Mens kvinder har svært ved at trænge helt til tops i private virksomheder, går det bedre i de store folkelige interesseorganisationer. 

Hver tredje topleder i landets store humanitære organisationer, patientforeninger, grønne organisationer og andre interesseorganisationer er en kvinde. Det viser en stor kortlægning, som Mandag Morgen har foretaget blandt 100 af landets største og mest indflydelsesrige organisationer, hvoraf nogle har over 100.000 medlemmer. Ud af de 198 bestyrelsesformænd, direktører, generalsekretærer og sekretariatsledere er de 68 kvinder – svarende til 34 pct. Læs hele kortlægningen her (PDF).

En af landets førende eksperter i køn og ledelse, professor Anette Borchorst fra Aalborg Universitet, mener, at andelen af kvindelige topledere i de store organisationer er et udtryk for den almindelige udvikling i samfundet. 

”Kvinder er begyndt at have længere uddannelser end mænd, og der er en tendens til, at der er flere kvinder til stede på de mere bløde og sociale områder. Måske synes organisationerne også selv, det er vigtigt at have en kønsmæssig balance,” siger Anette Borchorst.

Andelen er kvindelige ledere i organisationsverdenen er væsentlig højere end i private virksomheder, hvor blot 6-8 pct. af toplederne på direktionsgangen og i bestyrelseslokalet er kvinder.

Men udfordringerne er ikke mindre. Mange af organisationerne står foran meget store omvæltninger de kommende år, i takt med at kampen om økonomiske midler øges dramatisk. Samtidig gennemgår mange af organisationerne i disse år en stor professionalisering, hvor kunsten for toplederne bliver at undgå at tabe de mange ildsjæle på gulvet.

Begyndelsen på et paradigmeskifte

Tidligere topchefer, ministre og andre politikere som Stine Bosse, Bolette Christensen, Gitte Seeberg, Susanne Larsen, Mimi Jakobsen og Anita Bay Bundegaard er eksempler på kvinder, som nu har indtaget topposter i nogle af de store humanitære organisationer.

Den tidligere direktør i Dansk Industri Bolette Christensen er i dag administrerende direktør for den privatfinansierede organisation Børnefonden, der hjælper over 70.000 sponsorbørn, deres søskende og forældre i primært Afrika. 

Inden hun blev ansat i Børnefonden, havde hun engageret sig i frivilligt arbejde og stod bl.a. bag etableringen af Rehabiliteringscentret for Etniske Kvinder, sad i bestyrelsen for Dannerhuset og har gennem Kvinder for Indflydelse været med til at rejse et millionbeløb i støtte til kvinder i Zimbabwe. 

Bolette Christensen mener, at der ikke er den store grundlæggende forskel på at være topleder i en stor humanitær organisation og en privat virksomhed eller kommune.

”Vi har 815 medarbejdere ansat alene i Afrika, hvor vi arbejder med ledelse og HR-udvikling. Det er ikke en lille forretning – det er big business. Og min måde at arbejde på er fuldstændig den samme, som hvis jeg var ansat som direktør i en stor privat virksomhed eller som kommunaldirektør. Der er forskellige stakeholdere. Men når dagen er omme, handler det om ledelse, organisationsudvikling, bundlinje, risiko og investering,” siger Bolette Christensen.

En undersøgelse banker en pæl gennem myten om, at de store humanitære organisationer er økonomisk trængte og har mindre styr på pengestrømme end de store multinationale koncerner, der svømmer i penge. Faktisk bruger de store globale humanitære organisationer 80 pct. flere ressourcer på økonomistyring og har ansat næsten dobbelt så mange økonomifolk som de multinationale koncerner, viser et studie foretaget af The Bridgespan Group.

Bolette Christensen forudser, at der fremover vil blive stillet stigende forventninger til ledelsen i de store humanitære organisationer. Specielt yngre danskere vil forvente at se resultater af deres bidrag og se, at organisationerne arbejder for et mere bæredygtigt samfund. 

”Jeg tror, vi er i gang med et paradigmeskifte. En stor gruppe af yngre danskere er meget værdibaserede. De vil have sikkerhed for, at den langsigtede udviklingshjælp, vi f.eks. arbejder med i Børnefonden, er bæredygtig, og de vil se output. Det er en helt anden måde at se humanitært arbejde på end bare at give økonomisk aflad. Vi er kun i starten af dette paradigmeskifte. Men det vil stille helt nye krav til os. Vi kæmper jo alle sammen om Danmarks penge. Vi skal have folk med de rigtige kompetencer. Og derfor kræver det lige så hård ledelse at stå i spidsen for en udviklingsorganisation som at lede en privat virksomhed,” siger Bolette Christensen.

Kvinder kan have en fordel

I landets store patientforeninger og andre sundhedsorganisationer er knap 40 pct. af direktører og bestyrelsesformænd kvinder. 

En af dem er direktør Inge Vestbo fra Hjerteforeningen, der har over 130.000 medlemmer i ryggen. Hun er uddannet læge, og i sin livsbagage har hun bl.a. 20 års erhvervserfaring fra flere forskellige medicinalvirksomheder, senest som medicinsk direktør i AstraZeneca. Hun mener, at kvindelige topledere kan tilføre anderledes værdier til patientorganisationer end deres mandlige kolleger, når det drejer sig om støtte til patienter.

”Vi kan som kvinder bidrage med en naturlig forståelse af, hvad der sker i en familie, når et menneske bliver ramt af f.eks. en hjertesygdom. Så handler det ikke kun om det enkelte menneske, der bliver ramt. Det handler også om de kolossale konsekvenser, som sygdommen har for børnene i familien og andre pårørende. Den forståelse har de fleste kvinder helt automatisk. Har mænd ikke den? Jo, nogle mænd har den også. Men denne forståelse udgør en ret stor del af de fleste ngo’er,” siger Inge Vestbo.

Hun mener også, at kvinder kan have en fordel i den store professionalisering, som kendetegner flere ngo’er i disse år. I takt med at kampen om midler og arbejdskraft bliver skærpet, nytter det ikke længere kun at have ansat en masse ildsjæle, der brænder for en sag. Det er også nødvendigt at få samlet hele organisationen bag en langt mere professionel strategi.

”Jeg kom fra medicinalindustrien, som er en enormt konkurrencepræget verden, til en organisation, hvor de fleste var ildsjæle og brændte for sagen. De så på det med stor undren, da jeg begyndte at snakke om visioner, effektmål, prioriteringer og et konkurrencepræget indsamlingsmarked. Denne konkurrencementalitet var stort set ikke-eksisterende i ngo-verdenen. Men den er klart på vej,” siger Inge Vestbo.

”Det er ikke kun i Hjerteforeningen. Jeg ser det samme i de fleste andre store patientforeninger. Der er kommet markant større konkurrence om pengene og markant større professionalisme. Der bliver hentet folk fra det private ind i ngo’erne. Når vi taler om ledelse af ngo’er, bliver kunsten i disse år, hvordan vi professionaliserer uden at tabe ildsjælene,” siger hun.

EU-Kommissionen har i flere år truet med at indføre kvoter for kvinder i bestyrelserne, hvis ikke udviklingen snart tager fart. En række europæiske lande som Frankrig, Italien, Belgien, Island, Spanien og Holland har taget konsekvensen af mangel på kvinder i virksomhedsbestyrelserne og indført forskellige former for minimumskvoter. 

Norge er længst fremme på området med sin meget omtalte lov om mindst 40 pct. kvinder i bestyrelserne. På samme måde har vores skandinaviske naboer også taget førertrøjen, når det gælder kvindelige topchefer i de humanitære organisationer. 

Der står således en kvinde i spidsen for 9 ud af Norges 12 største humanitære organisationer, herunder Flyktningehjelpen, Røde Kors, Norsk Folkehjelp, Kreftforeningen og Redd Barna, og for alle de fire største arbejdsgiverorganisationer.