Studerende, der består, selv om de burde dumpe. Klager over dalende kvalitet og for lidt undervisning. Dimittender, der ryger i arbejdsløshedskøen frem for arbejdsmarkedet. Problemer med at omsætte forskning og viden til egentlig værdi for samfundet. Og danske virksomheder, der flytter deres forskning til udlandet, fordi de har svært ved at finde akademiske toptalenter.

Listen over udfordringer tårner sig op for Danmarks otte universiteter. Se også tekstboks.

På den ene side har universitetsuddannelserne aldrig været mere populære end i dag. Fortsætter de senere års massive tilstrømning af nye studerende, vil antallet af danskere med en lang videregående uddannelse vokse fra ca. 255.000 i dag til 460.000 i 2030.

På den anden side vokser dimittendledigheden, og både politikere og erhvervsliv kritiserer universiteterne for ikke at tjene samfundets behov godt nok. Se figur 1 og 2 nedenfor.

Udviklingen får Flemming Besenbacher, mangeårig professor ved Aarhus Universitet, medlem af Danmarks Forskningspolitiske Råd og bestyrelsesformand for Carlsbergfondet, der er en af de største bidragydere til dansk forskning, til at rejse en stærk kritik af den måde, den danske universitetssektor har udviklet sig på. Han mener, at sektoren er under et enormt pres for at omstille sig til samfundets ændrede krav og behov:

”De danske universiteter har udviklet sig til administrative mastodonter, der helt har glemt det egentlige formål med deres eksistens, nemlig at uddanne den næste generation af talenter, der skal ud at løfte vigtige funktioner i samfundet,” siger Flemming Besenbacher.

Den voksende kritik af kvaliteten på universiteterne, senest aktualiseret ved DR’s dokumentar om de mange studerende, der hvert år får lov til at bestå, selv om deres indsats ligger på dumpeniveau, er et sygdomstegn, der skal tages særdeles alvorligt, mener Besenbacher.

”Danmark har for mange universiteter, når man ser på, hvad de tilbyder. Og den konkurrence, der er skabt imellem dem, har vist sig at være meget skadelig. I jagten på de studerende oprettes der nye bacheloruddannelser i ét væk, og man lægger campusser med de samme uddannelsestilbud klos op ad hinanden, men kvaliteten kan ikke følge med. Man kan spørge sig selv, om vi i et land med 5,6 millioner indbyggere skal have otte universiteter med hver deres administration og måltal, eller om vi ikke vil få mere ud af at have tre universiteter, der er fokuseret på at levere den bedste viden og forskning på hver deres områder,” siger Flemming Besenbacher. Som forfatter til knap 500 videnskabelige artikler, leder af flere store forskningssatsninger og modtager af en lang række internationale legater og hædersbevisninger har han selv stor førstehåndserfaring fra forskningsverdenen.

Differentier dig eller dø

Budskabet om, at universiteterne skal skærpe deres fokus og indrette sig på den nye konkurrence, der kommer udefra, går igen i den internationale debat.

I bogen ”The Innovative University” fra 2011 beskriver Clayton Christensen og Henry Eyring, hvordan sektoren er ramt af en bigger-and-better-tendens, der gør uhæmmet vækst og ekspansion til den foretrukne strategi og fortrænger behovet for en radikal innovation af sektoren og dens ydelser.

Rapporten ”An Avalanche is Coming”, som den britiske tænketank IPPR udgav tidligere i år, beskriver på samme måde, hvordan den globale universitetssektor er under kolossalt pres for at omstille sig til en ny virkelighed.

Én årsag er den økonomiske krise, der har udhulet de offentlige budgetter i mange lande og skærpet opmærksomheden på, hvordan de midler, der så er tilbage, bruges. Samfundet forventer i stigende grad value for money, og det gælder også i Danmark, hvor de seneste års massive meroptag af studerende har øget universiteternes post på finansloven til 16 milliarder kr. i 2014. Se figur 3.

Hun peger på, at bl.a. de britiske universiteter har fået beskåret deres offentlige tilskud som følge af voksende offentlige udgifter og nu er tvunget til at orientere sig mere mod markedets behov i jagten på private indtægter. Også i Danmark mærker universiteterne tendensen til, at deres tilskud bliver bundet op på f.eks. de studerendes gennemførselstid eller uddannelsernes arbejdsmarkedsrelevans.

Og det kan være en udfordring. Tidligere havde universiteterne værdi i kraft af den viden, de oparbejdede gennem forskning og undervisning. Men den viden er i stigende grad tilgængelig på andre platforme:

”Universiteterne kan ikke længere leve af viden i sig selv. De skal fremover tjene deres penge og berettigelse ved at formidle den på en måde, så studerende og forskere bliver i stand til at levere høj værdi til arbejdsmarkedet og samfundet. Det kræver igen, at de bliver gode til at prioritere deres ressourcer og differentiere sig fra hinanden for at gøre det tydeligt, hvad de kan levere, som andre ikke kan,” forklarer Katelyn Donnelly.

Hun er ikke i tvivl om, hvad der vil ske med de universiteter, der ikke formår at omstille sig: ”Vi har allerede set, at flere amerikanske universiteter bliver nødt til at dreje nøglen om, fordi de studerende svigter, og endnu flere vil være tvunget til at følge efter de kommende år.”

Usund konkurrence hæmmer omstilling

Mandag Morgen har bedt hver af landets otte universiteter om at komme med eksempler på, hvordan de hver især er i gang med at omstille sig til en ny virkelighed. Tilbagemeldingerne viser meget tydeligt, at der i det danske universitetsmiljø er en forandringsvilje og en stærk forståelse for, at man i langt højere grad end tidligere er nødt til at tilpasse uddannelser og forskning til erhvervslivets og arbejdsmarkedets behov. Se her, hvordan de enkelte universiteter vil forandre sig.

”Det er fint med regionsuniversiteter, der plejer regionen, men når man i Esbjerg har to universiteter, der udbyder to kemiuddannelser med 100 meters afstand mellem de to bygninger, må det siges at være spild af ressourcer. Det er et eksempel på, at universiteterne ikke forvalter deres frihed særlig klogt,” siger han.

Konkurrencen går ifølge Besenbacher ud over evnen til at ramme erhvervslivets behov. I stedet for at målrette de studerende allerede på bachelorniveau med nye typer nicheuddannelser, der risikerer at blive forældet på kort tid, giver det bedre mening at bruge bachelorforløbet til at udstyre de studerende med generiske kompetencer, der kan opdateres løbende gennem livslang efteruddannelse:

”I jagten på flere studerende er universiteterne blevet forhippede på at åbne nye uddannelser med sexede navne. Men frem for at åbne 189 nye uddannelser skulle man overveje at lukke 189 uddannelser og fokusere på at få styr på kernefagligheden på bachelorniveau, hvor vi nu kan se, at det virkelig halter. Det giver ingen mening, at så mange universiteter f.eks. skal udbyde fysik- og matematikuddannelser, for der er simpelthen ikke kritisk masse nok til at sikre et højt fagligt niveau. Det er tilstrækkeligt, hvis det tilbud findes to steder i landet,” siger han.

Den hjemlige konkurrence har også konsekvenser for forskningsniveauet. Forskerne bruger nemlig for mange kræfter på at kæmpe indbyrdes om de konkurrenceudsatte midler frem for at samarbejde og konsolidere sig i den internationale konkurrence. Selv har Besenbacher bl.a. oplevet, at det er svært at lave fælles grundforskningscentre, fordi universiteterne er i konkurrence med hinanden.

For at komme den usunde konkurrence til livs er det ifølge Besenbacher oplagt at fortsætte den fusionsbølge, der i 2007 reducerede landets 12 universiteter til 8, og samle landets universiteter i 3 administrative enheder.
Universiteterne kunne stadig have mulighed for at opretholde campusser forskellige steder i landet, som det f.eks. er tilfældet med University of California, der har omkring 235.000 studerende fordelt på 10 campusser, men kun én rektor og administration.

Ud over at reducere de administrative omkostninger kunne fusionerne skærpe det faglige fokus og uddannelsestilbuddet, så nogle universiteter servicerede bredden og uddannede til et arbejdsmarked i konstant forandring, og nogle opdyrkede elitemiljøer på udvalgte forskningsområder.

Universitetsformand: Der er rum for mere

Formand for Danske Universiteter Jens Oddershede mener ikke, at universiteterne har udviklet sig til ”administrative mastodonter”. Han peger på, at universiteterne de senere år har gjort en stor indsats for at reducere deres administrationer, der i gennemsnit er gået fra at sluge 11 til 8 pct. af budgetterne. Samtidig er man blevet mere bevidst om at orientere sig efter samfundets og arbejdsmarkedets behov:

”Mens forskning tidligere har fyldt rigtig meget, har universiteterne nu fået langt større fokus på uddannelse. Man er rundt omkring meget bevidst om, at opgaven med at uddanne de næste generationer hører til de allervigtigste. Nogle mener, at den stigende dimittendledighed er et tegn på det modsatte, men det er en konjunkturbestemt udvikling, som jeg ikke mener man kan sige skyldes universiteternes indsats,” siger han.

Jens Oddershede er dog enig med Flemming Besenbacher i, at den interne konkurrence mellem universiteterne har taget overhånd:

”Konkurrencen er nok gået for vidt på flere områder, hvor vi kan se, at universiteterne konkurrerer unødigt. Med fusionerne i 2007 forsøgte man at rette ind, men vi oplever stadig, at universiteterne varetager forskellige servicefunktioner og rådgivningsopgaver på en måde, hvor man måske ikke får mest muligt ud af statens midler,” siger Jens Oddershede.

Effekten af de store universitetsfusioner blev evalueret af et internationalt panel tilbage i 2009 på bestilling af daværende videnskabsminister Helge Sander. Dengang var konklusionen bl.a., at fusionerne havde haft en positiv effekt for sektoren, men at der stadig var rum for at koordinere aktiviteter og fortsætte i fusionssporet.

Anbefalingerne blev ikke fulgt op politisk, og Jens Oddershede mener, at tiden nu kan være inde til, at man tager dem op igen:

”Nu er der gået nogle år siden fusionerne, og så kunne det være oplagt at genoverveje, om der ikke er brug for mere geografisk tilpasning af de forskellige universiteters tilbud, og om nogle funktioner ikke mere passende kan flytte fra ét universitet til et andet. Jeg vil ikke komme med konkrete bud, men dermed ikke sagt, at der ikke kan være færre universiteter end de otte, vi har i dag. Jeg er helt villig til at drøfte, om vi har fundet den rigtige model, eller om der ikke er mulighed for endnu flere forbedringer på den front,” siger han.

Han afviser dog Besenbachers eksempel med de to kemiuddannelser i Esbjerg, med henvisning til, at der er tale om to forskellige studieretninger, der ikke overlapper hinanden rent indholdsmæssigt.

Han medgiver dog samtidig, at den markante vækst i antallet af nye uddannelser, som universiteterne søger om at oprette, er et tegn på, at der måske foregår for meget dobbeltarbejde, og at det ikke er alle uddannelser, der er ”lige relevante”. Samtidig kunne universiteterne blive meget bedre til at arbejde sammen for at stå stærkere i den internationale konkurrence, hvor de i stigende grad konkurrerer med universiteter på den anden side af jorden:

”Vi er blevet mere internationale de senere år, men vi har stadig brug for at blive skarpere på, hvad vi kan tilbyde på det globale uddannelsesmarked, og trække flere studerende til udefra. Men det forudsætter, at samarbejdet mellem de danske universiteter bliver bedre, end det er i dag, og at man politisk får skabt incitamenter, der ikke kun øger konkurrencen, men også motiverer til samarbejde,” siger Jens Oddershede.

Universiteter bør gøre ligesom Niels Brock

På Niels Brock kender man alt til, hvordan en krise kan gennemtvinge en radikal omstilling.

Tilbage i 2000 var uddannelsesinstitutionen endt i alvorlige økonomiske problemer, der gjorde det nødvendigt at gentænke uddannelsernes berettigelse og relevans for arbejdsmarkedet:

”Vi havde gennem længere tid haft utilstrækkelig økonomisk styring, og vi havde nok også fået udhulet visse af vores uddannelser ved at sprede os over for mange områder. Vi tog derfor en drastisk beslutning om at gå tilbage til den historiske mission, som vi oprindelig bygger på: at give morgendagens forretningsmand og -kvinde stærke kompetencer til at begå sig, ikke blot i Danmark, men også ude i verden,” forklarer direktør Anya Eskildsen.

Bl.a. nedlagde man den ellers populære datamatikeruddannelse, fordi den lå uden for den portefølje, som Niels Brock ellers ville brande sig på. Derudover udvidede man sit markedsfokus til udlandet ud fra en erkendelse af, at den danske læringstradition var attraktiv nok til at udgøre en eksportvare i sig selv. I dag eksporterer Niels Brock således uddannelser til Kina og Vietnam, og et helt nyt samarbejde med uddannelsesinstitutioner i Myanmar er på tegnebrættet.

Aalborg Universitet eksperimenterer også med at udbyde uddannelser i Asien, og Danmark har etableret et universitetscenter i Beijing, hvor de danske universiteter kan udbyde uddannelser. Men Niels Brock og VIA College er de eneste uddannelsesinstitutioner herhjemme, der har gang i en egentlig systemeksport.

Det undrer Anya Eskildsen:

”Mens en trængt økonomi har tvunget os til at orientere os mod nye markeder, ser det ud til at universitetsverdenen ikke i samme grad har været under pres for at skærpe sin forretningsforståelse, og det er brandærgerligt, fordi der er så mange muligheder – også for de danske universiteter – rundt omkring i verden.”

Hun mener, at den hjemlige konkurrence mellem universiteterne langt hen ad vejen er sund, fordi den tvinger dem til at skærpe det produkt, som de tilbyder de studerende. Men hun er samtidig enig i, at man er nået til et punkt, hvor der er brug for at tage stilling til, hvad de enkelte uddannelsesinstitutioner egentlig skal bidrage med hver især:

”Vi er et lille land, og der er vel ingen, der tror, at man i fremtiden vil have universiteter repræsenteret i så mange byer som i dag. Man opretter campusser forskellige steder for at pleje regionerne og udkantsdanmark, men det er da en overvejelse værd, om det vil give bedre mening, hvis universiteterne fokuserer på at specialisere sig på udvalgte felter. Sker det, kunne man forestille sig, at de studerende i højere grad ville flytte efter ’superstudiet’, så man kunne få en naturlig spredning af studerende på tværs af landet,” siger Anya Eskildsen.

Hun mener, man bør overveje, om alle uddannelser absolut skal være tilgængelige i Danmark, eller om det ikke giver bedre mening at udlicitere f.eks. nogle af de små sprogfag til udenlandske universiteter, så man, hvis man f.eks. skal læse spansk, gør det på et universitet i Spanien.

”Vi bør være langt mere åbne for at lukke udenlandske universiteter ind i Danmark, ikke mindst hvis de kan tilbyde et niveau eller særligt område, hvor de danske universiteter ikke kan følge med. Og så skal vi erkende, at vi faktisk vil blive bedre i Danmark – både ved at blive konkurrenceudsat, ved at eksportere til udlandet og ved at tiltrække dygtige udenlandske studerende,” siger Anya Eskildsen.

Det internationale uddannelsesmarked udgør ifølge regeringen over 2.200 milliarder dollar. Men i dag er det kun omkring 700 ikke-EU-studerende, der hvert år vælger at tage en uddannelse i Danmark.

Politikerne strammer skruen

Mens universiteterne selv kun delvis har hul på den lange omstillingsproces, der skal rette deres virke langt mere mod erhvervslivets og arbejdsmarkedets behov, signalerer både regeringen og oppositionen nu vilje til at sætte tempoet op.

Kravene om samfundsrelevans er bl.a. blevet skærpet i de udviklingskontrakter, som hvert universitet indgår med Uddannelsesministeriet, ligesom universiteterne til næste år overgår til et nyt akkrediteringssystem, der bl.a. skal sikre, at de samme uddannelser ikke udbydes for mange steder og for tæt på hinanden rent geografisk.

Der er også klare signaler i den meget omtalte fremdriftsreform, som stiller klare mål for, hvor meget de enkelte universiteter skal forkorte de studerendes studietid. Lykkes det ikke, går universitetet glip af midler, som tidligere blev tildelt automatisk.

Uddannelsesminister Morten Østergaard har derudover varslet en større reform til næste forår, der skal løfte både kvaliteten og relevansen på landets universiteter. Reformen skal bygge på det arbejde, der lige nu foregår i et nedsat ekspertudvalg, samt på en kommende rapport fra Produktivitetskommissionen, der redegør for, hvordan Danmark kan få mere ud af sine milliardinvesteringer i uddannelse.

”Vores universiteter er en afgørende forudsætning for vækst. Derfor er det vigtigt, at de orienterer sig imod, hvad der er brug for i samfundet. Danmark har ikke råd til at tabe et eneste job, fordi de rette kompetencer ikke er til stede. Men i dag bidrager universiteterne ikke i tilstrækkelig grad til at løfte uddannelsesgraden i den private sektor,” konstaterer Morten Østergaard.

Beregninger viser, at Danmark kan opnå en produktivitetsgevinst på op imod 20 milliarder kr., hvis det lykkes at få flere akademikere og mere forskningstung viden ud at arbejde i de små og mellemstore virksomheder. Men selv om flere universiteter har projekter kørende med smv’er, foregår det erhvervsrettede samarbejde stadig primært med de store virksomheder.

Uddannelsesministeren mener ikke, at der er brug for flere fusioner her og nu, men er enig i, at der som led i universiteternes store omstilling er brug for at målrette udbuddet af uddannelser, så de studerende får forskellige tilbud, alt efter hvad de skal bruge deres uddannelse til:

”Vi vil komme til at se en større mangfoldighed i udbuddet af uddannelser, så de studerende, der skal gå forskervejen, bliver identificeret tidligt i deres studieforløb og får mulighed for at følge nogle særlige tilbud, mens dem, der skal ud på arbejdsmarkedet, skal have drejet deres kompetencer i en anden retning,” siger Morten Østergaard.

Samtidig skal den nye akkrediteringsordning gerne få universiteterne til at blive skarpere på deres uddannelsesudbud:

”Universiteterne har gennem mange år haft deres fokus på at tjene flere penge ved at tiltrække flere studerende, og dermed har de ikke altid været gode til at vurdere, om uddannelserne bunder i et reelt behov. Den tilgang vil vi bryde ved at kræve, at der bliver langt mere fokus på arbejdsmarkedets behov,” siger uddannelsesministeren.

Masseoptag udhuler universiteterne

Heller ikke Venstres forskningspolitiske ordfører, Esben Lunde Larsen, mener, at tiden er moden til at fusionere flere universiteter ”medmindre de selv ønsker det”.

Men han erkender, at den stigende konkurrence og de seneste års massive studenteroptag har store konsekvenser for den kvalitet, som universiteterne udbyder, og deres evne til at blive mere præcise på samfundets behov.

Han har kaldt uddannelsesministeren i en forespørgselsdebat inden jul for at diskutere problemet.
”Universiteterne er udfordret af, at de ud over at optage mange flere studerende skal få dem hurtigere igennem og samtidig sørge for, at den viden, de producerer, i langt højere grad er samfundsrelevant og bidrager med værdi til erhvervslivet,” siger Esben Lunde.

Det stærke fokus på optag har ifølge ham fortrængt to vigtige debatter.

Den første handler om at tage stilling til, hvilke universiteter og universitetsuddannelser Danmark skal have i fremtiden:

”Skal vores studerende være specialister på individniveau, eller skal de efter amerikansk forbillede være generalister, der så specialiserer sig, når de kommer ud på arbejdsmarkedet? Der er nok brug for begge dele, men vi bliver nødt til at blive skarpe på, hvilke universiteter der skal udbyde hvad.”

En anden debat handler om, hvordan man i en tid, hvor en universitetsuddannelse er blevet en massevare for en bred skare af studerende, også sørger for, at de dygtigste studerende får udfordringer nok.

Novo Nordisk har tidligere advaret imod, at en dalende faglig kvalitet og mangel på kompetente medarbejdere på sigt kan tvinge virksomheder til at flytte forskningsstillinger til udlandet. Senest beskriver en rapport fra DI, hvordan danske virksomheder i stigende grad vælger at købe forskning i udlandet, fordi kvaliteten herhjemme ikke er god nok.

Flere universiteter, bl.a. Aarhus Universitet, eksperimenterer med eliteforløb på udvalgte uddannelser. Men indsatsen skal ifølge Esben Lunde Larsen være lagt større. F.eks. kan man forestille sig, at et par af landets universiteter gøres til eliteuniversiteter på udvalgte områder:

”Vi har tre-fire universiteter, der gør sig gældende på de internationale ranglister, og det er oplagt, at de får nogle muligheder for at gøre noget særligt. Det betyder ikke, at andre universiteter skal nedprioriteres. Men skal vi konkurrere og have de kompetencer som erhvervslivet efterspørger, og som også er grunden til, at vi kan tiltrække forskning til Danmark, nemlig specialiserede forskningskompetencer, så bliver vi nødt til at gøre en særlig indsats for at understøtte eliten blandt vores studerende,” siger Esben Lunde.

Han erkender samtidig, at omstillingen kommer til at tage tid. De danske universiteter bygger på den humboldtske tradition, hvor dannelse og viden er centrum, men denne tilgang er ved at blive udkonkurreret af den angelsaksiske tradition, der har et langt stærkere fokus på uddannelsernes relevans.

”Det er klart, at det nogle steder vil tage længere tid at omstille sig end andre. Der er forskel på at være et relativt nyt provinsuniversitet som Aalborg og så Københavns Universitet, der går tilbage til 1479. Det er en større skude at skulle have vendt, ikke kun fordi KU er langt større, men også fordi man har en anderledes rodfæstet historie,” siger Esben Lunde.