I den offentlige debat ses faglighed og politik ofte som to modsatrettede hensyn. Men enhver beslutning omfatter en integration af både faglige og politiske hensyn, argumenterer tidl. departementschef Bo Smith i denne klumme.

Først var der solcellesagen, så var der Eritreasagen og i forrige uge kom sagen om en hjerneskadet psykiater, der i årevis fejlbehand­lede hundredvis af patienter, selvom Sundheds­styrelsen var blevet advaret igen og igen. Det er alt sammen eksempler på, hvordan em­bedsmænd i statslige styrelser forsøger at tæk­kes deres minister, men ender med at gøre mere skade end gavn. Sundhedsminister Nick Hæk­kerup (S) måtte i forrige uge fyre Sundhedssty­relsens direktør, da det kom frem, at styrelsens “fuldstændige” redegørelse til Folketinget både var ufuldstændig og fejlbehæftet. Ifølge tidligere departementschef i Skatteministeriet Peter Loft, der selv optrådte som en af hovedpersonerne i den måske største politiske skandalesag i nyere tid, viser sagerne, at ministerierne er begyndt at praktisere en form for armslængdeprincip: De lægger afstand til styrelserne, selv om de reelt og formelt hører under ministerens ansvar: “Derfor må departementerne også tage styrin­gen i styrelserne og ansvaret for, hvad der sker i dem,” siger han. Birgitte Poulsen, lektor i offentlig forvaltning på Roskilde Universitet, mener, at skandalesager­ne er en udløber af, at politik generelt fylder mere i embedsværket end tidligere. Det synspunkt de­ler Susanne Hegelund, kommunikationsrådgiver i Hegelund & Mose. Ifølge Hegelund bør det ikke komme bag på nogen, at embedsmændene orien­terer sig efter deres ministers politik. Men der er en grænse: “Du skal have politisk tæft, men du skal ikke lege politiker,” siger hun.