Måske husker nogen, hvordan vrede borgere i det ellers søvnige Græsted-Gilleleje udtrykte deres højlydte protester mod planerne om at udlicitere ældreplejen til private ved at hejse en dukke op i en flagstang. Dukken forestillede viceborgmester Lars Løkke Rasmussen. Det er nu 20 år siden. Men det viste sig, at Løkke var forud for sin tid. I dag taler selv SF’ere om fordelene ved at lade private drive plejehjem og stå for hjemmeplejen.

Løkke stod også som amtsborgmester i Frederiksborg i spidsen for det hidtil største danske eksperiment med at indføre markedsagtige principper i sygehussektoren med sin plan om, at frisygehuset Hørsholm skulle styres efter en slags køb-og-salg-model.

Som hovedarkitekt til en række nyskabende velfærdsinitiativer under VK-regeringen – som frit valg af plejebolig og udvidet frit sygehusvalg – gik Løkke nye veje og udfordrede den klassiske tænkning af den danske velfærdsmodel. Siden har regeringen rullet noget af det tilbage, og der er blevet lukket for de gyldne haner til privathospitalerne.

Vi bringer disse eksempler for at illustrere, at forskellen mellem en rød og blå regering efter næste valg er langt større end det billede, der hidtil er blevet tegnet i medierne. Forskellen består ikke i, hvorvidt der nu for hver 100 kroner skal bruges 0 øre, 20 øre eller 60 øre ekstra til børn i folkeskolen, pleje af ældre og behandling af syge patienter.

Danskerne står reelt over for et velfærdsvalg. Et valg om, hvilken velfærdsmodel Danmark skal have for fremtiden.

 

HELLE THORNING-SCHMIDT GÅR TIL VALG på at bevare den klassiske velfærdsmodel. Det trygge valg. Den velfærd, vi kender.

Hun vil slå på, at der aldrig er brugt så mange penge til sundhed som i dag. At en regering aldrig har brugt så mange penge på uddannelse og forskning som i dag. At Løkke som statsminister tabte over 100.000 arbejdspladser, mens hun har skabt den laveste ledighed i fem år, og der alene det sidste halvandet år er skabt 40.000 nye private arbejdspladser. Og at der er afsat ekstra milliarder de kommende år til bedre kræftbehandling, hjælp til psykisk syge og flere pædagoger i børnehaverne.

Hvis Løkke genvinder magten, vil han fortsætte, hvor han slap i 2011, og slippe velfærden yderligere løs. Han vil give danskerne øget frit valg på langt flere velfærdsområder. Han vil gøre det nemmere for private og andre ikke-offentlige leverandører at drive plejehjem, hospitaler og børnehaver. Flere velfærdsopgaver skal konkurrenceudsættes. Flere kommunale institutioner skal omdannes til f.eks. selvejende institutioner og have større frihed til at løse opgaverne.

Regionerne vil formentlig få dødskysset, og staten skal overtage ansvaret for sygehusene. Partierne i blå blok mangler dog fortsat at give et svar på, hvorfor staten vil være bedre til at styre sygehusene end regionerne, som år efter år har leveret imponerende produktivitetsstigninger.
 

HVOR LANGT LØKKE kan gå i sin vision for at udvikle velfærdssamfundet, afhænger meget af Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti. For hver ekstra stemme, han suger til sig, hæver han prisen for at pege på Løkke som landets næste statsminister. Kristian Thulesen Dahl har allerede taget det første stik hjem. For det sidste halve år har Løkke været på vild flugt fra sit mål om nulvækst i det offentlige forbrug.

Da Lars Løkke Rasmussen måtte erkende nederlaget ved valget i 2011, sagde han: ”I aften, der afleverer jeg nøglerne til Statsministeriet til Helle Thorning-Schmidt. Pas rigtig godt på dem. De er kun til låns.” Lige siden har han og Venstre haft blikket mod det valg, som Thorning skal udskrive de kommende måneder, og har nærmest ført valgkamp i 3 ½ år.

Selv om Helle Thorning-Schmidt igen og igen håner Venstre for ikke at fremlægge deres politik, er det en sandhed med modifikationer. Venstre har det seneste halve år fremlagt en række udspil, der til sammen aftegner et stadigt tydeligere billede af det blå Danmark, partiet arbejder for.

Løkke mangler en overordnet økonomisk masterplan. Han er heller ikke meget for at afgive alt for konkrete løfter, da han i så fald risikerer at blive ramt af en syndflod af anklager om løftebrud på samme måde, som han i 3 ½ år har anklaget Thorning for at løbe fra alle sine løfter. Men holdningsmæssigt er Venstres vision mere end tydelig.
 

FOR DE TO REGERINGSPARTIER er det lige omvendt. Krone for krone kender vi regeringens politik fra diverse oplæg og fra finanslov til finanslov. Thorning kan sætte et flueben ud for langt flere af sine valgløfter fra 2011, end både oppositionen og medierne påstår. Hun får måske heller ikke altid anerkendelse for de mange resultater, regeringen allerede har opnået.

Til gengæld ved vi noget mindre om det Danmark, regeringen ønsker sig for fremtiden. Thorning forsøger at opstille et alternativ mellem fællesskab og velfærd på sin og regeringens side og på Løkkes og blå bloks side egoisme, massive skattelettelser og mindre velfærd.

For langt de fleste danskere er både fællesskab og – om ikke egoisme – så individualisme to meget positive værdier. Det ville ikke være så tosset med et valg mellem disse to fortællinger, der for alvor tydeliggør et velfærdssamfund med udgangspunkt i fællesskabet og et velfærdssamfund med udgangspunkt i individet.

Men her – på det holdningsmæssige plan – har hverken Socialdemokraterne eller de radikale markeret sig med særlig tydelighed. Og det kan blive fatalt. For fortællingen om fællesskabet giver som andre fortællinger ikke sig selv. Den skal hele tiden italesættes og positiveres. Sker det ikke, sygner den hen.
 

DET NETOP AFHOLDTE SKOLEVALG for 75.000 elever i 8. og 9. klasse viste med al tydelighed, at de kommende generationer af vælgere er borgerlige. De blå partier ville få 104 mandater i Folketinget, hvis de unge kunne bestemme, og rød blok ville blot få 75 mandater. Venstre og Liberal Alliance ville blive landets største og 3. største partier. I Folketingets spørgetime i sidste uge brugte Helle Thorning-Schmidt ifølge en optælling i Politiko hele 76 pct. af sin tid på at bore i Løkkes tilbagetog om nulvækst. Kampagnen mod modstanderen er blevet vigtigere end fremlæggelsen af den positive vision for de fælles løsninger, som Helle Thorning-Schmidt angiveligt ønsker.

På forhånd er Thorning og Morten Østergaard stort bagud på point. Et gennemsnit af meningsmålingerne viser med forbløffende stabilitet, at rød blok mangler omkring 200.000 vælgere for at nå i mål, hvis nøglerne til Statsministeriet ikke bare skal være til låns i en enkelt valgperiode.

Hvis Helle Thorning-Schmidt skal have nogen chance for at indhente det efterslæb, er den første betingelse, at hun evner at levere sin overbevisende fortælling om, hvad tryg velfærd handler om – også så næste generation kan forstå det. Lykkes det ikke at erobre befolkningens klangbund med en fortælling om fællesskabet, kan Helle Thorning-Schmidt ikke bare tabe dette valg, men lægge grunden til en langvarig periode i opposition. Helt på samme måde som det skete, da Socialdemokraterne overgav regeringsmagten til den konservative Poul Schlüter i begyndelsen af 1980’erne og til Venstres Anders Fogh Rasmussen i 2001. I begge tilfælde endte Socialdemokraterne i opposition i ca. 10 år.