Hvis der er én ting, miljøpolitikere kan klynke over, så er det, at forbrugerne ikke efterspørger miljøvenlige produkter. Ligeså længe jeg har færdedes blandt ”de grønne”, har jeg mødt skuffede politikere, der synes, de gør alt for at fremme miljømærker, økologi og el-biler – uden at de utaknemmelige forbrugere køber dem. Og det er rigtigt. Det grønne segment fylder meget lidt i landskabet.

Tag f.eks. el-biler. De slipper for registreringsafgift og brændstofafgift, el-selskaberne investerer i lade- og batteriskiftestationer over hele landet, Odense og Frederiksberg lokker med gratis p-pladser og vi bombarderes med reklamer. Storsmilende miljøkommissærer og -ministre træder igen og igen op som kølerfigurer for de nyeste koncepter for elbiler.

Lige lidt hjælper det. Indtil videre kan ”rigtige” el-biler, der er købt af private forbrugere, tælles i få hundrede. Det mest markante el-bil-projekt, Better Place, har indtil nu solgt 160-170 af deres superlækre Renault Fluence.

 

 

 

 

Eller tag miljømærkede produkter. Jeg har selv siddet i Miljømærkenævnet for nogle år siden og ved, hvor svært det er at skabe et market pull. Efter årtiers massiv kampagne for Svanen og Blomsten udgør produkterne fortsat kun nogle få procent af det samlede dagligvaresalg. Danskerne siger, at de køber grønt, når Gallup spørger, men de gør det kun i minimal grad, når de står nede i supermarkedet.

Men hov! Pludselig går man en tur ned ad en villavej og får øje på de blanke, mørke paneler, der inden for de seneste års tid er smækket op på utallige sydvendte tagflader. Og forvilder man sig ned i det lokale industrikvarter, vil man se, at der er skudt masser af små firmaer op med speciale solpaneler.

Halleluja. Det forunderlige er sket. Danskerne har kastet sig ud i et sandt sol-rush. Villakvarteret er blevet den grønne revolutions fortrop!

Takket være et mix af tilskud, afgiftsfritagelse, teknologispring og konkurrence er små, private solenergianlæg blevet et energi-eventyr.  Som beskrevet i Mandag Morgen forleden, er antallet af solenergianlæg seksdoblet i det seneste års tid, og energiproduktionen er tidoblet. Inden udgangen af i år runder de private inveseringer i solpaneler 2.5-3 mia. kroner.

Regeringens målsætning i energiplanen var beskedne 200 MW solenergi i 2020. Den målsætning har vi for længst passeret inden årets udgang. Otte år før tid. Og det er hr. og fru Hansen, der trækker læsset.

[quote align="left" author=""]At afregningsprisen er for høj i forhold til andre former for el, er udelukkende en politisk beslutning. Man kan næppe bebrejde husejerne, at de springer til, når det bedst kan betale sig.[/quote]

Alt det, som politikerne har sukket efter, er med andre ord sket. Den private forbruger har taget den vedvarende energi til sig. Små iværksættere og entreprenører har startet nye forretninger. Håndværkerne søger nye kvalifikationer. Miljøsagen er blevet en del af folks hverdag. CO2-udledningen falder. Husejere, der etablerer solenergi, sparer typisk også på energien.

Derfor virker det demonstrativt og nærmest provokerende, at begejstringen knap nok har rejst sig, før de samme politikere varsler indgreb. Ivrigt assisteret af Dansk Energi, der repræsenterer de danske elselskaber. Elselskaberne tjener nemlig ikke penge på de privates solpaneler, så begejstringen hos lobbyisterne er til at overse.

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har med en række spredte meldinger hen over sommeren og efteråret gjort det klart, at regeringen vil ændre ordningen. Det handler først og fremmest om økonomi. Og det er især de små solanlæg på privates hustage, der er i kikkerten.

En væsentlig grund til sol-rushet er nemlig, at det på det seneste er blevet en markant bedre forretning at investere i solpaneler. Dels er anlæggene blevet 50-75 pct. billigere, dels er vilkårene i loven fra 2006 skruet sådan sammen, at husejerne får markante, økonomiske incitamenter.

Den såkaldte nettomålerordning betyder, at husejere med et solpanel har ret til at lade ”el-måleren løbe baglæns”, når solen skinner, og til gengæld få samme mængde ”opsparede” el tilbage gratis, når der er brug for det. Dermed slipper husejeren for at betale el-afgift m.v. Samtidig afregnes solenergi til en markant højere takst end andre former for el.

Ministeren beroliger med, at han kun vil justere, ikke afskaffe støtten. Ligesom Dansk Energis direktør Lars Aaagaard fremhæver ministeren, at det er blevet ”for lukrativt” at investere i solpaneler, fordi husejerne slipper for el-afgift og dermed skubber fællesregningen over på andre el-kunder samtidig med, at støtteniveauet er for højt. Årligt koster ordningen samfundet 135 mio. i provenutab.

Alle tre argumenter afspejler en snæver teknisk og bureaukratisk tænkning.

For det første er det en sandhed med store modifikationer, at det ligefrem er lukrativt at investere i solpaneler. Lukrativt betyder indbringende, og det kan godt være, at tallene ser indbringende ud med en embedsmands briller. Men for den enkelte husejer, der skal hive omkring 100.000 kroner op ad lommen og investere i noget, der betaler sig tilbage over 10 år, er det en helt anden sag, som også Dansk Solcelleforening har påpeget.

Jeg har selv stået i situationen for nylig i forbindelse med en i forvejen bekostelig energirenovering af mit hus. Jeg droppede solpanelerne. Jeg syntes, det var for dyrt.

Det er en stor beslutning og investering for de fleste husejere. Når folk alligevel gør det, så burde politikerne være lykkelige. Det var jo netop det, der var meningen med lovgivningen.

At ”vi andre betaler over skatten”, kan man som bekendt sige om hvilken som helst støtteordning. Hvem betaler for el-bilernes afgiftsfritagelse? Skrotningsordningen for gamle brændeovne? De utallige kampagner for økovarer? Det gør ”vi andre”.

At afregningsprisen er for høj i forhold til andre former for el, er udelukkende en politisk beslutning. Man kan næppe bebrejde husejerne, at de springer til, når det bedst kan betale sig.

Det er en skærpende omstændighed, at det netop er husejernes små anlæg, som ministeren går efter. Som han sagde til Information for nylig: ”Vi kunne godt forestille os at gøre det lidt mindre attraktivt at investere i små solcelleanlæg og i stedet gøre det lidt mere attraktivt at lave store solcelleinvesteringer. Der er mange almene boligforeninger, andelsselskaber, virksomheder og kommuner, som gerne vil, men synes, der er for lidt støtte til store solcelleanlæg.”

Den melding er en spand koldt vand i hovedet på de borgere, der er begejstrede for solenergi. Netop den enkelte borgers engagement og investeringsvilje er helt centralt i det, som regeringen selv til kvalmegrænsen omtaler som ”grøn omstilling”. Hvis meningen med de nye regler er at flytte markedet over på store anlæg, så fjerner man samtidig det ejerskab, som er fundamentalt for en positiv omstilling.

Det turde være indlysende for en radikal minister, at hvis det er boligselskabet eller virksomheden, der investerer, så får vi muligvis mere solenergi, men ”den menneskelige faktor” er med teknokratisk præcision fjernet.

Ministeren burde i stedet give solpanel-ejerne et velfortjent klap på skulderen og forsøge at bygge videre på den nuværende succes. Til en start var det på sin plads at anerkende, at husejerne rent faktisk er motiveret af andet end ”bare” penge – nemlig ønsket om at gøre noget godt for miljøet.

Selvfølgelig spiller de økonomiske rammer en stor rolle, men for langt de fleste husejere betyder det også noget, at man ”gør det rigtige”, og at solenergi er ren, uforurenende energi. Feel-good-faktoren skal man ikke kimse ad. Det er noget, som sociologer og antropologer kan skrive lange afhandlinger om.

[quote align="right" author=""]Lige nu agerer regeringen som en sur onkel, der selv har inviteret til fest, men synes, at gæsterne morer sig lige lovligt meget. Det holder ikke.[/quote]

Det er meget muligt, at der skal justeres på ordningen. Men det bør gøres nænsomt og på en måde, der anerkender husejernes ansvarlighed. Som ministeren selv har joket, så er det jo en – nå ja – solstrålehistorie.

Politikernes fokus bør være på det positive. Hvad kan vi lære af ordningen? Hvordan kan vi få solenergi til at spille en mere markant rolle i dansk energipolitik? Ikke mindst i udkantsområderne, hvor der ikke er eller kommer fjernvarme. Var det på tide at opjustere 2020-målene for solenergi? Hvilken rolle kan en større andel af solenergi spille i vores energi-mix, f.eks. i samspil med vindkraft, hvor synergien faktisk er stor? Og hvordan kan vi lære af solstrålehistorien og overføre succesen til andre områder, f.eks. jordvarmeanlæg, lokalt forankrede vindmøllelav osv.?

Lige nu agerer regeringen som en sur onkel, der selv har inviteret til fest, men synes, at gæsterne morer sig lige lovligt meget. Det holder ikke.

Ministeren skal en tur i tænkeboksen. Og det skal helst foregå alene i hjørnekontoret i Stormgade med embedsmændene og interesseorganisationerne sat uden for døren. Her kunne han evt. genlæse den analyse, han skrev den 28. september 2010, da han var formand for tænketanken Concito. Under overskriften: ”Århundredets største chance” hed det bl.a.: ”Der skal satses målrettet på udbygning af vedvarende energi, i de første ti år især i form af vind og biomasse, kombineret med sol og geotermi.”

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.