Af Sam Walker
Wall Street Journal

Selv når man har set otte ud af de i alt ti afsnit i Netflix-dokumentarserien ‘The Last Dance’ om basketstorholdet Chicago Bulls’ op- og nedture i 1990’erne, er det umuligt at svare på et helt centralt spørgsmål om holdets superstjerne nummer ét, Michael Jordan: Var han gal eller genial?

Jeg har iagttaget mange typer ledere gennem årene, men det er aldrig lykkedes mig at placere Michael Jeffrey Jordan i en bestemt kategori. Vi har nok alle sammen prøvet at arbejde sammen med meget talentfulde og meget krævende mennesker, men næppe en person, som samtidig var et nærmest overkarismatisk globalt idol. Den eneste, jeg umiddelbart kan sammenligne Michael Jordan med, er Steve Jobs.

Der er slet ingen tvivl om, at såvel Jobs som Jordan var udstyret med helt ekstreme konkurrencegener og pressede deres virksomheder til at levere fremragende resultater. Man må spørge sig selv, om det mon var på grund af eller på trods af den kendsgerning, at de begge skræmte livet af folk med deres ledelsesstil?

Michael Jordan har selv godkendt dokumentarserien ‘The Last Dance’, som ved flere lejligheder nedtoner hovedpersonens kantethed. Samtidig lægges der dog ikke skjul på, hvor helt ubarmhjertigt høje krav, Jordan stillede til sine omgivelser, og hvordan han nådesløst hang de mennesker ud, som ikke levede op til kravene. ”Han var et røvhul,” fortæller den tidligere holdkammerat Will Perdue i serien. ”Han gik over grænsen mange gange.”

Hverken Michael Jordan eller Steve Jobs følte noget som helst behov for at undskylde for deres opførsel.

”Det er ikke min opgave at være flink mod folk. Min opgave er at gøre dem dygtigere,” sagde Apple-stifteren engang.

Michael Jordans udlægning lød: ”Det koster noget at vinde, og det koster noget at være leder, så jeg pressede da folk – også når de slet ikke var indstillet på det.”

Den forunderlige forvandling

Jeg har mange gange sagt, at Michael Jordan var en total fiasko i rollen som sit holds anfører, selv om han var en helt enestående sportsmand med mange fremragende ledertræk. Han var ude af stand til at styre sine impulsive indfald og betragtede sig selv som vigtigere end holdet. Der er dog meget i ‘The Last Dance’, der peger på, at tingene ikke var helt så sort-hvide. Man kan mene, hvad man vil om Michael Jordan – men ingen andre på holdet gav så meget af sig selv og ofrede så meget, som han endte med at gøre.

19. december 1990 er et godt sted at begynde, når man vil prøve at danne sig et indtryk af Michael Jordans lederevner. Den dag trak The Bulls en streg i sandet: Nu skulle det være slut med at tabe kampe. På det tidspunkt i sæsonen var der ingen, der regnede Bulls for en seriøs kandidat til mesterskabet – holdet lå nummer ni i tabellen. Michael Jordan var midt i sin syvende sæson for Bulls, han var på træner nummer fire i samme periode og havde endnu aldrig prøvet at være med i slutspillet i NBA. Aftenen før havde Jordan scoret 33 point mod Detroit Pistons, men han var den eneste spiller på holdet, der havde leveret et tocifret antal point, og The Bulls tabte kampen med 21 point.

Dagen efter skete der noget: Chicago-holdet var som forvandlet og spillede pludselig som en enhed. Fem spillere, heriblandt Michael Jordan, scorede et tocifret antal point, og kampen blev startskuddet til en forrygende sejrsrække på 12 ud af 13 kampe. I marts havde Bulls den suverænt bedste score i NBA, og det år blev de mestre for første gang.

Lederen i kulissen

Den eneste forklaring, jeg har kunnet finde på holdets utrolige forvandling dengang, står i få linjer i en artikel i The Chicago Tribune:

“Bulls har udnævnt centerspilleren Bill Cartwright til holdets medanfører sammen med Michael Jordan, der hidtil har haft anførertjansen alene.”

Det virkede besynderligt at udnævne lige præcis Cartwright, der havde spillet for Bulls i 11 år. Han var Michael Jordans diametrale modsætning: En stille, beskeden, eftertænksom og uanseelig vandbærer, som næsten aldrig smilede, og som undgik pressens søgelys. Han var i stand til at score 20 point per kamp, hvis det blev krævet af ham, men var ellers fuldt ud tilfreds med at være en stærk forsvarsspiller.

To år efter udnævnelsen af Cartwright til medanfører afslørede forfatteren Sam Smith i bogen ‘The Jordan Rules’ en opsigtsvækkende detalje om Cartwright: Michael Jordan hadede ham. Han havde fra start modsat sig indkøbet af Bill Cartwright og havde hånligt tildelt ham øgenavnet Medical Bill på grund af hans knirkende knæ. Jordan blev ved med at drille og håne Cartwright, indtil Cartwright truede ham direkte.

I rollen som medanfører sammen med Michael Jordan blev det Bill Cartwrights opgave at genopbygge dét, som Jordan konsekvent havde nedbrudt og undermineret, nemlig holdets interne sammenhængskraft og sammenhold. Cartwright fungerede som mentor for de unge spillere, som kaldte ham “Chef”.

Da jeg interviewede ham til min bog om sportslige lederprofiler i 2016, sagde Cartwright om sin rolle: “Jeg skulle være et fast holdepunkt. Det drejede sig om at skabe ro og stabilitet. Jeg var der altid til træning, blev hængende bagefter, talte med spillerne og passede ellers mig selv.”

Bill Cartwrights lederrolle hos The Bulls er ikke blevet nævnt i de første otte afsnit af “The Last Dance”. I dokumentarserien fokuseres der i stedet på træner Phil Jacksons arbejde med at skabe en ”trekant” i angrebet, så Jordans medspillere kunne få lettere ved at komme til at score. I ‘The Last Dance’ lægger Michael Jordan ikke skjul på, at han var imod Jacksons idé. ”Jeg ville ikke have, at Bill Cartwright skulle stå med bolden, når der kun var sekunder tilbage af en kamp.”

Når man ser ‘The Last Dance’ får man det klare indtryk, at det var Michael Jordans senere accept af angrebstrekanten, der gjorde The Bulls nærmest uovervindelige, men jeg tror, at det var Bill Cartwright, der overbeviste alle om, at det var den rigtige taktik. Nogle år senere indrømmede Jordan det også selv i en bog og skrev: “Det var Bill, der gjorde udslaget.”

På de elitehold, jeg har haft kendskab til gennem årene, har de egentlige ledere kun meget sjældent været superstjerner. Lederne opererer lydløst i kulisserne uden for offentlighedens søgelys og udfører alle de usle, utaknemmelige og helt uglamourøse opgaver, der i sidste ende er det, der binder holdene sammen. Det er stadig min opfattelse, at det er sådan, det foregår, efter at jeg har set ‘The Last Dance’. Michael Jordan havde måske den mest markante personlighed og var på papiret den mest værdifulde spiller for The Bulls, men han var ikke den leder, der tilførte mest værdi.  

Undertrykt menneskelighed

Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg altid troet, at grunden til, at Michael Jordan var så monstergod, var, at han rent faktisk selv var lidt af et monster. Hans ubehagelige udtalelser og handlinger virkede ikke som en leders velovervejede og selvopofrende indsats. Jeg gik ud fra, at manden fulgte sine naturlige, uregerlige impulser, og at han var en fiasko i rollen som anfører, fordi han ikke kunne kontrollere dem.

Jeg begyndte at indse, at jeg måske havde taget fejl, da jeg så dokumentarseriens optagelser af Jordan, der fejrer sit første NBA-mesterskab. Jeg sad med åben mund og polypper, da Jordan slog armene om trofæet og tudbrølede som et lille barn. Will Perdue beskrev holdets reaktion meget klart: “Vi var bogstaveligt talt helt lamslåede.”

Ifølge Perdue havde folk seriøst været i tvivl om, hvorvidt Michael Jordan overhovedet kunne være menneskelig. De eneste følelser, holdkammeraterne havde set fra Jordan indtil omfavnelsen af trofæet, var ”frustration og vrede”.

Der er flere tårer mod slutningen af seriens 7. afsnit. Michael Jordan har netop trodsigt sagt til kameraet, at hvis der er nogen seere derude, som ikke bryder sig om hans tyranniske opførsel, er det deres eget problem. ”Jeg er ikke tvunget til at sidde her og deltage i det her interview. Jeg gør det kun, fordi det er sådan, jeg er. Det var sådan, jeg gik til det.”  Pludselig får han tårer i øjnene og siger: “Hvis du ikke er med på den, så er det ikke noget for dig.”

Det kan godt være forkert, men jeg tror, at følelserne er ægte. Jeg har genset lige den scene flere gange og spørger mig selv: Er Michal Jordan en ulidelig tyran helt ind i sit inderste, eller er han et helt normalt menneske med helt almindelige følelser? Måske har han bare været helt vanvittig dygtig til at undertrykke dem.  

Det sled på mennesket Michael Jordan at være idolet Michael Jordan. Han skulle være på hele tiden, mens det blev forventet, at han spillede basket bedre end noget andet menneske i verden. Det står helt klart for mig nu, at det var en umulig opgave for Michael Jordan at stå i spidsen for Chicago Bulls alene. Intet menneske kan overkomme så meget.  

Marcus Aurelius sagde engang: “Det største, stærkeste bål får alt, der kastes ind i det, til at flamme op og lyse klart.” Som leder må Michael Jordan have tænkt, at det var det eneste, han kunne bidrage med: Han kunne antænde et kæmpe bål og skubbe sine holdkammerater ind i det. Han gik helhjertet ind i rollen som bussemand og nådesløs indpisker og undertrykte enhver lille følelse, der ikke udtrykte enten aggression eller kompromisløse ambitioner.

Det må have været frygteligt ensomt. Alle andre Bulls-spillere kunne få følelsesmæssig støtte hos Bill Cartwright, men Jordan var overladt til sig selv. Han havde skabt et billede af sig selv som et gyseligt, skræmmende monster, og den slags blotter sig ikke og viser sårbarhed. De ser heller ikke hyggelige og nuttede ud på tv.

Michael Jordans rolle som leder var ikke i sig selv nok til at gøre The Bulls til et mesterhold, og mange gange gik Jordan alt for vidt. Jeg har bare aldrig forstået, hvad det kostede ham, hvor isoleret han var, og hvor meget selvdisciplin det krævede.

Nu har jeg endelig forstået, hvorfor han aldrig sagde undskyld.

Artiklen udkom første gang i Wall Street Journal den 16. maj 2020.
Oversat til dansk af Nina Skyum-Nielsen.