”Om 30 år vil der være masser af olie – og ingen købere. Olien vil blive efterladt i jorden. Stenalderen sluttede ikke fordi vi manglede sten, og oliealderen vil ikke slutte fordi vi mangler olie.”

Ordene blev fremsat i 2000, af den dengang 70-årige Sheik Yamani, Saudi-Arabiens legendariske olieminister i perioden 1962-86. Han ræsonnerede, at nye store olieforekomster kombineret med teknologiske fremskridt og massive investeringer i udvinding og produktion ville føre til først store stigninger og siden et massivt kollaps i olieprisen. 15 år senere står det klart, at Yamani, der i mange år var en globalt efterspurgt energikonsulent i London, på væsentlige områder har fået ret i sine spådomme.

Nye analyser fra førende investeringsbanker og tænketanke som Goldman Sachs, Det Internationale Energiagentur og Eurasia Group bekræfter Yamanis centrale forudsigelse: at der er masser af olie i verden, men at efterspørgslen falder.

Olieprisen vil næppe forblive så lav som i dag, men ingen kan forudse, hvornår den stiger igen. Og meget tyder på, at verden aldrig vil opleve den situation med stadig mindre udbud og stadig større efterspørgsel, som tilhængerne af Peak Oil-teorien hidtil har anset for noget nær en naturlov.

Ifølge den almindelige opfattelse skulle lave oliepriser være en hæmsko for den grønne omstilling. Men intet tyder på, at det aktuelle prisfald vil gå ud over omstillingen til mere bæredygtige energiformer. Tværtimod.

Seks geopolitiske, økonomiske, teknologiske og værdipolitiske faktorer indikerer, at oliens æra er ved at rinde ud.

1. Udbuddet overhaler efterspørgslen

Denne udvikling er allerede i gang. Ifølge den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs står de globale investeringerne i olie- og gasudvinding til at falde massivt på grund af de lave priser. I analysen ”The New Oil Order” fra december har Goldman Sachs gennemgået de 400 største investeringsprojekter i olie- og gasfelter verden over. Konklusionen er, at mere end to tredjedele af investeringerne – svarende til 930 milliarder dollar eller over 6.000 milliarder kr. – ikke længere er økonomisk rentable med den aktuelle oliepris. Se figur 2.

Ifølge Goldman Sachs’ analytikere har branchen kun to mulige svar på denne udfordring: at skære i omkostningerne eller at konsolidere industrien. ”De lavere råvarepriser og overkapacitet i produktionen kræver et fornyet fokus på kapitaldisciplin, omkostningseffektivitet og produktivitet i industrien,” lyder det fra Goldman Sachs’ oliespecialister.

Nils Smedegaard Andersen, CEO i A.P. Møller-Mærsk, har i både danske og internationale medier gjort det klart, at Maersk hele tiden overvejer, hvilke projekter der kan aflyses eller udskydes. Blandt andet har Maersk rejst tvivl om et stort projekt i Angola.

3. De grønne teknologiers gennembrud

Sheik Yamani, der i 1970’erne nationaliserede Saudi-Arabiens olieindustri og stod bag oliekrigen mod Israels allierede i USA og Europa, har også fået ret i, at ny teknologi ville presse olieprisen. Men han tog fejl af teknologierne.

Det blev ikke brændselsceller i bilmotorerne, der kom til at udfordre olien. Faldet i bilernes forbrug af benzin og dieselolie har olieproducenterne fortsat til gode, eftersom elbilerne først fra begyndelsen af 2020’erne for alvor begynder at afløse de fossilt drevne køretøjer på verdens veje.

[graph title="Investeringer i vedvarede energi vokser kraftigt" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/854ff-ckr_fig03_investeringer-i-vedvarede-energi-vokser-kraftigt.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/015e9-ckr_fig03_investeringer-i-vedvarede-energi-vokser-kraftigt.png" text="Mens Vesteuropa investerede kraftigt i vedvarende energi 2010-2012, har USA, Kina, Indien og Østeuropa taget over i 2013 og 2014. Trenden ser ud til at fortsætte."]Kilde: Bloomberg New Energy Finance [/graph]

Derimod har omstillingen til sol-, vind- og bioenergi allerede i dag taget så meget fart i verdens mest udviklede lande, at de begynder at æde sig ind på den globale efterspørgsel efter olie, gas og kul. Implementeringen af energibesparende teknologier har fremskyndet denne udvikling.

De vedvarende energikilder konkurrerer ikke med prisen på olie, men med prisen på elektricitet. Og den er ikke faldet i nært samme omfang som olieprisen.

Sol og vind er i dag blevet så meget billigere, at man både i Europa og Kina har kunnet reducere statsstøtten. Samtidig stiger investeringerne. Ifølge nye tal fra Bloomberg Energy Finance er investeringerne i vedvarede energi vokset med 16 pct. fra 2013 til 2014, efter at de dykkede markant i perioden 2011-2013. Se figur 3. Status er, at investeringer i rene energiteknologier er mere end femdoblet i perioden 2004-2014. De udgør i dag 310 milliarder dollar – knap 2.000 milliarder kr. – på globalt plan.

4. Oliestater i geopolitisk modvind

Vigtige olieproducerende lande som Rusland og Venezuela er i februar 2015 massivt svækkede, fordi den lave oliepris har trukket tæppet væk under deres nationale økonomier.

Venezuela har i årevis brugt sine store olieindtægter til at holde liv i en gruppe politisk uregerlige lande i det nordlige Sydamerika og i Caribien. Den lave oliepris og USA’s tilnærmelser til Cuba kan dårligt undgå at medføre massive politiske forandringer i den politiske ledelse i Caracas.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har med sin militære intervention i Ukraine pådraget sig historisk hårde økonomiske sanktioner fra Europa og USA. Virkningen af disse sanktioner er blevet kraftigt forstærket af det fald i olieprisen, som blev udløst i sommeren 2014, da Saudi-Arabien afviste at nedjustere sin olieproduktion for at tilpasse sig efterspørgslen.

Krisen i forholdet til Rusland har accelereret EU’s planer om at etablere en stærkt integreret energiunion, der hurtigst muligt reducerer Europas afhængighed af russisk gas.

De globale energipolitiske konsekvenser af borgerkrigen i Syrien/Irak er endnu uklare. Men de er potentielt enorme. Derfor arbejder både Europa og USA hårdt på at gøre sig uafhængige af de petro-islamistiske regimer i Saudi-Arabien, Iran og de øvrige oliestater ved Den Persiske Golf.

5. Decentralisering øger modstandsdygtigheden

I januar kunne dagbladet Børsen berette, at det statsejede svenske elselskab Vattenfall er i færd med at opkøbe det meste af landsbyen Bollerup langt ude på landet i Aalborg Kommune. Husene skal rives ned for at gøre plads til 50 store vindmøller. Beboerne er glade, for huse i den del af Udkantsdanmark kan være svære at slippe af med. Og fremtiden tegner pludselig lys og grøn for mange andre afsidesliggende egne af Danmark, som både kan levere strøm og landbrugsvarer til resten af landet.

Udviklingen i Nordjylland er et skoleeksempel på udviklingen af en decentral og derfor mere robust energiforsyning.

I en helt ny analyse, ”How to Lead in Ambigous Times”, beskriver den amerikanske professor og risikoanalytiker Ian Bremmer, hvordan ”decentral resiliens” bliver en stadig mere central konkurrencefaktor i en verdensøkonomi præget af geopolitisk uro og store udsving i valutakurser og råvarepriser.

Decentraliserede virksomheder, brancher og lande er ifølge Bremmer mere modstandsdygtige, fordi de fortsat vil være levedygtige, hvis de rammes på et bestemt geografisk marked eller inden for en specifik sektor.

”Tag energisektoren, som bliver stadig mere decentraliseret. Den har historisk set været stærkt konsolideret. Men fremvæksten af mindre producenter og alternative energiformer fører til mere decentrale distributionssystemer for både olie og elektricitet. Skiftet til et intelligent system er en anden decentraliserende kraft, som tillader en mere lokal og skræddersyet tilgang til styring af energidistribution. Dette styrker sektorens evne til at overleve uden prischok, uanset hvad der sker med en enkelt energikilde eller geopolitisk trussel,” skriver Bremmer.

6. Udviklingslande fjerner statsstøtte til fossile brændsler

Mens de grønne energiformer og energibesparende teknologier bliver stadig mere konkurrencedygtige og derfor behøver mindre statsstøtte, er stadig flere udviklingslande i færd med at udfase statsstøtte til almindelige borgeres brug af fossile brændsler.

Det gælder i folkerige nationer som Indien, Indonesien, Egypten og Malaysia såvel som i en række mindre udviklingslande. Eksempelvis har Indien benyttet den lave oliepris til at fjerne statsstøtten til diesel og andre fossile brændsler. Det betyder, at indiske bilejere har oplevet et mindre prisfald end f.eks. amerikanske. Disse lande indfrier dermed et længe næret ønske fra FN, IMF og mange vestlige regeringer.

De sparede støttemilliarder skæpper også godt i kassen i det indiske finansministerium, hvor man er ved at varme op til en historisk bølge af investeringer i decentral vedvarende energiproduktion, som vil bringe øget velstand og økonomisk vækst til landets flere hundrede millioner fattige og middelklasseborgere.