Kulturanbefaling af 
Marie Schønning Jensen

Set, læst og hørt: Søren Ejlersen

Aarstiderne-stifter Søren Ejlersen anbefaler noget for nylig set, læst og hørt. I tråd med sit erhverv er han blevet begejstret for en bog om sjældne, spiselige planter, som kalder på at blive genopdaget.

Søren Ejlersen håber, at DR-programmet Alene i vildmarken vil få flere danskere ud i naturen.
Søren Ejlersen håber, at DR-programmet Alene i vildmarken vil få flere danskere ud i naturen.Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Søren Ejlersen

Medstifter, Aarstiderne og Haver til Maver

Søren Ejlersen er kok, kogebogsforfatter og medstifter af Aarstiderne, hvor han også er næstformand. Aarstiderne har de seneste år oplevet stor vækst, og fra 2013 til 2017 steg omsætningen fra 300 millioner til 672 millioner kroner.

Set for nylig

Alene i vildmarken er på den ene side et forventeligt tv-koncept, der spænder fra at være blødt, sødt og smage godt, til at gøre rigtigt ondt, når deltagerne ender med at give op. Min datter Molly på 12 år er faldet over DR-programmet og er betaget af tanken om at skulle klare sig selv derude. Vi ser med af og til og underholdes af deltagernes opfindsomhed – eller mangel på samme.

Danskernes forbrug af natur har været stærkt nedadgående de sidste årtier. Jeg synes, Alene i vildmarken er et interessant tv-koncept, hvis det kan åbne folks øjne for at komme ud af byen og gøre brug af den fantastiske natur, Danmark kan byde på. Molly er blevet inspireret, og jeg kan nu genoptage min gamle passion for at overleve derude uden andet end det, vi har på. Faktisk har jeg lovet hende, at vi går i vildnisset i weekenden. Og hvis det bliver koldt, er der heldigvis ikke længere hjem, end at vi næsten kan se vores hus.

Læst for nylig

Sidste sommer havde jeg besøg af Palisa Anderson fra Australien. Som både gartner og kok driver hun et hav af restauranter i Sydney, som alle har forbindelse til hendes gård. Her dyrker hun ca. lige så mange særegne arter af planter, som vi gør på vores testmarker på vores gårde.

Palisa er med i en ny bog, From the Earth, skrevet af Peter Gilmore. Et leksikalt værk, som udtrykker hendes og andres arbejde med sjældne, spiselige planter på den anden side af kloden, som verdens køkkener ville få stor glæde af at genopdage. Jeg fik ikke mindre end to eksemplarer af denne bog i julegave og gør store øjne, når jeg finder Precoce di Jesi Cauliflower (gule blomkål), blå ærter, aztec broccoli og asparagus pea. Det er faglitteratur af den blomstrende slags, og de blå ærter ligger allerede klar på mit kontor og venter på forårets entré.

Hørt for nylig

Den anden dag var jeg gæst ved Roskilde Festival Vinterfest på spillestedet Alice på Nørrebro. Det var interessant at ankomme relativt blåøjet og uden at vide meget om, hvad jeg gik ind til.

Musikeren Bisse lagde ud med et længere kvæd, som virkelig åbnede øjnene, og efterfølgende var der dialog mellem hans instruktør Elisa Kragerup og konferencier Mette Walsted Vestergaard. Lydmor præsterede minikoncert, Jakob Moll fra Zetland brillerede på scenen, og Zainab Nasrati fra Ordskælv (fantastisk navn) performede. Det var bare et lille udpluk af, hvad aftenen bød på. Alt i alt en helt anderledes aften. Langt mere intellektuel end forventet, og lidt hårdt, da jeg havde været oppe kl. 4 med heldagsmøder i Jylland. Men stærkt befriende, anderledes og nytænkende. Vinterfesten var et indblik i, hvad Roskilde Festival også er, og hvilke områder og CSR-relationer, de engagerer sig i.

Omtalte personer

Søren Ejlersen

Medstifter, næstformand, Aarstiderne
kok (Kommandanten 1987)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23[email protected]CVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2024