et eksempel.

”Her er spørgsmålet, hvordan kan man lave mere kreative modeller for finansiering, der eksempelvis kan trække på offentlige investeringer og offentlig indkøbspolitik, kombineret med midler fra private investorer, der er klar til at satse på de nye teknologier, fordi de kan se et potentiale på lidt længere sigt.

Med den type ”blandede” investeringer kan teknologier med lavere klimabelastning hurtigere modnes til det vendepunkt, hvor de både er funktionsdygtige og kommercielt attraktive,” siger Emily Farnworth.

  1. Ny teknologi under udvikling

Det sværeste er de spirende teknologier, derfor kræver investering i yderligere forskning og udvikling. Et eksempel kan være nye brændstoffer til fly, mindre energikrævende cement eller kunstigt kød.

”Her handler det blandt andet om at styrke de tidlige innovatører og startups, der udforsker fremtidens muligheder, og det kan man gøre ved at inddrage filantropiske midler eller såkaldt impact investing. Generelt handler det her om at give støtte for at udvide puljen af iværksættere,” mener Emily Farnworth.

Emily Farnworth peger også på en række nye forretningsmodeller, med hvilke man skaber reel vækst i værdi for kunderne, men uden at bruge flere ressourcer, først og fremmest cirkulær økonomi og deleøkonomiens digitale platforme.

Fair Trade-handelen kan også være en inspirationskilde, mener Emily Farnworth:

”Fair Trade-produkter som kaffe og chokolade skaber opmærksomhed om en problemstilling, og de opbygger deres værdi som et mere samvittighedsfuldt varemærke ved at sikre, at der er kontrol med alle led i værdikæden. Vi kan se, at forbrugerne er villige til at betale for varer, som de ved lever op til deres principper.”

USA’s Green New Deal

I USA er der stor opmærksomhed om forslaget om en Green New Deal, som bl.a. er rejst af den unge demokratiske senator Alexandria Ocasio-Cortez.

Green New Deal er inspireret af præsident Roosevelts New Deal, der i sin tid var et modtræk til depressionen i trediverne. New Deal indebar en kraftig og hurtig mobilisering af ressourcer og store offentlige investeringer og førte til et nyt paradigme, hvad angik den amerikanske stats indgriben i økonomien.

På samme måde kæder Green New Deal en radikal indsats for at nedsætte CO2-udslippet sammen med en bredere dagsorden om at kickstarte den amerikanske økonomi, skabe jobs og bedre sociale forhold, genopbygge forældet infrastruktur, sætte skub i ny forskning og omstille landbruget til bæredygtighed.

Green New Deal er et vækstprojekt. Forslaget indebærer massiv offentlige investeringer, og det er tanken, at klimaindsatsen skal være motor for ny dynamik i økonomien. Visionen tager udgangspunkt i, at der skal ske forbedringer på et meget bredt spænd af områder samtidig. Målet med Green New Deal er ikke primært økonomisk, men også en omstilling til et samfund, der leverer trivsel til en langt bredere del af befolkningen end den vækst, man traditionelt har forfulgt.

Emily Farnworth fra World Economic Forum mener, at den type tankegang er yderst relevant.

”Green New deal er et nyttigt begreb, for det bringer samtalen op på et nyt niveau. Når man sætter så radikale mål, begynder man også at tænke på helt nye former for løsninger. Man bliver mere kreativ, end hvis man sætter mere beskedne mål om lineær vækst.

Hvis man har et mål om 10 procents forandring, så giver det én type opførsel. Når man siger, at man vil ændre noget 100 procent, så ændrer det dialogen. Selv om der kommer kompromiser, når man skal diskutere planen i praksis, så har man en ramme for at diskutere, hvor langt folk vil acceptere at gå for at komme til målet.

Det kan gå meget hurtigt

Det er værd at huske på de mange eksempler på, at samfund kan sætte sig meget ambitiøse mål og gennemføre dem, selv i fredstid. Fra John F. Kennedy holdt sin tale om at tage til månen, til mennesker faktisk landede, gik der kun 8 år. I den periode kostede Apollo-programmet, hvad der svarer til 2,5 procent af det amerikanske BNP.

En lige så imponerende opfyldelse af et ekstremt ambitiøst mål er, at det faktisk er lykkedes verdens lande at nå det vigtigste af de Millennium Goals, som FN opstillede som mål for udviklingen fra år 2000 til 2015:

Antallet af mennesker, der lever i absolut fattigdom, blev halveret på 15 år. Det skyldes først og fremmest, at Kinas økonomi i den periode havde en årlig vækst på 10 procent eller mere. Den forbløffende omstilling, som det enorme land har været igennem, er måske det bedste eksempel på, hvor kraftig de kommende års grønne vækst og omstilling skal være.

Et hjemligt eksempel på, at hurtig omstilling er mulig, er Ørsted, Danmarks største forsyningsselskab, som i løbet af kun ti år er gået fra at være solidt plantet i udvinding og afbrænding af fossile brændsler, til at man i dag altovervejende producerer strøm ved hjælp af havvindmøller. 

Vi går mod overflod, ikke knaphed

De virkelige tech-optimister mener, at vi går mod en fremtid præget af overflod snarere end knaphed. Teknologiske gennembrud vil skabe større velstand, større viden og en tilstand af overflod, hvor goder, der før var knappe, bliver rigelige og tilgængelige for alle.

Ligesom internettet giver næsten alle adgang til alverdens viden og uddannelse, vil bioteknologi hjælpe os med at dyrke flere fødevarer med mindre slid på naturen, robotterne vil hjælpe os med alt fysisk arbejde og fremstilling, og solceller og smart grids vil gøre energi billigere og bæredygtig. Og det vil ske hurtigere, end vi tror, for de nye teknologier udvikles og udbredes med eksponentielt stigende hastighed.

Tankegangen er typisk i verdens vigtigste udviklingsmiljø, Silicon Valley, og er eksempelvis meget tydeligt udtrykt i den filosofi, som præger Singularity University. Ramez Naam, der er medlem af fakultetet, formulerer det sådan:

”Jeg tager hatten af for enhver, der formindsker sin personlige belastning af kloden, hvad enten det er ved at skifte termostater, køre mindre eller spise mindre kød. Men grundlæggende kan vi ikke overbevise folk om at bruge mindre, rejse mindre eller bo i mindre huse. Vi kan ikke løse problemet ved at bede folk forbruge mindre. Vi vil løse det ved at stille mere til rådighed, mere energi, mere mad og flere tjenester, men på en ny, ren måde. Sådan er det nødt til at være.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu