Hvis danske politikere undlader at løse klimaudfordringen nu, er det ikke kun 2030-målet, der går op i røg. Det vil også bringe vores demokratiske styre i fare.

Sådan lød advarslen fra statsminister Mette Frederiksen, da hun i september talte ved Industriens Topmøde.

Hun kaldte denne valgperiode for ”et afgørende øjeblik i vores samfunds historie”. 

For hvis det hele ender med snak og analyser – men uden løsninger, ”så er jeg bange for, vi kommer til at efterlade en generation med afmagt, med manglende tillid og dermed med manglende tro på det, der binder det hele sammen, nemlig vores demokrati,” sagde Frederiksen ved den lejlighed.

Samme dag inviterede hun erhvervslivet til Marienborg for at indgå en klimakontrakt. Og i november satte topchefer fra 13 af Danmarks største virksomheder sig i spidsen for lige så mange klimapartnerskaber. De skal senere i år aflevere deres bud på, hvordan erhvervslivet kan bidrage til den ekstremt ambitiøse målsætning om at reducere de danske udledninger med 70 procent inden 2030.

HELE FORLØBET ER FORTJENT BLEVET ROST som fremragende politisk håndværk. I løbet af blot et halvt år lykkedes det regeringen at samle stort set hele Folketinget og alle betydende dele af erhvervslivet bag verdens måske mest ambitiøse klimalov.

Men i erhvervslivet og dybt ind på Christiansborg vokser frygten for, at regeringen hverken kan eller vil levere sin del af aftalen. Der breder sig en fornemmelse af, at politikerne fra de store partier har opgivet at kommunikere ærligt med vælgerne om størrelsen af den udfordring, de har taget på sig. Og af, at den politiske vilje til at omsætte de mange planer til handling vil mangle, når alt kommer til alt.

”Hvis det sker, så er det jo reelt folkebedrag. Så vil al den snak om klima vise sig at være ren populisme,” som en fremtrædende erhvervsleder udtrykker det uden for citat.

DEN GODE NYHED er, at der bliver tænkt både nyt og offensivt i 13 erhvervsnetværk, der er forankret i de store erhvervsorganisationer, primært DI og Dansk Erhverv. Det er den entydige melding, også fra iagttagere i ngo-branchen, som følger arbejdet tæt.

Danske virksomheder er i høj grad indstillede på, at de både kan og skal bidrage til at løse klimaudfordringen. Og forklaringen er ikke kun det forestående grønne eksporteventyr, som tit fremhæves; mange virksomheder mærker et pres fra både kunder og ansatte for at sætte bæredygtige løsninger i centrum. Uden en seriøs grøn strategi vil mange virksomhederne meget snart få svært ved at tiltrække de unge talenter, der skal drive innovation og vækst.

Derfor kan man også regne med, at der fra de 13 klimapartnerskaber vil komme en stribe ekstremt ambitiøse forslag til nye idéer, der kan bidrage til at nå 70-procent-målet. Det kan være grønt brændstof eller helt nye metoder til at forvandle industriens overskudsvarme til fjernvarme.

Fælles for dem er, at de vil koste enorme summer at sætte i værk. Der er tale om investeringer i milliardklassen.

DEN STIGENDE SKEPSIS handler især om finansiering: Er regeringen parat – og i stand – til at finde de nødvendige midler?

Regeringens første finanslov blev stort set udelukkende brugt til øget velfærd, selvom der ud over råderummet blev udskrevet ekstra skatter for tre milliarder kroner. Og så er regeringen ikke engang begyndt at opfylde sit løfte om tidlig tilbagetrækning endnu.

Derfor tales der også i Socialdemokratiet om, hvorvidt det er tid til at løsne på den økonomiske politik i en situation, hvor den danske finanspolitik er overholdbar på længere sigt, og hvor vismændene i efteråret anbefalede en lempelse af budgetloven og at åbne for ”små og midlertidige overskridelser af budgetlovens underskudsgrænse”.

Men både i erhvervslivet og blandt eksperter er der en udbredt frygt for, at regeringen ikke samtidig er parat til at bruge de virkemidler, der for alvor kan rykke på danskernes forbrug og dermed klimaudledninger. Hvis målet om at reducere de danske udledninger med 70 procent skal nås, kræver det en omstilling af både transportsektoren og landbruget, som er uden sidestykke i historien.

Men foreløbig vil regeringen end ikke tale om at indføre CO2-afgifter (som kan modsvares af lettelser på andre skatter og afgifter) for at presse omstillingen op i tempo. Og hvis ikke det værktøj tages i brug, er hele klimaindsatsen ”bare pjat”, som en erfaren politisk iagttager sagde det på en konference i den forløbne uge.

Det var imponerende, at regeringen samlede 167 mandater bag den ambitiøse klimalov. Men risikoen for, at det hele ender med en følelse af afmagt og mistillid, er fortsat stor.

Mette Frederiksen kan få mere ret, end hun bryder sig om.