Der blev ligesom helt stille, og det eneste, man kunne høre, var et tavst sus. "Der er han," hviskede de og ganske rigtigt. Dér var han: Bill!

Her 12 år efter den aften i Aarhus, hvor en større forsamling betalende gæster så Bill Clinton og forgæves spejdede efter Hillary, har intet ændret sig. Har du været amerikansk præsident, kan du gå på vandet, og det kan din ægtefælle også.

Når USA’s tidligere førstedame Michelle Obama tirsdag aften træder op på scenen i København, er det bare seneste eksempel på, hvor lukrativt præsidentembedet kan være – når familien altså er ude i privatlivet igen.

Hun har solgt rekordmange eksemplarer af sin biografi ’Becoming’ og hun taler for fulde huse på sin ’Book Tour’, der siden 2018 har bragt hende verden rundt. Folk har tilsyneladende ingen betænkeligheder ved at gribe dybt i lommen for at se en ekspræsidentfrue som Michelle Obama. Og det er der en god grund til, mener ham, der har været medvirkende til, at danskerne nu også kan opleve hende live: Ulrik Ørum-Petersen, direktør for Heartland Festival.

"Michelle Obama er i en global, politisk position, og alene derfor er hun interessant at høre på. Når det så er sagt, så er hun særlig speciel, fordi hendes tilgang til eksempelvis ligestilling mellem køn og racer taler ind i vores tid. Hun har enorm gennemslagskraft på et emne som kvindesagen, hvor vi har set et momentum de seneste år," siger han.

’Live-formatet’ – en slags hybrid mellem koncert, foredrag og talkshow – er det seneste årti blomstret op på grund af et fragmenteret mediebillede, og det har skabt medvind til konceptet, mener Ulrik Ørum-Petersen.

"Der er brug for et rum, hvor man kan sidde i koncentration i en time til halvanden. Det er en form for tiltrængt isolation, og det vil folk gerne i en tid, hvor forstyrrelserne står i kø. Det er et roligt rum, som også er meget socialt."

Men det er nu ikke kun det, forklarer Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet:

"Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det verdens mest magtfulde embede, de kommer fra. Og når de forlader embedet, bliver de ligesom løftet ind i en anden kategori, en form for politisk aristokrati."

Nødvendighedens vej

Én ting er dog sikkert: Der skal hentes en vis sum penge hjem. Enten gennem donationer eller ved, for eksempel, betaling for taler. Siden Franklin D. Roosevelt har det været fast praksis, at en afgående præsident får sit eget bibliotek, som rummer alle arkiver fra præsidentperioden. Det bliver først bygget efter embedsperioden, og regningen for dét byggeri ligger i princippet hos hovedpersonen selv.

Det statsagtige arkiv er en bekostelig affære. Det seneste eksempel, George W. Bush Presidential Center fra 2013, blev budgetteret til hele 250 millioner dollar. Og det var vel at mærke bare for etableringen. George W. Bush Foundation stod for at rejse likvide midler, nøjagtig som hans forgænger Clintons fond gjorde og gør det. Forskellen på de to er så bare, at hvor Bush’ familiære ophav sidder på enorme summer fra gammel tid, har hverken Clinton eller Obama den slags ’gamle penge’.

Og så må man på landevejen. Og det må hustruen også. Når Hillary Clinton holder oplæg, kanaliserer hun fra tid til anden penge over i The Clinton Foundation, som er en fælles familiefond, hvor også datteren Chelsea er med. Fonden driver det bibliotek og museum, der stod færdigt i 2004 og kostede 165 millioner dollar at bygge.

Nu skal det ikke lyde som en klagesang, for der findes ingen nulevende præsidenter, der ikke har mange penge. Lige bortset fra The Clintons, der forlod Det Hvide Hus med en gæld på 16 millioner dollar som følge af bl.a. advokatregninger. Tre år senere var gælden dog ude af verden, og ifølge Hillary Clintons selvangivelse, som blev offentliggjort op til præsidentvalget i 2016, formåede hun alene i perioden 2013-2015 at tjene 21,3 millioner dollar på foredrag og taler.

Den af de nulevende, der er mindst ved muffen, er pudsigt nok også den, der siges at have lagt stenene til den vej, hvorpå der nu skrives bøger i hobetal, og foredrag en masse bliver afholdt. Jimmy Carter forlod Det Hvide Hus som relativt upopulær, men han har formået at rebrande sig selv gennem en massiv produktion af bøger og demokratiske projekter. Gennem The Carter Center maner han til global fred og besindelse, og han tager sammen med sin Rosalynn hvert år en uge ud med frivillige og bygger huse til dem, der ingen har. Carter-parret selv lever i øvrigt i selvsamme hus, som de byggede i 1961.

"Carter er den bedste ekspræsident nogensinde, og han satte en ny standard for, hvad man kan give sig til, når man træder ud i det private liv igen. En person som George W. Bush var vanvittigt upopulær, da han stoppede, og han ved nok godt, at der ikke endnu er samme goodwill," siger Niels Bjerre-Poulsen.

Bush selv har dog givet en anden forklaring. Han har nemlig opdaget sin indre kunstner og elsker at stå ved et lærred og male, inspireret af Churchill, der også var glad for den slags meditative sysler. Bush portrætterer veteraner, så der ér et lille element af politik i hans nye liv, og han kaster sig i ny og næ ud i godgørende formål. Men det har slet ikke samme karakter som de andre ekser. Som Niels Bjerre-Poulsen siger: "Ville du nogensinde betale mange penge for at se for eksempel Bush? Nej vel!"