Mellem italienske valgløfter og økonomiske realiteter ligger en tikkende bombe

Det italienske valg kan ende i dødt løb mellem tre hovedgrupperinger, hvoraf ingen vil nå op på at have flertal i parlamentet. Kostbare og ufinansierede valgløfter kan sende landet på kant med EU, skriver Birger Riis-Jørgensen, forhenværende ambassadør i Italien.

Af Birger Riis-Jørgensen, ejer af Riis International og fhv. ambassadør i Italien

Mange italienske politikere vil bide negle søndag aften, når valgstederne lukker.

For intet tyder på et krystalklart valgudfald. Sidenhen kommer en måske smertefuld tilbagevenden til den virkelighed, der i valgkampen blev negligeret.     

Ved det seneste parlamentsvalg for fem år siden landede Femstjernebevægelsen med et brag midt på den politiske scene. Beppe Grillos store og blandede Femstjerne-flok spillede stort set lige op med både venstrefløjen og Berlusconis centrum-højrekoalition.

Det var et jordskredsvalg. To måneder var nødvendigt for at få en koalitionsregering på plads uden om Femstjernefolkene, der nægtede at lege med.

Får vi et nyt jordskredsvalg? Næppe. For kampen står mellem de samme tre grupperinger, der tegnede sig i 2013.

Femstjernebevægelsen er nu centralt placeret i vælgernes bevidsthed. Spørgsmålet er alene, hvor bred en opbakning partiet får. Målingerne siger omkring 28 pct., måske helt op til 30 pct. til partiet på landsplan.

Det bider tilsyneladende ikke rigtigt på den nye, unge frontfigur, Luigi Di Maio, at Femstjernebevægelsen selv er ramt af finansielle uregelmæssigheder og inkompetente lokale borgmestre.

Mange på både venstre- og højrefløj er inderligt trætte af de gamle partier. Nogle vælgere har givet helt op. Men en del vil formentlig stemme på Femstjerne-partiet, der nu signalerer vilje til regeringsansvar. Komikeren Beppe Grillo, der var bevægelsens frontfigur i 2013, er retireret til kulissen.

Fra hovedrollelisten ved 2013-valget er kun Berlusconi tilbage. Han er dog klart svækket i forhold til sine politiske velmagtsdage.

Berlusconi er igen gået sammen med Lega Nord. Den gamle separatistbevægelse i Norditalien har droppet 'Nord' fra sit navn for at signalere, at de fremmedfjendske og EU-kritiske stemmer i Central- og Syditalien også er hjerteligt velkomne.

Meningsmålingerne tyder på omkring 35 pct. af stemmerne til den samlede centrum-højrefløj.

Paolo Gentilonis centrum-venstreregering er almindeligt anerkendt for at have gjort et pænt stykke arbejde. Gentiloni selv kåres i adskillige målinger som Italiens mest populære politiske leder.

Han kommer fra Det Demokratiske Parti (PD), som styres med hård hånd af partiets formand, Matteo Renzi. Renzi selv mistede sin folkelige troværdighed efter den mislykkede folkeafstemning om forfatningsændringer i 2016.

PD står relativt svagt, også fordi brødniddet blandt tidligere politiske stjerner på venstrefløjen forpester samarbejdsklimaet. Sammen med den tidligere EU-kommissær Emma Boninos '+Europa' ligger PD på omkring 27 pct. af stemmerne. 

Den altovervejende opfattelse blandt velplacerede observatører er, at ingen af de tre hovedgrupperinger vil nå op på at have flertal i Parlamentet. De forventer således, at en ny koalitionsregering må dannes mellem partier på tværs af disse grupperinger.

Dårlig stemning trods økonomi i bedring 

Den nye regering vil få nok at se til.

Objektivt set går det fremad i Italien. Den økonomiske vækst er nok lavere end i mange andre eurozone-lande, men har været ubrudt positiv gennem de sidste seks kvartaler. Arbejdsløsheden er stadig meget høj, men dog for nedadgående. Væksten i den offentlige gæld er blevet standset.

Tilstrømningen over Middelhavet er blevet reduceret markant ved italienske og EU-foranstaltninger langs den ydre grænse samt i Libyen og bredere i Afrika. 

Sådan opfatter befolkningen bare ikke situationen. Naturligvis fordi meget store grupper ikke er kommet tilbage på fode efter finanskrisen, og fordi forfærdeligt mange unge aldrig har fået fodfæste på arbejdsmarkedet. Men også, fordi mange tror, at tilstrømningen af migranter til Italien relativt set har været langt voldsommere end til en række andre EU-lande.

Men nu skal det være slut!  De ulovlige migranter skal hjem. Berlusconi vil med et snuptag sende 600.000 tilbage. Præcist hvordan fortæller han ikke rigtigt om.  

Også andre partier har strøet om sig med valgløfter. De fleste er kostbare og ufinansierede: Stærkt reducerede indkomstskatter; tilbagerulning af pensionsreformer m. m.m. Det kan blive svært for eksempelvis en Berlusconi at løbe fra sine løfter om en 'flat tax', når han hver eneste dag i valgkampen har lovet det.

I konflikten mellem valgløfter og de økonomiske realiteter ligger en tikkende bombe. Også i forhold til EU.

Ingen i Bruxelles eller i EU-medlemslandene har glemt, at Italiens bjerg af gæld i 2011 truede hele eurozonen, fordi daværende premierminister Berlusconi blev opfattet som økonomisk uansvarlig.

Dengang blev det Mario Montis tunge lod som premierminister at få Italien væk fra afgrundens kant. Statsgælden er kommet under kontrol. Men så længe den stadig svarer til 130 pct. af BNP, vil internationale investorers øjne hvile tungt på den italienske regerings økonomiske politik.  

Hovedpersonen straks efter valget bliver Italiens præsident, Sergio Mattarella. Han er en hædersmand fra Sicilien og mangeårig politiker, før han blev forfatningsdommer og siden præsident. For ham bliver det centralt dels at sikre stabilitet af hensyn til udlandet, dels at den kommende regering får politisk legitimitet.

Bliver valgresultatet meget mudret, forventer velplacerede iagttagere, at præsidenten genudnævner den ferme Gentiloni til premierminister for en kortere periode. Dernæst måske nyvalg forholdsvis hurtigt.    

Set med internationale øjne opstår den største risiko, hvis politikere med markante, ufinansierede valgløfter får afgørende indflydelse. Den nye italienske regering vil i løbet af foråret skulle drøfte sin finanslov med EU-Kommissionen og øvrige medlemslande. Vil det italienske statsbudget hænge godt nok sammen til at få grønt lys fra Bruxelles?

Er svaret nej, kan den første egentlige krise mellem EU og Italien siden 2011 opstå. Der findes dem i Italien, som mener, at et stort land som Italien ikke behøver at respektere de finanspolitiske regler, Italien selv har været med til at indføre i EU.

For folk af den opfattelse vil foråret kunne blive en brat opvågnen til en virkelighed, som valgkampen trængte fuldstændigt i baggrunden.

Forrige artikel Stem ja for Europas skyld Stem ja for Europas skyld Næste artikel Skal vi outsource vores liv til Silicon Valley? Skal vi outsource vores liv til Silicon Valley?