Analyse af 
Claus Kragh

Tilløbet til den nye verdensorden: Macrons visioner, Løkkes dilemma

Lars Løkke Rasmussen benyttede Emmanuel Macrons besøg til at lufte sin EU-positive kurs. Men nye opsigtsvækkende tysk-franske forslag vil lægge yderligere pres på en dansk statsminister, der skal tøjle EU-skepsis hos både DF og S.

Foto: Statsministeriet / Ritzau Scanpix

Mens Margrethe Vestager, Helle Thorning-Schmidt og Morten Østergaard lettere eksalterede forsøgte at komme tættest muligt på Emmanuel Macron, da han holdt afskedsarrangement med kongefamilien i Skuespilhuset i København, markerede Socialdemokratiets formand konkret afstand til den Europa-begejstrede franske præsident.

Med armene over kors og uden et smil på læben overværede Mette Frederiksen fra sin position bagerst i lokalet den society-begivenhed, der markerede afslutningen på Macrons hvirvelvindsbesøg i København.

For Socialdemokratiets formand er tiden ikke til europæiske vidtløftigheder a la Macron. Ved indgangen til den politiske sæson 2018-2019, der slutter med valg til både Folketinget og Europa-Parlamentet, har Mette Frederiksen et stift fokus på at ligge rigtigt i det taktiske spil på Christiansborg.

Her opleves det europæiske samarbejde fortsat i bedste fald som surt pligtstof og i værste fald som en tabersag, mens det er udlændingepolitikken i bred forstand – inklusiv en sjat EU-skepsis – der afgør, hvem der skal have nøglerne til statsministeriet. På begge områder varer Socialdemokratiets formand sig for ikke komme for langt væk fra de nye venner i Dansk Folkeparti.

Lars Løkke Rasmussen kan se tilbage på den franske visit med tilfredshed. Både ved det officielle pressemøde i Statsministeriet, ved debatten med de studerende i Det Kongelige Bibliotek og i forbindelse med cykelturen sammen med Macron gennem det indre København fik statsministeren videregivet billedet af sig selv som en politisk leder, der kan begå sig på internationalt niveau, som en habil udenrigspolitiker, der godt kan se, hvilken vej vinden blæser, og som samtidig ikke er bange for at være uenig med den franske præsident.

Mest tydeligt kom det frem på pressemødet i Statsministeriet, hvor Emmanuel Macron roste Danmark for at være en stor nation i Europa og samtidig opfordrede Danmark til ikke at være for genert på den europæiske scene men derimod at bidrage med de mange gode løsninger, Danmark som land har udviklet. Statsministerens svar lød sådan her:

”Danskerne er europæere i hjertet, og det er måske et mærkeligt dilemma, at vi er blandt de mest proeuropæiske folk i Europa ifølge meningsmålinger, og samtidig har vi de her forbehold. Det er måske, fordi vi er koldblodige, pragmatiske skandinaver og ikke så varmhjertede som franskmænd for eksempel. Men vi erkender begge, at vi lever i skiftende tider. Vi var begge med ved Nato-topmødet for nogle uger siden. Jeg tror, at vi begge indser, at vi må tage mere ansvar selv. Vi må finde en vej frem. Jeg vil respektere de danske undtagelser, jeg efterlyser ikke en ny afstemning, men vi har brug for en debat i Danmark. For jeg betragter det i vores egen bedste interesse at være så tæt på hjertet af Europas samarbejde som muligt,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Citatet afspejler det dilemma, EU og Europa udgør for statsministeren.

På den ene side forandrer verden sig meget hastigt lige nu. Danmarks traditionelle udenrigspolitiske ledestjerner i London og Washington er ikke længere til at stole på, og derfor bliver Danmark nødt til at indse, at det bliver gennem EU – med Tyskland og Frankrig som førerhunde – at Danmarks sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske interesser skal varetages.

På den anden var han med adresse til Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, som ikke længere ønsker at afskaffe forsvarsforbeholdet, nødt til at understrege, at han ikke har nogen planer om at bringe dette forbehold til folkeafstemning.

Fransk vrede i kulissen

Mens præsident Macron gjorde alt for at charmere sine danske værter og tilskynde dem til at engagere sig dybere i EU, benyttede Frankrigs finansminister Bruno Le Maire, der også var i København, lejligheden til at hæve stemmen over for sin danske kollega, Kristian Jensen.

Den danske finansminister bekræfter over for Mandag Morgen, at franskmændene fortsat er utilfredse med, at han sammen med syv andre nordeuropæiske finansministre har manet til, at EU holder fast i en stram finanspolitisk kurs i EU-budgettet, og at man ikke ønsker sig et separat budget for eurozonen.

”De mener ikke, at vi skal blande os i den debat, fordi vi ikke er et euroland, men jeg har sagt til Le Maire, at vi naturligvis har ret til at sige vores mening om, hvordan man kører økonomien,” siger Kristian Jensen, der også drøftede de planer om en omsætningsskat på de store digitale selskaber, som Frankrig, Tyskland og EU-Kommissionen arbejder med.

”Vi går naturligvis ind for fair beskatning, men man bliver nødt til at gøre det på en måde, så det ikke vender helt op og ned på det system, vi har nu,” siger Kristian Jensen med henvisning til, at en række store danske selskaber betaler skat i Danmark af alle deres indtægter og ikke kun i de lande, hvor de har omsætningen.

Sammenfattende kan det franske præsidentbesøg dårligt beskrives som andet end en succes. Udover den forsvarspolitiske tilnærmelse blev der indgået bilaterale aftaler om kunstig intelligens, om energiteknologi, om samhandel generelt, om kulturel udveksling, fælles filmstøtte og om samarbejde for bæredygtig udvikling i Afrika.

Men ét er, at Danmark således har styrket relationerne til Frankrig, noget andet er, at franskmændene hele tiden sammen med deres privilegerede partner, Tyskland, kommer med nye europapolitiske initiativer, der gør det svært for Danmark og ikke mindst statsminister Lars Løkke Rasmussen at følge med udviklingen i EU.

Historiske forslag fra Tyskland

Emmanuel Macron påtog sig under besøget i København rollen som det fremadstormende populistiske nationalkonservative højres hovedmodstander, da han blev bedt om at kommentere på udtalelser fra Ungarns premierminister Viktor Orbán og den italienske Matteo Salvini, der kritiserede ham for at ”samle de kræfter, der vil have mere indvandring”.

”Hvis de ser mig som deres modstander, har de helt ret. Jeg giver mig ikke en tomme over for nationalister og folk, der taler med had,” sagde Macron i København.

Mens Macron således blæser til kamp mod de mange EU-skeptiske ledere i medlemslandene, er der også ved at komme bevægelse i den tyske regering, der i årevis er blevet opfordret af udenrigspolitiske eksperter til at påtage sig et globalt lederskab, der matcher Tysklands økonomiske styrke og politiske rolle i EU.

Således har både den konservative kansler Angela Merkel og den socialdemokratiske udenrigsminister Heiko Maas i de seneste uger været ude med politiske forslag, som for bare få år siden ville have været helt utænkelige at høre fra Berlin.

I tyske Handelsblatt foreslog Maas, at Tyskland og Frankrig og resten af EU nu går sammen om at gøre sig uafhængig af USA, når det gælder transaktioner i det globale finansielle system. Helt konkret skal det ske ved at lave en europæisk pendant til det amerikanskdominerede selskab SWIFT, der i dag har monopol på internationale pengeoverførsler.

Systemet bliver brugt af amerikanske myndigheder til at håndhæve eksempelvis de sanktioner mod Iran, som USA har indført, efter at de under europæiske protester har trukket sig ud af den såkaldte atomaftale med Iran.

”Vi tillader ikke, at USA handler hen over hovedet på os,” hedder overskriften på den tyske udenrigsministers indlæg, der har vakt betydelig opsigt, fordi Maas meget omhyggeligt gør rede for, at den tyske regering nu konstaterer, at der ikke er nogen vej uden om at skabe, hvad han kalder en ’Europæisk sikkerheds- og forsvarsunion’. Et par dage senere tilføjede Angela Merkel, at hun ser for sig, at EU får et europæisk sikkerhedsråd som pendant til FN’s Sikkerhedsråd.

Merkel og Maas er sammen med Frankrigs regering ydermere enige om, at EU også i fremtiden skal have en Europæisk Valutafond, EMF, som pendant til den amerikansk dominerede Internationale Valutafond, IMF.

Mens der endnu er langt til fælles fodslag mellem Frankrig og Tyskland om, hvor solidariske landene i eurozonen skal være i finanspolitisk forstand, står det klart, at EU’s to kernelande i dag vitterligt er i færd med at tegne skitserne i den institutionelle arkitektur i Europa, som på mellemlangt sigt vil sikre Europa ’strategisk autonomi’. En autonomi, som europæerne siden Anden Verdenskrig frivilligt har givet afkald på, fordi man reelt underlagde sig den verdensorden, der byggede på USA’s militære magt og tilstedeværelse i Europa og på amerikanske finansielle institutioners dominans i det globale finansielle system.

De tysk-franske ideer og positioner vil blive koordineret, når Emmanuel Macron og Angela Merkel mødes i Paris i begyndelsen af september. Og herfra vil de blive taget med til det uformelle topmøde mellem EU’s stats- og regeringschefer i Salzburg i Østrig den 20. september. Her vil Viktor Orbán og andre regeringschefer uden tvivl kritisere Merkel og Macron, og her vil statsminister Lars Løkke Rasmussen igen skulle håndtere sit europapolitiske dilemma:

På den ene side skal han markere over for Tyskland og Frankrig, at de trods danske EU-forbehold kan regne med Danmark som et af de lande, der vil styrke EU og ikke undergrave det. På den anden side skal han også sørge for, at han ikke kommer til at gå så langt i sin tale om ’Danmarks plads tæt ved Europas hjerte’, at han skaber ballade hjemme på Christiansborg.

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu