Angela Merkel viste ved søndagens valg i Tyskland, at en pragmatisk og resultatsøgende europæisk regeringschef godt kan vinde et parlamentsvalg midt i en krisetid, hvis hun fører en seriøs politik og ikke lover mere, end hun kan holde.

Derfor skulle det være mere end mærkeligt, om ikke statsminister Helle Thorning-Schmidt får lavet en reference til det tyske valg og Merkels meritter, når hun i dag taler for flere end 1.000 danske erhvervsledere og meningsdannere ved Dansk Industris topmøde i Forum i København.

Værterne i DI har givet mødet overskriften ”New Nordic Approach – fra best practice til next practice” og dermed kridtet banen op for den politiske sæson, der begynder, når Folketinget åbner i næste uge.

DI med Karsten Dybvad i spidsen ønsker sig, at Danmark bliver på den vækst- og konkurrenceevneorienterede, pragmatiske og langsigtede grønne reformkurs, som S-R-SF-regeringen har ført hidtil. Og samtidig ønsker man sig, at Danmark for alvor brander sig ude i verden under den nordiske etikette, der går sin sejrsgang i globale medier under Nordic Cuisine, Nordic Noir eller Nordic Cool.

Blandt hovedtalerne i Forum er Markus Kerber, direktør for Tysklands svar på DI. Og han vil uden tvivl lægge vægt på, at der i mange henseender er et perfekt match mellem den nordiske approach og Tysklands store industripolitiske projekt i de kommende ti år, Die Energiewende, som den grønne omstilling hedder i Tyskland. 

Kerber har tidligere erklæret sig som tilhænger af et væsentlig forstærket samarbejde mellem Tyskland og de skandinaviske lande, når det gælder vedvarende energi i form af vandkraft fra Sverige og Norge samt vindkraft fra Østersøen og Nordsøen.

”Vi udnytter langtfra mulighederne i Europas indre energimarked tilstrækkeligt. Tværtimod går vi i retning af en stadig stærkere regionalisering af energipolitikken, hvilket gør Die Energiewende unødvendigt kostbar,” har Kerber sagt i et interview.

Herudover vil Markus Kerber uden tvivl tale for fortsat fokus på strukturreformer i Europa, særligt i eurozonens sydeuropæiske medlemslande, og han vil formentlig prise Danmark og de øvrige nordiske lande som gode og stabile partnere for Tyskland i bestræbelserne på at fastholde en stram finanspolitisk kurs i Europa. 

Med til historien hører det, at DI’s tyske hovedtaler har været en meget udtalt kritiker af Angela Merkels håndtering af eurokrisen. Han tilhører den fløj i Tyskland, som mener, at landet har garanteret alt for mange krisepakker til særligt Grækenland og Portugal.

Danmark lurepasser – ligesom Tyskland

Merkels CDU høstede stor fremgang ved søndagens valg. Se også figur 1. Men da støttepartiet FDP samtidig røg under spærregrænsen, tyder alt på, at Angela Merkel kommer til at stå i spidsen for en såkaldt stor koalition sammen med det socialdemokratiske SPD. 

[graph title="Merkels magtdemonstration" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/66f9e-ckr_fig01_merkels-magtdemonstratio.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/311be-ckr_fig01_merkels-magtdemonstratio.png" text="CDU og det bayerske søsterparti CSU kan mønstre 311 af de 630 mandater efter valget til Forbundsdagen. Det er lige akkurat for lidt til at have flertal alene."]Kilde: www.bundeswahlleiter.de [/graph]

Merkel rakte mandag hånden ud til SPD, der var en af valgets store tabere, men hun fik at vide, at partiet først på fredag vil holde møde om sagen. SPD vil forudses at kræve en høj pris – formentlig finansministerposten – for at gå med i en bred regeringskoalition, som traditionelt slider på vælgeropbakningen hos juniorpartneren.

Selv om SPD, De Grønne og det venstreorienterede Die Linke har fået et lille flertal i Forbundsdagen, anses det for usandsynligt, at SPD tør stille sig i spidsen for en regering, der bygger på Die Linkes stemmer. Det venstreorienterede parti er på en række politikområder – ikke mindst europapolitikken – ikke klar til at påtage sig regeringsansvar.

Forud for det tyske valg har analytikere over hele verden, ligesom Mandag Morgen, påpeget, at valget i mange henseender er lige så vigtigt for resten af Europa som for Tyskland selv. De senere år er Tyskland for alvor blevet Europas toneangivende land, både politisk og økonomisk.

Dette bør imidlertid ikke få nogen til at drage den konklusion, at Tyskland nu, hvor valget er overstået, vil trække resten af Europa med sig ud i hastige og dybtgående reformer. 

Tysklands europapolitiske kurs vil ifølge den førende tyske europapolitiske analytiker Ulrike Guérot fra tænketanken European Council on Foreign Relations, ECFR, fortsat være forsigtig. 

På den ene side vil Merkel og hendes regeringspartnere fastholde, at man ønsker sig en ægte politisk og økonomisk union i Europa. Men samtidig vil man understrege, at en sådan union bør have et seriøst juridisk grundlag i EU-traktaten. Og en traktatændring, der overflytter yderligere national suverænitet til Bruxelles, er der ikke mange af EU-landenes nationale ledere, der har appetit på i øjeblikket, hvor den folkelige skepsis over for EU er stor. 

Særligt i Frankrig har præsident Francois Hollande ingen lyst til at skulle ud i en EU-folkeafstemning, som han med stor sandsynlighed vil tabe. 

Mellemstatslig bankunion

Det store EU-projekt i de kommende måneder bliver den europæiske bankunion, der i princippet skal færdiggøres inden jul. Her vil den tyske tilgang være, at bankunionen i første omgang skal bygges som en mellemstatslig ordning. Det er meningen, at EU-landene skal nå til enighed inden jul, hvorefter sagen skal videre til Europa-Parlamentet. Men her kan den meget vel strande, i den forstand at man ikke bliver færdige før Europa-Parlamentsvalget i maj.

Bankunionen er i høj grad en sag, der udstiller de tre nordiske EU-landes forskellige forhold til eurozonen. Finland skal være fuldt med som euroland, Danmark vil formentlig tilslutte sig, fordi kronen er bundet til euroen, og endelig slår Sverige, der fortsat har fuldt pengepolitisk selvstændighed, sig i tøjret. 

I Danmark har både regeringstoppen og medlemmer af det europapolitiske flertal signaleret, at Danmark vil tilslutte sig bankunionen, i det omfang man kan gøre det uden at komme i karambolage med euroforbeholdet. Hvordan det helt præcis bliver muligt, har regeringstoppen hidtil ikke ønsket at uddybe. Og økonomiminister Margrethe Vestager har klart ladet forstå, at jo mindre hastværk Tyskland og andre EU-lande måtte have med unionsplanerne, desto bedre passer det regeringen.

Grøn omstilling og ny industripolitik

Til gengæld er der en række andre områder i EU-samarbejdet, hvor både de nordiske EU-lande og Norge kan spille tæt sammen med Tyskland. Dette gælder ikke mindst den grønne omstilling, hvor de nordiske lande deler Tysklands høje ambitionsniveau, om end man til stadighed forsøger at kalibrere overgangen til vedvarende energi og øget energieffektivitet med hensynet til industriens konkurrenceevne. 

Netop hovedlinjerne i den grønne omstilling bliver der ingen diskussion om i den kommende tyske regeringskoalition. Tysklands traditionelt tætteste partner i EU-samarbejdet, Frankrig, har også netop gjort det klart, at man ser den grønne omstilling –  la transition énérgétique – som en hjørnesten i landets bestræbelser på at genvinde industriel konkurrenceevne.

Frankrigs tilslutning til den grønne omstilling i form af vedvarende energi og energieffektivitet betyder, at disse politikområder vil blive højt prioriteret i EU-samarbejdet. Og det kan dårligt ses som andet end en stor fordel for Danmark og de andre nordiske lande, der har industrier med stærke kompetencer på disse områder.

Når det gælder ønsket om, at Tyskland skal vise større økonomisk solidaritet med resten af EU, skal man næppe forvente meget mere, end at en stor koalition under Merkels ledelse vil åbne for lønstigninger og dermed et privat forbrug, der er lidt højere end i resten af Europa. 

Samtidig vil Tyskland formentlig acceptere et renteniveau i eurozonen, der er lavere, end den tyske økonomi egentlig har brug for. Omvendt skal man ikke foreløbig forvente nyskabelser såsom et betydeligt fælles eurozonebudget eller kollektivisering af statsgæld i eurozonen via euroobligationer. Disse tiltag skal – ifølge både Merkel og SPD’s topfolk – gå hånd i hånd med traktatændringer, som altså ikke kommer foreløbig.

Ulrike Guérot fra ECFR forventer, at man skal helt om på den anden side af Europa-Parlamentsvalget i maj 2014, før der for alvor kommer gang i arbejdet med at skabe den nye institutionelle arkitektur for det europæiske samarbejde. 

Efter valget skal EU have nye folk på topposterne i Kommissionen og Ministerrådet. Og det bliver dette hold af nye ledere i de europæiske institutioner, der sammen med Angela Merkel og andre ledere fra de store EU-lande for alvor kommer til at skabe den ”ægte politiske og økonomiske union”, som eurokrisen har understreget nødvendigheden af.