Nu skal det være slut. 

Årtiers forestilling om, at velfærdssamfundet alene kan hjælpe de udsatte borgere i gang med et job og et bedre liv, holder ganske enkelt ikke. 
Der skal meget mere og ikke mindst flere til. 

Fremover skal kommuner systematisk inddrage private aktører som virksomheder, frivillige foreninger, organisationer og andre spillere i civilsamfundet, hvis de skal få flere af de 200.000 voksne danskere i gang, som cykler rundt i systemet i årevis uden at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Eller hvis de for alvor vil hjælpe de over 40.000 unge under 25 år uden job og uddannelse.

Sådan lyder budskabet fra økonomiprofessor Nina Smith, der er formand for regeringens reformkommission.

”Vi er sandet helt til i forhold til, hvad vi kan gøre. Gennem årene er vi blevet vant til at betale en høj skat og forventer så, at velfærdsstaten skal løse alle vores problemer. Men noget af det, jeg har lært i min tid som formand for kommissionen, er, at det ikke kommer til at ske. Vi får det ikke løst, og det bliver sindssygt dyrt, hvis vi tror, at det offentlige kan løse de her problemer alene. Der er brug for at gøre nogle andre ting,” siger hun.

Der er altid et lille fåtal, som gerne vil snyde systemet. Problemet er bare, at hvis vi indretter systemet efter det lille mindretal, er det et meget dårligt system, vi får.

Nina Smith
Formand, Reformkommissionen

Der skal med andre ord skabes en helt ny model for den velfærd, Danmark som samfund tilbyder de mest udsatte borgere. 

Det er en erkendelse, som vil præge de anbefalinger til reformer af velfærden, som hun og de øvrige medlemmer af kommissionen senere på efteråret vil aflevere til statsminister Mette Frederiksen (S).

Den store kuglestøber

Nina Smiths erkendelse er bemærkelsesværdig. 

Få mennesker i dette land har præget skiftende regeringers reformer af velfærden som hende. Nina Smith har som medlem af både Socialkommissionen, Velfærdskommissionen, Dagpengekommissionen og som økonomisk vismand sat sine aftryk på store samfundsreformer de seneste 30 år. 

Der har især været fokus på at øge arbejdsudbuddet, så der er råd til velfærden, også når flere danskere bliver ældre. Det er blandt andet derfor, at tilbagetrækningsalderen er hævet, og perioden, hvor man kan få dagpenge eller gå på efterløn, er forkortet.  

Siden har hun også argumenteret for en ny type af reformer, da de ”gamle” arbejdsmarkedsreformer efterhånden ikke kunne presse eller lokke flere folk i arbejde. Det førte til, at hun blev formand for regeringens reformkommission. 

De sidste knap to år har økonomiprofessoren derfor brugt en stor del af sine vågne timer på at rejse rundt i landet for at få inspiration og ideer til, hvordan hun som formand for Reformkommissionen kan få flere folk med komplekse problemer i job.

”Jeg har brugt rigtig meget tid på at tale med folk ude fra praksis og er blevet taget for at være bistandsklient. Jeg har talt med ufattelig mange frivillige organisationer, arbejdsgivere, sagsbehandlere og politikere. Og det, som også har overrasket mig, er, hvor meget der er brug for, at vi gør nogle andre ting. Det var jeg faktisk ikke klar over. For mig har der åbnet sig en verden, da jeg blev sat til det,” siger Nina Smith.

De 200.000 på sidelinjen

Der findes i dag cirka 760.000 voksne danskere i den erhvervsaktive alder på offentlig forsørgelse. Det lyder af mange. Men en stor del er på førtidspension, efterløn eller barsel og står derfor ikke på spring til at komme i arbejde. Andre går nærmest bare gennem svingdøren til jobcentret, så er de ude igen og har fået et nyt job. De er heller ikke problemet. 

Tilbage står en stor gruppe på omkring 200.000 danskere, som på trods af talrige reformer, rekordhøj beskæftigelse og en veludbygget velfærdsstat ikke kommer i gang. De er enten langtidsledige, ikke-jobparate kontanthjælpsmodtagere, syge eller på anden måde parkeret permanent på korte midlertidige ydelser. Nye beregninger, som Finansministeriet har lavet for Mandag Morgen, viser, at antallet ikke har ændret sig nævneværdigt de sidste 20 år.

”De cykler rundt i systemet i årevis. Vi har gjort rigtigt meget gennem årene. Men det lykkes ikke. Med nye lag på lag af lovgivning og knopskydninger har vi fået så mange kortvarige ordninger, som marginalt selvfølgelig har været godt tænkt, men som i det store og hele ikke har fået gruppen tættere på arbejdsmarkedet, og nogen er kommet længere væk,” siger Nina Smith. Se figur 2.

Strategiske partnerskaber

Hun forestiller sig derfor, at de enkelte kommuner fremover skal lave nye, strategiske partnerskaber med private virksomheder, frivillige organisationer, almene boligselskaber og andre aktører i civilsamfundet.

Virksomhederne kan for eksempel være med til at skaffe flere fritidsjob og praktikpladser til unge. De kan oprette job på otte-ti timer om ugen i begyndelsen til voksne, da mange af dem vil knække nakken, hvis de bliver presset til at arbejde 37 timer om ugen. Samtidig skal kommunerne tage sig af det mere bøvlede arbejde og hjælpe til, hvis der er problemer. 

Mange virksomheder vil nok mene, at de allerede tager et kæmpestort socialt ansvar i dag. Hvad skal de så gøre anderledes fremover?  

”Der er masser af gode eksempler på virksomheder, der tager et ansvar, og som andre kan lade sig inspirere af. Danish Crown har for eksempel lavet deres egen interne opkvalificeringsskole for folk med alle mulige vanskeligheder inklusive indvandrere, da de manglede ufaglært arbejdskraft.”

Hun nævner også eksempler som NCC Danmark, der sidste år endte med at løbe med DI Prisen for deres sociale indsats, samt virksomheder som Phønix Tag Materialer, Mountain Top, Coop og Give Steel, der for eksempel giver unge med kriminel baggrund en ny chance i livet.

”Vi kan også tage virksomheden Eimskip i Aarhus, som i et tæt samarbejde med kommunen hjælper unge med psykiske problemer, misbrugsproblemer og kriminalitet. Selvfølgelig kan de unge ikke arbejde ret mange timer i starten. Men det har betydet, at nogle af de unge, som aldrig nogensinde havde drømt om tage en lærlingeuddannelse, kan gennemføre den. Den slags samarbejder skal vi have mere af, for ellers taber vi alt for mange på gulvet.”

Frivillige skal hjælpe flere udsatte

Hvad er det, kommunerne ikke skal gøre fremover, og hvad skal de gøre endnu mere af?

”De skal professionalisere samarbejdet med civilsamfundet og virksomhederne mere, end de gør i dag. De skal gøre det langt mere systematisk, og de skal lave forpligtende partnerskaber med dem,” siger Nina Smith.

Hun understreger, at det selvfølgelig fortsat er det offentlige, som skal hjælpe unge og voksne med komplekse problemer. Men ikke ved selv at stå for opgaven eller relationen til de enkelte mennesker. 

”De skal i stedet formidle, at vi kan bruge virksomheder og civilsamfund mere effektivt for de mennesker, som har brug for det.”

Hvorfor er det ikke det offentlige, som skal have relationen? 

”Tag nu anbragte børn. De har typisk ikke en familie, som de kan få ret meget hjælp fra. De får selvfølgelig en sagsbehandler, som også er en meget vigtig person. Men kontaktpersonen kan jo ikke stå til rådighed 24/7 og bare ringes op klokken 23, når alt ramler sammen for det unge menneske.”

”Derfor kan der være brug for, at kontaktpersonen i stedet hjælper de anbragte unge ind i netværk. Det kan for eksempel være den frivillige organisation Mentorbarn, som hjælper anbragte børn med at få en netværksfamilie,” siger Nina Smith. 

Den ufortalte succeshistorie

På samme måde anbefaler Nina Smith også, at kommunerne laver mange flere forpligtende partnerskaber med store almene boligselskaber, hvor der bor mange af de udsatte mennesker med komplekse problemer.

Borgeren skal opleve en helhed i indsatsen, men i dag tager man typisk et problem ad gangen. Indsatsen er ofte sekventiel og ikke helhedsorienteret. Måske forsøger man først at få styr på misbrugsproblemet, og først derefter kan man snakke om de psykiatriske problemer.

Nina Smith
Formand, Reformkommissionen

En række af landets kommuner som Fredericia, Aarhus, Viborg og Randers har gode erfaringer med deres såkaldte boligsociale helhedsplaner. Disse planer er et slags velfærdslaboratorium, der afprøver nye løsninger i de enkelte boligområder. 

”De er en ufortalt succes. De får folk i arbejde. De får børn i fritidsjob. Nogle indvandredrenge, som tidligere har været nogle værre banditter, hjælper nu viceværten i området i fritiden. De har helt klart fat i nogle af de rigtige ting. Men det er vigtigt, at det er i samarbejde med kommunen, for det er det, som giver planerne perspektiv,” siger Nina Smith. 

Der findes over 50 aktive boligsociale helhedsplaner i dag, finansieret med støtte fra Landsbyggefonden, som tilsammen omfatter over 200.000 borgere fra 38 kommuner. Står det til Nina Smith, skal den form for partnerskaber øges markant de kommende år. 

”De boligsociale helhedsplaner er et eksempel på, hvordan vi kan professionalisere det her område og få andre aktører til at spille med, fordi de kan noget. De folk, som sidder i boligforeningen, kender jo borgeren. De er ikke myndighedspersoner. Så tilliden er meget større. De kan noget med mennesker, som den kommunale sagsbehandler ikke kan. Det er et anderledes magtforhold.”

Mål på resultater – ikke på processer

Hendes tanker om fremtidens velfærdssamfund indebærer langt mere fælles fodslag på tværs af kommunens forvaltninger og et opgør med den udbredte silotænkning. 

Det vil ifølge Nina Smith også være en gennemgående rød tråd i Reformkommissionens kommende anbefalinger til regeringen.

Kort før sommer vedtog et enigt folketing, at kommuner kunne slippe for store dele af reguleringen på tre store velfærdsområder: Daginstitutioner, skoler og ældreområdet. 

Det betyder, at pædagoger, lærere og ældreplejen har fået langt større frihed til selv at bestemme, hvordan de vil gribe opgaverne an, så de bedst muligt passer til børnenes og de ældres behov.

Noget tilsvarende er bare ikke sket på de to tunge velfærdsområder, som Nina Smith og Reformkommissionen først og fremmest har fokus på, nemlig arbejdet i jobcentrene og i kommunernes socialforvaltning. Især på beskæftigelsesområdet er medarbejderne bundet op på en række proceskrav. 

Ganske vist har Finansministeriet og KL aftalt, at der skal sættes gang i frikommuneforsøg på netop beskæftigelsesområdet. Men forsøget skal blot omfatte fire kommuner. Og det rækker ikke langt i forhold til at imødekomme det store ønske blandt landets borgmestre om større frihed netop på dette område. For 49 – altså lige præcis halvdelen af landets 98 kommuner – har søgt om at deltage i frikommuneforsøget. 

Nina Smith forstår godt borgmestrenes ønske. Hun nærmest sukker demonstrativt højt, inden hun tager tilløb til at forklare, at den såkaldte LAB-lov – Lov om Aktiv Beskæftigelse, som regulerer jobcentrenes aktivitet – ikke handler om at få borgerne i job.

”Det går rigtig fint for den store gruppe af borgere, som alene har det problem, at de mangler et job. Her fungerer systemet godt. Vi har vel den laveste registrerede ledighed nogensinde. Men for de borgere, der betegnes aktivitetsparate, og som har komplekse problemer, er det en helt anden sag. Når man kritiserer jobcentrene for ikke at få disse folk i job, så er det langt hen ad vejen helt forfejlet, for det skal de heller ikke. De skal blandt andet holde samtaler med borgerne,” siger hun og sukker dybt igen.

Jobcentrene bliver altså ikke målt på de resultater, de skaber for og sammen med borgerne, men på om de overholder lovgivningens krav til, hvordan forløbet med borgerne på jobcentre skal tilrettelægges. Det bør ændres, mener Nina Smith.

”Jobcentrene skal jo ikke måles på antallet af samtaler. De skal måles på, om de får folk i beskæftigelse, eller om borgerne kommer nærmere arbejdsmarkedet. Det er det problem, vi skal have gjort noget ved,” siger hun og fortsætter: 

”Der er altid et lille fåtal, som gerne vil snyde systemet. Problemet er bare, at hvis vi indretter systemet efter det lille mindretal, er det et meget dårligt system, vi får.”

Kommuner glemmer helheden

Mange af de 200.000 danskere er ikke bare arbejdsløse, men tumler også med andre problemer. Det kan være et misbrug, en psykisk lidelse eller måske en fysisk lidelse som for eksempel diabetes.

Den gruppe af borgere har det, man kalder sammensatte eller komplekse problemer. Hvis de problemer skal løses eller i en eller anden grad mindskes, skal der ske en indsats på flere eller alle områder samtidig. 

Hvis man skal sige det lidt poppet, er det ret vigtigt, at socialpolitikken bliver mere beskæftigelsesorienteret, og at beskæftigelsespolitikken bliver mere social.
 

Nina Smith
Formand, Reformkommissionen

Det kræver typisk samarbejde mellem en række forskellige instanser – eller siloer som de ofte kaldes – som for eksempel jobcentret, kommunernes socialforvaltning og regionernes psykiatriske tilbud. Men det sker alt for sjældent, mener Nina Smith.

”Borgeren skal opleve en helhed i indsatsen, men i dag tager man typisk et problem ad gangen. Indsatsen er ofte sekventiel og ikke helhedsorienteret. Måske forsøger man først at få styr på misbrugsproblemet, og først derefter kan man snakke om de psykiatriske problemer. På den måde kan det tage virkelig lang tid, og den enkelte sagsbehandler kan undervejs kaste ansvaret for, at der ikke sker noget, over på en af de andre aktører,” siger Nina Smith.

Kommuner og regioner skal altså se indad og gøre op med en tilgang, der er bygget op efter forvaltningsområder, og i stedet opbygge en helhedsindsats, der tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov.

Der er ifølge Nina Smith nogle kommuner, som virkelig arbejder med disse ting. Men mange steder udarbejder de forskellige myndigheder hver især en handleplan for borgerne. De knytter samtidig en sagsbehandler til hver borger som kontaktperson. Nina Smith fortæller, at Reformkommissionen er stødt på familier med i alt 50 kontaktpersoner i de forskellige myndigheder og et tilsvarende antal handleplaner.

Den halve løsning

De problemer var jo lige præcis årsagen til, at et bredt flertal i Folketinget vedtog den såkaldte Helhedslov før sommer for netop at kunne tage udgangspunkt i den enkelte borgers behov og ikke i forskellige love. Løser den ikke problemet?

”Det er også fornuftigt. Men jeg tror også, at der skal mere til. Implementering er som bekendt vigtig og afgørende for, om man i praksis får tingene realiseret,” siger Nina Smith.

Hvad tænker du på her?

”Hvis man skal sige det lidt poppet, er det ret vigtigt, at socialpolitikken bliver mere beskæftigelsesorienteret, og at beskæftigelsespolitikken bliver mere social.”

Netop problemerne med implementering tog forfatter og nuværende Djøf-direktør, Sigge Winther Nielsen, fat på i sin meget omtalte bog ”Entreprenørstaten” (2021).

Her kritiserer han netop, at Folketingets fokus ofte er på vedtagelsen af reformer og lovgivning, men ikke rigtig på hvordan de kommer til at fungere i praksis. I hans øjne har politikerne fokus på, hvad der sker ved hoveddøren i det politiske system og ikke nok på, hvad der sker ved ”bagdøren”.

I forhold til Hovedloven er problemet blandt andet, at de forskellige myndigheder ikke bare har refereret til hver deres lovgrundlag. Deres it-systemer er også opbygget, så de passer til netop Lov om Aktiv Beskæftigelse eller netop til Lov om Social Service. Selv med Hovedloven skal medarbejderne stadig holde styr på deres indsatser overfor borgerne og taste resultaterne ind i flere forskellige it-systemer. 

”It-systemerne på beskæftigelsesområdet og det sociale område taler ikke sammen,” konstaterer Nina Smith tørt. 
 

Gode erfaringer skal spredes

Når Reformkommissionen fremlægger sine anbefalinger senere på efteråret, vil det også fremgå, at kommunale investeringer i dette område giver en økonomisk gevinst på sigt. 

Præcis hvor store gevinster vil Nina Smith ikke løfte sløret for i dag. Men det kan være en øjenåbner for mange af de politikere, som har fokus stift rettet på etårsbudgettet. 

”Det er en god økonomisk investering udover den menneskelige gevinst. Og specielt hvis vi også tager med, at deres børn også kommer til at klare sig bedre, nu da deres mor og far har fået et job.” 
Nu har du siddet som kommissionsformand i snart to år. Er du ved at kaste håndklædet i ringen?

”Nej, tværtimod. Det, der er så opløftende, er, at der sker rigtig mange forskellige ting ude i kommunerne. Og det er det, vi har ladet os inspirere af.

Hvis bare man prøvede at få det meget bedre bredt ud.”

Hvorfor siger du det med at brede ud?

”Det sker simpelthen ikke nok. Jeg har for eksempel lige haft et virtuelt møde med en kommune, som gerne vil lave en helhedsplan for et boligområde. De fortalte, at de ville lave nogle helt fantastiske ting. Det var bare stort set det samme, som de allerede gør i nabokommunerne. Når jeg spørger, har I så snakket med andre kommuner, svarer de, nej, det har de ikke.”