Alt taler for, at SFs næste formand bliver den 29-årige Astrid Krag. Det er på nuværende tidspunkt svært at se, at hun skulle få en stærk og ligeværdig modstander, der kan slå hende i partiets kommende urafstemning. Ledende repræsentanter fra partiets regeringsbærende fløje – arbejderisterne og de grønne – støtter hendes kandidatur, fordi de ser hende som en garant for partiets fortsatte deltagelse i regeringen, og de tror, at hun kan samle partiet med de mange forskellige strømninger.

Astrid Krag har allerede vist, at hun er en modig politiker, for SF befinder sig i en dyb vælgerkrise og mange vælgerforeninger udtrykker skuffelse over de mange hårde kompromiser, som partiet har måttet indgå i regeringen. Det er et meget svært tidspunkt at overtage magten i partiet, og udfaldet får afgørende indflydelse på SFs fremtidige skæbne og regeringens videre færd. En del medlemmer oplever nærmest en identitetskrise som følge af en dybtliggende, anti­autoritær angst for magten og for at bringe de ofre, dens udøvelse også kræver. Nogle drømmer nostalgisk om at vende tilbage til den magtesløse venstrefløjs revolutionsromantik og overbudspolitik i den danske velfærdsgavebod, og Enhedslisten lokker dem med Johanne ­Schmidt-Nielsens friske og kontante kommunikation på tv-skærmen.

Behovet for en ny, stærk vision

Astrid Krag er også en dygtig kommunikator. Det har hun allerede bevist som minister, og hendes kronik i Politiken her forleden illustrerer, at hun forstår at positionere sig i hjertet af SFs forskellige strømninger med løfter om lige velfærdsmuligheder, grøn omstilling, flere job og fortsat omfordelingskamp.

Både den grønne omstilling og den fortsatte omfordelingskamp, som Socialdemokraterne er mindre optagede af, kan give en smule kant i forhold til den politiske storebror. Og Astrid Krags hårde kritik af finanskapitalen og nyliberalismen vil sikkert berolige nogle SF’ere. Men de foreløbige rundspørger i partiets bagland viser, at de lokale partiforeninger stadig skal overbevises om hendes evner til at samle partiet.

Astrid Krags svage flanke, som hun deler med sine allierede, Thor Möger Pedersen og Jesper Petersen, er, at hun i bestræbelserne på at vise sig regeringsduelig og være ansvarlig ender som Socialdemokratiet plus 5 pct., men glemmer at formulere de større samfundsvisioner og et projekt, der er kvalitativt forskelligt. Astrid Krag mangler stadig at levere en spændende ny vision, der kan bjergtage vælgerne i stedet for at få dem til at flygte. Der skal meget mere til end en enkelt dagpengemarkering for at flytte partiet væk fra den truende vælgerafgrund.

I 80’erne og 90’erne under Gert Petersen og Holger K. Nielsen ville man ofte sige “plus 10 pct.” Men efter at Villy Søvndal overtog formandsposten, erkendte ledelsen, at der var behov for at forny partiets rolle i dansk politik, omsætte reformpolitikken i resultater og søge ind i en tættere alliance med den socialdemokratiske storebror. Det var den moderne arbejderflertalstænkning, og så længe SF’erne i valgkampens hede kunne drømme om det rene arbejderflertal – og om at holde sig fri af Det Radikale Venstres økonomiske strammerlinje – var partimedlemmerne relativt tillidsfulde over for Søvndal og det projekt, han var kommet til at repræsentere. Astrid Krag havde inden da markeret sig som en hård integrationsordfører, hvis retorik og omfavnelse af 24-års-reglen gjorde ondt i folkepartisternes rødder, men magtens fortryllelse var takket være den tids flotte meningsmålinger med til at berolige de fleste. Det gør de ikke længere.

Magtens forførelse

Det var ikke mindst Thor Mögers fortjeneste, at det lykkedes at nå den historiske målstreg at komme i regering og få skudt Villy Søvndal ud på Udenrigsministeriets uriaspost.

Magtens forblændelse og forførelse kan drive ledere til at miste forbindelsen til de andre dyder – herunder mådehold og empatisk nærhed – som er afgørende forudsætninger for at kunne lede igennem sin organisation. Villy Søvndal har i lange perioder i det sidste år haft svært ved at forene sine to embeders barske krav, og partiet har ikke fået den opmærksomhed, som han skulle have givet det. Derfor er hans beslutning om at trække sig fra formandsposten både logisk og formodentlig også en nødvendig forudsætning for at sikre partiets overlevelse.
Det er så endt i et relativt forhastet generationsskifte med Astrid Krag som ny rorgænger. Hun risikerer at knække halsen på opgaven, og der er mange tikkende bomber i landskabet, som hun skal styre uden om for at genskabe partimedlemmernes tro på fremtiden.

Foreløbig har hun signaleret åbenhed og ønsker om en ny partikultur med formuleringer om, at det skal være “hele SF, der er i regering”, så også partimedlemmerne skal være med til at løfte mere.

Det er let nok, når man, som i kronikken i Politiken her forleden, taler om alle de klassiske SF-mærkesager. Det svære er, når regeringsmagtens forvaltning eller ydre, politiske begivenheder rejser nye svære dilemmaer, som hun som leder skal være med til at løse. Det kunne f.eks. være kontroversielle nye ungeregler i en kontanthjælpsreform, eller det kunne være den store kursændring i EU-samarbejdet med bankunion og Tysklands og Kommissionens nye traktatkrav, der peger i retning af en demokratisering af EU inden for rammerne af en stærkere føderation af nationalstater.

Det er i den slags situationer, at hendes virkelige lederevner skal måles. Samtidig skal hun give vælgerne en fornemmelse af, at hun faktisk kan levere resultater, der er værd at stemme på. Partiets svage meningsmålinger skal vendes for at lægge en dæmper på partiets indre magturo.

Aldersfascisme

Nogle kommentatorer har i de seneste dage talt bekymret om, at hun ikke er erfaren nok, og at hendes unge alder er et problem. På samme måde har skatteminister Thor Möger Pedersen længe været udsat for åbenlys mobning fra formiddagspressen, der igen og igen tværer rundt i hans unge alder og bl.a. kalder ham “Möger­ungen”. Det udtrykker en særegen form for aldersfascisme.

I virkeligheden er der ikke nogen direkte sammenhæng mellem alder og performance blandt ledere. Selv om både Astrid Krag og Thor Möger ikke har nået de tredive endnu, har de som ministre vist, at de er ret dygtige reformhåndværkere. Mögers skattereform, som selv de borgerlige partier er endt med at stemme for, bygger på et bredt forlig, der burde påkalde sig en vis respekt.

Alder er ingen forudsætning for politisk succes. I nogle sammenhænge er det rart at kunne trække på den erfaring og indsigt, der kan opøves gennem mange tusinde timers målrettet og systematisk træning af de nødvendige spidskompetencer. Men det er ingen garanti, sådan som aldersfascisterne tror.

De Konservatives leder, Lars Barfoed, var yderst erfaren som politiker, inden han trådte til som partiets leder, og det er ikke gået særlig godt endnu. Frem for at markere et stærkt lederskab, der kan trække det kriseramte parti ud af vælgersumpen, har han indtil nu leveret en stribe forvirrende og uklare udmeldinger. Senest bragte han vælgerne i tvivl om partiets kommende samarbejdsrelationer til Dansk Folkeparti, der lige har gennemført et yderst vellykket formandsskifte. Kristian Thulesen-Dahl har masser af erfaring som folketingspolitiker, men endnu er hans udfordring at træde ud af Pia Kjærsgaards skygge og vise, at han er en lige så stærk kommunikator som hende.

Kommunikativ karisma

I de fleste lederstillinger er det en stor udfordring for nye ledere at rykke ud af skyggen fra forgængerne, og det måtte såvel Lars Løkke Rasmussen som Margrethe Vestager erfare, da de overtog formandsposterne efter Fogh og Jelved. Begge politikere, der er i fyrrerne, fik en uhyre svær begyndelse som partiledere, hvor kritikken var massiv og resultaterne var så pauvre, at bekymringerne stod mejslet i deres ansigt. Helle Thorning, der også repræsenterer generationen i fyrrerne, har endnu ikke fået sit store gennembrud hos vælgerne og mangler endnu at demonstrere, at hun kan vinde deres hjerter.

Dansk politik er én lang nådesløs kamp og balanceakt, hvor der skal meget mere end karisma og realpolitisk gennemslagskraft til at blive en afholdt politiker i den bredere befolkning.

Astrid Krags chance er, at hun takket være sin ringe alder får lettere ved at overraske positivt. Til tider er det sådan, at ungdommens charme og friskhed i sig selv kan give medvind på cykelstierne, når vælgerne keder sig over de komplicerede politiske forhandlinger. Men det kræver, at man er en stærk kommunikator og forstår at gribe chancen på scenen, når den byder sig. Man skal kunne træde op på ølkassen eller op foran tv-kameraet og virkelig brænde igennem og nå helt ud til den enkelte dansker ved kaffebordet.

Det har Johanne Schmidt-Nielsen bevist er muligt, sådan som forhenværende VS-stjerneskud som Annegrethe Holmsgaard også gjorde det i sin tid, før Keld Albrectsen og andre mere tørre politikertyper var ved at kede vælgerne ihjel. Astrid Krag og hendes partifæller kan håbe på, at de kan score nogle ekstra point, hvis Johanne-effekten begynder at flade ud.

Men det kræver mere end charme og kommunikative naturtalenter at kunne bryde det lange dyk i meningsmålingerne. For nedture avler nye nedture og skaber let en dårlig stemning.

Astrid Krag står over for sit livs største chance. Og hun løber sit livs største risiko. Det kræver et enormt stærkt lederskab at overvinde de mange forhindringer, der allerede nu tegner sig i landskabet. Måske er hun tvunget til relativt tidligt i sin formandstid at tage nogle brutale beslutninger, så hun sætter sig i respekt blandt sine nærmeste og kan frigøre sig fra mistanken om at være Mögers marionetdukke.

Men hendes modstandere gør klogt i ikke at undervurdere hende. Hun er allerede nået overraskende langt på utrolig kort tid. Hvad kan hun så ikke nå, hvis hun får lang tid? Lykkes hun med projektet, vil det styrke regeringens handlekraft. Men mislykkes Astrid Krags mission, vil det svække regeringen og dens handlekraft. Der er næppe nogen gylden middelvej på det punkt. Det bliver knald eller fald for SF.