Michael Løve anbefaler

KULTURANBEFALING Nettos direktør, Michael Løve, har fundet podcasten, der sikrer, at hans døtre aldrig vil ryge. Og så anbefaler han det nyeste værk af lufthavnslitteraturens ukronede konge om det USA, han kender bedst.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Set for nylig

Familien og jeg nåede lige MGP i Royal Arena, inden coronaen brød ud. Siden har det være slut med den slags. I stedet har vi været på museum. I efterårsferien så jeg udstillingen ’De dødes liv’ på Moesgaard Museum med min hustru og mine tre døtre. Det er en rigtig fin udstilling for både børn og voksne, som skabte masser af snak ved middagsbordet om, hvordan man i forskellige lande håndterer døden og afskeden. Jeg havde også mine døtre med på Louisiana for nylig for at se særudstillingen ’Fantastiske Kvinder’ med malerier af blandt andre Frida Kahlo, men den fængede ikke just mine yngste piger trods en ihærdig indsats fra min side. 

Jeg tilbagelægger mange kilometer og hører derfor en del podcasts. Den, som har gjort størst indtryk for nylig, er en podcast med komikeren Geo, der hedder ’Kan man tilgive en psykopat?’ Det er en dybt personlig, hjerteskærende og rørende fortælling om Geos forhold til sin far fortalt på en sjældent levende måde. En anden podcast, jeg vil anbefale, er ’Danmarks dræber #1’, som vi hørte sidste sommer på bilferien. Her prøver Peter Falktoft at forstå, hvorfor så mange er begyndt at ryge igen. Ud over at være underholdende havde den også den heldige effekt, at den effektivt motiverede mine børn til aldrig at ryge. Rygning er også et tema, jeg har brugt en del kræfter på i Netto, hvor salg af tobak er en nødvendig del af at drive en butik, som alle skal kunne handle i, men også et område, hvor vi gerne vil reducere salget for at bidrage til en røgfri generation.

Jeg er stor fan af den amerikanske forfatter John Grisham, selv om nogen måske vil mene, at han er konge af lufthavnslitteratur. Ikke desto mindre, har jeg læst alle hans bøger og set samtlige filmatiseringer. I 1989 skrev han spændingsromanen ’A Time to Kill’ om en afroamerikansk far, der slår to hvide mænd ihjel i Mississippi og hans retssag. For en måned siden udkom efterfølgeren ’A Time for Mercy’, som jeg selvfølgelig også har købt og læst. Den handler om en teenager, der slår sin voldelige stedfar ihjel, som desuden er lokal politimand. I sin beskrivelse af den efterfølgende retssag får Grisham fat i mange aktuelle amerikanske konflikter om vold, politi, dødsstraf og racisme. Jeg har selv boet i USA, og jeg elsker den måde, hvorpå Grisham fanger det USA, jeg kender og holder meget af.




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu