Det hører til sjældenhederne, at en minister får ros fra stort set samtlige spillere fra alle hjørner af det danske samfund.

Men der er eksempler på det. Et nyt lovforslag fra innovationsminister Sophie Løhde (V) er et af dem.

Hun vil forbedre hjælpen til udsatte folk med komplekse problemer. Det skal være slut med at f.eks. en enlig langtidsledig mor, der har svært ved at tage sig af sine to teenagebørn, er lettere depressiv og kæmper med et hashmisbrug, skal have kontakt med otte forskellige sagsbehandlere og have lavet fem forskellige handleplaner. 

Alt for ofte ved den ene sagsbehandler ikke, hvad den anden laver. Mange gange lapper planerne over hinanden, og i de værste tilfælde modarbejder planerne ligefrem hinanden.

Fremover skal denne langtidsledige mor kun have én handleplan. Kommunerne skal have større frihed til at skrue hjælpen sammen i fællesskab med hende selv. Og der skal luges godt og grundigt ud i de mange lovkrav til at lave handleplaner på hvert enkelt velfærdsområde.

Der er tale om det første store forsøg på at fokusere indsatsen, så det ikke er lovgivningen og dens mange krav om handleplaner, der står i centrum, men folks individuelle behov.

Det er i hvert fald intentionen i Sophie Løhdes lovforslag. Det bygger bl.a. på de værdifulde erfaringer, som ni kommuner fra Nordsjælland har gjort sig gennem det seneste halvandet år. De er gået sammen i et stort frikommuneprojekt om at lave én samlet plan for folk med komplekse problemer.

Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), som udtaler sig på vegne af de ni kommuner, er meget tilfreds med regeringens nye lovforslag.

”Vi oplever, at der er blevet lyttet til os. Det nye lovforslag efterkommer en del af det, vi har brug for i kommunerne. Men regeringen er ikke gået hele linen ud. Så vi er ikke i mål endnu,” siger hun.

De ni frikommuner er Allerød, Ballerup, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Halsnæs, Helsingør og Hillerød. 

LÆS OGSÅ:  ”Vi bliver nødt til at tilpasse vores fagligheder til hinanden, så det hele tiden handler om borgerens behov”

Samme toner lyder fra andre. Høringssvarene indeholder masser af roser til Sophie Løhde for at tage fat om den dybt komplicerede opgave og bryde siloer ned – også fra de tre store hovedorganisationer LO, FTF og Akademikerne.

”Det er tiltrængt, at der indføres mulighed for én plan for borgere med komplekse og sammensatte problemer,” hedder det i det fælles høringssvar fra fagbevægelsens topfolk.

Men de mange høringssvar afdækker også en lang ønskeseddel til ministeren med de ting, der bør ændres, inden lovforslaget kan vedtages. Flere opfatter Sophie Løhdes forslag som en begyndelse til en langt mere omfattende reform og et opgør med silotænkningen. Som Kommunernes Landsforening konkluderer i sit høringssvar:

”Lovforslaget er et første vigtigt skridt i opgøret med lovgivningens silotænkning, som smitter af på den måde, kommunerne arbejder på. Det er imidlertid afgørende at være opmærksom på, at dette lovforslag kun er første skridt og ikke endemålet.”

Sundhed skal med

Det nye lovforslag bliver en del af Sophie Løhdes store reformprojekt om den offentlige sektor – den såkaldte sammenhængsreform. For omfanget af handleplaner er stort. Meget stort. Og planerne sluger enorme ressourcer.

En analyse foretaget af Deloitte viser, at der bliver udarbejdet 900-950.000 handleplaner om året alene i kommunerne. Det svarer til 160 planer for hver 1.000 indbyggere i en typisk kommune. Og så omfatter det endda kun tre områder: beskæftigelse, social og integration. Hvis alle andre områder, f.eks. sundhed og psykiatri, blev talt med, var omfanget langt større. De mange planer i regionerne om f.eks. genoptræning, udskrivning og behandling løber op i knap 400.000 årligt. Og dermed kommer det samlede antal planer på landsplan op i over 1,3 millioner. Se figur 1.

En stor del af planerne lapper over hinanden. Deloittes analyse anslår, at mellem 80.000 og 110.000 handleplaner overlapper hinanden. Denne udbredte mangel på sammentænkning af planer er ikke bare dyr. Den går også ud over folk som den langtidsledige enlige mor. Hun får en dårligere og dyrere hjælp, konkluderer analysen.

Et stort ønske, som går igen blandt de mange høringsparter, er kravet om at lade lovforslaget omfatte endnu flere områder end kun social-, beskæftigelses- og integrationsområdet. Øverst på ønskesedlen står ideen om også at inddrage planer på sundhedsområdet som f.eks. forløbsplaner fra sygehuset eller planer fra psykiatrien. Det kan sikre en meget mere sammenhængende plan, eftersom langt de fleste folk med komplekse problemer både har fysiske og psykiske sygdomme. 

En plan skal være en borgerret

Med det nye lovforslag bliver det op til den enkelte kommune at skønne, hvilke borgere der skal have en samlet plan. Dette bliver dog kritiseret fra flere sider. En af kritikerne er formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.

”Det er alt for vilkårligt. Det bør være en skal-opgave at lave én plan for udsatte borgere. Som lovforslaget er nu, er det kun en kan-opgave,” siger hun.

Socialrådgiverne har været blandt de allervarmeste fortalere for at indføre den nye lov. Majbrit Berlau mener dog, at Sophie Løhdes udspil fortsat har for meget fokus på ’systemet’, og savner at få sat borgeren langt mere i centrum. De skal have medejerskab til planen. De skal føle sig involveret hele vejen igennem.

”De mest udsatte borgere i dette land løber kafkask-agtigt rundt mellem de forskellige forvaltninger og oplever sjældent kommunen som den største hjælper. Vi vil gerne have vendt det om. Systemet skal være til for borgerne. Ellers kommer arbejdet med én plan ikke til at fungere, og i værste fald vil det kunne opleves som overformynderisk, når mange fagfolk taler sammen, holder stormøder og koordinerer indbyrdes, uden at borgeren er ordentligt inddraget. Desværre må vi bare konstatere, at lovforslaget på vigtige punkter ikke følger denne grundlæggende forståelse af borgerinddragelse,” siger Majbrit Berlau.

Hun er ligesom andre parter også bekymret for, at lovforslaget lægger op til en alt for omfattende samkøring af personlige data, som ligger langt ud over, hvad der hidtil har været accepteret. Hun foreslår i stedet en model, hvor borgere skal give samtykke til, at deres data kan udveksles mellem forvaltningerne.

”Det er generelt et godt princip i et retssamfund, at borgerne ejer deres egne data. Vi er ikke tilhængere af, at bare fordi man er et udsat menneske, så kan kommunen beslutte at lade ens personfølsomme oplysninger flyde frit mellem forvaltningerne,” siger Majbrit Berlau. 

Læren fra ni frikommuner

De ni kommuner i Nordsjælland er allerede løbet i forvejen og har gjort sig en stribe værdifulde erfaringer med at udarbejde én samlet plan for personer med komplekse problemer. Det nye lovforslag bygger langt hen ad vejen på deres gode erfaringer. Men ikke helt. Nogle ting er udeladt. Og det kan ses på ønskesedlen fra de ni kommuner.

”Jeg vil gerne appellere til partierne i Folketinget om at vise interesse for de gode resultater, vi har gjort i frikommuneforsøget. Også selv om det betyder, at nogle af de regler, som de har kæmpet for og måske stået fadder til, skal fjernes,” siger Helsingørs borgmester, og tidligere socialminister, Benedikte Kiær.

De ni kommuner er f.eks. blevet fritaget for at skulle leve op til en række lovparagraffer frem til 2020. På denne måde har de større frihed til at skrue hjælpen sammen til folk, så den passer bedre til dem i deres konkrete situation.

Når en udsat enlig mor til to teenagebørn sidder sammen med sit team i form af en pædagog, en socialrådgiver og en sagsbehandler fra jobcentret for at finde løsninger sammen og tilrettelægge én plan, kan hun f.eks. blive fritaget for et ret-og-pligt-tilbud i beskæftigelseslovgivningen. Hun har måske brug for at slå en lille omvej og få styr på dagligdagen i familien først. Det kan i sidste ende betyde, at hun undgår en tvangsanbringelse af sine børn.

Men disse fritagelser af forskellige lovparagraffer har ikke fundet vej i det nye lovforslag. Derfor får alle landets kommuner ikke de samme muligheder. Og det ærgrer Benedikte Kiær.

”Vi er blevet fritaget for meget mere, end der er lagt op til i lovforslaget. Det kan give problemer. Det er altafgørende for kommunerne, at de får færre bindinger og større fleksibilitet til at vurdere, hvad disse planer skal indeholde, i samarbejde med borgerne selv,” siger Benedikte Kiær.

Frikommunerne har også gode erfaringer med at tilbyde borgerne én sammenhængende udredning. På denne måde slipper folk for at blive spurgt om de samme ting flere steder i kommunen. Sagsbehandlingen bliver hurtigere. Og der skal ikke længere indhentes lægeerklæringer for den samme borger ad flere omgange.

”Når man skal finde frem til, hvad borgeren har behov for, er det vigtigt bare at kunne lave en sammenhængende udredning. Mange udredninger om den samme borger er dyrt, ineffektivt og skaber mistillid hos borgeren,” siger Benedikte Kiær.

Hun opfordrer ligesom mange andre parter regeringen til at udskyde tidspunktet for, hvornår den nye lov skal træde i kraft. Regeringen håber på, at loven allerede kan træde i kraft fra juli i år. Men det er alt for tidligt. Kommunerne kan slet ikke nå at omstille deres arbejdsgange på så kort tid, lyder advarslen.

Regeringen får svært ved at ignorere de mange ønsker og værdifulde erfaringer. De kommende måneder vil vise, hvor meget Sophie Løhde har lyttet. Gør hun ikke det, kan regeringens opgør med lovtyranniets krav om de mange handleplaner ende som en politisk fuser.

LÆS OGSÅ:  

”Vi bliver nødt til at tilpasse vores fagligheder til hinanden, så det hele tiden handler om borgerens behov”

Sophie Løhde lancerer største velfærdsreform i ti år

Ultimatum til offentlige ledere: Sæt borgeren i centrum eller ryg ud