16 døgns non-stop læsning skal der til for at komme igennem de over 23.000 siders lovtekst, der er på beskæftigelsesområdet. Vel at mærke, hvis man kan holde en kadence på én side i minuttet uden søvn eller pauser. Den absurditet minder mig om min første computer fra 1991. Hele Microsofts Office-pakke fyldte dengang et par megabyte og kunne ligge på et par disketter. I dag fylder den seneste udgave af pakken tæt på tusinde gange så meget, den kan ikke engang ligge på en DVD-skive. Og det forunderlige er, at diverse animationer og ekstra lir til trods så havde udgaven fra 1991 langt hovedparten af de funktioner, som jeg bruger i dag (og som jeg husker det med væsentligt færre fejlmeldinger og frosne skærme end i dag).

Jeg har en mistanke om, at både lovgivere og softwareudviklere let forfalder til volumensyge. Opgavens kompleksitet er vokset dem over hovedet, så det virker lettere og mere sikkert blot at tilføje ny kode eller lovgivning frem for at gøre forsøget på at omskrive det tidligere arbejde. Overblikket er forsvundet og få tør andet end at tilføje lidt ny kode eller lovtekst, der hvor man sidst var kommet til. På kort sigt kan strategien virke fornuftig og pragmatisk, men på den lange bane ender vi med groteske systemer, der er mindre og mindre driftsikre, mere og mere uoverskuelige samt mindre og mindre tidssvarende.

Hvad nu hvis vi startede forfra? Hvis vi smøgede ærmerne op og for en gang skyld turde rykke rundt helt nede i bunden af den offentlige sektors maskinrum? Ikke af politiske eller ideologiske årsager, men ud fra et ydmygt ønske om at finde en enklere og mere velfungerende løsning. Lad mig komme med et friskt bud.  

Fra nej til ja til arbejde

Vores nuværende sæt af offentlige ydelser og hjælp tager afsæt i et klassisk billede af arbejdsmarkedet, hvor normen er, at man har et fuldtidsjob til overenskomstmæssig løn på én arbejdsplads i ét job, der tager afsæt i den ene uddannelse, man tog efter folkeskolen eller gymnasiet. Dette billede af et ”rigtigt” arbejdsliv er institutionaliseret og cementeret gennem fagforeningsmedlemskaber, overenskomster, vores beskæftigelsesindsats og lovgivningen generelt. Problemet er, at flere og flere danskere lever i en virkelighed, der bryder med normen. De arbejder på nedsat tid, de kombinerer flere jobs for forskellige arbejdsgivere på forskellige fagfelter, de kombinerer et deltidsjob med at være selvstændige, de efteruddanner sig midt i arbejdslivet og skifter karriere etc. Yderligere er der alle dem, for hvem det er umuligt at blive lukket ind i varmen på arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan få eller magte et ”rigtigt” fuldtidsjob til normal løn – de nedslidte, de stressramte, de syge, de anderledes, de skæve. For mange sidder det nederste trin på trappen til ”det rigtige arbejdsmarked” meget højt. De kommer aldrig med eller må tage til takke med et liv i arbejdsmarkedets underverden med korttidsansættelser, sort arbejde, underbetaling og utryghed.   

Den nuværende model har medført det paradoks, at hvis du ikke har et arbejde, betaler vi dig for ikke at arbejde under forudsætning af, at du ikke arbejder. For kontakthjælp, folkepension, SU, dagpenge, arbejdsmarkedsydelse, efterløn etc. gælder, at man ikke må arbejde, eller at der kommer et nedslag i ydelsen, hvis man arbejder for meget. I den traditionelle optik er det selvfølgelig rimeligt, at man ikke kan få offentlig forsørgelse, hvis man har et arbejde, men problemet er, at det bliver et enten-eller system, hvor mange på forsørgelse, hvis de endelige er heldige nok til at få en jobmulighed, takker nej til mulige jobs, fordi det enten er økonomisk ufordelagtigt eller er for uoverskueligt/bøvlet. Murene til det ”rigtige” arbejdsmarked er for mange tårnhøje, og al statistik viser desværre, at jo længere tid man står uden job, jo vanskeligere er det at komme ind på arbejdsmarkedet igen. 

Lad mig foreslå et radikalt alternativ. Lad os indføre et grundlæggende princip om, at man altid skal kunne sige ja til arbejde. At hjælp fra det offentlige ikke forudsætter, at man ikke arbejder. At det altid, selv fra den første time, kan betale sig at arbejde.

Enhedsydelsen

Konkret kan man forstille sig, at der gradvist indfases et system, hvor hovedparten af alle offentlige ydelser erstattes af én skattefri enhedsydelse, som alle danskere automatisk modtager fra vugge til grav. Når man er barn, svarer niveauet på ydelsen til børnechecken og udbetales til forældrene, når man bliver ældre ligger ydelsen på samme niveau som SU eller kontanthjælp, og når man nærmer sig arbejdslivets udtoning, ligger ydelsen på niveau som efterløn eller folkepension. For at undgå store huller i statskassen nedsættes eller bortfalder beskæftigelsesfradraget/frikortet (indkomstskatten justeres også lidt hvis nødvendigt), således at folk i arbejde økonomisk får det samme i hånden, som de gør i dag. Ekstraindtægten fra enhedsydelsen går op med, at man betaler skat af den først tjente krone.

Hovedpointen med enhedsydelsen er, at den er 100 pct. automatisk, og at man altid må arbejde ved siden af. Der kræves ingen ansøgninger, umyndiggørende samtaler, dokumentation eller tilladelser. Alle kan altid sige ja til en jobmulighed, og det vil altid kunne betale sig at arbejde fra den første time.  

Enhedsydelse er ikke en borgerløn, men et økonomisk sikkerhedsnet. Det er ikke mange penge, men alligevel en basal tryghed. Og fordi man altid kan sige ja til arbejde, vil selv en beskeden ekstraindtægt gøre en stor forskel.

Gør det let

Moderne adfærdsforskning (herunder nudging) viser, at det er stærkt begrænset, hvor meget man kan få folk til at ændre adfærd gennem motivation. Uanset om man lokker med belønninger, truer med straf eller taler til vores moral, så er det desværre de færreste af os forundt at kunne omsætte vores intentioner til handling. Det er derfor, vi har overvægt og rygning, og det er derfor, at kun 20 pct. af danskerne står i donorregistret, selv om 80 pct. af danskerne gerne vil. Hvis man vil have folk til at handle, så skal man både motivere folk og gøre det let for dem at gøre det rigtige. Vores nuværende offentlige systemer er altovervejende indrettet på at styre adfærd gennem motivation, særligt negative økonomiske sanktioner. Vi tror, at de studerende lærer hurtigere ved udsigten til at miste SU-klip, eller at de arbejdsløse skriver flere og bedre ansøgninger, når de bliver sultne. Sådan er virkelighed desværre bare ikke. Vi bliver nødt til at indrette den offentlige sektor, så det er let at gøre de rigtige ting. Derfor en enhedsydelse.      

Umiddelbare fordele ved enhedsydelsen

• En fod på arbejdsmarkedet
  Først og fremmest vil enhedsydelsen gøre det nemmere at komme ind på arbejdsmarkedet. Man behøver ikke at vente på, at der dukker et 37-timers fuldtidsjob op, men man kan i stedet sige ja til en eller flere mindre ansættelser. Der er kommet flere og lavere trin på stigen. For mange udsatte, der ikke fra dag ét kan magte en fuldtidsstilling, vil enhedsydelsen gøre det muligt gradvist at arbejde sig ud af ledighed. Der vil være en klar motivation for alle til at finde sig en eller anden form for ekstraindtægt, da enhedsydelsen for mange vil være for lav til at udgøre et tilfredsstillende livsgrundlag.   
• Større og mere fleksibelt arbejdsudbud
  Enhedsydelsen øger arbejdsudbuddet ved at hjælpe med at holde ældre og udsatte medborgere inde på arbejdsmarkedet. Pensions- eller efterlønsalderen bliver ikke længere en målstreg, man falder ind over, men i stedet en gradvis nedtrapning af arbejdsindsatsen efter lyst og behov.
• Mindre stigmatisering
  Det er for mange en ydmygende og stigmatiserende oplevelse at få offentlig hjælp. Man er et ”problem”, man bliver mistænkeliggjort og klientgjort. Når enhedsydelsen er indført, vil ingen længere være ”på kontanthjælp” eller ”bistandsklienter”. Vi er alle i samme båd, og ingen er dømt ude på taberholdet.  
• Personlig frihed
  Vi vil alle opleve en væsentligt større personlig frihed og fleksibilitet. Uden at spørge om lov eller skulle registrere noget som helst kan vi selv skifte kurs i vores arbejdsliv. Vi kan tage en uddannelse, vi kan kombinere forskellige mindre jobs, vi kan skrue ned for arbejdsindsatsen for at få mere tid til familien etc.
• Bedre integration
  Enhedsydelsen vil være en stor hjælp for de flygtninge og indvandrere, der har haft vanskeligt ved at komme ind på ”det rigtige” arbejdsmarked. Den bedste og reelt eneste vej til god integration er gennem arbejde, og enhedsydelsen vil gøre det let og tiltrækkende at komme i gang. Et kærkomment opgør med fortidens klientgørelse og marginalisering.    
• Mere iværksætteri
  Mange af de mindre iværksættere, jeg kender, bliver pressede i mødet med bureaukratiske systemer og uklare regler. Ambitioner om at være iværksætter spiller dårligt sammen med dagpengeregler og andre støtteordninger, hvilket bl.a. giver sig udslag i, at mange selvstændige tvinges til at lukke deres firmaer, hvis de i en presset periode får hjælp fra det offentlige. Jeg er sikker på, at reglerne og kravene hver for sig giver mening og er etableret med de bedste intentioner, men samlet set tager de livet af mange iværksætterdrømme. Med enhedsydelsen vil iværksættere få lidt ekstra økonomisk tryghed i den svære start, og der vil være langt større klarhed omkring rammer og muligheder.
• Hjælp til kunsten 
  I dag er det urimeligt utaknemmeligt at forsøge at ernære sig som professionel kunstner. Pengene er små og de bureaukratiske udfordringer store. Dagpengereformen har kun gjort det være. Også på dette punkt vil enhedsydelsen skabe enkelhed og mere tryghed. 
• En venlig og mere imødekommende offentlig sektor
  I det nuværende system er det benhårdt at være offentlig sagsbehandler. Man skal forsøge at hjælpe udsatte borgere, imens man på samme tid skal sikre sig mod snyd og fusk. Det kan være hårdt ved kulturen og arbejdsglæden. Med enhedsydelsen vil det offentliges behov for at kontrollere og tjekke borgerne blive væsentligt mindre på en langt række områder. Jeg tror, det kan hjælpe med at skabe en mere imødekommende og serviceorienteret offentlig sektor, til glæde for både borgere og ansatte. 
• Mindre sort arbejde
  Jeg tror, at en stor del af det sorte arbejde kommer af dovenskab frem for kriminel griskhed. For mange er blot tanken om at sætte sig ind i reglerne en bekvem undskyldning for at gøre tingene sort. Lad os gøre det nemt at gøre det rigtige.
• Effektivisering
  Sidst men ikke mindst vil enhedsydelsen gøre det muligt at gennemføre en omfattende effektivisering. En enkel digital løsning vil erstattet en vifte af styrelser og systemer.

Enhedsydelsen er en radikal ide, der griber ind i en lang række områder. Et kort oprids af muligheder og bekymringer:

• Dagpengesystemet
  Enhedsydelsen er tænkt som en statslig ydelse til alle danskere. Det vil være oplagt at tilrette dagspengesystemet som en frivillig tilvalgsordning, som ved ledighed kan supplere enhedsydelsen i en periode. Til forskel for enhedsydelsen forudsætter dagpengene sandsynligvis en form for kontrol med, om folk er ledige eller ej. Derfor vil jeg anbefale, at disse tillægsydelser håndteres af ikke-offentlige aktører, f.eks. fagforeninger eller private forsikringsselskaber, således at staten i størst muligt omfang undgår at skulle kontrollere borgerne. Det er så et politisk spørgsmål, om og i hvilket omfang det offentlige skal bidrage til at finansiere tilvalgsordningerne.
• Kommunale tilbud
  En af kongstankerne bag enhedsydelsen er at gøre det lettere for udsatte at holde fast i eller at komme ind på arbejdsmarkedet. En mulighed i den forbindelse er at lade kommunerne oprette og drive lokale arbejdspladser, hvor alle med kort frist og uden bøvl kan hjælpe til og tjene lidt ekstra. Eventuelt kan der også laves ordninger, hvor man får ”løn” for at deltage i relevante og konkrete uddannelsesaktiviteter. Jeg tror, det vil være godt for folk, der ikke kan klare sig af enhedsydelsen alene, at de som alternativ til en ekstra check fra det offentlige får mulighed for at tjene lidt ekstra ved at arbejde eller uddanne sig. Disse ordninger skal selvfølgelig tilrettelægges på en måde, så det ikke på en uhensigtsmæssig måde undergraver nuværende reelle offentlige arbejdspladser.
• De særligt udsatte
  Der er selvfølgelig nogle danskere, som står helt uden for arbejdsmarkedet, f.eks. invalide eller andre med særlige behov. Disse grupper, der i dag er på forskellige revaliderings- eller pensionsordninger, har brug for en ekstra indsats, som ligger ud over den normale enhedsydelse. Det kan indrettes som særlige tilskud eller en form for forhøjelse af enhedsydelsen. På de punkter, hvor det er muligt, vil det dog være godt, hvis man har ret til at sige ja til arbejde. Vi skal væk fra passiviserende forsørgelse. Og her handler det ikke om at spare skattekroner, men i stedet om at holde fast i, at der er plads til alle medborgere i samfundet, og at alle har noget at bidrage med. 
• Fagbevægelsen
  Af gode grunde er fagbevægelsen indrettet med afsæt i industrisamfundets arbejdsbegreb og opfattelse af, hvad der er et ”rigtigt” fuldtidsjob. Jeg tror, at enhedsydelsen kan hjælpe fagbevægelsen med at omstille sig til et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor gamle faggrænser og karriereveje er i opbrud. I fremtidens fagbevægelse skal der være plads til deltidsselvstændige eller godtfolk, der arbejder 35 pct. som HK’er, 45 pct. som 3F’er og 20 pct. som skuespiller.  
• Hvad koster det?
  Jeg tror, at enhedsydelsen i sin konstruktion er en væsentligt billigere og enklere løsning. Hvad prisen i sidste ende bliver, er et politisk valg, som afhænger af, hvor godt det offentlige sikkerhedsnet skal være, samt hvor højt man vægter social og økonomisk lighed. Enhedsydelsen kan fastholde det nuværende udgiftsniveau og graden af omfordeling, men der kan også skrues op og ned efter politisk overbevisning.   

Vovemod

Der kan hurtigt findes mange argumenter for, at enhedsydelsen aldrig kan blive realiseret. Det vil være et paradigmeskift, som gør op med vanetænkningen i både partier og centraladministrationen. Det vil virke usikkert, uoverskueligt og farligt. I mødet med embedsværkets forståelige skepsis kræver det politisk vovemod at gennemtrumfe en reform som enhedsydelsen. For mange politikere er det desværre mere opportunt at profilere sig på kortsigtede enkeltløsninger (ældrechecken) end at tage den store tørn i bunden af maskinrummet. Og så kan man selvfølgelig altid nævne EU, hvis man skal bruge en undskyldning for ikke at gøre noget nyt …   

Læs flere indlæg af Ask Agger her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.