I sidste måned spurgte jeg, hvordan Helle Thorning-Schmidt ifølge Harvard-professor Michael Porter skulle bedømmes, hvis hun i stedet for statsminister havde været CEO i en stor virksomhed. I den forbindelse efterspurgte jeg, at Helle Thorning-Schmidt ville melde tydeligere ud, hvad hun ser som Danmarks fremtidige konkurrencemodel.

I mellemtiden har Venstre afholdt landsmøde. Og lederen af oppositionen, Lars Løkke Rasmussen, benyttede lejligheden til at komme statsministeren i forkøbet og fremsætte sit klare og utvetydige billede af Danmarks fremtidige konkurrencemodel.

Løkkes vision for Danmarks konkurrenceevne kan noget forenklet koges ned til følgende lille suppeterning:

“Vi kan i længden ikke klare os i den internationale konkurrence, hvis ikke vi gør noget alvorligt ved vores konkurrenceevne. De for høje skatter og afgifter. De særlige danske byrder på vores erhvervsliv. De for høje offentlige omkostninger. (…) Den nye verden – Kina, Indien, Brasilien, Sydkorea og andre vækstøkonomier – vågner med en glubende appetit på velstand. (...) Der er brug for en ny, idealistisk realisme. Brug for at veje politik af på den helt afgørende vægt: Koster eller skaber det danske arbejdspladser? Koster eller skaber det holdbar velstand? Sikrer det eller udhuler det fremtidig velfærd? Det er den vægt, Venstre vejer politiske ideer af på.”

Derfor, forklarer Løkke, skal skatten ned og udgiftsvæksten i den offentlige sektor reduceres til 0,0 pct. Samtidig skal det danske lønniveau over en årrække reduceres med 15 pct. for at komme på niveau med det nye pejlemærke for dansk økonomi – eksport-juggernauten Tyskland.

[quote align="left" author=""]Hvad der ikke kan forklares, kan som bekendt ikke forsvares. For hvordan kan det være sandt, at vi skulle blive rigere ved at gå 15 pct. ned i løn? Held og lykke med at forklare dén til vælgerne.[/quote]

Det sidste opnås ved at ”sikre lønmodtagernes realløn, selv om de skal holde igen på lønnen”. Det er både i kommunikativ og økonomisk forstand noget af en uriaspost, Venstres formand herved har sat sig for at forsvare.

Kommunikativt er det en udfordring. For det første, fordi han i valgkampens hede fik fremsat et valgløfte. Her sagde Løkke:

"Der er ikke skattelettelser ud over dem, der skal tøs op, i det program, jeg lægger frem nu. Vi har en aftale fra foråret, der klart beskriver, hvad provenuet fra reformerne skal bruges til i denne valgperiode. Det er ikke til skattelettelser. Og hvis vi får flere penge i hånden, skal de sættes primært i en sundhedssatsning."

For det andet, fordi næstformand Kristian Jensen på samme tid sidste år gik i byen med det samme budskab om nulvækst i den offentlige sektor, men efterfølgende kom i så stor intern politisk modvind, at han trak forslaget tilbage. Først ville Venstre have nulvækst, så ikke, og nu vil de så igen.

For det tredje, og vigtigst, fordi budskabet simpelthen er svært at forklare danskerne. Og hvad der ikke kan forklares, kan som bekendt ikke forsvares. For hvordan kan det være sandt, at vi skulle blive rigere ved at gå 15 pct. ned i løn? Held og lykke med at forklare dén til vælgerne.

På hvilken vægt skal Løkke vejes?

Økonomisk er det også en svær fortælling, for det er et åbent spørgsmål, om Danmark klarer sig så elendigt i den internationale konkurrence. I forhold til netop Tyskland bringer en række faktorer i hvert fald den vægtskål, som Løkke vejer sine politiske ideer på, ud af balance:

Arbejdspladser: Ifølge OECD var beskæftigelsesraten i Tyskland på 72,5 pct. i 2011. I Danmark var den 73,2 pct. Det lyder måske ikke af meget, men det betyder, at hvis Tyskland havde samme beskæftigelsesfrekvens som Danmark, ville der være mere end 200.000 flere tyskere i arbejde.

Eksport: Som en god indikator for konkurrenceevne anføres ofte, hvorvidt et land er i stand til at eksportere og opretholde et overskud på handelsbalancen. Heller ikke her synes Danmark at have problemer, tværtimod. Ifølge Danmarks Statistik har Danmark siden 2002 opretholdt et overskud på handelsbalancen, og i 2011 beløb det sig til 80 milliarder kr., hvilket er mere end på noget tidspunkt under Venstres regeringstid. Se figur 2.

Høje offentlige omkostninger: Danmark har et højt skattetryk og en stor offentlig sektor. Men i ethvert land er der en vis mængde sociale udgifter, der skal afholdes af enten den private eller den offentlige sektor. For nylig har OECD sammenlignet lande på baggrund af deres samlede sociale udgifter, dvs. når man medregner private sociale udgifter og korrigerer for skattefradrag. Konklusionen er, at den samlede danske velfærdssektor hverken er større eller tungere end i andre lande. Målt således har Tyskland den tredjemest omkostningstunge velfærdssektor, USA den femte og Danmark den niendemest omkostningstunge.

To veje i dansk politik

Således står det klart, at der faktisk er to veje i dansk politik. Men det er ikke valget mellem spare- eller arbejdsvejen, som Helle Thorning-Schmidt hævdede under valgkampen. Det er valget mellem to grundlæggende forskellige forståelser af Danmarks konkurrenceevne.

På den ene side står Løkke med ønsket om at tilpasse lønnen til det underlæggende produktivitetsniveau og derved øge eksporten. På den anden side Thorning, som med nedsættelsen af produktivitetskommissionen ønsker at hæve produktiviteten, så den kommer til at matche lønniveauet og dermed øge levestandarden.

Det er forenklet udtrykt et valg imellem lønkonkurrenceevne og produktivitetskonkurrenceevne.

Som bekendt har Michael Porter beskæftiget sig med konkurrenceevne på mange niveauer – for CEO’er, for virksomheder og ikke mindst for lande. Men hvad ville den gode Michael Porter så sige om de to strategier?

I en ny artikel fra Harvard Business Review hævder han, at også USA lider af et konkurrenceevneproblem:

”The United States is a competitive location to the extent, that companies operating in the US are able to compete succesfully in the global economy while supporting high and rising living standards for the Average American. A competitive location produces prosperity for both companies and citizens. Lower American wages do not boost U.S. competitiveness. (…) Whether a nation is competitive hinges instead on its long-run productivity – that is, the value of goods and services produced per unit of human, capital and natural ressources. (…) Boosting productivity over the short run by firing workers, as many U.S. firms did at the onset of the Great Recession in 2008, is a reflection not of competitiveness but of weakness. (…) It is a nation’s ability to generate high output per employable person – not per currently employed person – that reveals its true competitiveness.”

Michael Porters tredje vej

Dermed ville Porter sandsynligvis afskrive Løkkes strategi med lønkonkurrence, fordi lavere lønninger isoleret set vil øge virksomhedernes konkurrenceevne og eksportmuligheder, men ikke et lands mulighed for at øge levestandarden for dets indbyggere. Når lønningerne reduceres, falder den samlede købekraft og dermed importen. Dvs. at de danske forbrugeres muligheder for at få udbytte af den forbedrede globale arbejdsdeling forringes.

Målet med eksport har aldrig været at skabe løbende overskud på betalingsbalancen – og akkumulere tilgodehavender over for udlandet. Det er for øvrigt bl.a. Tysklands besættelse af at akkumulere valutareserver, der har bidraget til at bringe eurozonen ud af balance og på randen af kollaps. Målet med eksport er derimod at importere, så den gennemsnitlige levestandard øges. Igen – den danske levestandard øges ikke ved at gå ned i løn, tværtimod.

Snarere skal et land ifølge Porter satse på at forbedre den langsigtede produktivitet. Derved forbedres bytteforholdet over for udlandet, og det bliver muligt at tage højere priser for eksporten sideløbende med et højt lønniveau. Produktiviteten øges som bekendt først og fremmest via uddannelse, men også ved innovation, iværksætteri, god ledelse og meget mere.

[quote align="right" author=""]Jo flere personer med svage forudsætninger, der bringes ind på arbejdsmarkedet og i beskæftigelse, jo lavere bliver den gennemsnitlige produktivitet.[/quote]

I Danmark sigter flexicurity-modellen netop mod at opretholde arbejdsstyrkens uddannelses- og kompetenceniveau gennem løbende opkvalificering. Samtidig virker den offentlige sektor bl.a. ved at kollektivisere den enkeltes risiko ved at tage en uddannelse, hvorfor den samlede arbejdskrafts potentiale udnyttes langt bedre. Således synes produktiviteten ikke uden videre at kunne styrkes ved at reducere den offentlige udgiftsvækst.

Det betyder dog ikke, at Michael Porter ville omfavne Helle Thorning-Schmidts strategi for konkurrence på produktivitet. Han påpeger nemlig, at et af USA’s primære problemer består i et alarmerende fald i arbejdsudbuddet.

Som sådan synes Danmarks og USA’s udfordring anno 2012 at være hinandens perfekte spejlbilleder. Hvor Danmark siden 1996 ifølge Produktivitetskommissionen har haft en årlig produktivitetsvækst på 0,8 pct., har USA siden 1998 oplevet et fald i arbejdsudbuddet på næsten hele 4 pct.

Man aner en sammenhæng, og det er der selvfølgelig også. Det er velkendt inden for økonomisk teori, at der på kort sigt er et trade-off mellem arbejdsudbud og produktivitet. Dvs. jo flere personer med svage forudsætninger, der bringes ind på arbejdsmarkedet og i beskæftigelse, jo lavere bliver den gennemsnitlige produktivitet. Det er derfor Porter hævder, at ægte produktivitet bør måles per person i den arbejdsdygtige alder og ikke per beskæftiget eller per time, som f.eks. Produktivitetskommissionen gør.

Dermed tegner der sig tre veje i dansk politik. Løkkes vej, hvor lønnen tilpasses produktiviteten, Thornings vej, hvor produktiviteten tilpasses lønnen, og endelig Porters vej, hvor produktiviteten øges, uden at det sker på bekostning af arbejdsmarkedstilknytningen og beskæftigelsesgraden.

Men hvis Løkke bliver statsminister, burde han lægge sig mere i selen for at indfri sit første drømmemål for 2020 – at Danmark i 2020 skal være blandt de 10 rigeste lande i verden – for det kommer ikke til at ske ved at sænke danskernes lønniveau.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.