Den 14. oktober 1806 tornede to preussiske hære sammen med Napoleons styrker i slagene ved Jena og Auerstedt i Tyskland. Den preussiske hær var Europas mest beundrede i samtiden og organiseret som den perfekte krigsmaskine med klare kommandoveje, veltrænet eksercits og kompromisløs disciplin. En skærende kontrast til Napoleons rod af en sammensat hær med værnepligtige og unge officerer.

Men Napoleon vandt. Den preussiske maskine med dens jerndisciplin og officerskorps af ældre adelige var ikke i stand til at tilpasse sig slagmarkens kaotiske dynamik og en uforudsigelig fjende, der både improviserede og var så ”usportslig” at gemme sig bag dækninger.

Nederlaget var et skelsættende vendepunkt både militært, politisk og erkendelsesmæssigt. Den store filosof Hegel, der på det tidspunkt var professor ved universitetet i Jena, betegnede rammende nederlaget som ”enden på historien”.

Fra nederlag til ”auftragstaktik”

Anført af mænd som Clausewitz, Scharnhorst og senere Moltke gennemgik den preussiske hær en radikal forvandling efter nederlaget. Man gjorde op med idealbilledet af hæren som en disciplineret maskine og påbegyndte i stedet en reformproces, der var mere ydmyg over for, hvor meget man reelt kan planlægge, forudsige og styre i komplekse organisationer. Den nye tilgang tog afsæt i hæren som en organisk størrelse, hvor dyder som improvisation, handlekraft og endda ulydighed blev fremelsket under begrebet ”auftragstaktik”.

Mere end egentlig krigsstrategi var der tale om en ny ledelsesstil, hvor man lagde mere vægt på evnen til at løse bestemte opgaver end evnen til at udføre en ordre.

Krumtappen i reformens kulturforandring blev en ny krigsskole, hvor et nyt officerskorps blev udklækket og trænet. Hvor man før straffede fejl og ulydighed, blev vovemod og improvisation nu fremelsket. Officererne blev vedholdende trænet i at tage bestik af den konkrete situation og skride hurtigt til handling ud fra deres egen vurdering af, hvordan de bedst kunne bidrage til den overordnede strategi.

Man udviklede også krigsspil til at træne disse nye ledelseskompetencer, og hærens øverstkommanderende, von Moltke, prioriterede personligt at bruge måneder hvert år på at træne rekrutterne og deltage i omfattende øvelser. Det fortæller noget om, hvor højt man prioriterede udviklingen af officerskorpset og kulturskiftet.

Transformationen bar frugt. Det måtte vores egne forfædre opleve i 1864, hvor Bismarcks tropper overlegent afklapsede en hel række europæiske hære, herunder den danske.

Den preussiske og senere tyske hær var blevet væsentligt mere effektiv end alle andre styrker i sin samtid. En førerposition, som strakte sig frem til både Første og Anden Verdenskrig.

Offentlig sektor eller preussisk hær?

Lad os springe 200 år fra Preussen i starten af 1800-tallet til Danmark i dag. Den offentlige sektor herhjemme har i de seneste årtier været domineret af en new public-management-tankegang, som tager sit afsæt i taylorismen. Og på mange måder minder den offentlige sektor om den preussiske hær, der før reformerne var opbygget som en rationel maskine med vægt på måling, styring og planlægning.

På samme måde, som preusserne måtte lide nederlag til Napoleon, kan vi i dag iagttage, hvordan årtiers offentligt reformarbejde har vist sig utilstrækkeligt, når det gælder om at gennemføre nødvendige ændringer på områder som undervisning, sundhed og beskæftigelse.

Vi bekender os fortsat altovervejende til en utopi om, at vi kan forstå og styre verden rationelt gennem regneark. Vi er blinde for Clausewitz’ berømte erkendelse af, ”at ingen plan overlever det første møde med fjenden”.

Christine Antorinis ambition om en Ny Nordisk Skole er et af de få lyspunkter i mørket, for hun tør som en af de ganske få (Mette Frederiksen er på gode dage en anden undtagelse) erkende, at succes forudsætter en gennemgribende kulturændring, og at vores store udfordringer i den offentlige sektor ikke lader sig løse gennem flere midler eller mere måling og kontrol.

Ny krigsskole for offentlige ledere

Den tidligere direktør for Deutsche Bahn, Hartmut Mehdorn, har efter sigende sagt, at ”forandringsledelse handler om at forandre ledelsen”.

Det er ledelsen, der er kulturbærende, og hvis den ikke ændrer sig, sker der intet. Preusserne forstod dette og startede deres reformarbejde med etableringen af en ny krigsskole.   

Jeg har selv læst statskundskab i både Aarhus og København, og det slår mig, hvor fraværende de to centrale uddannelsesinstitutioner, der fostrer en væsentlig del af det offentlige ”officerskorps”, er i den aktuelle debat om udviklingen af fremtidens velfærdsstat.

Dygtige forskere udtaler sig løbende om dette og hint, men i forhold til at udklække morgendagens offentlige ledere er hverken ledelsesforståelsen, pædagogikken eller praksiskoblingen tilnærmelsesvis tidssvarende.

Desværre træner de to institutioner i alt for høj grad vores talenter i at anskue moderne organisationer som maskiner. Derfor bliver institutionerne en del af problemet frem for en del af løsningen.

Hvis vi reelt ønsker en fornyelse af den offentlige sektor, bliver vi nødt til at etablere en ny ”krigsskole”. Og den bliver nødt til at have topprioritet med en tæt kobling til hverdagens praksis.

Vi kan starte med von Moltkes eksempel og indføre, at vores mest dynamiske departementschefer hver år skal bruge mindst tre måneder på at oplære morgendagens talenter gennem øvelser og krigsspil.

Tak til Stephen Bungay for inspiration.

Læs flere af Ask Aggers indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.