For to år siden tog Susanne og Søren Salbo en stor beslutning.

De ville være mentorfamilie for et udsat barn.

”Min motivation for at blive mentorfamilie er at give noget stabilitet og kærlighed videre til andre,” siger Søren Salbo.

Han sidder i køkkenet i det hus, han flyttede ind i for 20 år siden sammen med Susanne på en rolig villavej i Vallensbæk syd for København med Øresund som nabo. Deres to døtre på 17 og 19 år er også hjemme. Det er en klassisk dansk kernefamilie anno 2023.

Nu er familien blevet udvidet med et mentorbarn.

Det betyder meget for os som familie at kunne give lidt videre, når vi har overskud.

Susanne Salbo
Mentorfamilie

Hun er 15 år. Vi kalder hende Camilla, selv om det ikke er hendes rigtige navn. Hun bor sammen med sin mor og lillesøster i en forstad til København. Familien er presset i det daglige og har bedt kommunen om hjælp. 

Det er her, Susanne og Søren Salbo i Vallensbæk kommer ind i billedet.

De har meldt sig som frivillige i organisationen Mentorbarn. Det er gennem Mentorbarn, de har mødt og er blevet matchet med Camilla.

”Det betyder meget for os som familie at kunne give lidt videre, når vi har overskud. Og det giver så meget igen at få et smil af det barn, vi bruger tid på. Vi kan se, at det gør en forskel, og at Camilla godt kan lide at være sammen med os,” siger Susanne Salbo.

Familien i Vallensbæk viser, hvordan civilsamfundet kan bidrage til at løse nogle af de udfordringer, velfærdssamfundet indtil nu ikke har kunnet løse. Trods omkostninger i milliardklassen viser den ene undersøgelse efter den anden, at udsatte børn klarer sig markant dårligere end deres jævnaldrende. 

Familiens nye lillesøster

Susanne og Søren blev matchet med Camilla i december sidste år, så relationen er fortsat meget ny. Indtil nu har hun været på besøg flere gange hos familien. De har drukket te, spist frokost og gået ture, og ikke mindst har de talt med hinanden. Camillas biologiske mor har også besøgt familien Salbo i Vallensbæk.

”Vi prøver at få Camilla til at være bagstopperen for, hvor meget og hvor lidt vi skal ses, og hvor længe vi skal ses,” siger Søren Salbo og fortsætter:

”Vi kommer med en helt anden baggrund end den, hun er vant til. Mit håb er, at vi kan give Camilla noget, som hun ellers ikke ville have kunnet få, og at hun kommer til at se os som nogle mennesker, der vil hende, og at hun ved, at hun altid kan komme til os.” 

En relation for livet

Mentorbarn blev etableret af Ditte Reedtz tilbage i 2015 og samarbejder i dag med hver fjerde kommune i Danmark – inklusive nogle af landets største som Aarhus, Aalborg, Odense, Vejle og Fredericia.

Ditte Reedtz har selv været anbragt på et børnehjem i en ung alder, efter at hendes forældre begik selvmord med tre års mellemrum. Hun stiftede Mentorbarn for at give udsatte børn og unge en bedre fremtid.

Der er her i midten af april matchet 105 børn og unge med ulønnede mentorfamilier. Cirka samme antal familier er blevet screenet og godkendt og venter nu blot på et match. Og hele tiden melder nye familier sig på banen. På bare én uge i april har en rekrutteringskampagne fået 16 familier på banen alene i Aalborg. 

De fleste af mentorbørnene er anbragt på døgninstitutioner og opholdssteder. Andre er anbragt i en plejefamilie eller er hjemmeboende, men i fare for at blive anbragt uden for eget hjem.

”Mentorfamilien har ikke en bunden opgave, men ønsket er, at der skabes en tæt og vedvarende relation til mentorbarnet gennem to til tre månedlige besøg som udgangspunkt. Det udvikler sig derfra individuelt, og mange står til rådighed 24/7,” siger Ditte Reedtz, der i dag er chef for politik, fonde og samarbejde i Mentorbarn, og fortsætter:

”Vores koncept er meget enkelt. Men også meget tidskrævende. Det tager lang tid at finde det rigtige match. Vi laver jo ikke bare en ferielejr eller en mentorordning, som skal vare to måneder eller et år. Det er livsvarigt.” 

Mentorbørn er helt ned til to år

Hun understreger, at en mentorfamilie – også kaldet en venskabsfamilie – ikke kan erstatte den professionelle hjælp til de unge på en institution, men den kan hjælpe med at opbygge sociale kompetencer og trygge relationer, så de unge kan komme videre i livet på en god måde trods en svær barndom.

Hvis du er frivillig, er det i en tidsbegrænset periode på et bestemt sted. Her er det i familierammer, det er 24-7, og det er en vedvarende relation.” 

Ditte Reedtz
Stifter af Mentorbarn

De unge er typisk mellem 10 og 16 år. Men der er også mentorbørn helt ned i to- og treårsalderen. I en mentorfamilie bliver de en del af familiens normale hverdag, hvor der laves lektier, dyrkes sport eller ordnes have. De kan rejse med på ferier, tage i sommerhus, deltage i fødselsdage og holde jul sammen.

De kan også ringe til venskabsfamilien, hvis det hele ramler sammen klokken 23.00 under en bytur, eller når de skal køres til håndboldkamp søndag morgen klokken 08.00 og gerne vil bakkes op fra sidelinjen.

De unge får også en familie, hvor de kan tale om de skelsættende beslutninger i livet som for eksempel valg af uddannelse.

Mentorfamilierne er ikke aflønnet i modsætning til deres sagsbehandler i kommunen eller de ansatte på institutionen.

”Det er også, derfor vi ikke kalder mentorfamilierne for frivillige. Vi kalder dem ikke-betalte relationer. For hvis du er frivillig, er det i en tidsbegrænset periode på et bestemt sted. Her er det i familierammer, det er 24-7, og det er en vedvarende relation,” siger Ditte Reedtz. 

Gevinster for mentorbørnene

Talrige undersøgelser har dokumenteret, at anbragte unge generelt klarer sig dårligere end deres jævnaldrende i forhold til både uddannelse, beskæftigelse og kriminalitet. Derfor er deres overgang til voksenlivet ofte ekstra svær.

Der er kun én familie, som har sagt stop, ud af alle de forløb, vi har sat i gang gennem de syv år. Og det var, fordi de fik stress.

Ditte Reedtz
Stifter af Mentorbarn

Det er en af årsagerne til, at Mentorbarn også har stort fokus på, om de unge nu får folkeskolens afgangseksamen og kommer i gang med en ungdomsuddannelse, selv om trivsel er det allervigtigste.

”Vi kan begynde at se effekten af det arbejde, vi satte i gang for syv år siden. Samværet i venskabsfamilierne har været en kæmpe livsændring for mange børn og unge. Langt de fleste har fastholdt relationen til deres mentorfamilie, hvilket er rigtig vigtigt for os,” siger Ditte Reedtz og tilføjer:

”Der er kun én familie, som har sagt stop, ud af alle de forløb, vi har sat i gang gennem de syv år. Og det var, fordi de fik stress.”

En Vive-rapport dokumenterer en række positive gevinster for de unge i et projekt, som Aarhus Kommune og Mentorbarn har lavet.

De unge får et større netværk, som kan hjælpe dem i dagligdagen både praktisk og følelsesmæssigt. Det viser sig også, at mentorfamilien hjælper mentorbarnet med at få et fremtidsperspektiv i deres liv; en fornemmelse af, at der er et liv fuldt af muligheder, der venter på dem.

”Det er netop i samspillet mellem det offentlige og det frivillige, at mentorbarnforløb mere generelt ser ud til at kunne spille en rolle ved at tilbyde noget, som det offentlige ikke kan og ikke skal tilbyde, nemlig langvarige følelsesmæssige relationer, nærhed og praktisk hjælp i hverdagslivet,” konkluderer Vive-rapporten. 

Barnets lov kan udbrede venskabsfamilier

Den store udfordring er ikke at finde nok mentorfamilier, der gerne vil åbne deres liv og hjem for udsatte børn og unge. Det er der mange, der vil.

Det er ikke, fordi socialrådgiverne ikke vil eller ikke kan se, at det kan være rigtig gavnligt. Men det er ikke en del af deres opdrag og uddannelse at arbejde frivilligheden ind i forhold til udsatte og sårbare børn. 

Ditte Reedtz
Stifter af Mentorbarn

Den store udfordring er heller ikke at finde udsatte børn og unge. Godt 11.000 børn og unge er anbragt uden for hjemmet – svarende til en procent af alle 0-17-årige i Danmark.

Den store udfordring er at få rekrutteret de unge. Mange kommunale sagsbehandlere er forbeholdne over for at iværksætte frivillige mentorforløb for anbragte børn. Nogle skønner, at de unge er for skrøbelige til at indgå i en mentorrelation eller har så tunge udfordringer, at det ikke er forsvarligt – hverken for mentorbarn eller mentorfamilie – at koble dem sammen.

”Det er ikke, fordi socialrådgiverne ikke vil eller ikke kan se, at det kan være rigtig gavnligt. Men det er ikke en del af deres opdrag og uddannelse at arbejde frivilligheden ind i forhold til udsatte og sårbare børn. Det skal jo helst være professionelle indsatser, der skal kunne måles, så de hele tiden kan se, at der en virkning og effekt for de her børn og unge,” siger Ditte Reedtz.

Måske kan den kommende ’Barnets lov’ rykke ved praksis. praksis. Lovforslaget var til førstebehandling for nylig i Folketinget og forventes at blive vedtaget inden sommer. Det er dog langt fra så forpligtende for kommunerne som det lovudkast, der blev sendt til høring før valget sidste år, men som ikke nåede at blive vedtaget.

Lovforslaget betyder, at det kan være en mulighed for kommunerne at inddrage civilsamfundet for at finde en venskabsfamilie til et anbragt barn, men at det ikke er en ‘skal-opgave’.

Selv om loven dermed ser ud til at blive mere udtyndet på dette område end oprindeligt planlagt, tyder meget alligevel på, at civilsamfundsorganisationer som Mentorbarn får endnu mere at lave i årene, der kommer.