Krigen mellem Kinas techgiganter stilner af

KOMMENTAR: Kinas internet domineres af Alibaba og Tencent. I begge selskaber har der netop været rokader i topledelsen, muligvis som følge af pres fra den kinesiske stat, der ønsker mere kontrol med de to giganter.

Foto: China Stringer Network/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Martin Bech, Innovationsattaché, ICDK Shanghai

Det fik stor opmærksomhed i de globale medier, da Jack Ma trådte tilbage som formand for Alibabas bestyrelse i starten af september og fejrede det med at optræde som rockguitarist ved en kæmpe fest.

Der var langt mindre opmærksomhed om en lignende beslutning vedrørende Jack Mas rival til titlen som Kinas rigeste mand: Pony Ma, Tencents CEO og grundlægger.

Først september trådte Pony Ma tilbage fra sin position som legal representativefor Tencent Credit – et af Tencents mange datterselskaber. Årsagen er uvis, men der spekuleres i, at én af årsagerne kunne være uoverensstemmelser mellem Tencent Credit og den kinesiske stat om adgang til Tencent Credits data, og at Pony Ma ved at træde tilbage forsøger at distancere sig fra situationen. Det er dog ikke bekræftet.

(Tencent Credit er den division i Tencent-koncernen, som er involveret i at udvikle et bud på Kinas kommende social credit score-system, et pointsystem, der har til hensigt at rangere hver borger, i forhold til om de er gode medborgere. Det er en division af Tencent, der håndterer store mængder af personlige data – og derfor kan den være særlig interessant for staten at have adgang til, red.)

Der har været lignende spekulationer om Jack Mas tilbagetræden som bestyrelsesformand for Alibaba. Det har i længere tid været tydeligt, at partistaten ønsker større kontrol med Kinas store privatejede virksomheder. Der har blandt andet været snak om partiudpegede bestyrelsesmedlemmer og etablering af et egentligt partiapparat i de største virksomheder. 

Status på partiets ambitioner er uklar. Men de to Ma’ers samtidige tilbagetræden har ikke overraskende affødt en diskussion i Kina om, hvorvidt der er en forbindelse til den kinesiske stats ønske om øget kontrol med to af landets vigtigste virksomheder.

En krig på investeringer

I 20 år har Alibaba og Tencent og dermed også deres chefer kæmpet en indædt kamp om markedsandele. De har udfordret hinanden på udviklingen af nye produkter og services, som kan gøre livet nemmere for kineserne og for kinesiske virksomheder – og de har opbygget en position i den kinesiske hverdag, der på mange måder er mere central og dominerende, end Google, Facebook og Amazon er i de vestlige samfund.

Deres interne konkurrence har også sat sit præg på markedet for venturekapital i Kina. Her har de to mastodonter haft nærmest chokerende stor indflydelse. Med bugnende pengetanke i ryggen stod Tencent og Alibaba (sammen med Baidu) i 2018 for næsten 50 procent af alle venture-investeringer i Kina.

Investeringerne har været afgørende for, at Tencent og Alibaba kunne opbygge enorme digitale porteføljer og samtidig indlejre Kinas mest værdifulde startups i hvert sit respektive økosystem.

Med undtagelse af nogle ganske få virksomheder har det været kutyme, at man som kinesisk startup søgte mod enten Tencent eller Alibaba for at få adgang til deres brugere og for at kunne skalere sine løsninger.

I midten af 2010’erne trak den digitale brydekamp mellem de to Ma’er og deres virksomheder næsten ugentlige overskrifter i kinesiske medier. Men det seneste års tid lader konflikten til at være stilet af. 

Den dramatiske forklaring handler om aktiekurser og handels-/techkonflikten med USA. Den mindre dramatiske forklaring handler om almindelig snusfornuft og konsolidering samt et ønske om at bruge penge på at skabe synergi mellem de mange services og virksomheder, der allerede er blevet indlejret i både Tencents og Alibabas portefølje.

Selvsagt udelukker den ene forklaring ikke den anden.

Hvilken cloud skal vi vælge?

Magtforholdet mellem Alibaba og Tencent er også vigtigt at overveje fra et dansk perspektiv.

Selv om konkurrencen mellem Tencent og Alibaba ikke er så indædt, som den har været, er der stadig områder, hvor de kæmper om markedsandele. Det gælder specielt på cloud-området, hvor Tencent Cloud og Alibaba Cloud er Kinas absolut største og vigtigste spillere. 

På Innovation Centre Denmark i Shanghai er dette en virkelighed, som vi ofte diskuterer med danske virksomheder, der afsøger potentialet for at få deres digitale løsninger ind på det kinesiske marked.

Når danske virksomheder skal etablere sig i Kina, er et af de første praktiske spørgsmål: “Hvilken cloud skal vi vælge? Skal vi satse på Alibabas eller Tencents økosystem af tjenester?”

Problemet er, at når man først har valgt side, kan det være svært at skifte på et senere tidspunkt, og samtidig afskærer man sig potentielt også fra at samarbejde med virksomheder, som ikke er en del af pågældende portefølje eller økosystem.

Er work-life-balance det nye sort?

Jack Ma benyttede i øvrigt sin tilbagetræden (og Alibabas 20-årsjubilæum) til at lancere en række nye værdier, som skal ligge til grund for Alibabas virke i de kommende år.

På sin vis kan disse værdier også ses som et udtryk for, at Kinas mest bemærkelsesværdige innovationskrig gennem de seneste ti år kampen mellem Tencent og Alibaba formentlig er ved at aftage, hvad end årsagen måtte være.

I hvert fald afstår Alibaba ifølge sine nye værdier fra udelukkende at jage vækst og magt. Værdierne sætter også fokus på større medarbejdertilfredshed – og nogle mener endda, at værdierne afspejler en ambition om øget work-life-balance i Alibaba. 

Noget lignende er ikke blevet præsenteret af Tencent, men Pony Ma har også altid haft ry for at være noget mere afdæmpet end Alibabas nu tidligere styrmand.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu