”Lad tvivlen komme ham til gode”, eller på engelsk giv ham ”the benefit of the doubt”. Det er to rummelige udtryk, men især er jeg forelsket i den internationale udgave, fordi den betoner fordelen ved det at tvivle.

Ofte opfattes tvivl som noget negativt i organisationer. Tvivl er jo det modsatte af handling, og hvis der er noget, som ledere hader, så er det mangel på handling. Helt tilbage til Johann Wolfgang von Goethe kender vi udtryk som ”tvivl kan fjernes gennem handling”.

Men i disse accelererende tider er de hurtige handlinger måske ikke altid den rigtige vej at gå. Der kan helt sikkert siges mange gode ting omkring effektive innovationsprocesser eller udviklingstiltag såsom hachkathons, pretotyping og lignende, men der findes også et alternativ eller måske nærmere et supplement, som er mere gradvist og mindre i skala.

Langsom kultur versus hurtig

Den amerikanske antropolog Grant McCracken taler om slow culture som modsætningen til nutidens fast culture. Hvor den hurtige kultur domineres af trendspottere, der monitorerer de sociale medier for hele tiden at kunne rapportere og berette om højaktuelle tendenser, så går slow-kulturen i en anden retning og modsætter sig trangen til konstant at mobilisere og kapitalisere på nuet.

Som Sam Ford og Federico Rodriguez Tarditi skriver i deres Harvard Business Review-artikel om samme emne, så er slow culture tvivlerens tilgang til innovation. Nu taler McCracken ikke så meget om innovation, så den sproglige oversættelse er min, men tankegangen eller mindsettet, om man vil, går igen.

Den langsomme kultur og ditto innovation er nysgerrig efter at spotte mønstre. Mønstre er her ikke lig med tendenser, for hvor tendenserne er de umiddelbare og de hurtige, så er mønstrene nærmere de tunge, men ikke hastige udviklinger i samfundet. Som Ford og Rodriguez påpeger i deres artikel, er mønstre en udvikling, man ser komme, men som ikke nødvendigvis kommer til at transformere virksomheden nu og her. Det er f.eks. forståelsen af, at de selvkørende biler langsomt, men samtidig radikalt, vil forandre jobmarkeder og forretningsmodeller; og så er det på baggrund af denne forståelse og dybe indsigt, at man efterfølgende udvikler nye strategier for at imødekomme og drage fordel af transformationen.

Løbende tvivl

Når man ’innoverer langsomt’, tvivler man løbende. Man accepterer, at svaret ikke nødvendigvis ligger lige for, og man søger efter mønstre, der ufravigeligt kommer til at udfolde sig og vil få stor indflydelse og betydning, uden at man fra starten kan forudsige hvilken, og derfor må man igennem utallige iterationer, før man knækker nødden.

Den langsomme innovation beskæftiger sig ofte med muligheder, der typisk ikke står øverst på prioritetslisten. Det gør de ikke, fordi de måske ikke vil påvirke organisationen inden for det næste kvartal eller år, men omvendt kan de meget vel gøre det om X antal år fra nu.

Det er blot ikke et særligt godt salgsargument over for ledelsen, når du skal retfærdiggøre, hvorfor I også skal innovere langsomt med henblik på at udnytte disse fremtidige muligheder eller løse disse fremtidige problemer.

Mit bedste råd i den forbindelse er at minde ledelsen om en eviggyldig sandhed inden for innovation: Nogle gange må man sætte tempoet ned for siden at kunne sætte det op.