Selv om Lotte Leicht i mere end to årtier har været Human Rights Watch’ utrættelige frontkæmper på de indre linjer i EU, er der alligevel grænser for, hvor stort hendes hjerte er. Tyvens ret til at stjæle er for eksempel ikke noget hun vil forsvare.

For nylig sad hun fast i en trafikprop på Bruxelles’ store firsporede indfaldsvej, Rue de la Loi – lovens gade – hvor den belgiske premierminister har sit kontor. I myldretiden flyder gaden over med biler fra motorvejstunnellerne, som var de tilstoppede kloakker i regntiden. Til daglig snegler trafikken sig altid af sted, og når det oven i dette også er tid til en af EU-hovedstadens talrige demonstrationer – landbruget, taxaerne eller fagforeningerne – så holder bilerne for alvor stille.

En listig herre ville udnytte situationen og åbnede med et ryk døren til Leichts bil, greb håndtasken på passagersædet og løb af sted mellem bilerne i sikker forventning om, at den pæne dame ville blive siddende i chok. Han tog fejl. Lotte Leicht tog lynhurtigt bestik af mandens plumpe figur og besluttede, at hun nok kunne indhente ham. Bil og startnøgler blev efterladt, mens Leicht satte efter tyven, der i skyndingen kun havde fået fat i den ene af taskens to remme, så indholdet dryssede ud på vejbanen, indtil manden forsvandt ned i metroen og Leicht forpustet måtte opgive jagten.

Det forhindrede hende ikke i på tilbagevejen at give både de passive medbilister og politifolkene, der dovent havde koncentreret sig om at holde opsyn med demonstrationen, en middelsvær skideballe, mens hun samlede sine spredte ejendele op fra asfalten. Tilbage på kontoret fik Leicht en opringning fra en person, der havde fundet en taske med en stak af hendes visitkort. En times tid senere havde hun fået stort set alt sit habengut tilbage.

Liberalister og iværksættere vil påstå, at heldet følger de ihærdige, mens hippier og buddhister nok vil kalde det et spørgsmål om god karma. Lotte Leicht har i hvert fald masser stående på både løbe- og karmakontoen. For den 53-årige jurist er ikke bare en rappenskralde, der vogter nidkært over egen håndtaske.  Hvor visse personer i ngo-miljøet godt kan blive lidt sammenbidte over al verdens utak og blive noget Sisyfos-prægede af deres arbejde i gode sagers tjeneste, så er Lotte Leicht lutter smil og overskud.

Varm linje til Merkel

Leichts udsyn og empati rækker et godt stykke længere ud i verden end de flestes. Når en aktivist, fagforeningsmand eller besværlig journalist er røget bag tremmer et dystert sted ude i verden, så spreder hun nyheden – og det sker ikke med et let stenkast i de sociale mediers vennesæle suppedas af likes og followers:

”Så ringede jeg til Christoph, der ringede til Merkel,” siger hun nøgternt over frokostbordet i sensommersolen.

[quote align="right" author="Christoph Heusgen, udenrigspolitisk rådgiver for Merkel"]I sin forfølgelse af respekten for menneskerettighederne bruger hun alle instrumenter til sin rådighed. Hun charmerer dig, hun spørger dig høfligt, hun insisterer – eller hun råber ad dig.[/quote]

Leicht jonglerer med navne, der ville afsløre enhver anden som uforbederlig namedropper. Men det drejer sig om alt andet end hendes eget ego. Christoph bærer efternavnet Heusgen, og på hans visitkort står der udenrigspolitisk rådgiver for bundeskansler Angela Merkel.

Heusgen kender Lotte Leicht fra sine år i Bruxelles, hvor han bl.a. var stabschef for Javier Solana, der efter Nato-topjobbet blev EU’s første udenrigspolitiske repræsentant. Men Heusgen har ikke fået lov at glemme Leicht, efter at han i 2005 blev direktør i Bundeskanzleramtet i Berlin:

”Når først Lotte ved, hvem du er, så er der ingen vej tilbage. Hvis hun mener, at du har en vis form for indflydelse, direkte eller indirekte, vil hun følge dig tæt ved at møde op, ringe på telefonen og via mail eller sms. I sin forfølgelse af respekten for menneskerettighederne bruger hun alle instrumenter til sin rådighed. Hun charmerer dig, hun spørger dig høfligt, hun insisterer – eller hun råber ad dig. Selv om hun kritiserer dig, mister du aldrig din respekt, din hengivenhed for hende,” forklarer Christoph Heusgen.

Så vidt den varme linje til Berlin – en linje, der på det sidste er blevet iblandet stor respekt for den tyske kanslers kurs i flygtningekrisen:

”Vi skal være glade for, at Merkel har taget den politiske førerrolle og har åbnet den tyske dør for flygtningene. Det havde meget stor betydning. Uden det ved jeg ikke, hvor vi ville stå i dag,” siger Lotte Leicht og uddyber:

”Mange regereringsledere har længe veget tilbage af frygt for at tabe vælgere til højrepopulisterne, i stedet for at gå ud og sige: Hør her! Det her skal vi gøre, fordi vi står for noget. Vores svar på denne krise vil definere, hvem vi er. Det har manglet i debatten. For det handler om et meget konkret spørgsmål: Vil vi være et åbent, tolerant Europa eller et indelukket, intolerant, modbydeligt Europa, som ikke engang vil være med til at hjælpe mennesker i dybeste nød?”

”Merkel har givet et svar og uden at undskylde det. Samtidig har Juncker på sin egen rustne måde lagt godt til. Vi har aldrig før set en State of the Union-tale som den, han holdt i Strasbourg i september,” siger Leicht, der om nogen i sit daglige arbejde har føling med, hvad det betyder i forhandlinger med regimer med et anstrengt forhold til menneskerettighederne, at EU selv står for noget:

”Der er utrolig meget på spil lige nu. For er vi også vores egne værdier tro på hjemmebane? Det vil selvfølgelig få en helt konkret indflydelse på al vores videre indflydelse i udenrigspolitikken. Kan vi ikke klare det her, så vil vi have meget lidt troværdighed fremover, når vi vil hævde menneskerettighedernes værdi ude i verden. Omvendt: Hvis vi kommer ud på den rigtige side, vil det samlet set løfte EU helt enormt som en soft power, der rent faktisk har en troværdighed at vise frem. Det bør ikke i sig selv være grunden til handling, men naturligvis fordi EU er klar til at engagere sig menneskeligt og moralsk.”

Sløvt EU i flygtningekrisen

Leicht er ikke videre imponeret af den EU-løsning, der faldt på plads den 22. september, da EU’s indenrigsministre omsider vedtog, at fordele i alt 160.000 flygtninge. For resultatet af det EU-topmøde, der fulgte op dagen efter, lignede ikke en dybere erkendelse i hendes optik:

[quote align="right" author="Lotte Leicht"]EU’s politik synes nu at være, at det er o.k., hvis I kommer. Men I skal først risikere jeres liv for at nå frem.[/quote]

”Når man lytter til EU-ledere, kunne man næsten forledes til at tro, at der ingen flygtningekrise er. Der kom mere hjælp til at forbedre livet for flygtninge uden for EU, og det er da værdifuldt, for hjælpeorganisationerne har brug for at se penge hurtigt. Men det er ingen erstatning for at sikre, at flygtningene bliver behandlet humant, eller at EU udvider de sikre og lovlige kanaler for indrejse. EU’s politik synes nu at være, at det er o.k., hvis I kommer, så tager vi os af jer. Men I skal først risikere jeres liv for at nå frem.”

”Vi er stadig ikke gået i gang med at organisere resettlement af de folk, der befinder sig i lejrene, gennem UNHCR. Det er jo den ordnede, velprøvede måde at gøre det på – ikke bare at lade de stærkeste flygtninge betale sig vej via menneskesmuglere i kriminelle netværk.”

Leicht har for længst talt sig varm, da hun uden de store armbevægelser konstaterer, at den flygtningekrise, som man i mange lande føler sig overhalet af, for hende at se er såre forudsigelig:

”Det triste er, at der ikke er noget som helst overraskende ved de flygtningestrømme, der nu begynder at komme til Europa. Vi er mange, der har råbt og skreget om det i flere år. Og nu har vi så en situation i verden med 60 millioner mennesker på flugt og mere end 20 millioner, der har forladt deres lande og er blevet flygtninge. At tro, at vi i EU ikke er nødt til at tage vores del, er fuldstændig naivt og uholdbart. Der har været en utrolig mangel på reaktion på disse early warnings,” siger Leicht, hvis sprog er præget af manges års arbejde på engelsk i det internationale miljø i Bruxelles. De præcise danske ord mangler nogle gange i farten. Men det overstråles af hendes iver efter at slå sine pointer fast:

”Vi er nødt til – om vi vil det eller ej – at formulere én politik, hvor vi kan forsøge at løse problemet i stedet for at være en del af det.”

EU har alt for længe stukket hovedet i busken og insisteret på kun at ville se et mindre udsnit af virkeligheden, mener hun.

”Vi har forsøgt, ikke at forholde os til den realitet, at flygtningene jo ikke kommer, fordi der er menneskesmuglere på spil i Middelhavet, men fordi der er krige og nød, som vi ikke har løst.”

”Den italienske redningsaktion Mare Nostrum blev kritiseret fra adskillige landes side som en pull factor – altså at det skulle være et incitament til at komme, fordi man, hvis man skulle komme i havsnød i åben sø, så muligvis kunne regne med at blive reddet – og af den grund skulle flere så begynde at komme. Her ignorerede man igen den push factor, som krig og nød i vores umiddelbare nærområder er, og det var jo langtfra slut. Så da Mare Nostrum blev rullet tilbage, fordi Italien ikke havde råd mere, begyndte folk igen at drukne i åben sø. Først da fik vi alle samlet os til en fælles rednings- og eftersøgningsaktion i Middehavet.”

Leicht påpeger, at beslutningstagerne i EU længe har kendt advarslerne fra både UNHCR og andre FN-agenturer om mangel på finansiering af flygtningelejrene i nærområderne:

”De har store huller i deres budgetter og har måttet skære ned på mad, sundhed og skoler. Hvilken reaktion er det, vi forventer af folk, der skal tigge om mad og ikke har nogen udsigt til et liv for deres børn, og som samtidig erkender, at der ikke bliver en løsning i umiddelbar fremtid? Når vi agerer overraskede over, at de, der stadig har energi til det, reagerer med at sige Lad os komme af sted, ja, så er det nærmest tragisk.”

Søvnløs og strategisk aktivisme

Hvis man skal tro Lars Adam Rehof, der startede det danske Center for Menneskerettigheder i midtfirserne, hvor han tog Lotte Leicht ind som praktikant, så er de skarpe kanter ikke blevet slebet af hende med årene:

”Hun har som få bevaret sin ungdoms energi, gåpåmod, uforfærdethed og glød. Hun er på mange måder den Lotte, som trådte ind på mit kontor for nu mere end 25 år siden. Lotte er en ganske enestående person, og nok den dansker, som har ydet mest for international menneskeretsbeskyttelse i de seneste årtier,” siger Rehof.

Meget af Leichts daglige arbejde er strategisk og består i at møde mennesker. Det forgår ikke kun i Bruxelles-boblen, som det politiske miljø omkring EU’s institutioner kaldes, men rundt omkring i Europas hovedstæder og ude i marken – fra Mellemøsten og Nordafrika til Rusland, Ukraine og Centralasien. Det bliver til mindst to rejsedage om ugen:

[quote align="right" author="Lars Adam Rehof, grundlægger af Center for Menneskerettigheder"]Lotte er en ganske enestående person, og nok den dansker, som har ydet mest for international menneskeretsbeskyttelse i de seneste årtier.[/quote]

”Jeg kender de meget tidlige morgenfly utrolig godt. Man krydser de samme mennesker igen og igen med en stille forståelse af, at vi alle sammen ser temmelig trætte og døde ud. Vi er oppe ved 4-tiden for at nå 6:40-maskinen. Tit er det den samme flok, der kommer hjem med det sene aftenfly og ser endnu mere døde ud. Vi er bare ikke de smukkeste mennesker. Og det er så o.k.,” griner Leicht.

Modsat den anden markante menneskerettighedsorganisation Amnesty International arbejder Human Rights Watch, der blev grundlagt i 1978 med fokus på Sovjetunionen, i mindre grad med at mobilisere offentligheden. Men der er stor respekt omkring deres research, og Lotte Leicht har aldrig problemer med at få møder. Ofte kan hun bidrage med oplysninger og bliver derfor inviteret til at briefe for eksempel EU’s Political and Security Committee, det faste udvalg under det Europæiske Råd, der er medlemslandenes fælles maskinrum til udenrigspolitisk krisestyring:

”Vi arbejder meget strategisk og mere under radaren for at mobilisere og skabe politiske løsninger med regeringer, diplomater og politikere. Men altid med den grundregel, at vi vil bruge pressen og tale højt offentligt og kritisere mangel på mod og ambition, når det bliver helt umuligt. Vi bløder ikke vores mål op. Det er der helt rene linjer omkring. Men det gør os ikke til fjender, der arbejder i en dem-mod-os-verden. Jeg kommer jo ikke som den bagkloge med alle løsningerne, for det har jeg overhovedet ikke. Jeg kommer med fakta, nogle gange direkte fra marken.”

”Du vil være forbavset over, hvor mange diplomater der spiller med og lægger pres på vedkommendes minister ved at lade mig vide, at det lige nu er tid til at lave en pressemeddelelse eller skrive et avisindlæg, der lægger pres på. Så der er folk alle vegne, der vil arbejde for en bedre situation. Mange af diplomaterne er også mine gode venner, og fordi de jo flytter rundt i verden, har jeg efterhånden fået et meget stort netværk,” konstaterer hun.

Udenrigspolitisk kapacitet

En af de danske journalister, der har brugt Lotte Leicht som kilde gennem alle årene, er Berlingskes internationale reporter, Ole Damkjær:

”Lotte er en uovertruffen udenrigspolitisk blæksprutte. Hun har utrolig godt styr på samtlige konfliktområder i verden, og det er jo ofte der, hvor menneskerettighedsproblemerne opstår. Man kan nogle gange blive helt svimmel over, hvor meget hun ved. Modsat andre, der har arbejdet med udenrigspolitik i mange år, går der aldrig kynisme i det for Lotte. Hun har på bemærkelsesværdig vis opretholdt sin indignation. Hun er ikke til fals for realpolitik, og det virker ikke som en professionel attitude, hun bare påtager sig,” siger Ole Damkjær og fortsætter:

[quote align="right" author="Ole Damkjær, korrespondent, Berlingske"]Modsat andre, der har arbejdet med udenrigspolitik i mange år, går der aldrig kynisme i det for Lotte. Hun har på bemærkelsesværdig vis opretholdt sin indignation. Hun er ikke til fals for realpolitik.[/quote]

”I forhold til EU’s fælles udenrigspolitik – og mangel på samme – er hun helt inde i maskinrummet. Hun får læst alle mødereferaterne og ved, hvad der blev besluttet. Så når hun kritiserer EU’s udenrigspolitik, er det altid med en præcis viden om, hvilke lande der har solgt ud på en konkret sag.”

Gennem de tyve års tid Leicht har fulgt menneskerettighederne til dørs i Bruxelles og omegn, har EU’s ambitioner om at blive en global spiller taget til i styrke. Det gradvise opgør med klichéen om EU som den økonomiske gigant, der højst er en udenrigspolitisk lilleput, har mest markant slået igennem med etableringen af den fælles udenrigstjeneste European External Action Service (EEAS) i 2011 og med den faste udenrigspolitiske repræsentant, der også er permanent formand på udenrigsrådsmøderne. Det har siden 2014 været den tidligere italienske udenrigsminister Federica Mogherini.

Men hvad har det hele betydet – er klagerne over EU’s svage profil ikke de samme som for 15 år siden?

”Der er ikke blevet værre, men problemet er blevet meget mere konkret nu, fordi situationen i de lande, vi beskæftiger os med, er tilspidset på en måde, som vi ikke har set i mange år. EU er udfordret på en helt anden måde. I møllen i Bruxelles bruger man stadig utrolig meget tid på at forhandle de mødekonklusioner, der skal vedtages af ministrene en gang om måneden. Men at følge dem op og implementere dem strategisk bliver der faktisk ingen tid brugt på overhovedet,” siger Lotte Leicht.

Hendes ledetråd er, at EU’s udenrigspolitik skal bevæge sig videre end til de flotte løfter på topmødepapiret. Hvis det bare er noget, EU siger, for at vi skal føle os bedre end alle andre, betyder det ingenting. Men hvad kan der konkret gøres?

 ”Det her er jo ikke raketvidenskab. De borgerretsaktivister, der sidder i fængsler ude i verden, gør det, fordi de siger noget, som magthavere ikke kan tåle, og så er det nemmeste at fjerne dem fra scenen. Her er det vigtigt, at EEAS holder fast i det lille regnestykke, magthaverne altid gør sig, over hvilken politisk pris det har for dem at sætte en person i fængsel.”

På tysk-dansk initiativ vedtog EU i 2012 en politisk strategi, der lover, at EU vil ”kaste sin fulde vægt” bag en overholdelse af menneskerettighederne. Det ser Human Rights Watch som et vigtigt håndtag, og Lotte Leicht presser nu på for at gøre det operationelt i daglig politik:

”Mogherini burde sende et skema ud til alle EEAS-ambassaderne (i alt 139 verden over, red.) med krav om at sørge for at en række punkter bliver tjekket: Hvad er forholdene for civilsamfundets arbejde? Er der folk, der sidder i fængsel pga. fredeligt arbejde? Hvem er de? Hvor er de? Og hvad skal vi gøre for at få dem ud? Hvad kan en given regering tåle? Hvad vil den have?”

Leicht mener ikke, at EU bare skal råbe op, hvis det ikke virker. Det handler om at udfordre EEAS-ambassadørerne til at tænke konkret over, hvad der kan få en given regering til at handle:

[quote align="right" author="Lotte Leicht"]Jeg ved ikke, om det ligger i mine gener, men jeg bliver sur, når jeg ser uretfærdighed, og så prøver jeg at bruge mine døre i den diplomatiske verden til at bevæge dem, der virkelig har magten til at gøre en forskel.[/quote]

”Hvis de alle sammen hver tredje måned skulle tjekke den liste af, så ville det tvinge dem til at tænke strategisk og spørge, hvad vi gør for at få aktivister ud af fængslet. Jeg har foreslået Mogherini det her for en måned siden. Nu må vi se, hvad der sker,” siger Leicht med en tålmodighed, der ikke virker helt overbevisende.

Hun indrømmer, at det kan være svært at få øje på de rigtig gode nyheder for tiden. Men de kommer alligevel:

”Der er hele tiden mennesker, der gør en forskel i konkrete situationer. Jeg ved ikke, om det ligger i mine gener, men jeg bliver sur, når jeg ser uretfærdighed, og så prøver jeg at bruge mine døre i den diplomatiske verden til at bevæge dem, der virkelig har magten til at gøre en forskel. Det vil jeg gerne være med til i mange år endnu. Det er ikke altid lige sjov. Men det bliver aldrig kedeligt.”