Sjældent har en reform med så lille økonomisk betydning fået så stor omtale. I løbet af en måned har de syv toneangivende morgenaviser i ca. 1.200 artikler analyseret, kommenteret og dissekeret den skattereform, der før sommerferien truede med at sprænge regeringen og dermed udløse den alvorligste politiske krise i årtier. Det dramatiske forløb, der er den foreløbige kulmination på måneders ophedet debat om regeringens eventuelle løftebrud over for befolkningen, står i omvendt forhold til sagens reelle betydning. Således vil effekten af skattereformen næppe kunne spores, når den i 2020 er fuldt gennemført. En omfordeling af 14 milliarder skattekroner over otte år – med gennemsnitlige lettelser, der spænder fra få hundrede til godt 5.000 kr. om året vil næppe få mange danskere til at ændre adfærd.

Men skattereformen har af helt andre grunde stor betydning. Den er symptomatisk for en politisk realitet, der udgør en væsentlig barriere for Danmarks nødvendige omstilling til en ny virkelighed – en virkelighed, der inden for de næste to årtier vil ændre alle forudsætninger for at udvikle samfundet. Den vil bl.a. indebære et endeligt opgør med det hidtidige vækstbegreb og de eksisterende forestillinger om, hvad virksomheder og nationer skal leve af og konkurrere på. Hvis reformer med så ringe effekt kaster samfundet ud i en dyb politisk ledelseskrise – hvordan skal nationen så håndtere udfordringer af mere eksistentiel karakter?

De kommende år vil en række af samfundets vigtigste sektorer f.eks. blive sat under voldsomt pres for selv at betale for en langt større del af deres miljøbelastning. Det vil med ét slag fjerne 40 pct. af deres indtjening, og i en sektor som fødevareindustrien vil det sluge indtjeningen mere end to gange. Men regningen skal under alle omstændigheder betales, og det udgør en tikkende bombe under store dele af erhvervslivet, hvilket yderligere kan destabilisere verdensøkonomien yderligere. Men eftersom der ikke umiddelbart kan forventes globale løsninger på udfordringen bliver det i høj grad op til de enkelte nationer at tage deres forholdsregler. De ubetalte miljøregninger lægger derfor også et stigende pres på de nationale regeringer for at indrette deres økonomiske politik efter markant ændrede vilkår.

Det er især en udfordring for en nation, der som Danmark har udvist betydelig forandringstræghed og oparbejdet flere års efterslæb i omstillingen. Vi har fortrængt de udfordringer, der fastlægger rammerne for, hvordan og hvorhen Danmark skal udvikle sig de kommende år. Derfor er vi nu tvunget til at samstemme den nye virkelighed med virkelighedsopfattelsen blandt eksperter, politikere, medier og befolkning.

Afstanden mellem den nye virkelighed og de forskellige ”virkeligheder”, der hidtil har styret vores prioriteringer og beslutninger, er dybest set Danmarks største udfordring. At tackle den handler i første omgang om at forstå de stærke kræfter, der former den nye virkelighed.

Den nye virkelighed

Sammenlignet med de tilbagevendende opgør om snævre politiske og økonomiske udfordringer er der bemærkelsesværdigt ringe opmærksomhed om den nye virkelighed, der bestemmer vilkårene for næsten al fremtidig udvikling.

Det internationale revisionsfirma KPMG har leveret en præcis analyse af denne nye virkelighed. Under titlen ”Expect the unexpected” har firmaet sammenfattet budskaberne fra 25 fremtidsstudier, analyser og rapporter udarbejdet af førende tænketanke, forskningscentre og vidensinstitutioner – herunder OECD, Verdensbanken, Det Internationale Energiagentur, FN-institutioner, internationale finanscentre og universiteter. Med det som afsæt har KPMG identificeret og analyseret ti såkaldte ”megakræfter”, der inden for de næste tyve år vil ændre vores livsform fundamentalt, og udviklet forslag til, hvordan de kan omsættes til nye muligheder.

Selv om de ti megakræfter alle er globale af natur, skal de også adresseres af nationalstater og enkeltvirksomheder. På begge disse niveauer bliver omstillingsevne af den grund den helt afgørende konkurrenceparameter de næste ti år. De ti megakræfter er alle kendte og velbeskrevne. Det nye og skræmmende i rapporten er kortlægningen af, hvor hurtigt de accelererer, og hvor dybt de vil ændre de erhvervs- og samfundsøkonomiske spilleregler.

• Accelererende klimaforandringer og stadig mere ekstreme og uforudsigelige vejforhold vil ændre alle fremtidige planer for udvikling af infrastrukturer, byer, havne mv.
• Et energimarked i opbrud med konstant svingende priser stiller helt nye krav til energieffektivitet og udvikling af alternative energistrategier.
• Stigende mangel på nogle af de mest basale ressourcer tvinger såvel lande som virksomheder til at nytænke deres vækststrategier.
• En stadig alvorligere mangel på vand kan blive den største enkeltbarriere for civilisationens udvikling og direkte årsag til nye krige og konflikter. Manglende adgang til rent vand er allerede et akut problem for mange regioner og virksomheder verden over og vil yderligere øges med 40 pct. inden 2030.
• Befolkningseksplosionen i udviklingslandene vil øge presset på ressourcerne, forstærke uligheden og udløse social uro i en række regioner.
• Opkomsten af en ny global middelklasse på tre milliarder mennesker vil på den ene side skabe nye gigantiske markeder, men dermed også udløse et forbrugsboom, der kan underminere alle ambitioner om at skabe mere bæredygtige samfund.
• Den globale urbanisering betyder, at næsten 5 milliarder mennesker om mindre end tyve år vil bo i byer. Det vil stille voldsomme krav til energiforbrug, vandforsyning, bæredygtighed mv. Op mod 1 milliard mennesker vil bo i slumkvarterer og dermed øge den latente risiko for social uro.
• Stigende turbulens og usikkerhed på fødevaremarkedet vil skabe stor usikkerhed om fødevareforsyningen. Klimaforandringer, vandmangel, befolkningsvækst mv. forudses at øge fødevarepriserne med 70-90 pct. inden 2030.
• Det begyndende sammenbrud i den globale biodiversitet og det økologiske kredsløb kan få alvorlige konsekvenser for store dele af samfundet og ikke mindst ramme de virksomheder, der er afhængige af forsyninger fra bl.a. havet og skovene.

Fælles for udfordringerne er, at de er globale, komplekse, forbundne og accelererende – og at de kræver nye typer af løsninger. Det betyder også, at de kan bane vej for nye samfunds- og forretningsmodeller. Men ifølge rapporten er kravet, at såvel samfund som virksomheder opgiver troen på det forudsigelige til fordel for strategier, der opererer med flere scenarier og alternative fremtider, åbner mulighed for at at navigere under konstant foranderlige vilkår og løbende omstille sig til nye betingelser. Som det hedder i rapporten: “Fremtiden bliver i bund og grund unknowable, men ikke unthinkable.” Se også figur 1.

Skræmmende regnestykker

Store samfundskriser har tidligere i historien fostret industrielle revolutioner. Denne gang er det ikke bare en mulighed, men et krav. Selv om flere af megakræfterne kan synes langt fra en dansk virkelighed, vil de alle påvirke Danmarks konkurrenceevne – direkte såvel som indirekte.

Ingen ved med sikkerhed, hvordan og hvor hurtigt det vil ske. Men netop denne sommer har givet en række forvarsler om, hvad der er i udsigt, og hvor meget det haster for virksomheder og nationer at finde løsninger. I USA har en historisk langvarig og alvorlig tørke sendt landbruget til tælling, fået fødevarepriserne til at eksplodere og lukket en række af de majsafhængige ethanol-fabrikker. Det har også sendt stærke dønninger igennem det danske fødevaremarked med forventninger om markant stigende priser. Det varsler en ny normalitet med konstant svingende priser – med generelt opadgående tendens. En fortsættelse af krisen vil svække den allerede skrøbelige globale økonomi yderligere.

En tilsvarende skæbne har ramt indisk landbrug, der oplever den hidtil værste tørke og vandmangel, ligesom store dele af de russiske landbrugsarealer lider under en usædvanlig langvarig tørke. I Bejing slås beboerne til gengæld med de mest omfattende oversvømmelser nogensinde. Mange er omkommet, og kloaksystemerne er slet ikke gear-et til så ekstreme vejrforhold.

Samtidig skaber en usædvanlig varm sommer på Grønland og accelererende isafsmeltning stor bekymring for vandstanden i havene. For få år siden forudså forskerne en havvandsstigning i dette århundrede på under 50 cm. Nu frygter de en stigning på op til 1,6 meter, og andre spår om en endnu kraftigere udvikling. Som det ser ud nu, vil afsmeltningen få stor indflydelse på infrastruktur- og byplanlægning i en række lande, herunder Danmark. Det er en virkelighed, der allerede er begyndt.

Dette må oven i købet blot anses for at være optakten til en stadig mere turbulent periode i historien – en turbulens, der i varierende omfang vil ramme alle dele af samfundet overalt i verden de kommende år. Det vil også i vidt omfang ændre vækst- og udviklingsbetingelserne for virksomhederne.

Det statslige norske NBIM, der forvalter en af Europas største pensionsformuer i den såkaldte Oljefond, stiller allerede krav om, at virksomheder i syv udvalgte brancher nu skal udvikle en klar strategi for bæredygtig håndtering af vand. Det drejer sig om fødevarer, landbrug, papir, minedrift, vandforsyning, elproduktion og den farmaceutiske industri. Herhjemme overvejer PKA at stille tilsvarende krav. Og stadig flere virksomheder er i forvejen dybt engageret i udviklingen af strategier, der skal begrænse vandforbruget i deres produktion – netop ud fra den erkendelse, at vand bliver en kritisk faktor i deres fremtidige vækststrategier.

Dette er blot udvalgte eksempler. I sin rapport analyserer KPMG, hvordan den nye virkelighed konkret vil påvirke udviklings- og konkurrencebetingelserne i 11 udvalgte sektorer: fly, biler, drikkevarer, kemikalier, el, fødevarer, metaller, minedrift, søfart, olie/gas samt telekommunikation. Udviklingen vil udløse såvel nye trusler som nye muligheder. Men udgangspunktet er ikke til at tage fejl af: De 11 sektorer skubber en voksende ubetalt regning foran sig, nemlig prisen for belastningen af miljøet.

Den omkostning er fra 2002 til 2010 steget med 50 pct. – fra 566 milliarder dollar til 854 milliarder dollar årligt. Og ifølge rapporten vil beløbet blive fordoblet hvert 14. år. Skulle virksomhederne selv betale regningen, ville det i gennemsnit fjerne over 40 pct. af deres indtjening med ét slag. Der er dog store forskelle sektorerne imellem. Fødevareindustrien er ubestridt den, der belaster miljøet hårdest – og den skulle aflevere 224 pct. af indtjeningen, hvis den selv skulle betale regningen. Se også tekstboks. Fire andre erhverv må vinkle farvel til over 50 pct. af indtjeningen: elsektoren (87 pct.), metalindustrien (71 pct.), minedriften (64 pct.) og luftfarten (52 pct.) Se også figur 2. Tallene kan variere fra år til år, afhængig af indtjeningsniveauet i de enkelte sektorer.

Der er naturligvis tale om hypotetiske regneeksempler – og i den virkelige verden næppe kommer virksomhederne næppe til hænge på hele regningen. Men det er de hidtil mest præcise bud på omfanget af miljøbelastningen. De anskueliggør omfanget af de uløste problemer, som  erhvervsliv og politikere skal håndtere inden for de nærmeste år.

Virkelighedskløften

Udviklingen rejser naturligt det spørgsmål, hvordan Danmark som nation har forholdt sig til den nye virkelighed. Som udgangspunkt må man konstatere, at den står i skærende kontrast til den virkelighedsopfattelse, der hidtil har fået lov til at styre vores prioriteringer og beslutninger. Mere specifikt kan man tale om fire separate ”virkeligheder”, der på hver sin måde er med til at fastlåse rummet for forandring.

Den erkendte virkelighed baseres primært på de kendte makroøkonomiske modeller og teorier. Det er den, der dominerer den politiske og økonomiske debat. Hvordan denne virkelighed ser ud, gav 78 førende danske økonomer et bud på i juli, hvor de i Børsen udpegede de 12 største trusler mod dansk økonomi. I prioriteret rækkefølge omfatter de gælds- og eurokrise, lav produktivitet, den store offentlige gæld i USA, Europa og Japan, ungdomsarbejdsløsheden, konkurrenceevnen og de høje danske lønninger, overførselsindkomsterne, kreditklemmen, en eventuel økonomisk opbremsning i Kina, protektionisme og handelskrige, langtidsledighed, højt skattetryk og stramning af den amerikanske finanspolitik i USA.

Det er interessant, at det høje skattetryk – og dermed hele bevæggrunden for den skattereform, der totalt har domineret forårets politiske opgør – blot rangerer som nummer 11. Men det er endnu mere tankevækkende, at ingen af de danske økonomer hæfter sig ved de ti omtalte megakræfter. Miljøkatastrofer og klimaforandringer kommer ind som nummer 14, mangel på råvarer samt råvareprischok som nummer 16. De øvrige fremgår ikke af listen. Økonomernes virkelighed tager afsæt i de velkendte afprøvede økonomiske modeller, der baserer sig på rationalitet og forudsigelighed. Og dermed er de naturligt  nok ude af trit med en virkelighed, der konstant er under forandring og udfordrer alle  etablerede teorier og hidtidige erfaringer.

Den politiske virkelighed er den virkelighed, som der kan skabes politisk enighed om. Den forsøger i et vist omfang at forholde sig til økonomernes advarsler og forslag, men kompromiserne svækker gennemslagskraften og reducerer mange indgreb til halve løsninger. Den netop vedtagne skattereform er et klassisk eksempel og bekræfter, hvor meget af den politiske debat der foregår i en osteklokke uden ambitiøst og offensivt at forholde sig til de fundamentale udfordringer. Den spinkle effekt af skattereformen vil blive opvejet mange gange af andre og langt stærkere kræfter. Selv mindre udsving i energi- eller fødevarepriser kan ændre forudsætningerne afgørende.

Realiteten er, at løftebrud som dem, regeringen – delvist uretmæsssigt – er blevet kritiseret for, nødvendigvis bør blive reglen i de kommende år, hvis Danmark i tide skal omstille sig til de nye megakræfter. Det vil nemlig kræve et opgør med en række dogmer og hævdvundne rettigheder – herunder en skattereform, der anderledes radikalt ændrer incitamentsstrukturen i samfundet og gennemtvinger langt hurtigere adfærdsændringer, end vi tidligere har oplevet.

Mediernes virkelighed har et efterhånden altdominerende fokus på personer og proces. De tre seneste års største politiske dagsordener har været personsager – fra Lene Espersens rejseaktiviteter over Helle Thorning-Schmidts skattesag til Henriette Kjærs privatøkonomi – eller som i dette forår løftebrud og regeringskrise. En analyse, som Infomedia har gennemført for Mandag Morgen, viser, at omkring halvdelen af de knapt 1.200 artikler om skattereformen, som de syv landskdækkende morgenaviser bragte i juni, handlede om taktik, spin og konflikter.

Reformen blev dækket som en krigsskueplads – med de politiske kommentarer i rollen som frontlinjereportere. Kun 10 ud af de knap 90 politiske analyser havde fokus på reformens politiske indhold, mens de øvrige primært beskrev udviklingen på de politiske fronter.

FN-topmødet i Rio, der i samme periode skulle diskutere verdens omstilling til en ny virkelighed, blev kun sporadisk dækket i medierne, og kun få danske pressefolk fandt det umagen værd at tage til mødet. Det blev sammenlagt til 266 artikler. Og op til selve topmødet var det især Lars Løkkes rejse til klimamødet, der dominerede omtalen.

Befolkningens virkelighed er forudsigeligt meget diffus. Befolkningen konfronteres i varierende og ustruktureret omfang med eksperternes og politikernes virkelighedsopfattelse – og typisk filtreret gennem mediernes. Derfor har de kun ringe mulighed for at gennemskue, hvordan de skal forholde sig til de mange forskellige typer af udfordringer. Formidlingen sker desuden i et indforstået teknokratisk-politologisk sprog, som er mere fremmedgørende end engagerende for almindelige læsere. Det kan være med til at forklare, hvorfor dagbladene har så svært ved at fastholde læserne.

Sammenfattende må man konkludere, at både eksperter, politikere og medier i vidt omfang lader befolkningen i stikken på et tidspunkt, hvor deres motivation for at ændre adfærd er vigtigere end nogensinde – og dybest set er en forudsætning for, at hele samfundet kan omstille sig til nye vilkår.

Behovet for en industriel revolution

De fire fragmenterede virkeligheder er med til at forklare, hvorfor Danmark har oparbejdet et stort omstillingsefterslæb. Og de illustrerer, hvorfor det måske er et problem, vi snarere skal revolutionere end reformere os ud af.

Det samlende budskab i KPMG-rapporten er, at enhver nation og virkesomhed er tvunget til at nyvurdere, hvordan den skal konkurrere, og hvad den skal leve af. Begrebet konkurrenceevne skal dybest set tænkes forfra og inddrage lagt flere parametre. I modsat fald bliver der efterhånden stadig mindre at konkurrere om.

Men den giver samtidig en række eksempler på, hvordan de mange nye risici åbner for nye forretningsmuligheder og dermed bliver afsættet for en ny industriel revolution. Figur 1 illustrerer, hvordan erhvervslivet omsætter de ti megakræfter til ny udvikling.

Forenklet udtrykt skal virksomhederne nytænke deres forretningsmodeller, deres produktionsformer og hele det værdigrundlag, de arbejder ud fra. Når de som nævnt bliver stillet over for stadig mere massive krav om selv at finansiere deres miljøbelastninger, tvinges de til store investeringer i nye energi- og ressourcebevarende teknologier. Regeringerne bliver på deres side nødt til at udvikle en helt ny incitamentsstruktur, der motiverer virksomhederne til at gennemføre en langt hurtigere omstilling. Det vil f.eks. kræve skatte- og afgiftsreformer i et omfang, vi hidtil har anset for umuligt.

Omvendt bliver det også op til politikerne at sikre virksomhederne langsigtede stabile investeringsvilkår, eventuelt suppleret med nye gunstige finansieringsmuligheder etc. Ingen af de store udfordringer, virksomheder og samfund står over for, kan løses af nogle af partnerne alene, og det understreger betydningen af samarbejde og partnerskaber. Udfordringerne er tær forbundne, og det samme må løsningerne nødvendigvis være.

Netop erkendelsen af skæbnefællesskabet kan måske udløse det innovationsspring, der forvandler de ti megakræfter fra voldsomme trusler til spændende muligheder.

For Danmark må ambitionen være at bringe de fem virkeligheder tættere på hinanden. Nationer som Grækenland, Spanien og Italien er aktuelle eksempler på, hvor umuligt det er at gennemføre radikale forandringer, når virkelighedskløften bliver for bred og for dyb – og afstanden mellem politikere, medier, eksperter og befolkning for stor.

Om end der er forskel på Sydeuropa og Danmark, er politikernes grundlæggende udfordring den samme: Inden for relativt få år at skulle forberede befolkningen på radikale omvæltninger og en ny livsform.

Det handler dybest set om at formidle fortællingen om den nye virkelighed i et sprog og i en form, så den forstås og accepteres af de vælgere, der skal sikre forandringerne. Det sikres ikke med flere og hurtigere lovkataloger, men kræver en intensiv pædagogisk indsats.

Næste valg vindes næppe på skatte- og efterlønsreformer, men på evnen til at involvere befolkningen i de reelle beslutninger, vi som nation står over for. Det er ikke et spørgsmål om højre eller venstre, men om hvilken fremtid vi ønsker. Formuleret mere direkte handler det om at tage vælgerne alvorligt. De partier – eller den regering – der først forstår potentialet i at kommunikere direkte med befolkningen frem for at kæmpe mod de politiske modstandere har de bedste vinderchancer.

For Danmark er valget enkelt: Enten erkender vi den nye virkelighed og forholder os som nation offensivt til den. Eller også risikerer vi at blive et nyt Grækenland – et land og et folk, der for længe overhørte og fortrængte advarslerne for til sidst at pantsætte sin selvstændighed.

Hvis dette fremstår som et skræmmebillede, har man ikke forstået den kraft og hastighed, den nye virkelighed udvikler sig med. Nedtællingen til en ny virkelighed er for længst begyndt.