Politikernes historiske generationssvigt

Politisk kaos har gjort Christiansborg handlingslammet i spørgsmålet om klimadagsordnen. Dansk politik er et studie i, hvordan kortsigtede politiske dagsordner og prioriteringer lader kommende generationer i stikken, skriver Erik Rasmussen.

August har leveret klare beviser for, at klimaforandringerne alligevel ikke er vores hidtil største udfordring: Det er i stedet politikernes manglende vilje, mod eller evne til at løse dem.

Strømmen af udmeldinger fra de danske politiske partier, herunder senest fra diverse sommermøder, er anskuelsesundervisning i politisk afmagt, forvirring og kaos. De befinder sig lysår væk fra det lederskab, der er nødvendigt for at tøjle, hvad der altså nu er reduceret til klodens næststørste udfordring. Lignende politiske tilstande kan konstateres i andre lande, men Danmark er en overbevisende case at tage ved lære af, herunder hvorfor befolkningens generelle mistillid til politikerne er fuldt ud berettiget.

Der er rettet megen kritik mod den farce og uforudsigelighed, som præsident Donald Trump har udviklet amerikansk politik til. Selv om der er markante forskelle på Trumps politik og dansk politik, følger Danmark godt med på kaoskriteriet. Desværre er det også en tendens, der kan spores i andre demokratier, og netop derfor ville det være ønskeligt og forventeligt, at et samfund, der hylder sin egen sammenhængskraft, kan demonstrere, at harmonien også er en politisk dyd.

Men ak, i stedet må vi konstatere, at på et tidspunkt, hvor udfordringerne som følge af klimaforandringerne er større og mere komplekse end nogensinde, er dansk politik mere splittet end nogensinde. Meget sigende for situationen kan 42 pct. af vælgerne ifølge en opinionsundersøgelse ikke pege på en statsministerkandidat, de ønsker at støtte.

Sommermøder i osteklokken

Sommergruppemøderne illustrerede, at dansk politik udfoldes i en selvbestaltet osteklokke, hvor man definerer sin egen virkelighed og betydning. Alle de store dagsordner og emner handler om marginale forskydninger af velfærd, sundhed, udlændingepolitik, lov og orden, etc. Ikke meget har ændret sig i det danske politiske klima siden sidste valgkamp. Det er tankevækkende og dybt bekymrende, at de partier, der kan forudses at dominere dansk politik efter næste valg, nok taler om klodens klima – omend med forskellige tunger – men at dette emne har været stort set fraværende blandt sommerens udmeldinger. De konservative er her den symptomatiske undtagelse. Mere herom senere.

Det virker, som om tiden står stille i dansk politik. De samme gamle temaer gentages og får et ekstra tvist, nu blot med den tilføjelse, at marginalerne truer med at skabe det største opbrud i dansk politik i årtier. Det er ikke alene absurd; det er uansvarligt lederskab. Det er især uansvarligt over for kommende generationer, der med rette vil kunne føle sig svigtet af de politiske ledere, der på et kritisk tidspunkt valgte at negligere eller nedprioritere de klima- og miljøforhold, der bestemmer og vil bestemme deres livsbetingelser.

Enhver kritik af det politiske lederskab besvares ofte med at normalisere situationen, og med at kritikerne ikke har forstået vilkårene i det politiske og mediepolitiske univers. Typisk for mange mediers dækning er, at den kaotiske situation udlægges som en spændende fornyelse af de politiske strukturer. Realiteterne er blot, at tiden ikke er til politiske eksperimenter, men til solidt og stabilt lederskab. Til gengæld kunne man håbe på, at det nuværende politiske kaos kan rokke ved selvforståelsen og provokere og inspirere til en principiel debat om at nytænke demokratiets og mediernes rolle i en verden under konstante og accelererende forandringer.

Gentagelse af gamle travere

Sommergruppemøderne og de opfølgende debatter plejer at være en god strømpil for, hvad der bliver de vigtigste temaer det kommende år. Med et valg inden for den næste halve snes måneder var udmeldingerne denne gang særlig interessante. Ud over at de bekræftede osteklokkepolitikkens dominans og blev en gentagelse af de sædvanlige politiske travere, var det mest interessante det, der ikke blev prioriteret og derfor næppe kommer til at fylde meget i dansk politik de næste fem år frem mod 2023.

I den virkelige verden er der næppe tvivl om, at effekten af klimaforandringerne og de afledte udfordringer bliver et varmt politisk emne i netop den periode. Sommerens hedebølge og flere og større ekstreme klimaudsving vil ændre betingelserne for samfundsøkonomien, såvel globalt som nationalt. Hvis det forskerhold, der for et par uger siden offentliggjorde en prognose for den dominoeffekt, som klimaforandringerne allerede har sat i gang, blot har lidt ret, vil alle politiske områder blive berørt – ikke om årtier men fra nu af. Det gælder alt fra infrastruktur og byudvikling over energi og klimapolitik til sikkerhedspolitik, fødevarepolitik etc.

Det nye forskerudspil bygger blot videre på tidligere analyser, der alle peger i samme retning. Derfor kunne man have forventet, at den form for eksistentielle udfordringer også blev afspejlet i partiernes prioriteringer for de kommende år. Men det var med enkelte undtagelser langt fra tilfældet. Snarere tværtimod. Det blev derimod en overbevisende bekræftelse på, at den politiske sendrægtighed bliver den største barriere på en rettidig løsning af klimaproblemerne.

Politisk handlingslammelse

Det gælder især regeringspartierne og Dansk Folkeparti, der må forudses at svinge taktstokken i næste valgperiode. DF er det tætteste, man herhjemme kommer et klimafornægterparti. Det var måske netop i den erkendelse, at de konservatives formand, Søren Pape, overraskede med sin melding om, at partiet vil nedtone debatten om klimaet, ud fra argumentet om, at det ikke er et ”top-of-the mind-emne for de andre borgerlige partier. Og dermed altså heller ikke for de konservative. Her føler man ikke, at klimaet er en profitabel politisk sællert. Efterfølgende erkendte Pape, at det var kluntet formuleret, og at alle jo vidste, at klima og konservativ politik hører sammen. Men den nye konservative ånd var sluppet ud af flasken og kan ikke puttes tilbage.

De øvrige borgerlige sommermøder har bekræftet, at klimaet ikke er politisk hot. Venstre har retfærdigvis bebudet et klimaudspil til efteråret, men hvis det i virkelighedens verden skal godkendes af DF, vil effekten formentlig blive derefter. Det understreges tydeligt i en opinionsundersøgelse i Berlingske i sidste uge, der viste, at op mod hver tredje borgerlige vælger ikke tror på, at klimaforandringerne er menneskabte. Blandt DF’s og Liberal Alliances vælgere er det omkring 40 pct., der ikke mener, at mennesket står bag. Med andre ord bliver det op ad bakke i den lejr.

Skal man tænke grønt, skal man åbenbart tænke rødt. Anført af et meget ambitiøst udspil fra Alternativet om et helt nyt regeringsprogram, der har grøn omstilling som kerne, har Enhedslisten og SF gjort bæredygtighed til en mærkesag. Men symptomatisk for det politiske klima og medierne er deres udspil blevet mødt med overbærenhed blandt kommentatorer og er blevet betegnet som politiske tosserier og som urealistiske.

Spørgsmålet er blot, hvem der er mest urealistisk og længst væk fra virkeligheden? Spørger man videnskaben og følger dens advarsler, er der næppe tvivl. Realismen udtrykkes stærkest af de politiske dagsordner, der tager klimaforandringerne seriøst og giver dem topprioritet.

Problemet for den grønne front er blot, at den bidrager markant til det politiske kaos ved at være i splid med sig selv og derfor næppe vil kunne sætte et markant aftryk på den dagsorden. Christiansborg synes så handlingslammet på så vigtig en udfordring som klimaforandringerne, at presset åbenbart skal komme udefra, væk fra osteklokken.

Ansvaret for næste generation

Tager man temperaturen hos vælgerne uden for osteklokken, er en ny klimabevidsthed i skred. Samme Berlingske-undersøgelse viste også, at mere end halvdelen af danskerne er villige til at betale mere for varer, der gavner klimaet, og vil derfor acceptere, at der pålægges afgifter. Men politikerne viger tilbage med de sædvanlige kortsigtede afvisninger af nye afgifter af frygt for konkurrenceevnen etc. Det ligger dem åbenbart fjernt at forestille sig, at den klimaøkonomi, der vil dominere morgendagens markeder, netop vil efterspørge klimavenlige produkter.

Men perspektivet er langt større og vigtigere, end hvad der sker ved næste valg. Det handler om de vilkår og livsbetingelser, vi skaber for kommende generationer. Danske politikere og deres udenlandske kolleger påtager sig et meget tungt ansvar ved ikke i tide at omstille samfundet til de nye vilkår. Signalerne er efterhånden så stærke, så mange og så akutte, at de politiske ledere får et alvorligt forklaringsproblem over for deres børn og børnebørn, når de skal forsvare, hvorfor de ikke handlede, medens tid var. Hvorfor de prioriterede kortsigtede hensyn og snævre interesser over de udfordringer, der med sikkerhed vil ændre kommende generationers eksistensbetingelser.

Dette historiske generationssvigt er ikke kun et dansk problem, men hvis ikke en påstået klimavenlig nation som den danske reagerer på så klare advarsler, hvordan kan man så forvente, at andre landes politikere vil gøre det?

Historiens dom bliver hård, men retfærdig.



Erik Rasmussen

Grundlægger og formand for Sustainia. Grundlægger og frem til 2016 direktør for Mandag Morgen. Tidl. chefredaktør for Børsen. Modtager af Den Store Publicistpris i 2016.

LÆS MERE
Forrige artikel Tre danske erhvervsikoner gør andet halvår usædvanligt spændende Tre danske erhvervsikoner gør andet halvår usædvanligt spændende Næste artikel Lomborg: To scenarier for verdensmålene i 2030 Lomborg: To scenarier for verdensmålene i 2030
  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Jeg ved ikke...

    hvorfor det overrasker mig, at det lige er Erik Rasmussen, der slår i bordet og uddeler øretæver til politikerne, der ikke rigtig passer deres arbejde.
    Måske er det, fordi MMs format, pris og sædvanlige indhold peger et helt andet sted hen.
    Det er imidlertid mere end rettidig omhu, når ER nu stiller krav om, at politikerne hanker op i sig selv og får noget gjort ved miljøet, ikke bare ved småjusteringer, men med radikale ændringer.
    Skideballen er dog ikke særlig konkret, så hvis jeg skal forsøge at konkretisere den lidt, så vil det være hovedsynderne transportsektoren og landbruget, der må holde for i første omgang.
    Helt enkelt bør dieselbiler og dieselolie stå for skud. Dieselbilerne skal ud af landet og prisen på dieselolien skal forøges, indtil det er sket, med fem kroner pr. liter.
    Det vil formentlig osse få landbruget til at tænke sig om, hvad angår produktionsformerne.
    Her, hvor jeg bor, er det ikke til at være for kæmpestore landbrugsmaskiner, der dominerer veje og marker alene af den grund, at dyrene ikke længere kan finde deres mad selv, men skal have den bragt lige for snuden. Landbruget er derfor en af de helt store miljøsyndere i trafikken.
    At vi allesammen samtidig er blevet globetrottere, der ikke kan vente med at komme på den næste flyrejse, hvor det koster mindre at flyve 2000 km., end det koster at køre 100 km i tog, gør det ekstra grotesk.
    Flyvning bør derfor beskattes hårdere, og provenuet gå til nedsættelse af prisen på togrejser og tilskud til udbredelse af el-biler.
    Miljø- og Energiministeriet må op i gear. Det samme må fødevareministeren, så det landbrug, der skadelig både for vores helbred og naturen bliver sat i proportioner efter landets størrelse.
    Der er nok at tage fat på, men det polske parlament, der styrer den politiske adfærd, synes ikke at være i stand til at gøre noget ved det.

  • Anmeld

    Bjørn Holmskjold · Samfundsanalytiker

    Det er en sandhed, der her gøres gældende

    Virkeligheden er bare den, at med et demokratisk system, der tillader flertallet, der rent faktisk ved mindst, der i bedste fald overkommer at læse en overskrift, for så at gætte resten, så siger det sig selv, at de ikke vælger begavet, men mennesker, der siger det de enfoldige har det godt med.

    Nu er situationen den, at befolkningen ikke har noget parti at stemme på, der ser klimaændringerne som et livstruende problem.

  • Anmeld

    Mette Bram · Psykolog

    Der er et parti

    Kære Bjørn og andre,
    der er heldigvis et parti, som sætter klimaet øverst på dagsordenen.
    Det er Alternativet.
    Husk det, når du/I næste gang skal sætte et kryds.
    Det er på allerhøjeste tid, at vi får medvind til den vigtigste dagsorden nogensinde.

  • Anmeld

    hans preben pedersen · Vi Grønne EUer !!!!!!

    " AT GRAVE SIN EGEN GRAV " !!

    De sorte partier i folketinget vil miste alle
    de stemmer, som har været med til at holde
    de sorte partier ved magten !!! De sorte
    partier har ingen selvstændighed til at
    TÆNKE nytænkning !!! Hvis man tog fat
    om nældens rod og lavede et militærkub !!
    så ville det virkeligt give genlyd Verden
    over !!!! Men så langt er vi ikke kommet
    ENDNU !!!!! Der er mange der dør af
    den forurening vi lever i !!! i dag !!!
    Jer kørte i dag Lørdag på Cykel forbi
    et halmfyr og var ved at blive kvalt i
    giftrøg !!!!!!! Venligst hp.

  • Anmeld

    john Jørgensen · pensionist

    Landbruget redder os

    En del landbrug er ved at omlægge til en tredie vej. Har mange navne, men fælles er at man fokuserer mere på mikrolivet i jorden, bl.a ved at pløje mindre og holde jorden dækket det meste af året. Der opbygges muldlag som holder på CO2 (som trækker ned i jorden) Muldlaget holder på nedbøren og gør det muligt at holde plantevæksten grøn året rundt. Disse planter fordamper vand, der fjerner varmen fra jordoverfladen. Vanddampen afsætter varmen højere oppe og danner mere stabil regn. Vanddamp og plantevækst kan desuden optage og nedbryde farlig metan. Desuden hjælpes natur og biodiversitet, landmanden får færre udgifter og mindre brug for kemikalier og gødning. Win-Win

  • Anmeld

    Erik Rasmussen · Sustainia

    Hvordan kommer vi videre?

    Jeg er glad for jeres konstruktive kommentarer. Her nogle korte refleksioner. Enig med Kurt i at skideballen kan opleves lidt generel, men ikke desto mindre er politikernes mod og vilje til at handle helt afgørende. Spørgsmålet er så: Hvordan. Her kommer vi ikke uden om, hvad jeg vil kalde bæredygtige reguleringer, dvs. incitamenter der motiverer og tvinger erhvervene til at ændre adfærd - herunder landbruget.

    Politikernes vigtigste grund til at ændre adfærd er befolkningens pres- at de føler at den bæredygtige dagsorden står stærkt i borgernes bevidsthed. Det er der heldigvis stadig flere tegn på, , bl.a. at klimaet nu er rykket op som den tredjevigtigste dagsorden . Kun integration og sundhed vægter stærkere- takket være en hed sommer.

    Jeg har stor respekt for det skarpe fokus Alternativet især har på bæredygtighed. Ud fra den betragtning kunne man håbe på, at partiet får et godt valg.

    Men tiden bliver en kritisk faktor. Hvad kan der gøres på kortest mulig sigt? Ville være godt med konkrete ideer til den proces. Så prøv at nytænke, hvad I hver især mener der skal til, og hvilke adfærdsændringer I selv vil foretage.

  • Anmeld

    hans preben pedersen · Vi Grønne EUer !!!!!

    GIV EN STOR GULLEROD TIL GRØNNE FIRMAER !!!!!!!!!!!!!!!

    Det kræver en omvæltning af det " korrupte " pengegriske lykkerider samfund.
    Det skal være størst at være " fattigforbruger " alt overforbrug kommer fra
    SORTE penge !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Jeg har meldt mig ud af Ålternativet fordi jeg
    ikke kan gå ind for kønskvotering !!! Men jeg stemmer alligevel på Å !!!!
    Venligst hp.

  • Anmeld

    Kurt Damsted · Chairman, Danish Pakistani Business Council

    Fokus bør rettes mod vores eget ansvar!

    Vores daglige husholdning, vores mange ferierejser med fly, vores daglige kørsel i egne biler, hører til toppen af klimaets forurening.
    Vi griber ikke nok i egne barme og tager al for lidt personligt ansvar for de stigende Co2 bestemte temperaturer.
    Fint nok, hele tiden at give alle andre skylden, men for at ændre det, er vi nødt til, at starte ved kilden - nemlig os selv..

  • Anmeld

    Oleg Koefoed · Direktør, Growing Pathways; Aktionsfilosof, Copenhagen Business School

    Stedet som kerne

    Tak for en klar og kritisk kommentar til det manglende politiske lederskab.
    Det er miin erfaring gennem de sidste 10 år at alle de stærkeste resultater sker der hvor et lokalsamfund formår at stå sammen om at forfølge deres bidrag til en bæredygtig/naturbaseret fremtid. Samsø og Skanderborg er blot et par eksempler, Region Midtjylland i det hele taget på et lidt større plan, Kalundborgs symbiose, Mols som kulturelt drevet SDG-laboratorium, er alle steder hvor man har taget den lokale udfordring alvorligt og handlet på det på forskellig vis. I resten af verden er der også glimrende eksempler - og hvad der så er den "danske model", er måske et af de spørgsmål som var interessant for ti år siden, men nu er uaktuelt, fordi alle lokale løsninger samtidig skal inspirere og lade sig inspirere på tværs af lande og regioner.
    Hvorfor er det lokale og stederne vigtige og hvad er så statens eller partiernes rolle? Samsø blev jo i sin tid kickstartet af en udfordring/invitation fra Svend Auken. men der skulle 'piloter' til for at sætte gang i processen. Ellers er eksemplerne måske først og fremmest drevet af at man har taget sig muligheden for at handle bæredygtigt ud fra et lokalt forankret, stedsligt tilhørsforhold. Så skal pengene nok komme til at gennemføre ideerne - tænk blot på samsingernes investering i deres eget vindmøllelaug. Måske er det bare meget nemmere at se en virtuel fremtid gjort virkelig, når det er der hvor man kender den stoflige, daglige virkelighed. Vi kan ønske os større solidaritet på tværs af landende - men i det daglige er det ikke den, der driver handlekraften for den brede befolkning.
    Det vil ikke overraske mig, om vi ser noget lignende ske i en af de større byer - København er svær, men i de næststørste byer ulmer og bobler det. Ellers er det samme model der tegner sig: det er på mikroskala at der sker noget, som så kan deles og inspirere andre. Derfor er der også brug for en ret gennemgribende reform af vores ejerforhold til jord og vand.
    Det korte af det lange er, tror jeg, at det partipolitiske landskab over en bred kam skal (gen?)opdage den blanding af ydmyghed og vovemod, der har karakteriseret et parti som Alternativet i dets første år. Det er først og fremmest deres instisteren på at tænke udfordringerne forfra og turde eksperimentere, der har givet udslag og skabt bred tilslutning. Ikke alt er godt, men sagen er jo at vi er nødt til også at fejle en masse i den her tid, fordi vi er nødt til at prøve alt muligt af. Det er prototypernes stjernestund over alle, fordi vi ikke aner om effekterne galopperer over i en "perfect storm" lige om lidt.
    Det bedste råd jeg kunne give til de politiske partier ville være at begynde at se sig selv som fødselshjælpere og støtter for initiativer, der bygger på kærlighed til steder og deres økosystemer. Initiativer, der skal kunne rejse sig på egne ben lokalt, og til hvem hvor det nationale krav måtte være at alle er nødt til at dele så meget viden som overhovedet muligt.
    Det paradoksale ved situationen er, at vi historisk set har ageret centraliserende på store trusler. Men da denne trussel mest af alt kommer inde fra vores egne systemer, er det den modsatte vej der vil give de største effekter. Decentralisering, netværkssatsning, kooperativer, blockchain-agitge løsninger, nye økonomiske modeller osv. Det giver masser af arbejde til både nationale og internationale politiske aktører. Men også et krav om en dyb ydmyghed over for det forhold at vi alle (over en vis alder) har ført os selv hertil.
    Undskyld den lange kommentar, tak for vedholdende arbejde!

  • Anmeld

    Erik Rasmussen · Sustainia

    God pointe

    Kære Oleg,
    Tak for en fyldig og gennemtænkt kommentar. Nej den er ikke for lang og har en fin pointe med at store forandringer og transformationer skal forankres lokalt og regionalt og tæt på hverdagen. Efter snart 24 år med internationale klimakonferencer - de årlige COP møder - er det svært aflæse resultaterne - bortset fra at klimaforandringerne har accelereret. Der er for stor afstand imellem dem der skulle sætte rammerne omkring en ændret klimaadfærd ,og dem der skal levere den nye adfærd. Det er her lokale initiativer kan spille en rolle, og som man fra politisk hold burde støtte og opmuntre. Men inspireret af dit indlæg vil jeg snarest forfølge temaet i en klumme.

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Finansloven

    Man kan roligt sige, at det ikke bliver fra regeringens side klima og miljø skal reddes, når vi ser den milliard, der smides på bordet. Jeg håber ikke finansminister Jensen selv tror på, at det er et afgørende gennembrud, der præsenteres her. Det lød på ham, som om det ikke er pengene på finansloven, der er det egentlig afgørende, men at det staten kan gøre, han sagde ikke ville gøre, var at ændre love og regulativer, og det koster jo ikke noget, i hvert fald ikke for staten.
    Lad os så prøve at tage ham på ordet.
    Med udgangspunkt i de fokusområder jeg har præsenteret længer oppe i strengen, så vil jeg gentage, at dieselbiler skal ud af rummet og dieselolie indtil de er væk skal forhøjes med 5 kr. pr. liter.
    Finansministeren har ret i, at det ikke er noget, der kræver penge op af statskassen. Det kræver såmænd bare en lov og/eller et regulativ, og så ikke alene forbedres statens økonomi, mens klimaets vil forbedres på kort tid.
    Det vil selvfølgelig kræve opofrelse af os, der vil blive betragtet som en forskelsbehandling af dieselbilejerne, der både vil tale om tab af værdierne på deres biler samtidig med, at de skal betale mere for at køre i deres biler.
    Den smarte købmand sørger selvfølgelig for at sælge sin bil til udlandet efter at have fortalt staten, at han vil have noget af registreringsafgiften tilbage. Det hjælper naturligvis kun lokalt, men et sted skal vi jo begynde for at opbygge en velvilje for projekt “Red kloden”. Når dieselejeren nu er kommet nogenlunde ud af den klemme han vil føle sig i, så vil han købe en anden bil. Det kunne blive en ren elbil. Af de 5 kr.s prisstigning på diesel i udfasningen, kunne staten så stille de to til rådighed som subsidiering af elbiler. De sidste 3 kr. kunne så overføres til udbygning af et hurtigt kollektivt transportsystem, hvis finansiering allerede lider under, at kulbrinteafgifterne fra Nordsøen svinder bort. Så ville vi kunne sikre at en kommende Kattegatbro bliver som minimum en kombineret bil- og togbro.
    For yderligere at styrke omstillingen fra kulbrinte til el i transportsektoren, kunne vi bede EU om tilladelse til inden for de næste ti år at tillade at vi sætter endnu et hegn ved grænsen. Det er jo så populært i disse tider. Dette hegn bør sådan set bare være en hvid streg malet over indfaldsvejene til Danmark, hvor det markeres, at dieseltranspor af varer vil være forbudt senest i 2028 og løbende nedreguleret med 10%/år indtil endeligt udløb. Udenlandske vognmænd vil være forpligtet til at købe mindst 50% af deres dieselolie i Danmark, der kun kan sælges som let diesel.
    Det politiske svar vil med stor sikkerhed blive følgende: 1. Det går EU aldrig med til. 2. Det går dieselejerne aldrig med til? 3. Det er ikke pænt at sælge bilerne til udlandet. 4. Vores renommé i udlandet vil lide ubodelig skade, så vores erhvervsliv, og og dermed vores velfærd vil være truet.
    5. Staten skal overhovedet ikke blande sig i sådan noget. De skulle hellere afskaffe registreringsafgiften og lægge afgift på brugen af vejene.... fortsæt selv...

  • Anmeld

    Kurt Damsted · Chefkonsulent

    Fokus bør rettes mod vores eget ansvar!

    Landbruget er en forretning, der producere det folk ved have. Hvis du og jeg ændre vores madvaner følger fødevareproducenterne med. Ingen vil producere ting folk ikke vil købe. Det samme gælder transportindustrien. Så vi er igen tilbage ved vores eget ansvar. Ingen af de foregående indlæg tager udgangspunkt heri, kun, at alt er de andres skyld. Tag jer sammen og erkend, at de krævede ændringer KUN sker, hvis VI SELV starter på, at ændre vores egne adfærd.

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Tjah.

    En lidt hurtig konklusion synes jeg, Kurt Damsted.
    Jeg synes, du kommer lidt let om ved den med, at landbruget kun producerer det, forbrugerne vil have, så det er forbrugernes ansvar at ændre vaner, og ikke landbrugets problem, at vi ikke gør det.
    Heraf kan forstås, at landbruget er den uskyldige part i relationen mellem forbruger og producent.
    Tillad mig at minde om, at så enkel er sammenhængen ikke helt.
    Netto butikkerne har netop oplyst, at de nu kun vil sælge medicinfri svinekød, hvilket jo har været et forbrugerønske i årevis, uden at det hidtil har været muligt med sikkerhed, at muligheden eksisterede.
    Det danske landbrug producerer kun bulkvarer. Man er i stand til at producere mængder af kød, til gengæld af forholdsvis høj kvalitet, som eksporteres, hvilket hidtil har skygget for et stigende forbrugerkrav om rene fødevarer, i daglig tale økologiske produkter.
    Landbruget er nu for alvor gået i gang med at omlægge for at dække efterspørgslen, men det har krævet massive tilskudsordninger at komme dertil, og markedet er langt fra dækket, så i hvor stort omfang har landbruget levet op til forbrugernes ønsker om produktion af efterspurgte varer, kan man vel godt tillade sig at spørge.
    Landbruget er gang på gang blevet bedt om at se på dyrevelfærd, og gennem tvang og bestikkelse er der sket ændringer. Hvorfor er det ikke sket, som et naturligt svar på de forbrugerønsker, der i årevis har været udtrykt om ordentlig behandling af dyrene?
    Ja, spørgsmålet er, hvordan det overhovedet er kommet dertil, at landmændene, der jo påstår, at de elsker dyrene og betragter sig som naturplejere, konstant skal tvinges eller bestikkes til at ændre adfærd, af deres kunder konstant skal mindes om, at de opfører sig uforsvarligt.

    En voksende del af forbrugerne har i årevis bedt landbruget om at ændre adfærd, men da landbruget under et er en monopolvirksomhed, der lever højt på, at forbrugerne er afhængige af deres produkter, tillader de sig at opføre sig som fuldstændig afkoblet fra omgivelsernes behov, hvis ikke de modtager en solid bestikkelse for at ændre adfærd.
    Sådan ser situationen ud i ansvarsland, Kurt Damsted.
    Mit gæt er, at chefkonsulent titlen refererer til chefkonsulent i landbruget.
    Mit forslag er, at landbrugets konsulenter påtager sig at gå i spidsen for en nyorientering af landbrugets gøren og laden.
    Når det sker, og det medfører alvorlige og dybfølte tiltag for at redde kloden, så skal jeg nok påtage mig et yderligere ansvar som forbruger. Indtil videre er jeg låst fast i en situation, hvor det landbrug, der påstår at forbrugerne ikke er ansvarlige, faktisk kun i mindre grad giver mig muligheden for at være det.
    Indtil da vil jeg frabede mig at blive kaldt uansvarlig.

  • Anmeld

    Per Kristensen · Site Manager

    Klima eller Sharia.

    Det alt overskyggene problem i DK er og bliver den langsomme men sikre overtagelse af DK af muhamedanere.
    Om dk gør noget ved klima eller ikke, er i den store verden fuldstændig umålbart.
    Vi kan gøre noget ved indvandring, og når E R taler om politisk svigt er dette de sidste 1000 års største svigt.

  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Hvis...

    Per Kristensen.
    Hvis det er, hvad du har fået ud af de sidste 1000 års danske historie, så er der ikke noget at sige til, at diskussionen om indvandring er røget fuldstændig af sporet!

  • Anmeld

    Per Kristensen · Site Manager

    1000 år

    @KWM
    Hvis de korrupte anti-danske politikere, havde meldt åbent ud for 50 år siden. og sagt at den ubrugelige indvandring fra dvs. banan stater ville koste x antal kroner, så havde vi ikke haft problemet i dag.
    Og jeg har fået masser ud af den danske historie, men hvis importen af overskuds befolkning forsætter, så er der ikke noget DK at give til vores børnebørn, men hvis bare du kan føle dig god, så op i R----- med dine børn.

  • Anmeld

    Hanne Sonderborg · Cand. Mag. Oversaetter

    Baade og

    Det kan fint lade sig goere baade at feje for egen doer og at kraeve at de stoerre strukturer reagerer. Diskussionen om religion er ikke bare irrelevant, men krigsfremkaldende. Keep calm and carry on. Dialog med de stoerste forurenende lande vil forudsigeligt mislykkes, hvis der fokuseres paa religion og hudfarve. Dialog er afgoerende vigtig