Det virker fuldstændig bizart, at den konservative leder, Lene Espersen, nu atter skal trækkes igennem mediernes vridemaskine for sine udtalelser om at lukke for de gyldne haner til privathospitalerne i den sag, som allerede er døbt Mail-gate.

Nu er det som bekendt let at sparke til en person, som allerede ligger ned i forvejen. Medierne har været hurtige til at hive alle hendes tidligere uheldige sager frem for yderligere at bære brænde til bålet. Og journalister står i kø for at finde det dokument eller den mail, som kan dreje kniven det sidste stykke i et bebudet dronningemord.

Lene Espersen har ikke mange aktier i den øgede markedsgørelse af sundhedsvæsenet, som VK-regeringen har gennemført, siden den overtog magten i 2001. Her er det den nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, der besidder den absolutte aktiemajoritet. Det er ham, som er hovedarkitekten bag hele betalingsmodellen til privathospitalerne.

Men alligevel er det nu vicestatsministeren, der må tage skraldet for den årelange overbetaling.

Stik imod beretningerne i disse dages mediestorm var det reelt heller ikke en nyhed, da Lene Espersen den 21. marts sidste år stillede sig frem i Politiken med De Konservatives forslag om at klippe 25 pct. af betalingen til privathospitalerne. Fem dage forinden, mandag den 16. marts, bragte Mandag Morgen en stor historie, der netop handlede om, at regeringen ville skære de 25 pct. Se MM11, 2009.

Her kunne vi fortælle, at daværende sundhedsminister, Jakob Axel Nielsen, var på trapperne med et stort regeringsudspil, som ud over de markant lavere referencetakster til privathospitalerne også ville betyde en helt ny model for de fremtidige spilleregler mellem privathospitaler og de offentlige sygehuse.

Historien byggede på anonyme kilder og vakte stor opsigt på de indre linjer i både politiske og faglige kredse. Men den bragede ikke igennem i medietornadoen. Det var først, da Lene Espersen fem dage senere gik på banen i Politiken, at historien vakte opsigt.

På det tidspunkt havde hun været formand for sit parti i knap et halvt år, og man kan næppe klandre en forholdsvis nyudnævnt formand for at forsøge på at markedsføre sit partis politiske forslag og sætte nye mediedagsordener. Med sine udtalelser satte hun blot ord på det udspil, som hendes partifælle, Jakob Axel Nielsen, havde arbejdet med i måneder, men som han ifølge hans egen daværende spindoktor "ikke har kunnet trænge igennem med i forhold til Lars Løkke".

Lene Espersens eneste brøde er, at hun den 13. maj sidste år – små to måneder senere – sagde i Folketingssalen, at de 25 pct. byggede på et omfattende arbejde i den konservative folketingsgruppe og var et led i partiets store sundhedspolitiske udspil. Nu har hun – hårdt presset af opposition og medier – måttet indrømme, at tallet på de 25 pct. stammede fra Sundhedsministeriets analyse.

Det er denne indrømmelse, der har fået medierne til at slibe knivene. Oppositionen har selvfølgelig en klar interesse i at få skabt så meget støj som muligt om sagen i et forsøg på at så yderligere tvivl om vicestatsministerens i forvejen ramponerede troværdighed.

Man kan kun gætte på, hvad der var Lene Espersens motiv for i folketingssalen at udtale, at forslaget om de nedsatte takster ”hviler på et arbejde, der er lavet i den konservative folketingsgruppe som et led i et større sundhedsudspil”, i stedet for at fortælle den fulde sandhed. Der har været spekuleret i, at hun dækkede over Lars Løkkes benspænd for at bringe privathospitalernes overbetaling til ophør. Men da regeringen på det tidspunkt havde besluttet – og pr. 1. april aftalt med regionerne – at taksterne skulle sættes ned, forekommer det ikke videre plausibelt. Derfor er den mest oplagte forklaring, at hun – i lighed med Politiken-artiklen – gerne ville reklamere for sit parti.

Hvis det virkelig er tilfældet, siger det sig selv, at Lene Espersens misinformation ikke er gjort af et stof, der bør kunne vælte ministre.

Skulle der ligge en rygende pistol i denne sag, findes den nok snarere i arkiverne i Sundhedsministeriet eller Finansministeriet. For sagen indeholder to andre og langt mere spændende spørgsmål med væsentligt større perspektiv:

• I hvor mange år – og i hvilket omfang – er det lykkedes vores nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, som sundhedsminister og finansminister, at forhindre en reduktion af betalingen til privathospitalerne på trods af centraladministrationens viden om, at der reelt var tale om en overpris?
• Hvordan kan det være, at der i dag – ca. 15 år efter at Venstre undfangede sine første tanker om det udvidede frie sygehusvalg til privathospitaler – fortsat er uendelig lidt viden og dokumentation for private hospitaler og klinikkers behandlingskvalitet?

Med hensyn til det første spørgsmål er vi nødt til at gå adskillige år tilbage. Et eksempel er et særligt udvalg, som Lars Løkke Rasmussen selv nedsatte i foråret 2006, da forhandlingerne mellem den daværende Amtsrådsforening og privathospitalerne om nye takster brød sammen. Udvalget havde repræsentanter fra alle centrale aktører og havde afdelingschef i Sundhedsministeriet Vagn Nielsen som formand.

Udvalget fik godt fire måneder til bl.a. at komme med bud på, hvordan prisafregningen med privathospitalerne for fremtiden skulle indrettes. Processen blev dog betydeligt mere langvarig. Først i september 2007 – 18 måneder senere – lå den endelige rapport klar. Bl.a. fordi Lars Løkke i sin egenskab af sundhedsminister undervejs skød flere af udvalgets ideer ned – herunder et forslag om en egentlig udbudsmodel, som ifølge embedsmandsudvalgets store flertal ville reducere betalingen til privathospitalerne. At der var tale om overbetaling, fremgår dog af den endelige rapport, selvom det ikke står med flammeskrift. Se MM31, 2007.

Et andet eksempel er Rigsrevisionen, der i efteråret 2008 gik ind i sagen, efter at Mandag Morgen havde bragt en række kritiske artikler om det udvidede frie valg og privathospitalerne.

I den nyudkomne bog ”Projekt Løkke” dokumenterer Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen, at Rigsrevisionen havde mere end svært ved at få dokumenter udleveret fra ministerierne. Det kommer nærmest til åben krig mellem Rigsrevisionen og Sundhedsministeriet, og efter pres fra Sundhedsministeriet og Finansministeriet lykkes det regeringen at få Rigsrevisionen til at ændre i formålet med sin beretning, så den også kommer til at handle om, hvorvidt regeringen har brudt sundhedsloven.

Det er der ingen, der ligefrem har påstået. Ministeriernes pres er tilsyneladende da også blot et forsøg på at sikre, at den åbenlyse frifindelse kan anvendes som forsvar i den efterfølgende debat. Den strategi lykkes overmåde godt. For selv om Rigsrevisionen dokumenterer, at der er sket en overbetaling, kommer størstedelen af diskussionen til at handle om lovligheden. Og som Lars Løkke Rasmussen slår fast på et pressemøde kort efter offentliggørelsen: "Hvis jeg må citere min forgænger: Der er ikke noget at komme efter".

Det tredje eksempel er aftalen mellem Danske Regioner og Sundhedsministeriet om nye og lavere takster til privathospitalerne. I løbet af de seks måneder, som det udvidede frie sygehusvalg var suspenderet som følge af strejken på sygehusene, lykkedes det for regionerne at opnå en række klækkelige rabatter ved at lægge behandlinger i udbud. Præcis som flere medlemmer af det såkaldte Vagn Nielsen-udvalg havde forudsagt. Allerede den 1. april sidste år bliver de to parter enige om at ændre på taksterne, så de i højere grad afspejler de priser, som regionerne har opnået under strejken. Men først den 28. oktober – et halvt år senere – ligger det takstkatalog klar, der gælder fra den 1. januar i år. Men som daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen forklarede i oktober sidste år: ”Vi har hele tiden arbejdet for fair takster.”

Med fire års forsinkelse er det således endelig lykkedes at skrotte det gamle takstsystem, der i årevis har ladet skatteyderne betale en åbenbar overpris.

Hvordan det har kunnet lade sig gøre, er langt mere interessant end Lene Espersens misinformation.

Et måske endnu mere interessant spørgsmål i hele denne såkaldte Mail-gate er den mangel på dokumentation, som der stadig er af, hvorvidt kvalitetskontrollen med de private sygehuse er tilstrækkelig – og om patienterne kan være sikre på, at de får en lige så god behandling som på de offentlige sygehuse. Så sent som for et par søndage siden havde den nuværende sundhedsminister store problemer i TV-Avisen, da han skulle forklare, hvorfor ingen offentlige myndigheder tilsyneladende havde ansvar for at sikre, at screeningen for brystkræft i den private sektor var af lige så høj kvalitet som på et offentligt sygehus.

Baggrunden var en meget tragisk historie om, at en ringere screeningskvalitet havde medført voldsomme menneskelige omkostninger for en lang række kvinder.

Sandheden om det er – mærkelig nok – at det spørgsmål ikke kan besvares, fordi lovgivningen fortsat er særdeles mangelfuld på det område. Derfor er det i grunden lidt af en falliterklæring, at vi efter 15 års debat stadig nøjes med at diskutere, om de private sygehuses pris svarer nogenlunde til prisen i det offentlige sygehusvæsen. Vi mangler fortsat den helt afgørende diskussion om, hvorvidt de privates indtog på markedet har øget eller forringet kvaliteten i det danske sundhedsvæsen. Hvilket i bund og grund er det spørgsmål, som er af størst interesse for borgerne.