Her går det skidt, send flere rådgivere. Det er budskabet fra en af Danmarks mest erfarne topembedsmænd, tidligere departementschef i Erhvervsministeriet, Jørgen Rosted.

Mandag Morgen beskrev i sidste uge, hvordan ministrene står stadig svagere over for embedsværket. Det hæmmer deres muligheder for at komme igennem med deres politik og har i flere tilfælde fået ministerhoveder til at rulle – senest i sagen om udviklingsminister Christian Friis Bach.

Hvis ministrene vil have magten tilbage og igen blive herrer i eget hus, må de i højere grad bringe deres egne politikmagere med ind i centraladministrationen, vurderer Jørgen Rosted, der tidligere har slået på tromme for en grundlæggende omlægning af ministerbetjeningen.

Han foreslår en model, hvor ministrene ikke bare bringer spindoktorer, men også egentlige politikrådgivere med ind i – og ud af – ministerierne. De skal ikke arbejde med pressehåndtering og politisk taktik, men udvikle konkrete politiske forslag og planer. De skal dele ministerens politiske udgangspunkt, men være så fagligt kompetente, at de kan spille lige op med embedsmændene.

”Rådgiverne skal være enige med ministeren, men de skal også være specialister på deres felt. På den måde kan de udvikle en politik, der er bundsolid fagligt, og som ligger i forlængelse af ministerens politiske ønsker. De skal med andre ord lave det politiske håndværk, ministeren selv ville og skulle lave, hvis tiden og kompetencerne var til det,” siger Jørgen Rosted.

Departementschefer har for megen magt

Rosted mener, at departementscheferne i dag har for megen magt i det politiske system. I takt med at ministrenes opgaver vokser – på grund af større mediepres, flere rejsedage, mere kompliceret lovgivning osv. – får departementscheferne og resten af det i princippet uvildige embedsapparat større betydning for den politiske udvikling.

Ministeren udstikker en overordnet retning, men embedsmændene finder ud af, hvordan den skal føres ud i livet. Og ministeren har begrænsede ressourcer til at udfordre de forslag, embedsmændene disker op med.

Hvis erhvervsminister Henrik Sass Larsen f.eks. ønsker at opsplitte de største danske banker, vil det være op ad bakke, vurderer Rosted.

Inden Sass blev minister, luftede han interesse for en model, der skiller regulær bankdrift fra spekulative investeringsforretninger. Løsningen diskuteres indgående af både internationale eksperter og Europa-Kommissionen. Men embedsmændene i Erhvervsministeriet er imod ideen. Så hvad kan Sass Larsen gøre?

”Ingenting. Han er fuldstændig prisgivet i det nuværende politiske system. Departementschefen og embedsmændene gør det så godt, de kan, og de forsøger at holde sig så neutrale og loyale, de kan. Men det er klart, at deres egne vurderinger og holdninger spiller ind, og at ministeren har sværere ved at komme igennem med sin politik, hvis embedsværket er imod, end hvis det er for,” siger Jørgen Rosted.

Ministre mødte muren

To tidligere ministre nikker genkendende til billedet.

Både den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, der i sidste uge stiftede det nye parti Alternativet, og forhenværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) understreger, at de grundlæggende oplevede deres departementschefer og øvrige embedsapparat som loyale støtter.

Men alligevel kunne det være svært at komme igennem med sin politik.

”Selv om det tager noget tid for systemet at skifte retning, aflæste de hurtigt, hvilken minister de havde fået, og hvad jeg ville. Men det er klart, at de også udfordrede mig på de politiske initiativer, jeg gerne ville sætte i søen, sådan som de også skal. Balancen kan være svær at ramme: Beskytter de mig, eller sætter de sig på mig?” siger Uffe Elbæk.

Derfor var han glad for sin særlige rådgiver, som han brugte til at diskutere, hvor hårdt han skulle presse på for at få sin politik igennem, og hvordan han kunne få input andre steder fra for at udfordre embedsværket.

I forbindelse med reformen af mediestøtteordningen sørgede han f.eks. for både at få analyser, ideer og vurderinger fra de store traditionelle mediehuse og fra små nye digitale medier. Han er ikke afvisende over for, at flere politiske rådgivere kunne have hjulpet med at få politikken igennem:

”Politiske embedsmænd er en dårlig idé, fordi det går ud over den kollektive hukommelse i et ministerium. Men politiske rådgivere ville give ministeren flere og bedre kort på hånden,” siger den tidligere kulturminister.

Også Jakob Axel Nielsen vil holde fast i, at embedsværket skal have én chef, der bliver, selv om ministeren forsvinder. Men han er enig i, at der er brug for mere politikudvikling i ministerierne, og at den passende kunne komme fra politiske rådgivere:

”Systemet har travlt med at beskytte sin minister, og derfor bliver det overforsigtigt, hvilket hurtigt kan sætte systemet i stå. Man skal sætte sig igennem for at få politikken igennem, og det er klart, at flere folk ville betyde mere pres,” siger Jakob Axel Nielsen.

Mere tid til at lede

Rosted foreslår konkret to forskellige typer af politikrådgivere for den enkelte minister.

Dels et hold af faste rådgivere, der udvikler nye politiske initiativer inden for de hovedområder, ministeren løbende arbejder med, og sørger for at ministerens politiske mærkesager bliver tænkt ind i den generelle politikudvikling i ministeriet. Miljøminister Ida Auken kunne f.eks. have en rådgiver for grøn vækst, og uddannelsesminister Morten Østergaard en internationaliseringsrådgiver.

Dels en stab af projektrådgivere, der udvikler og rådgiver ministeren om større reformer og strategier. Hvis f.eks. miljøministeren vil stable en ressourcestrategi på benene, skal hun kunne ansætte en gruppe på tre-fem ressourcerådgivere, der udformer den over et halvt eller helt år. Når uddannelsesministeren vil have de universitetsstuderende hurtigere igennem uddannelsessystemet, kan han tilsvarende hente en gruppe fagfolk ind.

Rosted mener derimod ikke, at det er en god idé at erstatte den øverste ledelse i et ministerium med politisk udpegede embedsfolk, sådan som man kender det fra bl.a. USA. Her skiftes embedsværket ud, når regeringsmagten skifter hænder.

Departementschefen skal være departementets øverste chef, og de politiske rådgivere skal, ligesom de særlige rådgivere, ikke have ledelsesansvar. De skal kunne trække på embedsværket i det omfang, departementets kontorchefer finder det fornuftigt, men de skal ikke kunne hundse rundt med embedsmændene eller fyre dem.

Departementschefens rolle bør heller ikke ændres, men blot vægtes anderledes, siger Jørgen Rosted. En del af de skandaler, vi har set igennem den seneste tid, skyldes ifølge ham, at flere ministerier ikke er veldrevne.

”Christian Friis Bach gav forkerte oplysninger til Folketinget og offentligheden, fordi nogle oplysninger aldrig kom op igennem systemet. Det er den seneste konsekvens af systemfejlen på Slotsholmen: Hovedet ved ikke, hvad hånden gør, fordi topchefen – departementschefen – ikke har tid nok til at lede ministeriet og sørge for, at det kører som en velsmurt maskine,” siger Jørgen Rosted.

Modsat traditionelle kommissioner og råd kan et politisk rådgiverhold forsvare planerne både politisk og fagligt. På den måde får ministeren både støtte udadtil, når han eller hun skal præsentere strategien for offentligheden, og indadtil, når den skal igennem departementet.

Frygter flere skandaler

Det er dog ikke alle, der tror på, at politiske rådgivere er vejen frem.

En af skeptikerne er Bo Smith, der i foråret takkede af efter 15 år som departementschef i Beskæftigelsesministeriet. Han deler ikke Jørgen Rosteds opfattelse af, at systemet er forældet. Tværtimod peger han på, at det har kunnet bestå i sin grundform de sidste 150 år, netop fordi det har forandret sig markant og er fulgt med tiden.

At embedsværket nu ikke kun hjælper med faglig rådgivning, men også bidrager på det politisk-taktiske niveau, ser Bo Smith som en styrke: I en tid hvor mediepresset er massivt, har man indrettet forvaltningen efter at kunne svare rigtigt og kvalificeret på kort tid. Og i takt med at EU har fået større betydning for dansk lovgivning, har man også skaffet flere medarbejdere, der kan rådgive ministeren om Bruxelles’ direktiver og forordninger.

Da ministrene har fået brug for mere politisk rådgivning fra deres embedsfolk, har departementschefen sat mere tid af til det. Og Bo Smith mener ikke, at topchefens tid er prioriteret forkert:

”Man indretter systemet efter ministerens behov. Hvis han eller hun har brug for rådgivning, optimerer man departementet, så departementschefens tid kan ligge her. Kontorcheferne får større ansvar for personaleledelse, men det er ikke et problem. Det er det, de er der for,” siger Bo Smith.

Han frygter, at der vil komme flere sager, hvis ministeren får politiske rådgivere med ind på Slotsholmen. Selv om de politiske rådgivere ikke bestemmer over embedsmændene, er de med til at fjerne ministeren fra embedsværket, og jo flere der slås om ministerens opmærksomhed, jo mindre tid bliver der til hver enkelt:

“Jeg frygter, at man svækker den faglige rådgivning, hvis ministrenes nærmeste rådgivere fortrinsvis bliver politisk udnævnte og embedsværket dermed kommer på større afstand. Og det betyder så også, at ministrene kan ende med at stå med en dårlig sag, fordi det ikke er sikret, at politikken hænger fagligt sammen,” siger Bo Smith.