Verdens førende regeringer vil ikke længere være gidsler i det mere end 20 år gamle sorteperspil om en global klimaaftale i FN. Når næsten 200 regeringer til december mødes i Paris til FN’s klimatopmøde COP21, vil den franske regering med Tyskland ved sin side – og i fuld overensstemmelse med FN’s klimachef – allerede have mindst 90 pct. af den kommende globale klimaaftale på plads.

Dermed vil man have garderet sig mod den risiko, der har plaget stort set alle tidligere COP’er og ikke mindst COP15 i København i 2009: at Saudi-Arabien, Kina eller et tredje land kører forhandlingsprocessen af sporet. At verdens store grønne NGO’er derefter erklærer, at det hele har været en fiasko. Og at verdensoffentligheden endnu en gang står tilbage med opfattelsen af, at jordkloden er på vej mod en klimakatastrofe, som hverken regeringer eller erhvervsliv bekymrer sig om.

Hvis det går, som de franske COP-værter skitserede under den såkaldte Climate Week i Paris i sidste uge, vil COP21 tværtimod gå over i historien som den begivenhed, hvor det lykkedes at smede en magtfuld global koalition sammen til at imødegå den globale opvarmning. Her vil lande, regioner, byer og ledende virksomheder fra hele verden alle trække i retning af en ny energimæssig og økonomisk fase i verdenshistorien, hvor miljøskadelige fossile brændsler langsomt men sikkert er under udfasning.

Man vil så at sige have skiftet den traditionelle top-down-tilgang ud med en helt ny bottom-up-tilgang. Og dét paradoksalt nok med opbakning fra det tunge erhvervsliv og modstand fra de store miljøorganisationer, der formentlig vil brokke sig, fordi netop de hidtil har været fortalere for den gamle top-down-tilgang. Se boks.

Vigtig uge for klimaet

Det er hovedkonklusionen efter de mange væsentlige klimapolitiske begivenheder, der fandt sted i sidste uge, og som tilsammen udgjorde et kraftfuldt og tilsyneladende velkoordineret startskud til de næste seks måneders mange vigtige klimapolitiske begivenheder.

I Berlin fremlagde Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, François Hollande, en detaljeret køreplan for, hvordan man vil lande en ”ambitiøs, omfattende og bindende” FN-aftale til imødegåelse af den globale opvarmning.

I Washington offentliggjorde Den Internationale Valutafond, IMF, en opsigtsvækkende analyse, der mere end fordoblede den anslåede pris, som verdens lande betaler for deres afhængighed af fossile brændsler, til 5.300 milliarder dollar om året eller 6,5 pct. af verdens samlede BNP. Se også artiklen "IMF: Statsstøtte til fossil energi er chokerende".

Og torsdag eftermiddag talte USA’s udenrigsminister, John Kerry, på en direkte videoforbindelse til det store businessklimatopmøde i Paris, som over to dage samlede repræsentanter fra 25 globale businessnetværk, der repræsenterer 6,5 millioner virksomheder i flere end 130 lande.

”Når vi indgår en aftale i Paris til december, så vil den være summen af flere end 100.000 beslutninger verden over, hvor businessledere, aktivister og andre aktører har besluttet sig for at investere i rene teknologier i stedet for klimaskadelige teknologier,” sagde John Kerry.

På scenen i Unesco-hovedkvarteret i Paris tog Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, der bliver nøglefiguren ved COP21, over:

”Det er ikke længere muligt at være klimafatalist. Der er i dag så meget momentum bag ønsket om at gennemføre overgangen til en kulfattig økonomi, at man ikke kan være andet end klimaentusiast,” sagde den franske udenrigsminister, som ellers er kendt for at være en meget pragmatisk og realistisk politiker.

Fabius opregnede alle de faktorer, der efter hans opfattelse gør det klart, at verden er klar til det historiske skift i retning af en stadig mere fossilfattig verdensøkonomi: Videnskaben er ikke længere til diskussion. Businesscasen for en række vedvarende energikilder er stadig mere overbevisende. Prisen på solenergi er, som Fabius påpegede, er 100 gange så lav som for 25 år. Der venter nye fossilfattige teknologispring, som vi endnu ikke kender omfanget af. Og både økonomiens og finansverdens topfolk er med den franske udenrigsministers ord i dag langt mere opmærksomme på, at de økonomiske risici i forbindelse med fossilt baserede investeringer bør indregnes i de kalkuler, der lægges til grund for fremtidens investeringer. Fabius henviste i den forbindelse til både kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s og til Bank of England.

Læren fra København

Sidste uges betydelige klimapolitiske udmeldinger fra nogle af verdens vigtigste politikere og internationale organisationer markerer, at der i 2015 er en meget stålsat beslutsomhed om, at dette års klimatopmøde i Paris skal sende et anderledes optimistisk og konstruktivt signal til verden end det, der kom fra COP15 i København.[graph title="" caption=" " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/1ef53-side13_tidslinje.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/5d8b1-side13_tidslinje.png" text=""] [/graph]

Brice Lalonde, tidligere fransk minister og delegationsleder ved COP15, påpeger i den forbindelse, at selvom det danske COP15-formandskab ikke var fejlfrit, så kom der dog positive resultater ud af topmødet i Bella Centeret.

”Danskerne var modige, at de turde køre et forhandlingsforløb uden at have en plan B, hvis plan A ikke lykkedes. Men når det er sagt, var Copenhagen Accord ikke så dårlig,” siger Brice Lalonde, som i dag er rådgiver for FN’s særlige businessafdeling, UN Global Compact, til Mandag Morgen.

Lalonde peger på, at Copenhagen Accord fik verdens to største udledere af CO2, Kina og USA, til at enes om, at den globale opvarmning bør holdes under en stigning på to grader celsius. Og at aftalen samtidig indeholder løftet om, at verdens rige lande mobiliserer 100 milliarder dollar om året til klimainvesteringer i verdens ulande fra 2020. Begge disse elementer vil ifølge Lalonde blive videreført i den kommende klimaaftale.

Frankrigs præsident, François Hollande, fremlagde allerede tirsdag i sidste uge en meget præcis tekst og detaljeret køreplan for, hvordan man vil gøre COP21 til en succes. Det skete i Berlin sammen med Tysklands kansler, Angela Merkel, ved den såkaldte Petersberg-dialog. Her har Angela Merkel hvert år siden 2010 samlet centrale aktører i de internationale klimaforhandlinger med det ene formål at sikre, at skuffelsen over resultatet i København og de årlige uproduktive COP-forhandlinger ikke skulle føre til opløsning og tilbagerulning af de resultater, som trods alt blev nået i København.

Angela Merkel lovede på sin side i Berlin, at hun vil bruge G7-topmødet i Tyskland, hvor hun selv er vært, til at fremme den globale klimaaftale. Og det er langt fra tilfældigt, at hun og François Hollande i teksten fremhæver, at de rige lande skal mobilisere de 100 milliarder dollar om året til klimaprojekter i de mindst udviklede lande. På samme måde er det udtrykkeligt nævnt, at man vil have særligt fokus på Afrika og på de mest udsatte nationer, når det gælder klimaforandringer. Dette refererer til de små østater i Stillehavet, som har brug for betydelig støtte til klimatilpasning, efterhånden som verdenshavene stiger.

FN’s klimachef advarer mod blame game

FN’s klimachef Christiana Figueres, der ligeledes bliver en central figur forud for og under COP21, er også meget optaget af, at klimapolitikken fremover handler om at samle en koalition af villige lande, virksomheder og industrier.

”Vi er næsten 200 lande, der skal arbejde sammen. Alle disse lande har deres eget energimix og deres særlige forudsætninger for at gøre mere eller mindre i kampen mod den globale opvarmning. Det giver ikke nogen mening at udpege nogle lande eller virksomheder eller industrier som værende skyldige. Vi har til opgave at mobilisere hele det potentiale, der findes i forskellige lande, industrier og virksomheder. Vi skal have alle om bord. Der er ikke tid til flere konfrontationer,” siger Christiana Figueres til Mandag Morgen.

”Pointen er, at vi er i gang med at skabe en stor global alliance, hvor alle ønsker at bidrage til at løse den fælles opgave, vi stå over for. Den kommer til at bestå af de nationale bidrag, som bliver skrevet ind i en global og juridisk aftale,” siger Christiana Figueres, der er fra Costa Rica, og hvis fulde navn lyder Karen Christiana Figueres Olsen, fordi hendes amerikanske mor havde danske forfædre.

Vil en sådan aftale kunne ratificeres i Kongressen i Washington?

”Lad mig sige det på denne måde: Vi bygger en global aftale, som alle regeringer i verden vil kunne tilslutte sig. Den bliver globalt bindende, men den bliver ikke monolitisk som Kyotoprotokollen,” siger Christiana Figueres.

Flere nuancer i klimadebat

En af de danske virksomheder, der havde valgt at deltage i det parisiske Business & Climate Summit, var A.P. Møller-Maersk. John Kornerup Bang, der er leder af strategisk risikostyring og ansvarlig for områderne klimaforandringer og bæredygtighed i den store danske koncern, hæfter sig også ved, at man i den franske hovedstad fornemmede en ny og mere nuanceret debat om både udfordringer og handlemuligheder, når det gælder klimaforandringerne.

”I mange år har debatten været meget præget af de grønne mod de sorte. Nu er det, som om der kommer flere nuancer med. Man er begyndt at kunne differentiere mellem forskellige fossile energikilder. Der er en større forståelse for, at naturgas er en ting, mens kul og eksempelvis tung olie fra tjæresand er noget andet. Og det er jo fornuftigt, at det afspejler sig i fremskrivning, man laver for de forskellige energikilder,” siger John Kornerup Bang, som glæder sig over, at erhvervslivet i dag er langt dybere involveret i de internationale klimaforhandlinger, end det tidligere har været tilfældet.

Blandt de mange tilstedeværende erhvervsfolk i Paris var der enighed om, at man fra politikerne først og fremmest ønsker sig klare og langtrækkende signaler – både når det gælder lovgivning og en seriøs pris på kul, således at investorerne kan skabe sig et sikkert overblik over rentabiliteten i de fremtidige investeringer.

Særligt i Europa undergår energisektoren i øjeblikket store forandringer. Dels er atomkraften reelt meget hårdt presset, hvilket rammer hårdt i Frankrig, hvor man har indtil for få år siden troede, at atomkraft skulle have en renæssance med store eksportmuligheder på verdensplan. Det tror man ikke længere på, udover at man har fået en stor ordre i England. Samtidig ser man en voldsom trend i retning af, at de gamle forsyningsselskaber forbereder lukning af konventionelle kraftværker. Det er tilfældet i både Italien, Tjekkiet og Tyskland.

Saudi vil satse på solenergi

Andre opsigtsvækkende nyheder kom fra både Saudi-Arabien og Kina. Således annoncerede den saudiske olieminister Ali al-Naimi, at man i det olierige islamiske kongedømme vil satse massivt på både sol og vind i de kommende årtier:

”I Saudi-Arabien er vi af den overbevisning, at vi i 2040 eller 2050 ikke længere vil have behov for fossil energi,” sagde al-Naimi uden helt at overbevise forsamlingen.

Fra Kina fortalte lederen af State Grid Corporation, Liu Zhenya, at Kina satser massivt på at skabe det, man kalder energiens globale internet, således at energien kan distribueres langt mere effektivt både internt i Kina og ind og ud af omkringliggende lande.

Frankrigs præsident François Hollande sagde i sin tale til de næsten 2.000 deltagere, at Frankrig frem til COP21 vil lægge meget stor vægt på det, han kaldte The Solution Agenda. Altså at man i forbindelse med dette års klimatopmøde vil gøre alt, hvad man kan, for at promovere de mange bæredygtige energi- og miljøløsninger, som allerede findes, men som i de kommende år både skal udbredes geografisk og implanteres i industriel skala.

Den samme tone anslog den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, som annoncerede, at den amerikanske regering efter sommerferien vil samle virksomheder, universiteter, finansverdenen og landets mange bæredygtigt orienterede filantroper til en store konference om fremtidens teknologier og deres udbredelse på verdensplan. Endelig annoncerede Kinas og Indiens politiske ledere også i sidste uge, at de vil samarbejde intensivt om vedvarende energi og bæredygtig udvikling.

Bundlinjen efter The Paris Climate Week er lysegrøn. Der tegner sig en ekstremt stærk koalition af magtfulde politikere i verdens førende nationer og ledende globale virksomheder, som nu har tænkt sig at drive den grønne omstilling fremad via frivilligt engagement nedefra. Grundholdningen er, at man anser det for at være den klogeste vej at gå for at minimere fremtidige risici og lægge grunden til ny vækst og jobskabelse. Samtidig er man enige om, at man ikke længere vil finde sig i, at de globale klimaforhandlinger år efter år ender i sammenbrud og skuffelse, som efterlader verdens befolkning forvirrede og mistrøstige.

Som det blev sagt flere gange i Paris i sidste uge: ”Det kan ikke nytte at lade det perfekte være det godes fjende.”