Få uger efter chokbølgerne over flygtningekrisen skyllede ind over Europa, konfronteres de europæiske ledere med en kolossal udfordring. De har ingen holdbare løsninger på en udfordring, vi kun har set begyndelsen på. Løsningerne skal opfindes forfra. Problemet er blot, at udfordringerne hele tiden accelererer og udvikler sig og derfor i samme takt kræver helt nye løsninger. Således risikerer indgrebene uafbrudt at halte bag efter virkeligheden. Beslutningen om at fordele 120.000 flygtninge imellem EU-landene er således heller ikke en holdbar løsning, men en kortvarig og symptomatisk afværgemanøvre, som til gengæld risikerer at underminere EU’s fremtidige handle- og sammenhængskraft..

Den danske regerings kovending i flygtningekrisen illustrerer problemet og peger på, hvorfor politikere hverken kan eller bør garantere, at vi ikke fremover kommer til at modtage flere flygtninge.

[quote align="right" author=""]Vi står over for en situation, vi ikke er forberedte på og ikke har færdige løsninger på, fordi politikerne – de danske som de udenlandske – ikke har udvist rettidig omhu, men har ladet sig overhale af virkeligheden.[/quote]

Den erkendelse gav den danske statsminister udtryk for i et stort interview med Berlingske i forrige weekend: Flygtningeproblemet er mere komplekst end forudset, flygtningene vil blive i Danmark i en årrække, den hidtidige integrationsindsats er ikke lykkedes, og flere parter – såvel civilsamfund som virksomheder – skal bidrage mere til at sikre en vellykket integration, erkendte statsministeren. Hverken pigtråd, straksopbremsninger, grænsebomme eller andre former for quick fixes er reelle løsninger.

Men den nye virkelighedsopfattelse, som statsministeren dermed giver udtryk for, kommer hurtigt på nye prøvelser. Nu skal han balancere imellem en række modsatrettede krav og ønsker fra en række forskellige politiske fraktioner – udenlandske såvel som indenlandske – samtidig med at flygtningeproblemet i sig selv er en udfordring i stadig bevægelse. Med andre ord: Vi står over for en situation, vi ikke er forberedte på og ikke har færdige løsninger på, fordi politikerne – de danske som de udenlandske – ikke har udvist rettidig omhu, men har ladet sig overhale af virkeligheden.

Om få måneder konfronteres verdens ledere i Paris med en tilsvarende hårdknude, når de trods tyve års tilløb næppe kan blive enige om en aftale, der kan løse klimaproblemet og holde den globale temperaturstigning under 2 grader.

[quote align="left" author=""]Jo højere et problem skydes op i det politiske beslutningshierarki, des ringere er chancen for, at det kan løses[/quote]

Her er virkeligheden i form af stadig voldsommere naturkatastrofer også løbet fra både erkendelser og løsninger, og det tvinger de politiske ledere til reaktive frem for proaktive indgreb. Det kan beskrives som en form for politisk damage control.

På den måde hænger de to kriser sammen. Men der er også en anden og ligeså bekymrende sammenhæng mellem de to: Samtidig med at de accelererer, efterspørges stadig mere transnationale løsninger, idet ingen nation kan håndtere udfordringerne alene. Det har været et gennemgående mantra i den danske debat, og den seneste tid er flygtningekrisen i stigende grad også blevet omtalt mere som en global end en europæisk krise. Det har klimaproblemerne været fra starten.

Men der er forbandelsen, at jo højere et problem skydes op i det politiske beslutningshierarki, des ringere er chancen for, at det kan løses. Det skyldes, at for mange viljer og ønsker skal bøjes mod hinanden, og derfor støder mulige løsninger hurtigt ind i nationale særinteresser m.v. Beslutningsprocesserne kortslutter og fører til failed governance, som i internationale risikoanalyser anses for en af verdens allerstørste udfordringer. Det er vi vidner til lige nu.

Den politiske afmagt

Fællesnævneren i disse eksempler kan beskrives i to ord: politisk afmagt. Det er også det centrale begreb i den amerikanske bestseller ”The End of Power”, hvor forfatteren Moisés Naím leverer en skarp diagnose af en udvikling, der kan aflæses i alle dele af verden, men beskriver samme tendens: Magten siver gradvis ud af de gamle politiske magtcentre. Dermed opstår et vakuum, der i stigende grad vil blive udfyldt af nye, mindre, mere adrætte men i mange tilfælde også mere radikale politiske magtcentre. Se tekstboks.

[graph title="Den politiske magtesløshed" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/fcff0-skaermbillede-2015-09-24-kl-15-25-55_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/8a1ce-skaermbillede-2015-09-24-kl-15-25-55_0.png" text=""] [/graph]

Tendensen er i fuld gang. I 2012 var der kun fire af OECD-landene, der havde en flertalsregering. I Indien deler ikke mindre end 35 partier magten. I de vestlige demokratier har mindretalspartierne i gennemsnit 50 pct. af stemmerne i parlamenterne. Siden 1984 har intet parti i OECD-landene haft absolut flertal. I Danmark er det også fløjpartier som bl.a. Liberal Alliance, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og senest Alternativet, der demonstrerer den største vækst i vælgeropbakning.

Det rummer både styrker og svagheder, men det risikerer i en årrække at gøre det stadig vanskeligere at regere de enkelte lande såvel som at finde fælles løsninger på de globale udfordringer. Meninger og krav bliver stadig mere fragmenterede og gør det tilsvarende vanskeligere for de nationale parlamenter at enes om at løse de store udfordringer.

Forenklet udtrykt kan problemet beskrives som ”de sorte huller i det politiske univers”. Det hul, der opstår imellem nationalstaternes manglende evne/vilje til at løse grænseoverskridende udfordringer og de multinationale institutioners tilsvarende mangel på evne/vilje til at blive enige om fælles svar. Det er her, den politiske magt forsvinder.

Det har der den sidste tid været adskillige eksempler på, også herhjemme. Dansk Industris direktør, Karsten Dybvad, ser kun én langsigtet løsning på flygtningekrisen, nemlig en europæisk løsning. Men samtidig bliver EU-landene stadig mere splittede i forsøget på netop at løse krisen, og i stigende omfang tyer landene til en art national pigtrådspolitik, hvor man lukker grænserne med hegn og mure.

Historisk set står EU som et klassisk eksempel på et internationalt magtcenters afmagt. Finanskrisen, eurokrisen, den græske krise og nu flygtningekrisen har indtil videre efterladt EU som en svag og fragmenteret institution uden folkelig appel og opbakning. De europæiske lande har i fællesskab ikke vist sig ”regeringsduelige” over for store komplekse udfordringer, men i stedet demonstreret, at egeninteressen er større end fællesinteressen. Det indre opgør mellem EU-landene om fordelingen af 120.000 flygtninge demonstrerer afmagten over for den type komplekse udfordringer, der kan forudses at blive en ny normalitet. Hvad stiller EU f.eks. op, når nye flygtebølger måtte ramme Europa, eller hvis der sker en destabilisering af forholdene i nærområderne? Flygtningekrisen har således bevist sårbarheden i overnationale institutioner, når nationale værdier føles truede. Det er et både tankevækkende og bekymrende eksempel på den politiske afmagt.

Flygtningekrisens farlige bivirkninger

Den nationale pigtrådspolitik, der direkte som indirekte søges praktiseret i et naivt forsøg på at værne om egen sikkerhed, kan således vise sig et blive en ubehagelig bommerang og en undervurdering af kraften og desperationen bag flygtningestrømmene. Stadig flere TV-reportager fra nærområder og flygtningelejre illustrerer overbevisende, hvilken tilværelse og frustration der tvinger hundredtusinder af mennesker ud på en livsfarlig rejse mod Europa. Den kommer også til udtryk i stadig mere voldelige konfrontationer med grænsevagter, militær og politi.

I dette opgør ulmer starten på nye bevægelser, og det repræsenterer et oplagt rekrutteringsgrundlag for terrorceller som IS. Hvis de store flygtningestrømme føler sig ydmyget og afvist overalt, hvor de kommer frem, er de lette ofre for anarkistiske kræfter og terrorceller, og det kan i værste fald skabe en ny alvorlig sikkerhedsrisiko såvel for enkeltlande som for Europa. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig et scenarie, hvor de europæiske landes handlingslammelse og nationale egeninteresser over for flygtningestrømmene fra Nordafrika og Mellemøsten kan udløse en næsten ukontrollerbar konflikt mellem en række anarkistiske stater og bevægelser og de europæiske demokratier.

Det scenarie bliver især realistisk hvis – eller snarere når – de svage regimer i flygtningeområderne bryder sammen under presset fra stadig flere flygtninge, og når de millioner af internt og eksternt fordrevne flygtninge mister tålmodigheden og søger ud over grænserne.

[quote align="left" author=""]Det burde ikke komme bag på nogen politisk leder, hvis vi inden for relativt kort tid ser en voldsom eskalering af flygtningeproblemet eller en gradvist øget radikalisering af store grupper af unge nordafrikanere uden udsigt til en menneskeværdig fremtid.[/quote]

Lige nu befinder knap 4 millioner syrere sig i flygtningelejre i Tyrkiet, Libanon og Jordan. Som følge af, at de internationale nødhjælpsorganisationer er i økonomisk krise, må mange af dem leve på stærkt beskårede rationer og meget sparsomme fornødenheder. Uanset hvor meget alle taler om at hjælpe i nærområderne, har de store donorlande end ikke formået at leve op til deres oprindelige økonomiske forpligtelser. Som det fremgår af artiklen side 12, er støtte til nærområderne i sig selv en meget kompleks både social, økonomisk og geopolitisk udfordring.

Den udvikling repræsenterer en tikkende bombe og sætter EU’s forslag om at fordele 120.000 flygtninge i et sigende relief – for ikke at nævne Danmarks tilbud om at modtage 1.000 flygtninge og donere 250 millioner kr. til udvikling af nærområderne.

Og så står vi antageligt blot ved begyndelsen af krisen. Meget tyder på, at presset fra de nordafrikanske lande vil accelerere, og med den handlingslammelse og mangel på fremsyn, de europæiske ledere hidtil har demonstreret, kan det medføre en farlig destabilisering af de politiske samfund i en række europæiske lande.

Dette er blot endnu et udtryk for afstanden mellem virkeligheden og såvel den politiske fortrængningskraft som handlekraft. Realiteten er, at udviklingen ikke burde være overraskende, men forudsigelig. Det burde ikke komme bag på nogen politisk leder, hvis vi inden for relativt kort tid ser en voldsom eskalering af flygtningeproblemet eller en gradvist øget radikalisering af store grupper af unge nordafrikanere uden udsigt til en menneskeværdig fremtid, afvist af et velstående Europa, som hverken vil lukke dem ind eller investere de nødvendige midler i de nærområder og flygtningelejre, hvor de heller ikke kan se nogen fremtid.

De nye politiske magthavere

Flygtningekrisen fremstår i dag som det stærkeste eksempel på den politiske magtesløshed, som beskrevet i Moisés Naíms bog ”The End of Power”. Når en udfordring bliver tilstrækkelig kompleks, grænseoverskridende, accelererende, langsigtet og værdiladet har den en tendens til at kortslutte de politiske bureaukratier. Men det er netop, hvad der karakteriserer de fleste aktuelle globale udfordringer. Ud over klimaforandringerne kan nævnes de 17 bæredygtige udviklingsmål, som FN vedtog på generalforsamlingen i weekenden. De skal løses inden for de næste 15 år, hvis ikke vi vil se en ny bølge af damage control, der reelt vil betyde, at succeskriteriet for politisk handlekraft bliver reduceret til at administrere forudsigelige katastrofer. For at undgå det, er det en forudsætning, at magtsystemerne nytænkes, og at vi erkender, at kravet til politisk lederskab har ændret sig dramatisk – og dermed også den måde, internationale organisationer drives og finansieres på.

Moisés Naím er ikke i tvivl om tendensen. Han forudser, at konflikter og kriser vil fremtvinge et paradigmeskifte i lederskabet såvel på globalt plan som i national politik.

[quote align="right" author=""]Sociale medier komme til at spille en vigtig rolle for inddragelsen af bredere målgrupper i det politiske arbejde. Men ifølge Moisés Naím er det kun begyndelsen, og i de kommende årtier vil vi opleve næsten revolutionære innovationer i de politiske magtapparater.[/quote]

Det vil handle om at genskabe borgernes tillid til det politiske liv, nytænke de politiske partisystemer, finde nye muligheder for at involvere vælgerne i de politiske processer og udvikle langt mere effektive beslutningssystemer. Som Mandag Morgen beskrev i sidste uge vil bl.a. de sociale medier komme til at spille en vigtig rolle for inddragelsen af bredere målgrupper i det politiske arbejde. Men ifølge Moisés Naím er det kun begyndelsen, og i de kommende årtier vil vi opleve næsten revolutionære innovationer i de politiske magtapparater.

Paradigmeskiftet vil flytte magtcentrene fra megaplayers til micropowers. Det vil sige fra de overordnede centrale bureaukratiske institutioner til nye adrætte, fleksible og langt mere bevægelige aktører. Det er enheder, der kan bevæge sig langt hurtigere og ikke slæber rundt på gamle kulturer, sædvaner og holdninger – f.eks. nye politiske grupperinger, græsrodsbevægelser med fokuserede sociale missioner og en helt nye type virksomheder. Der bliver stadig behov for de gamle bureaukratier, men en stadig større del af udviklingen og nytænkningen fødes nedefra og vil levere de nødvendige løsninger.

Det vil være en absolut betingelse for, at vi kan håndtere de kommende års udfordringer.

Den største udfordring

Moisés Naíms teori synes også at kunne bekræftes af virkeligheden. Klimaproblemerne bliver næppe løst i globale aftaler, men ved at byer, virksomheder, civilsamfund m.v. frigør sig fra den almindelige politisering og i stedet udvikler initiativer, der fungerer i praksis, netop fordi de har hårdt brug for løsninger her og nu – og også kan konstatere, at de udløser klare økonomiske fordele. Det samme vil ske inden for integration af flygtninge. Mandag Morgen beskriver i ugens Velstandsanalyse på side 6-11 flere eksempler på vellykkede integrationsprojekter. Men hvor positiv den udvikling end er, kan den ikke stå alene. Den viser kun, at løsningerne findes eller kan udvikles, men de skal fungere i en infrastruktur – geopolitisk, socialt og økonomisk – der garanterer sikre rammer for udbredelsen.

[quote align="left" author=""]Det er hverken klimaproblemerne eller flygtningekrisen, der er blandt verdens største udfordringer lige nu – det er derimod manglen på politisk vilje og evne til at håndtere dem.[/quote]

Desuden beskriver eksemplerne kun en del af den nye virkelighed og ikke den, der handler om den politiske fragmentering og dermed de begrænsede muligheder for at finde sammenhængende svar på de komplekse udfordringer. Derfor peger pilen fortsat på de politiske ledere som ansvarlige for at lægge den overordnede kurs, fastlægge prioriteringerne, vedtage incitamenterne og frem for alt sikre de værdier og den stabilitet, ethvert civiliseret samfund må bygge på.

Den hidtidige håndtering af flygtningekrisen synes foreløbig at bekræfte den del af Moisés Naíms bog, der handler om the end of megaplayers – uden at vi dog har fået svaret på, hvad der skal afløse dem. Indtil da må vi forlade os på hans forudsigelse om, at netop truslen vil føre til udviklingen af en ny politisk kultur. Hvis han har ret i den antagelse, kunne man lidt kynisk håbe på, at problemerne accelererer hurtigere, og at det samme derfor sker for løsningerne.

Det er således hverken klimaproblemerne eller flygtningekrisen, der er blandt verdens største udfordringer lige nu – det er derimod manglen på politisk vilje og evne til at håndtere dem.