FN’s rolle som central aktør i klimakampen afhænger af, at der leveres konkrete politiske resultater, når verdens ledere mødes til COP15 i Paris i år. Nu skal organisationen bevise, at den er i stand til at reformere sig selv – ellers bliver FN’s troværdighed i klimakampen sat over styr. “UNFCCC’s troværdighed er på spil i Paris. Som verdenssamfund kan vi ikke to gange med seks års mellemrum sætte en deadline for en global klimaaftale og så bagefter sige, at det blev der så desværre alligevel ikke rigtig noget ud af. Hvis det sker, vil verdens lande søge andre veje,” siger tidligere klimakommissær Connie Hedegaard i et interview med Mandag Morgen. Hun mener desuden, at de årlige COP’er er for tunge, omstændelige og dyre. Derfor bør den årlige klimakonference afskaffes og i stedet afholdes hvert andet år. “Argumentet for, at man vil have COP’erne hvert år, er, at de er med til at mobilisere. At man ved, at man skal være der. Men sandheden er jo, at de konferencer er blevet meget store. De koster mange penge, og de koster også meget CO2,” siger hun.