I Retten på Frederiksberg åbnede forleden en kompliceret sag om forvaltningsret.

Når man ved, at sagen handler om udlændingepolitik, internationale konventioner – og om Inger Støjberg – så ved man også, at den er fyldt med politiske hensyn fra start til slut.

Men sagens kerne er enkel: Vidste ministeren, at hun handlede ulovligt, da hun som udlændingeminister i 2016 udstedte en instruks om at adskille alle unge asylsøgende par?

Svaret på det spørgsmål kender vi formentlig næste sommer, når den såkaldte Instrukskommission afleverer sin beretning.

Hvad er bedst? Ulovligheder begået i demokratiets navn, eller en technokratisk begrænsning af ministerens magt?

Jakob Nielsen
Ansv. chefredaktør

Men her er et tankeeksperiment: Hvad nu, hvis Inger Støjberg og hendes forvaltning havde sat en robot til at gennemføre adskillelsen af de 34 asylpar, som det hele handlede om? Kunne algoritmen have sparet de 34 par og mindst lige så mange jurister og advokater for en masse besvær – og staten for en masse unødvendige udgifter? 

Spørgsmålet er selvsagt stillet halvt i spøg. Men også kun halvt.

For som vi beretter i denne uges udgave af Mandag Morgen, så er fremtidens lovgivning digital. Det kan lyde banalt, for alting er jo efterhånden digitalt, men det er en udvikling med uoverskuelige perspektiver.

Digitale love indebærer, at paragraffer og lovtekster skal kunne omdannes til algoritmer, som kan lægges ind i computerprogrammer.

Sammen med opsparet viden og data – det, vi også kalder kunstig intelligens – skal computere eller robotter på den måde kunne administrere lovene og træffe tusindvis eller millioner af afgørelser for borgerne, uden at overbebyrdede funktionærer og embedsmænd skal spilde deres tid med det. De kan til gengæld koncentrere sig om de sager, der falder uden for normalfeltet eller på andre måder kræver særlige hensyn.

Hvorfor lade politifolk spilde tid med fartbøder, hvis robotter kan klare det? Hvorfor lade sagsbehandlere spilde tid med at håndtere ansøgninger til universitetet, hvis en algoritme kan fordele pladserne? Og så videre.

Potentialet er enormt og allerede godt i gang med at blive udforsket mange steder i den statslige, regionale og kommunale forvaltning. På Rigshospitalet eksperimenteres der med at bruge kunstig intelligens til at afgøre, om en patient er i særlig risikogruppe for kræft eller covid-19.

Hvis Folketinget en dag beslutter at sætte grænser for den dyre medicin, der gennem mange år har sat de offentlige budgetter under hårdt pres, så kan de to robotter blive et stærkt par: Den ene kan identificere de mest trængende patienter, den anden kan regne ud, om man har krav på medicin ifølge lovens algoritme.

Men perspektivet er også enormt skræmmende. Hvem vil ønske at få sin skæbne afgjort af computere og robotter i stedet for læger og sagsbehandlere? Hvordan skal robotten tage det humane hensyn, som opstår i mødet mellem mennesker og i mødet med en unik skæbne?

Hvordan skal algoritmen lære at håndtere undtagelser?

Og selv hvis robotten rent faktisk lærer sig det, kan vi så leve med, at afgørelsen bygger på endeløse mængder af data frem for en menneskelig afvejning af, hvad der er ret og rimeligt?

Diskussionen om fremtidens digitale love er alt andet end enkel. Men lad os alligevel vende tilbage til Inger Støjberg og den ulovlige instruks.

Hvis en robot var blevet sat til at udføre hendes ordre om at adskille asylpar, ville den selvfølgelig være programmeret til at behandle alle sager individuelt, inden den traf afgørelse – herunder give de berørte adgang til at klage. Sådan som forvaltningsloven foreskriver.

I stedet blev ordren udført i Udlændingestyrelsen, hvor de loyale embedsfolk gjorde, som den demokratisk udpegede minister sagde, selv om de godt vidste, det var helt ude på kanten af loven.

Med en robot på sagen ville vi formentlig aldrig have haft brug for at tage ordet ”instrukskommission” i brug i det danske sprog. Ministeren havde stadig kunnet gennemføre sin oprigtigt mente offensiv mod såkaldte barnebrude – men ikke med ulovlige midler.

Hvad er bedst? Ulovligheder begået i demokratiets navn, eller en technokratisk begrænsning af ministerens magt?

I en tid, hvor vi takket være Mark Zuckerberg nærer en dyb mistillid til algoritmer, er det værd at huske på, at data og automatiseringer ikke nødvendigvis udgør en trussel om et dehumaniseret samfund. De kan også fungere som borgernes værn mod uret begået af magthavere med politiske eller personlige motiver.