Kulturanbefaling af 
Emilie Fabricius Eriksen

Set, læst og hørt: Jesper Brix

Jesper Brix forbereder sit møde med indonesisk kultur gennem litteraturen og anbefaler en glimrende podcast, der spørger, hvor godt vi egentlig kender vores nærmeste.

Foto: Christian Stæhr/Læger uden Grænser

Jesper Brix

Jesper Brix overtog den 1. oktober 2020 stillingen som landedirektør for Læger uden Grænser i Indonesien. Forinden bestred han posten som direktør for Læger uden Grænser i Danmark. Brix er uddannet sygeplejerske og modtog i 2001 Florence Nightingale-medaljen for exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder.

Læst for nylig

Som en del af min forberedelse til at overtage stillingen som landedirektør for Læger uden Grænser i Indonesien, har jeg været igennem en række kulturelle briefinger. Men jeg har også læst en masse bøger for at danne mig et bredere indtryk af det land og den befolkning, jeg skal arbejde sammen med. En af de bøger, jeg har læst, er Troels Kløvedals ’Øerne under vinden’. Den handler om Nordkaperens rejse i og omkring Indonesien. Jeg kan godt lide Kløvedals beretninger, for de indeholder både en stor portion historie og spændende personlige fortællinger. Jeg har hæftet mig ved nogle af de tanker, han deler i bogen. At livet ikke skal være en tilfældighed og ikke leves passivt. At man skal træffe aktive valg, vel vidende at man kan påvirke retningen, men ikke altid udfaldet, og at man det til trods, ikke skal lade sig bremse. Det er tanker, jeg godt kan genkende.

Set for nylig

Sociale medier spiller en større og større rolle i de flestes liv. Det er derfor vigtigt at få øje for, hvordan de kan eller ikke kan være med til at styre vores liv. Den slags spørgsmål, synes jeg, det er vigtigt at få nogle forskellige perspektiver på. Jeg har for nylig set to gode film om emnet: ’The Great Hack’ og ’The Social Dilemma’. Man kan fange dem på Netflix. Begge film handler om de elektroniske fodspor, vi efterlader os – om den data, der potentielt kan bruges eller misbruges af andre. Det er et dilemma, jeg synes, vi bør have en særlig opmærksomhed på. Og så er stoffet forklaret på en rigtig fin måde.

Hørt for nylig

Jeg hører alt for sjældent podcasts. Mest lytter jeg til P1 og P3 i toget på vej til arbejde. For ikke så længe siden fik jeg dog anbefalet Third Ear-podcasten ’Farfars to liv’ – og det er en anbefaling, jeg godt kan give videre. Podcasten er produceret og tilrettelagt af Anna Thaulow og handler om, at hendes far efter hendes farfars død fandt en kuffert fyldt med kassettebånd. Kassettebånd, der afslører farfarens livslange hemmelighed om, at han levede et dobbeltliv med to familier. Selv om jeg ikke har problemer med at holde på en hemmelighed, bliver jeg alligevel overrasket over, hvordan lige præcis det her kan lade sig gøre – at man som menneske kan leve et sådant dobbeltliv.

Omtalte personer

Jesper H. Brix

Koordinator, Center for Civilsamfundsledelse, Globalt Fokus
sergent (Sergentskolen Sønderborg 1990), sygeplejerske (Hvidovre Hospital Nursing School 1997), oversergent-R (Sergentskolen Sønderborg 1998), proceskonsulent (Inpraxis 2011)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu