Så kom imamerne og de ansvarlige fra det muslimske samfund i Danmark med deres reaktion på TV2’s dybdeborende journalistiske udsendelser. Og hvad fik vi? Et angreb på budbringeren og beskyldninger om at ville skade integrationen i Danmark. Jeg er målløs.

Imamerne og de ansvarlige ledere har åbenbart ikke lært af erfaringerne fra lignende udsendelser. Det at arbejde med skjulte optagelser har i de senere år været anvendt flere gange til at afsløre forskellige dårligdomme i samfundet. Der har været udsendelser, som viste, hvordan man på konkrete plejecentre behandlede ældre, eller hvordan man på døgninstitutioner behandlede psykisk udviklingshæmmede. Uanset hvordan journalisterne har vinklet, og hvor mange nuancer de har udeladt, har disse udsendelser hver gang ført til politiske indgreb eller i det mindste omfattende offentlige debatter om, hvordan man kunne gøre det bedre.

Nu er det bedste, de ansvarlige ledere fra 31 muslimske menigheder kan komme op med, en fempunktskritik, som slet ikke forholder sig til de faktiske afsløringer som f.eks. udtalelser om stening af utro kvinder, accept af voldtægt, voldelige ægtemænd eller vejledning i noget, der i betænkelig grad ligner forsøg på socialt bedrageri. Alt sammen forhold, hvor værdierne og lovgivningen er helt klare i Danmark.

Der er for mig ingen tvivl om, at de muslimske religiøse ledere trænger til at komme ud af koranskolerne og ud af ghettoerne og ud i det samfund, som de er og skal være en del af. Det kunne så være deres bidrag til integrationen.

Socialpolitikkens fredssikrende rolle

Det er afgørende at forstå, at alternativet til integration er øget social konflikt og i en større europæisk sammenhæng international uro og det, som er værre. Derfor er det også nødvendigt, at de øvrige dele af det danske samfund finder på andre løsninger end reduktion af de økonomiske ydelser og almindelig fordømmelse, som reaktionerne umiddelbart ellers har været efter TV2’s udsendelser og de religiøse lederes fempunktsudtalelse.

Alt for længe har det politiske Danmark undladt at se på sammenhængen mellem den manglende integration og så fraværet af sociale indsatser i integrationspolitikken. Socialfagligheden er blevet klemt ud til fordel for en forsimplet incitamentstænkning.

Her kan man lære noget vigtigt af den tidligere tyske forbundskansler Willy Brandt. Han betragtede socialpolitikken som en fredssikrende politik og forfægtede det synspunkt, at hvis socialpolitikken ikke virker, er demokratiet i fare eller allerede på vej til at blive afskaffet.

”Sætter man spørgsmålstegn ved socialpolitikken eller begynder at afskaffe den, vil det altid være forbundet med krig og deraf følgende nød og død. Socialpolitik er derfor og har altid været en del af fredssikringen både indadtil og udadtil.”

Det centrale for Willy Brandt er således, at socialpolitik skal ses som en forudsætning for en samfundsmæssig balance med social ro og international stabilitet. Det sætter et klart spørgsmålstegn ved rigtig mange af de tiltag, som det sidste halve år er lavet her til lands i integrationspolitikkens navn.

Man kan efter min mening delvist karakterisere kontanthjælpsloftet og de lavere integrationsydelser som en begyndende afskaffelse af socialpolitikken. Hovedparten af de politiske partier formulerer det ikke på den måde. De mener tværtimod, at det er en hjælp til at øge integrationen i samfundet gennem at give flere et økonomisk incitament til at komme ud af hullerne og i arbejde.

Problemet er bare, at såvel dansk forskning som internationale erfaringer viser, at det argument ikke holder, og at konsekvensen blot er, at familierne og indvandrermiljøerne i endnu højere grad kommer til at lukke sig om sig selv. Og for nu at trække linjen tilbage til indledningen: Det betyder, at de bliver endnu mere afhængige af fundamentalistiske muslimske religiøse ledere.

Uddannelse skal læres

Allerede i 2010 lavede SFI en omfattende rapport om sammenhængen mellem etnicitet, køn, uddannelse og beskæftigelse. Den påviste, at der er massive problemer med etniske unge i ungdomsuddannelserne. De falder generelt fra, men især drengene er hårdt ramt. Omvendt viser undersøgelsen også, at hvis de unge rent faktisk gennemfører en ungdomsuddannelse, vil flere af dem end tilsvarende danske unge efterfølgende gennemføre en videregående uddannelse. Endelig var det bemærkelsesværdigt, at denne uddannelse ofte fører til beskæftigelse – især for pigerne.

Gennemgående skyldes det uddannelsesmæssige efterslæb fra folkeskolen hos de unge indvandrere ikke manglende motivation for uddannelse, men mere at de mangler den fornødne erfaring og støtte fra hjemmet. Med andre ord: De mangler kulturel kapital, ligesom også udsatte etnisk danske børn og unge gør det.

Fra en lang række danske undersøgelser af udsatte børn og unge ved vi, at det at opbygge og udbygge kulturel kapital er meget svært. Det forudsætter, at de voksne har overskud og nærvær, og at de har en forståelse for nødvendigheden af en række indsatser. Man skal f.eks. være i stand til at læse med og for sine børn. Man skal have en forståelse af de grundlæggende sammenhænge i samfundet og kunne agere i samspil med samfundets forskellige institutioner. Disse forudsætninger er ofte ikke til stede i indvandrermiljøer og kun i begrænset omfang i efterkommermiljøer.

En udvikling af kulturel kapital, så man som ung indvandrer eller efterkommer kan mestre koden til uddannelse, er ikke noget, som kommer af sig selv. Der skal derfor sættes massivt ind med støtte til udvikling af kulturel kapital, såfremt det skal lykkes at flytte integrationen i Danmark.

Et billede på, hvor vanskelig denne opgave er, kan man få ved at se på, hvordan anbragte hovedsageligt etnisk danske børn klarer sig. Her viser tal fra 2013, at 40 pct. anbragte børn ikke havde taget folkeskolens afgangseksamen som 17-årige. Den viden er bestemt ikke ny, men alligevel er det ikke lykkedes med de sidste 30 års sociale indsats for alvor at rykke ved billedet.

Et af de mest spændende forsøg på at forandre denne situation er Egmont Fondens “Lær for livet”, hvor 1.000 anbragte unge over en 10-årig periode dels får intensiv dansk- og matematikundervisning, dels får tilknyttet mentorer, der skal følge dem fra deres 10. til 16. år. Her arbejdes der langsigtet og bevidst med udvikling af de unges kulturelle kapital endda i en civilsamfundsramme.

Langsigtede sociale strategier

Det budskab, som tilsyneladende er så svært at forstå også i integrationspolitikken, er, at mennesker kun i begrænset omfang reagerer på økonomiske incitamenter. Mennesker er ikke først og fremmest styret af hensyn til deres egen interesse. Eller som det udtrykkes i ’Dagpengekommissionens samlede anbefalinger’:

”Vi er kort sagt ikke altid rationelle. Vi træffer ofte beslutninger, der ikke er gennemtænkte, men derimod bygger på mavefornemmelser, intuition eller sociale normer. Det sker især, når der skal træffes vanskelige beslutninger eller beslutninger forbundet med ubehag eller nervøsitet,” skriver Dagpengekommissionen.

Det gælder også indvandrere og efterkommere i det danske samfund.

Derfor nytter det ikke noget at reducere ydelserne til dem, som har mindst i samfundet. Indførelse af et kontanthjælpsloft og beskæring i integrationsydelserne får hverken indvandrere eller for den sags skyld handicappede, belastede familieforsørgere eller andre til at få et arbejde. Det får heller ikke dem, som faktisk er i arbejde, til at blive i jobbet, hvis de udsættes for lignende ulykker eller sociale begivenheder som dem, der er udenfor.

Den lavere indkomst og det lavere leveniveau vil til gengæld helt sikkert have en række negative konsekvenser i form af nedsat trivsel, dårligere helbred, dårligere evne til at håndtere deres situation osv. Ja, internationale undersøgelser peger på, at også børnene vil blive ramt i form af dårligere skoleresultater og problemer senere hen i livet. Endelig kunne man nævne, at gentagne perioder med reduktion i ydelser til mennesker på integrationsvilkår ikke har givet øget beskæftigelse til flygtninge eller indvandrere.

Unik mulighed udnyttes ikke

Der skal derfor tænkes nyt og anderledes langsigtet. Det, som f.eks. kunne løse sociale problemer og dermed også integrationen på længere sigt, er et klarere fokus i socialpolitikken. Her skal vi huske, at 97,4 pct. af alle 3-5-årige går i dagtilbud. Vi har derfor i Danmark en unik mulighed for at give alle børn en god start på livet. Den udnytter vi slet ikke i tilstrækkeligt omfang i dag.

Hvorfor bruger vi ikke institutionerne som baser for en udvidet støtte i hjemmet for de familier, som ikke har tilstrækkelige sproglige forudsætninger for en løbende sproglig støtte til deres barn? Hvorfor inddrager vi ikke civilsamfundet på de områder, hvor vi senere ser de unge rende ind i problemer?

Man kunne f.eks. udbygge den ordning, som allerede findes med de såkaldte bydelsmødre. Gennem disse kan man få adgang til netværk i lokalområderne og hermed også komme i kontakt med nogle af de personer, som ellers ville være henvist til at søge støtte hos imamerne og andre i de fundamentalistiske religiøse miljøer. Hvorfor laver man ikke en ’Lær for livet’ målrettet mod børn af anden etnisk herkomst og med samme 10-årige tidshorisont?

Hvis ikke politikerne, organisationsrepræsentanterne og andre ansvarlige i boligmiljøerne og på statsligt og kommunalt niveau begynder at tænke langsigtet, når det gælder løsning af de socialt betingede integrationsproblemer, så vil den sociale uro vokse i Danmark, og flere vil søge mod de fundamentalistiske muslimske menighedsprædikanter. Det vil kun forværre situationen, og det vil i sidste ende koste rigtigt meget – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.