Ledelse

Det bliver hverken digitaliseringen, mangel på arbejdskraft, erobring af nye markeder, opkøb af konkurrenter eller lignende velkendte, forretningsmæssige udfordringer, der bliver topchefernes vigtigste dagsordener de nærmeste år. Det afgørende vil i stedet handle om at kunne navigere i fire perfekte storme, der alle befinder sig i yderkanten af virksomhedernes traditionelle interessesfærer. 

De fire perfekte storme er klimakrisen, pandemien, polariserings-effekten og fake facts-effekten. På samme måde som virusvarianter griber de ind i hinanden i et selvforstærkende og konstant muterende forløb. De største problemer er ikke nødvendigvis de direkte, men derimod de afledte effekter af de enkelte kriser. Hvem havde for eksempel forudset, at coronapandemien kunne føre til en global forsyningskrise, dybt splittede samfund og opgør mellem vaccinerede og ikke-vaccinerede mennesker?

Når mennesker kommer under stort og akut pres, udløser det uventede og ofte voldsomme reaktioner, der kan true selv de mest stabile samfund og markeder. Og det et netop sådanne pres, de fire perfekte storme skaber. Her følger nogle eksempler.

De fire storme

Coronapandemien er ikke kun en sundhedskrise men i høj grad også en multiplikator og accelerator for en række andre kriser, som rammer adfærd, økonomi, forsyningskæder og så videre, og den vil sandsynligvis påvirke vores livsformer i mange år fremover. Det være sig rejsevaner, arbejdsliv, sociale omgangsformer med mere.

Pandemien driver for eksempel en adfærdskrise, fordi den udfordrer vores hverdag og tryghed i et omfang, vi ikke har oplevet siden Anden Verdenskrig. Den har samtidig demonstreret, at der er grænser for, hvor meget man gennem dekreter og tvang kan motivere mennesker til at ændre adfærd på samme tid uden at risikere sociale optøjer og destabiliserede samfund. På et tidspunkt, hvor en ny og uopklaret virusvariant som omikron udløser en lang række af nye, adfærdsregulerende restriktioner, er det for tidligt at vurdere den fulde effekt, udover de samfundskritiske konsekvenser.

Klimaforandringerne kan umiddelbart sammenlignes med coronakrisen, dels fordi de også er en multiplikator og en accelerator for flere muterende kriser, dels fordi de også handler om adfærd og livsformer. Forskellen er blot, at klimakrisen er langt alvorligere og vil kræve omfattende og permanente transformationer af vores samfund. Det er detaljeret beskrevet i stadig flere internationale og stadig mere overbevisende analyser. Klimaforandringerne og relaterede udfordringer som miljø- og biodiversitetskrisen er i alvorsgrad at betegne som coronapandemien gange ti.

I realiteten er klimakrisen også en adfærdskrise – men med omvendt fortegn i forhold til coronaen. Over 70 procent af CO2-udledningen skyldes nemlig vores adfærd og forbrug. Ifølge FN’s Emission Gap Report og analysen 1.5 Degrees Lifestyles, der blandt andet er finansieret af danske KR Foundation, skal rige samfund som det danske inden 2030 – om cirka 3.000 dage – omlægge deres forbrug til et niveau, der svarer til en reduktion på 80 procent for at holde den globale temperaturstigning på omkring 1,5 grader. Her er pandemien et værdifuldt lærestykke i, hvad det kræver af indgreb i vores livsformer. Vi skal bare gange udfordringen op med adskillige faktorer.

Infodemics

De to næste “storme” – polariserings-effekten og fake facts-effekten – er nærmest uundgåelige konsekvenser af pandemien og klimaforandringerne. Når mennesker og hele samfund så hurtigt og så gennemgribende skal omstille sig til så markant ændrede vilkår, vil det skabe kraftige reaktioner. Her har coronapandemien igen givet en forsmag gennem såvel polariseringer af befolkninger som udviklingen af misinformationer og konspirationsteorier, der af WHO benævnes som infodemics.

De udfordringer er ikke kun skabt af pandemien. Tendenserne har været under udvikling i flere år, blandt andet som følge af stigende ulighed og manglende tillid til autoriteterne i en række lande. Men de er accelereret af det pres, som pandemien har skabt, og de kan forudses kraftigt forstærket, når også klimaforandringerne for alvor kræver hurtige omstillinger af vores livsformer og samfundsstrukturer.

De fire “perfekte storme” kan de kommende år således udløse kriser, der truer vores livsbetingelser og frihedsgrader – afhængigt af, hvor hurtigt og konsekvent de adresseres.

Hvad betyder det for topchefernes hverdag? Hvordan skal de navigere i så perfekte og så stærke storme? Her er fire konsekvenser, man allerede nu bør tage bestik af.

De fire konsekvenser

1. Globale kriseløsninger bliver fremtidens største markeder
   Kampen mod covid-19 er symptomatisk for fremtidens kriseløsninger, for den illustrerer nemlig behovet for etablering af tætte, grænseoverskridende partnerskaber for at løse accelererende og komplekse udfordringer. Det gælder for såvel pandemier som klima- og miljøkriser. Det betyder, at globale kriseløsninger forudses at blive de kommende årtiers største og hurtigst voksende markeder.
2. Staten definerer vilkårene for en ny markedsøkonomi
   Den kendsgerning, at løsningen af store samfundsudfordringer skaber de største markeder, indebærer, at samfundet – det vil sige staterne – i stigende grad vil definere vilkår og rammer for, hvordan kriserne skal løses. Der er ingen tvivl om, at de globale kriser placerer staterne i en langt stærkere rolle, mens virksomhederne i samme takt bliver staternes “agenter” forstået således, at virksomhederne skal løse en række af de udfordringer, der hidtil har ligget i offentligt regi.
   
   
3. Nye partnerskaber udvisker grænsen mellem private og offentlige sektorer
   Kompleksiteten i fremtidens kriser forudsætter systemiske løsninger. Det vil sige tætte, forpligtende alliancer mellem alle samfundets sektorer. Begrebet offentlige og private partnerskaber vil blive erstattet af begreber for systemiske partnerskaber, der nedbryder grænserne mellem det offentlige og det private, udfordrer de traditionelle sektorer og skaber fælles spilleregler. Kravet om løsninger bestemmer, hvilke forretningsmodeller og relationer, der skal etableres på hvilke vilkår. Her vil staterne med henvisning til almenvellet skabe rammerne og sætte betingelserne.
   
   
4. Virksomhederne skal redefinere deres formål
   Èt er, at virksomheden skal tjene penge. Noget andet er: hvordan og til hvem? Det handler med andre ord ikke kun om at være bedst i verden, men også om at være bedst for verden. Derfor bliver det enhver topledelses opgave at redefinere virksomhedens mission og overordnede formål i lyset af de samfundskriser, som tegner sig i horisonten. Det vil udfordre virksomhedernes eksisterende forretningsmodeller og værdigrundlag. Bundlinjen skal ikke kun afspejle ejernes gevinster, men også samfundets. Den beslutning vil både afgøre investorernes interesse og muligheden for at tiltrække nye talenter.

Andre konsekvenser kunne nævnes. Men lige så store udfordringerne måtte være, lige så mange er mulighederne. Èt synes sikkert: Der bliver et akut og snarligt behov for nye typer løsninger, som kun virksomhederne kan levere. Men det forudsætter, at såvel direktioner som bestyrelser benytter kriserne til at nytænke forretningsmodeller, strategier og mål. Dybest set handler det om at nytænke det mindset, der hidtil har defineret erhvervslivets selvforståelse.