August har leveret klare beviser for, at klimaforandringerne alligevel ikke er vores hidtil største udfordring: Det er i stedet politikernes manglende vilje, mod eller evne til at løse dem.

Strømmen af udmeldinger fra de danske politiske partier, herunder senest fra diverse sommermøder, er anskuelsesundervisning i politisk afmagt, forvirring og kaos. De befinder sig lysår væk fra det lederskab, der er nødvendigt for at tøjle, hvad der altså nu er reduceret til klodens næststørste udfordring. Lignende politiske tilstande kan konstateres i andre lande, men Danmark er en overbevisende case at tage ved lære af, herunder hvorfor befolkningens generelle mistillid til politikerne er fuldt ud berettiget.

Der er rettet megen kritik mod den farce og uforudsigelighed, som præsident Donald Trump har udviklet amerikansk politik til. Selv om der er markante forskelle på Trumps politik og dansk politik, følger Danmark godt med på kaoskriteriet. Desværre er det også en tendens, der kan spores i andre demokratier, og netop derfor ville det være ønskeligt og forventeligt, at et samfund, der hylder sin egen sammenhængskraft, kan demonstrere, at harmonien også er en politisk dyd.

Men ak, i stedet må vi konstatere, at på et tidspunkt, hvor udfordringerne som følge af klimaforandringerne er større og mere komplekse end nogensinde, er dansk politik mere splittet end nogensinde. Meget sigende for situationen kan 42 pct. af vælgerne ifølge en opinionsundersøgelse ikke pege på en statsministerkandidat, de ønsker at støtte.

Sommermøder i osteklokken

Sommergruppemøderne illustrerede, at dansk politik udfoldes i en selvbestaltet osteklokke, hvor man definerer sin egen virkelighed og betydning. Alle de store dagsordner og emner handler om marginale forskydninger af velfærd, sundhed, udlændingepolitik, lov og orden, etc. Ikke meget har ændret sig i det danske politiske klima siden sidste valgkamp. Det er tankevækkende og dybt bekymrende, at de partier, der kan forudses at dominere dansk politik efter næste valg, nok taler om klodens klima – omend med forskellige tunger – men at dette emne har været stort set fraværende blandt sommerens udmeldinger. De konservative er her den symptomatiske undtagelse. Mere herom senere.

Det virker, som om tiden står stille i dansk politik. De samme gamle temaer gentages og får et ekstra tvist, nu blot med den tilføjelse, at marginalerne truer med at skabe det største opbrud i dansk politik i årtier. Det er ikke alene absurd; det er uansvarligt lederskab. Det er især uansvarligt over for kommende generationer, der med rette vil kunne føle sig svigtet af de politiske ledere, der på et kritisk tidspunkt valgte at negligere eller nedprioritere de klima- og miljøforhold, der bestemmer og vil bestemme deres livsbetingelser.

Enhver kritik af det politiske lederskab besvares ofte med at normalisere situationen, og med at kritikerne ikke har forstået vilkårene i det politiske og mediepolitiske univers. Typisk for mange mediers dækning er, at den kaotiske situation udlægges som en spændende fornyelse af de politiske strukturer. Realiteterne er blot, at tiden ikke er til politiske eksperimenter, men til solidt og stabilt lederskab. Til gengæld kunne man håbe på, at det nuværende politiske kaos kan rokke ved selvforståelsen og provokere og inspirere til en principiel debat om at nytænke demokratiets og mediernes rolle i en verden under konstante og accelererende forandringer.

Gentagelse af gamle travere

Sommergruppemøderne og de opfølgende debatter plejer at være en god strømpil for, hvad der bliver de vigtigste temaer det kommende år. Med et valg inden for den næste halve snes måneder var udmeldingerne denne gang særlig interessante. Ud over at de bekræftede osteklokkepolitikkens dominans og blev en gentagelse af de sædvanlige politiske travere, var det mest interessante det, der ikke blev prioriteret og derfor næppe kommer til at fylde meget i dansk politik de næste fem år frem mod 2023.

I den virkelige verden er der næppe tvivl om, at effekten af klimaforandringerne og de afledte udfordringer bliver et varmt politisk emne i netop den periode. Sommerens hedebølge og flere og større ekstreme klimaudsving vil ændre betingelserne for samfundsøkonomien, såvel globalt som nationalt. Hvis det forskerhold, der for et par uger siden offentliggjorde en prognose for den dominoeffekt, som klimaforandringerne allerede har sat i gang, blot har lidt ret, vil alle politiske områder blive berørt – ikke om årtier men fra nu af. Det gælder alt fra infrastruktur og byudvikling over energi og klimapolitik til sikkerhedspolitik, fødevarepolitik etc.

Det nye forskerudspil bygger blot videre på tidligere analyser, der alle peger i samme retning. Derfor kunne man have forventet, at den form for eksistentielle udfordringer også blev afspejlet i partiernes prioriteringer for de kommende år. Men det var med enkelte undtagelser langt fra tilfældet. Snarere tværtimod. Det blev derimod en overbevisende bekræftelse på, at den politiske sendrægtighed bliver den største barriere på en rettidig løsning af klimaproblemerne.

Politisk handlingslammelse

Det gælder især regeringspartierne og Dansk Folkeparti, der må forudses at svinge taktstokken i næste valgperiode. DF er det tætteste, man herhjemme kommer et klimafornægterparti. Det var måske netop i den erkendelse, at de konservatives formand, Søren Pape, overraskede med sin melding om, at partiet vil nedtone debatten om klimaet, ud fra argumentet om, at det ikke er et ”top-of-the mind-emne” for de andre borgerlige partier. Og dermed altså heller ikke for de konservative. Her føler man ikke, at klimaet er en profitabel politisk sællert. Efterfølgende erkendte Pape, at det var kluntet formuleret, og at alle jo vidste, at klima og konservativ politik hører sammen. Men den nye konservative ånd var sluppet ud af flasken og kan ikke puttes tilbage.

De øvrige borgerlige sommermøder har bekræftet, at klimaet ikke er politisk hot. Venstre har retfærdigvis bebudet et klimaudspil til efteråret, men hvis det i virkelighedens verden skal godkendes af DF, vil effekten formentlig blive derefter. Det understreges tydeligt i en opinionsundersøgelse i Berlingske i sidste uge, der viste, at op mod hver tredje borgerlige vælger ikke tror på, at klimaforandringerne er menneskabte. Blandt DF’s og Liberal Alliances vælgere er det omkring 40 pct., der ikke mener, at mennesket står bag. Med andre ord bliver det op ad bakke i den lejr.

Skal man tænke grønt, skal man åbenbart tænke rødt. Anført af et meget ambitiøst udspil fra Alternativet om et helt nyt regeringsprogram, der har grøn omstilling som kerne, har Enhedslisten og SF gjort bæredygtighed til en mærkesag. Men symptomatisk for det politiske klima og medierne er deres udspil blevet mødt med overbærenhed blandt kommentatorer og er blevet betegnet som politiske tosserier og som urealistiske.

Spørgsmålet er blot, hvem der er mest urealistisk og længst væk fra virkeligheden? Spørger man videnskaben og følger dens advarsler, er der næppe tvivl. Realismen udtrykkes stærkest af de politiske dagsordner, der tager klimaforandringerne seriøst og giver dem topprioritet.

Problemet for den grønne front er blot, at den bidrager markant til det politiske kaos ved at være i splid med sig selv og derfor næppe vil kunne sætte et markant aftryk på den dagsorden. Christiansborg synes så handlingslammet på så vigtig en udfordring som klimaforandringerne, at presset åbenbart skal komme udefra, væk fra osteklokken.

Ansvaret for næste generation

Tager man temperaturen hos vælgerne uden for osteklokken, er en ny klimabevidsthed i skred. Samme Berlingske-undersøgelse viste også, at mere end halvdelen af danskerne er villige til at betale mere for varer, der gavner klimaet, og vil derfor acceptere, at der pålægges afgifter. Men politikerne viger tilbage med de sædvanlige kortsigtede afvisninger af nye afgifter af frygt for konkurrenceevnen etc. Det ligger dem åbenbart fjernt at forestille sig, at den klimaøkonomi, der vil dominere morgendagens markeder, netop vil efterspørge klimavenlige produkter.

Men perspektivet er langt større og vigtigere, end hvad der sker ved næste valg. Det handler om de vilkår og livsbetingelser, vi skaber for kommende generationer. Danske politikere og deres udenlandske kolleger påtager sig et meget tungt ansvar ved ikke i tide at omstille samfundet til de nye vilkår. Signalerne er efterhånden så stærke, så mange og så akutte, at de politiske ledere får et alvorligt forklaringsproblem over for deres børn og børnebørn, når de skal forsvare, hvorfor de ikke handlede, medens tid var. Hvorfor de prioriterede kortsigtede hensyn og snævre interesser over de udfordringer, der med sikkerhed vil ændre kommende generationers eksistensbetingelser.

Dette historiske generationssvigt er ikke kun et dansk problem, men hvis ikke en påstået klimavenlig nation som den danske reagerer på så klare advarsler, hvordan kan man så forvente, at andre landes politikere vil gøre det?

Historiens dom bliver hård, men retfærdig.