Det britiske valg 8. juni 2017 blev et markant nederlag for de politiske kræfter, der ønsker at isolere Storbritannien fra resten af Europa.

Det nationalistiske UKIP, der stormede frem ved valget i 2015, og som spillede en hovedrolle ved Brexit-afstemningen, kollapsede fuldstændigt. Samtidig er det EU-skeptiske konservative regeringsparti dybt svækket, hvilket øger sandsynligheden for, at Storbritannien vil optræde mere samarbejdsvilligt i de kommende Brexit-forhandlinger med de resterende 27 EU-lande.

Set fra regeringskontorer i de toneangivende EU-lande og fra EU’s institutioner i Bruxelles er dette de væsentligste konklusioner, man kan drage efter torsdagens dramatiske valg i Storbritannien.

Valgresultatet vil blive udlagt som endnu et bevis på, at den nationalpopulistiske bølge, der er skyllet henover Europa i de seneste år, har mistet momentum. I november 2016 frygtede mange midtsøgende regeringspolitikere i Europa, at Brexit-sejren og valget af Trump i USA var forvarsler om det eksisterende politiske systems forestående fald i en række EU-lande.

Sådan er det ikke længere. Populismens fremmarch synes at være stoppet, og Brexit-problematikken er gået fra at være et potentielt smittefarligt transeuropæisk fænomen til at være en isoleret og monumental udfordring for Storbritanniens kommende regering.

Mislykket hasardspil

Det politiske kaos og usikkerheden i Storbritannien om Brexit vil i den forstand stå som en blinkende advarsel til ledere i andre EU-lande om, at et medlemskab af EU ikke er noget, man skal bruge i partitaktiske manøvrer, sådan som det er sket i Storbritannien.

I resten af Europa reagerede man fredag morgen med påtagede bekymrede miner og udtalelser om, at Brexit er Brexit, og at Storbritannien må se at blive klar til de forestående forhandlinger, som efter planen skulle være begyndt 19. juni, men som nu ser ud til at blive udsat.

Samtidig konstaterer en række borgerlige europæiske politikere – ikke uden skadefryd – at det britiske konservative parti endnu en gang har tabt et politisk hasardspil om landets europæiske fremtid.

”Cameron gamblede og tabte. May gamblede og tabte. Tory-partier begynder at ligne et casino,” lød det i et populært tweet fra den liberale hollandske EU-parlamentariker Sophie in ’t Veld.

Resultatet er et stort nederlag for Theresa May personligt. Hun gik til valg på et motto om at levere ’et stærkt og stabilt’ britisk lederskab under forhandlingerne med de øvrige EU-lande. Men hun førte en visionsløs og defensiv valgkamp, der gjorde det muligt for Labour-lederen Jeremy Corbyn at vinde en massiv fremgang på løftet om et opgør med den hårde sparepolitik, som de britiske konservative har ført, siden finanskrisen brød ud for snart 10 år siden.

Corbyn og hans Labour-kandidater har nydt godt af støtte fra både frafaldne UKIP-vælgere og fra unge vælgere, som det er lykkedes at mobilisere i stor stil. Corbyn har dog på ingen måde fremstået som et proeuropæisk og globaliseringsparat alternativ til Mays nationalkonservative strammerkurs. Labour-lederen har lurepasset og ikke villet stille spørgsmål ved resultatet af Brexit-afstemningen i 2016.

Kun det lille midterparti Liberaldemokraterne gik til valg på at give briterne en ny mulighed for at stemme om Brexit, men deres fremgang fra ni til 12 pladser i Underhuset kan næppe ses som noget tydeligt signal fra vælgerne.

Prisen for usikkerhed

Den mest sandsynlige udgang på valget er, at de konservative regerer videre i samarbejde med de nordirske unionister i DUP, som fik 10 mandater. Men nogen stærk og stabil regering er der ikke udsigt til.

Mens de britiske politikere i de kommende dage arbejder på at få etableret et flertal for en ny regering, står det klart, at Storbritannien er på vej ud i en periode med svagt politisk lederskab og stor usikkerhed om erhvervslivet kommende arbejdsbetingelser.

Usikkerheden blev understreget med endnu et markant fald i værdien af det britiske pund, og samtidig står det klart, at usikkerheden om Brexit breder sig til stadigt flere sektorer i den britiske økonomi, som ifølge den seneste prognose fra OECD står til nærmest at gå i stå i 2018 med en vækst på 1,0 pct., mens væksten til gengæld er på vej op i eurozonen.

Fødevarevirksomheder melder om manglende arbejdskraft, fordi øst- og centraleuropæiske borgere ikke længere anser Storbritannien som så attraktivt som tidligere. I andre sektorer advares der om et begyndende braindrain, fordi højtuddannede unge europæere anser det for risikabelt at søge job i Storbritannien, alt imens unge veluddannede briter i stigende omfang ser sig om efter muligheder inden for EU-landene.

Det korte af det lange er, at torsdagens valg fremstår som et trist monument over en national politisk elite i et Storbritannien, hvor hverken centrumhøjre eller centrumvenstre har et troværdigt politisk projekt, der kan give den britiske befolkning tro på fremtiden.

Det er ikke godt for Storbritannien. Og det er ikke godt for EU, selvom det alt andet lige er bedre, end det direkte EU-fjendtlige flertal, som manifesterede sig ved Brexit-afstemningen i juni 2016.