Maskinen fortæller, hvad der er sket – mennesker fortæller hvorfor
DIGITAL OMSTILLING I sidste uge modtog samtlige journalistforbundets 18.000 medlemmer en lille bog med den nøgterne titel ´Sådan forandrer automatisering medierne´. I bogen gennemgår Andreas Marckmann Andreassen, der er digital redaktør på fagbladet Journalisten, hvordan computere er i fuld gang med at forandre alle led i produktionen af nyheder.
Peter Hesseldahl
Redaktør, digital omstillingDet er stort set det samme dilemma, som kunstig intelligens sætter journalister, advokater, læger ogsagsbehandlere i det offentlige i:
På den ene side kan robotter og kunstig intelligens støtte og berige mennesker, så vi kan nå mere. Vi kan slippe rutinearbejdet, og vi kan bruge de avancerede computere til at blive mere produktive og kompetente.
På den anden side er der en fare for, at de intelligente maskiner overtager styringen, fordi mennesker slipper rattet og blindt følger computernes anbefalinger og konklusioner.
Robotterne er i gang derude
Spørgsmålet er imidlertid ikke, om de nuværende opgaver og arbejdsmetoder vil blive erstattet og overtaget af maskiner – selvfølgelig vil de dét. Spørgsmålet er, om vi formår at rykke videre til nye, mere spændende og krævende opgaver.
Som Andreas Marckmann Andreassen, forfatter til bogen ´Sådan forandrer automatisering medierne´, siger:
”Når man spørger, om automatiseringen vil gøre det lettere at være journalist, svarer jeg, at det håber jeg ikke. Jeg håber, det bliver sværere, fordi computerne overtager alt det trivielle. Vi skal være dygtigere for at kunne det, maskiner ikke kan. Men jeg tror også, at det netop er det, som mennesker synes er sjovest.”
Der er flere robotter i medieverdenen, end de fleste formentlig gør sig klart. Men de gør ikke noget væsen af sig, de tager sig af alle de mindst glamourøse opgaver: lokale vejrudsigter, sportsresultater om alle småklubberne, nyt om ejendomshandler, udviklingen i de finansielle nøgletal, eller portrætter af virksomheder eller personer i erhvervslivet.
Der laves tusinder af småartikler daglig ved, at computere trækker data og binder dem sammen ud fra en skabelon af vendinger, der får det til at lyde, som et menneske vil sige det. På Mandag Morgens søstermedie Altinget bruges robotter eksempelvis til at skabe korte portrætter af politikere og til at følge lovforslags vej gennem Folketinget.
Lasso.dk er en af de førende danske leverandører af automatiske artikler. På deres website kan man prøve at søge på en virksomhed, og så sammensætter computerne øjeblikkelig en lille artikel baseret på søgninger i offentlige databaser.
Vores-mediehus.dk er et radikalt eksempel på automatiske medier. Selskabet genererer lokalmedier til foreløbig 409 danske byer, med nyt om politi-udrykninger, hussalg, regnskaber fra lokale virksomheder, om en café får en sur smiley, sportsresultater – og naturligvis annoncer fra de helt lokale erhvervsdrivende.
Der er ikke mange, der læser artiklerne, eftersom de er så lokale, men de dækker et behov for informationer, som ellers ikke ville blive dækket. Det koster meget lidt at få en maskine til at masseproducere den type artikler, så annonceindtægterne kan hurtigt få det til at løbe rundt.
Personaliserede medier
Skridtet videre er en egentlig personalisering af medierne.
Ikke alene skal man kunne generere lokalnyheder for den mindste lille flække, udvalget af historier skal også kunne sammensættes til den enkelte bruger – i princippet på samme måde som en Google-søgning eller en Facebook-side er skabt ud fra en detaljeret profil af brugerens interesser og historik.
Dagblade som Politiken og Jyllands-Posten arbejder på at udvikle en større grad af personlig tilpasning, men det er en ambition, der meget let løber ind i problemer med indsamling af personlige data.
En anden etisk overvejelse er faren for, at vi ender med hver vores tunnelsyn.
”Vi må ikke overlade det til maskinerne at bestemme dagsordenen,” siger Andreas Marckmann Andreassen:
”Som journalister må vi insistere på væsentlighed. Vi skal stadig sætte de vigtigste emner, det som læserne er nødt til at vide, øverst. Hvis man kun afvejer indholdet efter det, som man ved folk vil klikke på, så skaber vi ”filterbobler”, hvor folk bliver fanget i et ensidigt verdensbillede, der kun bekræfter sig selv.”
”Udfordringen ved at bruge computere til at personalisere medierne er at gøre det uden at gå på kompromis med vores forpligtelser til at give et nuanceret verdensbillede.”
Automatiseringen starter allerede i idé-fasen, hvor agenter og filtre kan trawle rundt på relevante sites og melde tilbage, hvis der skulle være sket noget usædvanligt.
Et avanceret eksempel er en redaktør, der har sat en agent til at analysere stemmeafgivelserne i Europa-Parlamentet. Hvis to medlemmer af det samme parti stemmer imod hinanden, bemærker algoritmen det og sender en alarm.
Kliché på kliché
De robotter, der i dag skriver historier, er ikke specielt intelligente (modsat journalisterne, naturligvis). Robotterne har en række databaser, hvor de kan hente informationer, og så beskriver de dataene ud fra en detaljeret skabelon.
Når det dyreste hus i byen sættes til salg, skriver computeren for eksempel: ”Der skal mere end en almindelig indkomst til, hvis man vil have fingrene i …” Eller den kan bruge vendingen ”målfest” i overskriften, hvis der er mere end fire mål i en fodboldkamp.
Det er ikke stor prosa, men der er dog lidt liv i teksten, og det får tallene og dataene til at hænge sammen.
Der eksperimenteres med at udvikle systemer med machine learning, hvor man i stedet for at forsøge at opstille konkrete instrukser for enhver situation lader computeren analysere en enorm mængde artikler for at lære, hvordan den selv kan formulere sig på basis af en vis forståelse af emnet og sammenhængen.
Især projektet GPT-3 har fået stor opmærksomhed for maskinens evne til at skrive næsten skræmmende menneskeligt.
Og i dag er kun begyndelsen. Tænk blot på, hvor godt digitale assistenter som Google Assistant eller Apple Siri formår at give meget naturlige svar på det, man spørger om.
Siri og Google viser også, at maskiners evne til at finde, sammensætte og kommunikere information ikke er begrænset til skrift. En automatisk genereret artikel kan sendes til en syntetisk studievært, der taler og gestikulerer på en måde, der er forbløffende livagtig.
Men som Andreas Markmann Andreasen observerer, så er der forskel på at give referater og lave reportager.
En computer kan på et øjeblik fortælle resultatet: at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men menneskelige journalister kan fortælle, hvordan og hvorfor det gik dem, som det gik. Journalisten kan give et portræt, der gør, at vi forstår en person.
Så forhåbentlig er dét fremtiden for journalister – såvel som sagsbehandlere, advokater og læger: Vi kan lade os støtte af maskinerne til at finde de korrekte facts, men det er vores opgave at give dem sammenhæng og formål.