Fortalt til Andreas Baumann og Villads Andersen

Peter Mogensen, sekretariatschef og politisk rådgiver for Poul Nyrup 1997-2000, også under valget i 1998. I dag direktør for tænketanken Kraka.

”Meningsmålingerne var det absolut vigtigste for, hvornår Nyrup ville udskrive valg. Vi lavede andre analyser, men jeg har skrevet under på, at jeg ikke må fortælle hvilke.

Efterhånden som vi nærmede os sidste chance, tiltog diskussionerne om, hvornår han skulle trykke på knappen. Det foregik i en snæver kreds. To-tre toppolitikere og to-tre topembedsmænd eller rådgivere. Han diskuterede det med mig, Mogens Lykketoft og et par andre af sine nærmeste politisk allierede og rådgivere. Men den endelige beslutning var der ingen, der kendte. Han traf beslutningen alene. Måske sammen med Lykketoft. Jeg var måske den femte, der fik det at vide.

Nyrup trak den så længe som muligt. Regeringen var håbløst bagud. Det havde vi været hele tiden. Vi ventede på, at målingerne vendte. Og så var vi på udkig efter politiske momenter – nogle politiske projekter, der lykkedes. F.eks. håbede vi, at ventetiden på hospitalerne blev kortere.

Da Nyrup udskrev valg i 1994, arbejdede jeg i Finansministeriet. Dengang blev valget udløst af, at ledighedskurven knækkede. I løbet af valgperioden havde regeringen kæmpet for at få bugt med arbejdsløsheden. Det politiske projekt og regeringens prestige var hængt op på, at det skulle lykkes, og da det gjorde, var der ikke tvivl om, at det var tid til valg.

I 1998 endte vi med at vente forgæves på, at ventetiden på sygehusene ville falde.
 

Michael Kristiansen, særlig rådgiver, Anders Fogh Rasmussen 1999-2005 og ved valget i 2005. I dag partner i Kristiansen+Partners.

I december 2004 var vi ved at lægge sidste hånd på statsministerens nytårstale, og vi havde aftalt, at vi ville udskrive valg i begyndelsen af januar.

Meningsmålingerne var gode, vi havde fået styr på et omstridt dankortgebyr, og vi var styret uden om en ulmende konflikt med fagbevægelsen. Midt i valgperioden havde debatten sporet sig ind på nødvendige men upopulære reformer, som vi fik parkeret i Velfærdskommissionen, så det ikke kunne blive et tema i valgkampen. Alt var under kontrol.

Hvis valget kom i start januar, ville det være afholdt, før irakerne gik til valg i slutningen af måneden. Vi frygtede, at det irakiske valg ville ende i et blodbad, som kunne sætte sit præg på valgkampen herhjemme.

2. juledag ramte tsunamien Asien. Vi måtte smide både talen og datoen i skraldespanden.

Når katastrofen indtræffer, ophører den politiske normaltilstand. Man udskriver ikke valg, mens landet sørger. Oppositionen skulle begynde at tale politik, før vi kunne. Det gjorde den relativt hurtigt, og vi endte med at udskrive valget et par uger senere end planlagt.

Valget i Irak blev en succes. I stedet for at ligge os til last blev det en positiv historie. Nogle gange er man heldig.

Det er en stor fordel at bestemme, hvornår valget kommer. Jeg var pressechef for Venstre i årene op til valget i 2001. Vi brugte penge på kampagner, som vi ikke vidste kom på det rigtige tidspunkt. Når vi fremlagde politik, frygtede vi, at det enten ville blive gennemtrawlet af embedsværket eller stjålet. Nyrup brugte usikkerheden mod os.

Vi gjorde det samme i 2004 og 2005. Vi pressede Lykketoft til at fremlægge sin politik, og så kopierede vi mere eller mindre alle konkrete initiativer.
 

Mikael Børsting, særlig rådgiver, Lars Løkke Rasmussen 2011-2014 også ved valget i 2011. I dag public relations-direktør i Geelmuyden Kiese.

Vi var en håndfuld mennesker, der vidste, at Lars Løkke ville udskrive valg den fredag. For at holde kortene så tæt på kroppen som muligt, indkaldte vi ministrene til det ugentlige morgenmøde, som vi plejede. Det var først der, Kristian Jensen fortalte dem, at valget blev udskrevet klokken 11.

Vi følte, vi stod godt. Selvom Venstre havde været bagud i månedsvis, var baglandet parat til at give sig fuldt ud for at få Løkke genvalgt. Der var en optimistisk stemning.

Vi havde indgået en aftale om tilbagetrækningsreformen med DF og De Radikale og brugte den til at vise, hvad vi ville med Danmark. Men aftalen faldt først på plads i maj, så der var ikke megen tid til at varme op til valgkampen. Det skulle være en kort men effektiv kampagne.

Vi valgte at gå til angreb på Fair Løsning med kampagnen Bag Facaden. Journalisterne havde ikke været dygtige nok til at kigge planen efter i sømmene. Den havde fået lov at stå uimodsagt hen, selvom den ikke hang sammen.

Vi pegede f.eks. på, at det med betalingsringen ville komme til at koste en lønmodtager fra Taastrup 18.000 kr. om året at arbejde i København, hvis hun tog bilen. Socialdemokraterne blev nødt til at forholde sig til planen og sætte tal på. Henrik Sass Larsen (S) gik os i rette og fortalte, det kun ville koste 12.000. Så udskrev vi valg.

Helle Thorning og Villy Søvndal havde mistet pusten. De gik tilbage under valgkampen, og vi gik frem. Venstre fik et mandat mere end ved seneste valg, men det var ikke nok. 8.000 stemmer endte med at koste os sejren. Hvis valget var blevet afholdt en uge senere, havde vi vundet. Det er et spørgsmål om marginaler.

Michael Ulveman, særlig rådgiver, Anders Fogh Rasmussen 2005-2009 og ved valget i 2007. I dag partner i Ulveman&Partners.

Efter valget i 2005 stod Anders Fogh Rasmussen over for en helt ny modstander. Helle Thorning Schmidt var ung, og hun var kvinde. Mogens Lykketoft og Poul Nyrup var traditionelle, mandlige partiledere, som lignede Fogh, og som han kunne gå hårdt til. Vi kunne ikke gå til Thorning på samme hårde facon. Det ville virke for brutalt.

Vi frygtede, at Helle Thorning ville få fat i de kvindelige offentligt ansatte. De afgør altid valget, fordi de vandrer mest. Derfor var det vigtigt, at vi slog hende, før hun kom i gang. Med et tidligt valg kunne hun ikke nå at få et politisk projekt på benene. Derfor udskrev vi allerede valg i oktober 2007.

Inden da havde vi arbejdet på at få styr på den politiske situation. I 2006 og start 2007 kæmpede vi med et velfærdsoprør. Vi havde valgt at lægge kommunerne sammen, og det betød, at serviceniveauet faldt for nogle. Det ville de ikke finde sig i, når økonomien buldrede derudaf.  Pædagoger og lærere strejkede, forældrene besatte daginstitutionerne. Der var ikke noget at gøre. I sådan en krise må man bare dukke sig og vente på, at det går over. Så det gjorde vi. I løbet af foråret og sommeren 2007 gik oprøret i sig selv.

I august trak vi de danske soldater ud af Irak. I september havde vi landet en skattereform, som sænkede skatten på arbejde. Vi var klar.

Det handler om aldrig at bringe sig i en situation, hvor man er nødt til at udskrive valg. Man skal selv bestemme, hvornår det sker.