Det er ikke hver dag, at en minister offentligt og kritisk reflekterer over resultaterne af sin egen politik – eller mangel på samme. Alene af den grund er det et interessant indlæg, som miljøminister Ida Auken for nylig skrev i The Guardian.

I indlægget tager Ida Auken et berettiget opgør med både løftede pegefingre og apokalyptiske fremtidsscenarier, når det gælder kampen for at skabe et mere bæredygtigt samfund.

Hun opfordrer sine politiske kollegaer til at holde op med at tro, at de reelt ved, hvilke værktøjer der virker. Det gør vi politikere ikke, siger Auken. Hun argumenterer i stedet for, at politikerne skal koncentrere sig om, hvordan de kan få mennesker til at ændre adfærd, og hvordan den individuelle forandring kan føre til samfundsmæssige forandringer.

Aukens bud på vejen til mere bæredygtig adfærd kunne meget vel få den eneste psykolog, der har modtaget Nobelprisen i økonomi, til at klappe begejstret i hænderne. Han hedder Daniel Kahneman og har revolutioneret vores forståelse af, hvordan vi træffer beslutninger – og dermed også, hvad der driver menneskers adfærd.

Kort fortalt har Kahneman dokumenteret, at vores adfærd kun i ringe grad styres af det, vi ofte omtaler som ”fornuft”, altså rationelle overvejelser. Nøgleordene er snarere umiddelbarhed, intuition og følelser end grundige overvejelser, rationalitet og logik, når det gælder vores måde at tænke og træffe beslutninger på.

I en række lande har Kahnemans arbejde allerede haft stor betydning for den måde, som ny politik udvikles og implementeres på. Netop politikere har en særlig interesse i at vide, hvordan de kan påvirke deres befolkninger i bestemte retninger. Det gælder ikke kun, når der er valg, men hver eneste gang en konkret politik skal omsættes til praksis. For hvis en ny lov kun virker på papiret, er den ikke særlig effektiv.

Bedre resultater for færre penge

Særligt briterne er langt fremme, når det handler om at inkorporere adfærdstænkningen i udviklingen af ny politik. I 2010 oprettede premierminister David Cameron specialenheden The Behavioural Insights Team, som består af de skarpeste embedsmænd fra både Storbritannien og resten af Europa.

Enheden refererer direkte til premierministerens stab og har groft sagt til opgave at implementere Kahnemans indsigter i praktisk politik. Det politiske ræsonnement er, at større indsigt i folks faktiske adfærd giver bedre resultater for færre penge. Der er med andre ord god økonomi i god adfærd.

I en dansk sammenhæng taler vi om adfærdsdesign, som ofte defineres som ”omkostningseffektiv og evidensbaseret påvirkning af menneskelig adfærd i en tilsigtet retning”. Men desværre kniber det med at få adfærdstænkningen ind i politikudviklingen.

Nu giver Ida Aukens indlæg imidlertid grund til at håbe, at det er ved at ændre sig. For politisk adfærdsdesign burde være fast inventar i værktøjskassen hos både ministre og øvrige beslutningstagere i Danmark.

Miljøministerens udgangspunkt er bæredygtighed, hvor intelligent adfærdsdesign kan være med til at drive omstillingen. Adfærdstænkningen kan udvides til en lang række andre politikområder, og styrken ved at fokusere på adfærd er, at det er muligt at få slutbrugerne eller borgerne til at deltage mere aktivt i at løse de fælles udfordringer.

Tag f.eks. det amerikanske softwarefirma Opower, som efter eget udsagn har gennemført verdens største eksperiment med adfærdsdesign.

I tæt samarbejde med Robert Cialdini, der er psykolog og en af verdens førende eksperter i adfærdsdesign, har firmaet udviklet et system, så forbrugerne kan overvåge deres energiforbrug. Det gælder ikke alene deres eget forbrug, men også – og det er centralt i et adfærdsperspektiv – forbruget i forhold til naboerne.

Eksperimentet førte til et markant og vedvarende fald i energiforbruget. Det kan bl.a tilskrives den velovervejede anvendelse af viden fra adfærdsforskning. Og at fremhæve sociale normer er kun en af mange kognitive tilbøjeligheder, der kan udnyttes til at skubbe adfærden i en mere bæredygtig retning.

Samtidig understreger eksemplet, at der er attraktive alternativer til både dommedagsprofetier og løftede pegefingre.

Kreative kompetencer og fokus på bundlinje

Adfærdsdesign er i sin natur tværdisciplinært. Derfor kræver det også nye, originale partnerskaber herhjemme, hvis potentialet skal realiseres.

Her kan vi igen lade os inspirere af briterne. I London har man for nylig etableret det såkaldte Behavioural Design Lab, et modigt og utraditionelt samarbejde mellem Warwick Business School og London Design Council, der især fokuserer på sociale udfordringer i samfundet.

Det er ganske enkelt godt set af briterne, for kombinationen af kreative kompetencer og et klart bundlinjefokus er vejen, hvis adfærdsdesign skal styrke den offentlige innovation og føre til mere effektive løsninger.

Det skader heller ikke Behavioural Design Lab, at Warwick Business School er blandt Europas førende inden for adfærdsdesign. De er derfor også eksperter i at gennemføre de kontrolgruppetest, der er en vital del af adfærdsdesign i praksis.

Der er selvfølgelig mange måder at gribe både promovering og implementering af adfærdsdesign an på. Men hvis Ida Auken og andre beslutningstagere ønsker større effekt af deres politik, måske endda for færre ressourcer, er adfærdsdesign svært at komme uden om.

På den korte bane er det et spørgsmål om at få søsat konkrete projekter, og her er der mange udenlandske erfaringer at læne sig op ad. På den lange bane er det uomgængeligt at få integreret adfærdsdesign dybt i organisationer og virksomheders hverdag.

Hvis en CHO – Chief Behaviouralist Officer – en dag skulle blive hverdagskost i ethvert dansk ministerium med respekt for sig selv, er vi kommet langt, hvad adfærdsdesign angår. Indtil videre skal vi dog have gjort os langt flere erfaringer – hvad enten det gælder bæredygtighed eller noget helt andet.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.