Uanset udfaldet af folketingsvalget 5. juni vil der komme gang i svingdøren i ministerierne.

Fortsætter Lars Løkke Rasmussen som statsminister, fortsætter han næppe med nøjagtigt det samme ministerhold. Nogle må ofres. Og overtager Mette Frederiksen førertrøjen, skal samtlige nuværende ministre se sig om efter en ny gesjæft. Nogle får en plads i Folketinget, andre gør ikke. Nogle får tilbudt stillinger i det private erhvervsliv, andre gør ikke.

Det heldige for de afgående ministre er, at vi i Danmark som et af få lande i Europa ingen regler har for, hvad ministre må foretage sig i et specifikt tidsrum, efter at de har forladt embedet – de såkaldte karensregler.

Danske politikere kan med andre ord vælge og vrage mellem alle de tilbud, der måtte falde ned i deres turban.

Havde vi haft karensregler, kunne Brian Mikkelsen ikke være vandret direkte fra Erhvervsministeriet til Dansk Erhverv, og daværende justitsminister Karen Hækkerup havde sandsynligvis fået besked på at takke nej til Landbrug & Fødevarer, fordi det var under to år siden, hun havde været minister for netop fødevarer.

Professor ved Aalborg Universitet Sten Bønsing har netop fået offentliggjort en videnskabelig artikel om emnet i Ugeskrift for Retsvæsen. Artiklens pointe er rimelig enkel, nemlig at rigtig mange lande har karensregler, mens vi i Danmark ikke har nogen. I artiklen gennemgår han reglerne i England, EU-systemet, Norge og Sverige og baggrunden for dem.

"Det er helt traditionelle, juridiske betragtninger, der har ført til, at man har fået karensregler i andre lande. Det mest toneangivende hensyn er et tillids- eller saglighedshensyn. Pointen er, at man skal have tillid til, at der træffes afgørelser på et rigtigt og et sagligt grundlag. I den her sammenhæng er frygten jo, at embedsmænd eller ministre træffer nogle afgørelser af hensyn til karriereplanlægning. For nu at sige det, som det er," forklarer Sten Bønsing, der derfor anbefaler, at Danmark indfører klare regler for ministre og embedsmænd, som søger job i private virksomheder og interesseorganisationer.

"Du kan sige, at alene en mistillid til systemet kan begrunde regler i et eller andet omfang," siger han. 

Alene den diskussion, der opstår, hver gang en minister skifter direkte over til det private, er et argument for at indføre karensregler i Danmark, mener også professor ved Roskilde Universitet Mark Ørsten.

"Vi lever i en tid, hvor der er mistillid til politikerne, og hvor den gyldne svingdør er til debat. Og hvis man ønsker at bekæmpe den faldende tillid til politikere, så er det vigtigt, at systemet forekommer åbent," mener han.

Udbredt i andre lande

De fleste karenslovgivninger i andre lande er konstrueret sådan, at der er nogen, der foretager en skønsmæssig vurdering i hver sag. Et slags rådgivende organ eller en myndighed.

I Storbritannien er ministre og højtstående embedsmænd eksempelvis forpligtet til at konsultere en særlig kommission, Advisory Committee on Business Appointments, de første to år efter at de har forladt det offentlige embede.

Den tidligere britiske premierminister David Cameron skulle altså for hver gang, han indgik forretningsaftaler de første to år efter sin fratræden, bede komiteen om lov. Vejledningen er af åbenhedshensyn offentligt tilgængelig på den britiske regerings hjemmeside, og her kan man derfor læse i detaljer, hvilke jobs Cameron har ansøgt om at få lov til at tage, og man kan læse, hvad komiteen fandt frem til, og hvilke krav de har opsat for at give tilladelsen.  

Det er meget detaljerede vejledninger, hvor også Camerons egne ansøgninger bliver skitseret. Der er givet grønt lys til alle de offentliggjorte anmodninger, men i flere af vejledningerne – for eksempel i svaret til Camerons anmodning om at påtage sig rollen som næstformand i UK-China Fund – minder komiteen ham om, at han på ingen måde må udøve lobbyvirksomhed over for den siddende regering eller facilitere en dialog mellem de kinesiske og britiske regeringer uden tilladelse.

Samme åbenhedsrationale ligger bag EU-Kommissionens løbende offentliggørelse af tidligere kommissærers godkendte anmodninger. For også her, i EU-systemet, gælder der karensregler.

Åbenheden var dog lidt tid undervejs, og den indførtes først rigtigt, efter at Den Europæiske Ombudsmand i 2016 konkluderede, at Kommissionen skulle gøre sig mere umage med at offentliggøre sine afgørelser. Det er kun de godkendte anmodninger, der kan ses.

Da karenstiden for den forrige Kommission var udløbet i slutningen af 2015, spurgte et britisk medlem af Europa-Parlamentet EU-Kommissionen, om der nogensinde var givet afslag på tidligere kommissærers anmodninger. Til det svarede formand Jean-Claude Juncker, at der, hvad angår de seneste to Kommissioner, er givet i alt fem afslag. I alle fem tilfælde trak ekskommissærerne deres anmodning tilbage. Hvilke afslag der er tale om og begrundelserne for dem, er ikke blevet fremlagt.

Også i Bulgarien, Cypern, Estland, Frankrig, Holland, Italien, Irland, Letland, Portugal, Slovenien, Spanien, Tjekkiet, Norge, Sverige og Tyskland er der karensregler.

Karenstiden varierer fra et til tre år, og det varierer lige så meget, hvilke personer de omfatter. Nogle lande har kun regler for ministre, mens der i andre lande er regler for både ministre, deres særlige rådgivere og embedsmænd.

I Norge er der eksempelvis som udgangspunkt karantæne for topembedsmænd og ministre, mens der for lavererangerende til gengæld kan besluttes en karantæne. I Norge har de også en særlig økonomisk kompensationsordning, der kan tages i brug, hvis der gives afslag på en jobmulighed.

Er der overhovedet et problem?

Ud over tillidsspørgsmålet er karensreglerne også til for at beskytte staten mod, at fortrolige oplysninger bliver misbrugt.

Men der er ingen, der har indgående viden om, hvorvidt vi har et reelt behov for karensregler i Danmark. Om der rent faktisk foregår lidt for meget personlig karriereplanlægning på ministerkontoret, og om der rent faktisk bliver misbrugt ellers fortrolige oplysninger, ja, det ved man ikke.

Og blandt andet derfor har en organisation som Transparency International Danmark, der traditionelt har kæmpet for at få indført karensregler i Danmark, ændret holdning til emnet.

"Jeg synes ikke, at vi kender problemet tilstrækkeligt til at sige, at karensperioder skulle være den rigtige løsning. Det er jo ikke altid sådan, at bare fordi man sætter mere lovgivning ind, så bliver der også mere kontrol i verden," siger formand for Transparency International Danmark Natascha Linn Felix.

"For vi ved jo ikke, om der har været en uhensigtsmæssig konstellation. Det er ikke sikkert. Det er ikke entydigt skidt, at politikere skifter job. Kompetencerotation er som udgangspunkt godt og sikrer gensidig forståelse," siger Natascha Linn Felix.

Hun har netop sammen med den øvrige bestyrelse besluttet, at organisationens danske afdeling vil kortlægge de jobskifter, der sker i forbindelse med det kommende folketingsvalg.

"Vi vil se på, hvor hurtigt politikerne skifter job og hvortil. Vi vil også se på, hvem der har mødtes med hvem forud for valget, mens politikerne stadig var aktive. Så vi netop får det kortlagt," fortæller formanden.

Netop at se meget grundigt på sagen var det, man gjorde i Sverige forud for den egentlige lovgivning i 2018. Den blev til på baggrund af et større udredningsarbejde fra 2017, der mundede ud i konkrete lovforslag.

Det er en omfattende udredning, der ser på alle sider af sagen – det vil sige også på, hvad det vil betyde for de berørte eksministre. Den kom efter lang tids debat i Sverige om den tiltagende ’svingdør’ mellem offentlig og privat sektor.

Emnet blev særligt belyst i rapporten ’Svängdörr i staten’ fra 2012, hvor konklusionen var, at der er øget risiko for interessekonflikter, når indflydelsesrige ledere bevæger sig mellem den offentlige og den private sektor. Samtidig kan politikere og embedsmænd være fristet til irrelevante overvejelser i beslutningsprocessen, og det kan i sidste ende skade de statslige interesser. Rapporten, som en ekspertgruppe stod bag, kom frem til, at alene mistanken om, at nogen vil udnytte deres position eller særlige viden til egen vinding, ville skade tilliden til offentligheden.

Negative effekter

Natascha Linn Felix fra Transparency International Danmark mangler ikke kun beviser for problemets omfang. Hun er også bekymret for, hvad karensregler i et lille land som Danmark med lille talentmasse vil betyde for rekrutteringen af kompetente politikere og erhvervsledere.

Sten Bønsing er til dels enig i, at der kan være modargumenter.

"Det er klart, at modhensynet jo netop er, at talentmassen i Danmark kan være lille, så det kan lægge nogle erhvervsbegrænsninger. Det kan jo samtidig have den effekt, at man simpelthen ikke ønsker at søge ind i det offentlige, fordi man ikke har lyst til at have de begrænsninger senere. Og er det rimeligt at stavnsbinde folk? Og er det rimeligt potentielt at begrænse den politiske rekruttering," spørger han.

"Et andet modargument er, at samfundet har en interesse i, at der sidder folk ude i de private virksomheder, som kender til det offentlige," siger Sten Bønsing.

Mark Ørsten tvivler dog på, at karensregler vil afholde kompetente folk fra at søge ind i politik eller offentlige topjobs.

"Det argument bider jeg ikke på. I Norge er der færre mennesker end i Danmark, og der har man jo så indført den lov. Jeg tror ikke, at folk tænker i de lange, strategiske baner. Jeg tror ganske enkelt ikke, at man karriereplanlægger så meget."

Han har tidligere forsket i danske politikeres karriereveje efter Folketinget, og de såkaldte policy-professionelle skifter med Mark Ørstens egne ord "helt vildt meget job".

"Hvis man ser på både den norske og svenske lovgivning og på det lovforberedende arbejde, hvor flere rapporter er gået meget i dybden med politikeres mulighed for karriere, så tager man hensyn til alle involverede. Det er meget grundigt arbejde. Men det må være sådan, at tilliden til de politiske institutioner vejer tungere end hensynet til den enkelte persons ret til hurtig karriere," siger han.