Politisk sæsonstart: Alternativets venlige visioner

Hvis der var valg i morgen, ville Mette Frederiksen blive statsminister. Det skyldes dog ikke fremgang til Socialdemokraterne, men at Alternativet som det eneste parti i ”rød” blok for alvor er vokset. Alternativet er en nærmest uhørt succes.
Jens Reiermann
Politisk sæsonstart

Mandag Morgen dækker partiernes sommergruppermøder i en blogserie skrevet på skift af Lisbeth KnudsenTorben K. Andersen og Jens Reiermann.

Læs også:

Et DF-pletskud til kernemålgruppen

Der er kun et parti i dansk politik, der helt ligesom Alternativet har overrasket, mens de har været i opposition. Det er Dansk Folkeparti.

I perioden fra 2011 til 2015 voksede Dansk Folkeparti med godt 50 pct. Nu er Alternativet ved at gentage kunststykket.

I oppositionen er Alternativet placeret i marginen af de politiske diskussioner på Christiansborg.

Her et bud på, hvordan Alternativets sommergruppemøde og udmeldinger til sæsonstarten skal forstås:

Partiets positionering: Alternativets sommergruppemøde viser, at de kæmper for en plads i dansk politik, hvor de helt som Dansk Folkeparti får plads til at tale om det Danmark, de ønsker sig.

Til gengæld er Alternativet helt som Dansk Folkeparti mindre stærke, når det gælder de tørre, kontante og ofte ubehagelige konsekvenser af deres forslag.

Torsdag fortalte flere medier, at Finansministeriet havde beregnet, at en reduktion af arbejdsugen til 30 timer over de næste 10 år vil koste astronomiske 130 milliarder kr.

Og det regnestykke kom til at præge pressemødet. Alternativet accepterer bare ikke Finansministeriets regnestykke, men fastholder, at det er muligt at reducere den ugentlige arbejdstid uden den slags voldsomme omkostninger.

Alternativet holder helt ligesom Dansk Folkeparti fast i sine visioner og har mindre fokus på mulige, negative konsekvenser.

Iscenesættelse af mødet: Med det holder ligheden så også op. Tag for eksempel iscenesættelsen af pressemødet. Kontrasten mellem de to partiers iscenesættelse er så stor, som den overhovedet kan være. Dansk Folkepartis absolutte top møder pressen bag et bord, spækket med mikrofoner. Alternativets 10 mand store folketingsgruppe sidder i rundkreds og lader en mikrofon gå rundt, efterhånden som de forskellige ordførere præsenterer netop deres arbejdsopgaver for det kommende folketingsår.

Den politiske leder: Hvor Dansk Folkeparti er topstyret, gør Alternativet en dyd ud af det modsatte. Selv om Uffe Elbæk fungerer som en ukronet konge, er Alternativet langt fra den topstyring, der karakteriserer Dansk Folkeparti.

På sommergruppemødet lagde Uffe Elbæk fra sin plads i rundkredsen op til endnu en kulturforandring for det politiske arbejde. Når Folketinget åbner til oktober, vil Alternativet live-streame sine gruppemøder hver tirsdag og torsdag til alle interesserede seere.

”Hvis vi ikke skulle gøre det, hvem pokker skulle så gøre det,” sagde han.

Det er dog nemmere at gøre, mens partiet er i opposition og kan tale visioner end på et tidspunkt, hvor netop deres stemmer kan føre til knald eller fald for en socialdemokratisk ledet regering.

Men ønsket om at åbne folketingsmedlemmernes diskussioner er et håndfast tegn på, at Alternativet virkelig også er et alternativ.

Den politiske retorik: På pressemødet gentog Uffe Elbæk sit budskab fra forsommerens folkemøde om den venlige revolution.

”Der er brug for meget mere venlighed. Der er brug for mere omsorg og empati imellem os borgere. Danmark har brug for at blive et meget, meget mere venligt Danmark,” sagde han.

Det talte de ikke om: Helt ligesom Dansk Folkeparti præsenterede Alternativet ingen planer for, hvordan vi får gang i væksten i Danmark. Torsdag satte de tværtimod spørgsmålstegn ved vækst.

Selv om partiet officielt taler om tre bundlinjer for deres politik, en økonomisk, en social og en miljøpolitisk bæredygtighed, er den sociale og miljøpolitiske bæredygtighed tydeligvis mere afgørende end den økonomiske bundlinje, som partiet ikke rigtig taler om.

Sommergruppemødets betydning: Med budskabet om den venlige revolution henvender Alternativet og Uffe Elbæk sig ikke til ret mange af de vælgere, der kunne finde på at stemme på Dansk Folkeparti. De vil måske nok være enig i budskabet, men ikke i at det mest afgørende for Danmark er respekten, omsorgen og empatien.

Til gengæld vil mange af Alternativets kernevælgere føle sig bekræftet, fordi dansk politik har fået et parti med et menneskeligt ansigt.

Sommergruppemødets diskussioner afspejler, at Alternativet med stadig større tydelighed udvikler politik i to spor. Det ene visionsbårne, hvor der f.eks. er plads til at diskutere en 30 timers arbejdsuge. Det andet mere konkrete politiske, hvor partiet område for område vil udforme deres forslag til her-og-nu-løsninger.

I folketingsåret 2015-2016 har Alternativet f.eks. fremlagt et nyt og meget rost forslag til iværksætterpolitik. I det kommende år skal der følges op med nye politiske udspil på bl.a. det uddannelsespolitiske område.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu