Er der tre, der står sammen i dansk politik for øjeblikket om ét bestemt ønske, så er det Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og Politiforbundets Claus Oxfeldt.

Alle efterlyser de lederskab i en af de største politiske kriser, Danmark har befundet sig i siden Muhammedkrisen for 10 år siden. Og det mener de åbenbart ikke, at landets statsminister udøver i øjeblikket.

Opgaven er også en af de mest udfordrende og komplekse det sidste tiår. Flygtningekrisen er det sidste og stærkeste eksempel på, hvad politisk lederskab kræver, og hvor hurtigt virkeligheden forandrer sig, og hvor meget af den virkelighed, der befinder sig uden for ens eget domæne – eller ens egen osteklokke. Mandag Morgen rettede i juni en skarp kritik mod det danske folketingsvalg og beskrev det som ”Osteklokkevalget 2015”, netop fordi det lykkedes at afvikle en hel valgkamp uden at forholde sig seriøst til den globale verden uden for landets grænser ud over en bred enighed om at lukke verden ude med eksempelvis asylstramninger i det naive håb om, at så havde vi løst det problem.

Det blev et af den nye Venstre-regerings vigtigste løfter til den danske befolkning ledsaget af skarpe angreb mod den tidligere regering for have mistet al kontrol over flygtningesituationen.

[quote align="right" author=""]Danmark er ikke et land, mennesker i nød flygter til, men et land folk flygter fra. Det er den virkelighed, vi er blevet konfronteret med.[/quote]

Danmark havde efter sigende udviklet sig til en af de største internationale flygtningemagneter. Det ville den nye regering være garant for at stoppe, og det løfte var formentligt medvirkende til at sikre en snæver blå sejr.

Hvad er så virkeligheden knap tre måneder senere? Danmark er snublet og fanget i den hidtil alvorligste flygtningekrise. På få dage blev Lolland-Falster invaderet af over 3.000 flygtninge. Billederne af, hvordan de i desperate forsøg på at undgå at blive ”fanget” i Danmark styrter ud over markerne eller i protest vandrer i store grupper op ad motorvejen mod Sverige, har ikke alene indskrevet sig i Danmarkshistorien og i udenlandske mediers kritiske reportager om det fremmedfjendske Danmark, men også afsløret, hvor uforberedt Danmark er på de ellers forudsigelige udfordringer.

Danmark er ikke et land, mennesker i nød flygter til, men et land folk flygter fra. Det er den virkelighed, vi er blevet konfronteret med. Samtidig er Danmark blevet eksponent for den mangel på europæisk solidaritet, der kan vise sig at blive den største barriere for at finde en løsning på efterkrigstidens største humanitære udfordring.

Når statsministeren kritiseres for ikke at udvise et klart lederskab, skyldes det hans dybe afhængighed af sit støtteparti, Dansk Folkeparti, der insisterer på en højere national dansk profil i diskussionerne om en europæisk løsning på flygtningekrisen. En profil, der vil indebære grænsekontrol, at asylsøgere skal fastholdes i årevis i statslige centre, og at Danmark sender flygtninge tilbage til det land, de kommer fra.

[quote align="left" author=""]Dansk Folkepartis løsninger kan ikke lade sig gøre. Det ved Lars Løkke Rasmussen godt.[/quote]

Men Dansk Folkepartis løsninger kan ikke lade sig gøre. Det ved Lars Løkke Rasmussen godt. Den tyske kansler, Angela Merkel, har gjort sit til at tydeliggøre, at Danmark skal bidrage til løsningen af flygtningekrisen. Og Løkke burde lære lidt mere af Merkel, da hun om nogen har vist lederskab og er gået forrest i bestræbelserne på at finde løsninger på den største flygtninge- og migrantkrise siden 2. Verdenskrig.

”Verden ser Tyskland som et håbets og mulighedernes land. Sådan har det ikke altid været,” sagde Merkel for nylig i Berlin. Med få ord fuld af historiens vingesus viser hun, hvad store statsledere er lavet af. Få udlændinge så Løkkes Danmark som et ”håbets og mulighedernes land”, da de i sidste uge flygtede op gennem landet med kurs mod det frelsende Sverige for at søge asyl. For en regering, der ganske vist tabte valget stort, men vandt regeringsmagten på at love færre asylsøgere, må det nærmest betragtes som en succes. Men det er næppe noget, danskerne kan være stolte af.

Nu har Løkke valgt at lurepasse, når EU-landenes topledere i disse dage skal forsøge at lande en aftale om fordeling af 160.000 flygtninge. Løkkes tilbud om frivilligt at tage imod 100 ekstra flygtninge synes mest af alt at være en pinlig vittighed. Når selv lande som Irland og Storbritannien, der ligesom Danmark ikke er tvunget til at være med i en kvoteordning, alligevel har besluttet at tage imod tusindvis af flygtninge, ligner Løkke en statsleder på fribillet.

Men i den virkelige verden udstedes ingen fribilletter. Og ét ved vi med sikkerhed: Flere flygtninge er på vej. Det samme gælder andre internationale udfordringer, som alle har det til fælles, at de kræver lederskab og solidaritet. Men der er forskel på at opstille drømmescenarier i en osteklokke og realisere dem i den virkelige verden.

Det skal medgives Lars Løkke Rasmussen, at han forud for sin tiltrædelse som statsminister i 2009 havde udformet en visionær drøm for Danmark 2020. Det skete på Venstres landsmøde i november og var måske hans stærkeste tale nogensinde. Her skitserede han sin vision for fremtidens Danmark – et Danmark, der skulle spille en stærk international rolle og være et foregangsland, der toppede internationale ranglister inden for bl.a. vækst, økonomisk udvikling, uddannelse, integration m.v.

Hans debut på den internationale scene umiddelbart efter, nemlig ved klimatopmødet i København en måned senere, blev desværre ingen succes og satte for første gang spørgsmålstegn ved, om Lars Løkke Rasmussens uomtvistelige politiske evner kun kunne komme i spil inden i den danske osteklokke. Lige så sikker han var på den danske politiske scene, lige så usikker var han på den internationale.

Den antagelse blev bekræftet, da samme Lars Løkke Rasmussen i en nytårstale året efter gjorde klar til den bølge af reformer, som har været med til at føre Danmark nogenlunde sikkert gennem krisen. Det er lykkedes både at holde arbejdsløsheden langt under niveauet i de fleste andre lande – og samtidig bevare finansmarkedernes skrøbelige tillid til Danmark og ikke mindst sikre statens finanser. Her viste Løkke den type politiske lederskab, der er så hårdt brug for igen.

[quote align="right" author=""]I stedet for de ti formulerede mål for nationens fremtid har Løkke opstillet fire pejlemærker, der er så tømt for ambitioner, at bare en måneds økonomisk vækst vil føre ham i mål.[/quote]

Men Løkkes genvalg som statsminister skete, efter at han havde tabt folketingsvalget, og derfor fik han i realiteten nøglerne udleveret af formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl. Opgaven er derfor at manøvrere imellem Dansk Folkepartis verdenssyn, der rækker til de danske grænser, og de udfordringer, der kræver grænseløs solidaritet og samarbejde.

Desværre må vi konstatere, at drømmen om et Danmark i verdensklasse også er falmet på en række andre punkter siden Lars Løkke Rasmussens flotte tale for seks år siden. I stedet for de dengang ti formulerede mål for nationens fremtid har han opstillet fire pejlemærker, der er så tømt for ambitioner, at bare en måneds økonomisk vækst vil føre ham i mål.

Mandag Morgen har i dette nummer sat fokus på regeringens første kvartal. Vi har foretaget et ”kasseeftersyn” af regeringens politik for at tage pejling af, hvor Danmark bevæger sig hen under Lars Løkke Rasmussens lederskab. Forenklet udtrykt kan de politiske initiativer opdeles i to hovedgrupper. En gruppe, der handler om, hvad der kan betegnes som de indgreb, en ny regering altid skal foretage for at demonstrere en forskel og behovet for ”oprydning”. De er på mange måder ”værdiløse” forstået på den måde, at de i realiteten kunne gennemføres af en hvilken om helst regering, f.eks. i form af et finansielt kasseeftersyn.

Den anden gruppe er den mere værdidrevne. Den, der udtrykker politiske holdninger og strategier, og det er her, der er grund til bekymringer for det politiske lederskab. Der er hverken vision eller lederskab i f.eks. at lade den økonomiske ”grønthøster” køre hen over landets universiteter, professionshøjskoler, gymnasier og andre uddannelsessteder. Pengene kommer selvfølgelig til at passe, når de skal aflevere to pct. af deres bevillinger hvert eneste år de næste fire år. De skal alt i alt aflevere mellem 8 og 9 milliarder kr. – eller ca. to milliarder kr. om året.

det kan blive en dyr besparelse at skære ned på netop de kompetencer, Danmark og danske virksomheder har mest brug for i en stadig hårdere international konkurrence. Dansk erhvervsliv har derfor også rettet en skarp kritik mod den prioritering. Argumentet om, at uddannelserne skal spare ligesom alle andre, er tyndt og uigennemtænkt – især når nogle af besparelserne i stedet skal bruges på håndværkerfradrag til reparationer af badeværelser i danske parcelhuse. Det er rendyrket osteklokkepolitik.

Når vi tillader os at rejse spørgsmålet, om statsministeren kan lede Danmark, er det ikke ud fra manglende tro på hans politiske evner. Han er antagelig en af de mest rutinerede politiske håndværkere, Danmark har haft i mange år. De evner har han også demonstreret ved flere lejligheder, og hans drømmetale fra 2009 viser også, at han kan udforme visioner. Men spørgsmålet er dels, om han både har viljen til og muligheden for at lade sine evner komme til udfoldelse, dels hvor meget af lederskabet der dybest set er parkeret uden for hans eget kontor.

Løkkes hidtidige håndtering af flygtningekrisen har i sig selv næret tvivlen. Indtil videre må vi konstatere, at det på én og samme tid er lykkedes ham at udfordre forholdet til sin tætteste danske samarbejdspartner, Dansk Folkeparti, og til de internationale allierede, vi skal løse en række af fremtidens største udfordringer sammen med. Dertil kommer, at det har efterladt Danmark med et tvivlsomt internationalt ry som en nation, der åbenbart har nok i sig selv, og som selv de mest nødstedte mennesker flygter fra.

Mødet med virkeligheden har givet regeringen en hård start.