Sig det, som det er, sig det klart, og bliv ved med at gentage det. Det er de konkrete råd til statsminister Helle Thorning-Schmidt fra tre erhvervsledere, som Mandag Morgen har bedt om deres bedste bud på, hvordan man som statsminister kan lede landet gennem krisen. Og måske var det ikke så skidt, at statsministeren brugte sin første nytårstale på at forklare, at krisen er kommet for at blive, og at den vil ramme os alle.

“Jeg tror det er enklere, end vi tror. Det at man tør stå ved det, man mener, er rigtig stærkt. Jeg har set erhvervsledere, der taler medarbejderne efter munden, hvilket gør det uklart, hvad de selv vil. Den type ledere har sjældent gang på jorden. De skal turde sige, når folk skal tage sig sammen. Vi har brug for ledere med mod,” siger Karin Verland, der med sine direktørposter i henholdsvis Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) og Pfizer Danmark samt sit formandskab for Lægemiddelindustriforeningen, Lif, er en af de højst profilerede kvinder i den danske medicinalindustri.

Den pointe støtter Lars Kolind, tidligere Oticon-direktør og i dag medlem af en række bestyrelser.

“Jeg er uenig i den vurdering, at politikere, der siger sandheden, ikke bliver respekteret og genvalgt. Det kan have været rigtigt for år siden, men ikke i dag. Der er agendaen en anden. Danmark har problemer, og vi har brug for nogle, der gør noget ved det,” siger Lars Kolind.

Stålwire mellem vision, mission og strategi

I det hele taget er det vigtigt i krisetider, at ledelsen kan tegne en klar vision for, hvor virksomheden – eller landet – er på vej hen, og hvorfor det er nødvendigt med forandringer. De seneste års stærke fokus på økonomien har fået mange politikere til at ty til vismandsberegninger og OECD-statistikker som argumentation for deres beslutninger. Det er helt nødvendigt at samle input hos eksperterne, men det er ikke nok til at samle befolkningen om en ny velfærdsmodel, mener topcheferne. Statsministeren skal tilbage til den klassiske funktion, som hendes mandat hviler på – at udstikke en vision for hele landet. Hun skal fortælle befolkningen klart og tydeligt, hvad hendes vision for fremtidens velfærdsmodel er, og hvordan vi sammen kan nå dertil.

“Helle Thorning-Schmidt skal tegne et samfund, som vi skal stræbe efter. Derefter skal hun i handlinger vise, hvordan hvert lille skridt er et skridt i retningen af den store vision. Det er sådan en dygtig erhvervsleder leder sin virksomhed,” siger Lars Kolind.

Karin Verland mener, at statsministeren skal forsøge at gøre både sig selv og hendes projekt mere synligt.

“Statsministeren mangler at fortælle, hvor hun gerne vil have os hen, og hvad der skal til – helt konkret – for at vi kan det. Det skal ikke kun være for nogle. Det skal være for os alle sammen. Jeg ville bede DR om at sætte en halv time af hver fjortende dag og bruge den til at forklare, hvad vi gør, og hvorfor vi gør det. Jeg ville fortælle det om og om igen. Hun skal være proaktiv i stedet for reaktiv,” siger Karin Verland, og forklarer, at der skal være det, hun kalder en stålwire mellem statsministerens vision, mission og strategi: Hun skal holde nøjeregnende regnskab med, hvor langt ministrene hver især er nået med målene, og det skal kommunikeres løbende til befolkningen. De danskere, der deltager aktivt i projektet og dermed skaber den økonomiske platform for velfærden, skal desuden anerkendes for indsatsen.

Opgaven er sværere

Hvor nogle erhvervsledere, som A.P. Møller-Mærsks koncernchef Niels Smedegaard Andersen og Novo Nordisks topchef Lars Rebien Sørensen, i stigende grad er begyndt at blande sig i den politiske debat med råd til politikerne om, hvor meget der kan spares på de offentlige budgetter, hvordan der kommer gang i væksten, eller hvad der ellers skal til for at løfte Danmark ud af krisen, er Allan Søgaard Larsen, der er koncernchef for Falck A/S, generelt tilbageholdende med at give gode råd til politikerne. Dertil er opgaven at lede en regering alligevel for forskellig fra – og langt vanskeligere end – den at lede en virksomhed.

“Hele den demokratiske proces, der skal til for at drive et samfund, findes jo ikke i en koncern. At the end of the day har du en bestyrelse, som ikke er drevet af demokratiske interesser men af aktionærinteresser. De kan bestemme, hvordan tingene skal være. Det kan du ikke gøre i et samfund,” siger Allan Søgaard Larsen.

Men der er nu alligevel ligheder og pointer, der kan overføres fra erhvervslivet til politik, mener han. For eksempel, at der bør være indsigt i, hvad der er virksomhedens – og velfærdens – økonomiske fundament.

“Vi har fået skabt os et velfærdssystem, som er baseret på rettigheder, og vi er desværre lykkedes med at fjerne indsigten i forudsætningen. Og forudsætningen er jo, at der er en velstand, der kan finansiere det. Den dér forståelsesmæssige kobling er simpelthen blevet hugget over,” siger Allan Søgaard Larsen.

Han mener, at velfærdssamfundet har udviklet sig til en slags dans om guldkalven. Mange danskere har en opfattelse af, at når man blot har betalt sin skat, har man også ret til at kræve de mange velfærdsvarer på hylderne. Den manglende indsigt i, hvad der skaber velstand, er en trussel mod velfærdssamfundet.

“Hvis du går ned på gaden i Ry og spørger en borger, hvad sammenhængen er mellem de toiletsæder, de producerer på Pressalit og børnehaven i byen, skal folk svare soleklart, at virksomhedernes produktion giver os råd til børnehaverne. Denne sammenhæng er i dag ikke erkendt af den enkelte dansker. Hvis du får det på plads, er mange problemer løst,” siger Allan Søgaard Larsen.

Reformer, reformer og atter reformer

Først når danskerne har indset, at velfærdsstaten i sin nuværende form har overlevet sig selv, og at drastiske ændringer er nødvendige, kan reformarbejdet for alvor gå i gang. Og her skorter det ikke på idéer fra erhvervslederne til, hvad der kunne tages fat på: Antallet af danskere på offentlig forsørgelse skal halveres, pensionsalderen skal afskaffes og arbejdstiden skal op. Desuden skal danskerne  være villige til at skifte fag eller at flytte til den anden ende af Danmark, hvis det betyder, at de kommer i arbejde.

“Vi er efter min mening nået til et punkt, hvor der skal være meget tungtvejende grunde til, at man som ledig ikke tager et job, selv om det er uden for ens fagområde eller et andet sted i landet. Det er ikke urimeligt over for de mennesker, det drejer sig om,” siger Lars Kolind.

Karin Verland vil gå til tilbagetrækningsalderen. Og her er det ikke nok bare at lave en efterlønsreform. Hun vil helt afskaffe pensionsalderen. Hun ser ingen logik i, at alle kan stille arbejdsskoene, udelukkende fordi de er fyldt en bestemt alder. Hun vil i stedet udvide førtidspensionen, så den rummer de nedslidte danskere.

“Jeg har fuld forståelse for, at der er nogle, der må gå på pension, fordi de er nedslidte. Der skal være mulighed for at komme på førtidspension enten pga. alderdom eller sygdom. Til resten af befolkningen er der ikke noget, der hedder pensionsalder. Vi må stå af, efterhånden som vi ikke kan mere. Nogle kan blive ved, indtil de er 90,” siger hun.

Under valgkampen var Socialdemokraternes og SFs alternativ til tilbagetrækningsreformen som bekendt, at danskerne skulle arbejde en time mere om ugen med fuld løn. Det mener Allan Søgaard Larsen er et fornuftigt udgangspunkt. Det er dog slet ikke nok til at øge Danmarks konkurrenceevne. Han vil både afskaffe efterlønnen og have danskerne til at arbejde to timer mere om ugen. Uden kompensation vel at mærke.

“Det er ikke fordi, erhvervslivets aktionærer skal tjene flere penge. Det er, fordi det er skræmmende at sammenligne vores konkurrencekraft med Tyskland, Sverige og resten af verden. Vi har mistet konkurrencekraften, og derfor skal vi have arbejdsproduktiviteten op,” siger han.

Han er inspireret af Hartz-reformerne og Agenda 2010, som blevet gennemført i 90’ernes og start-00’ernes Tyskland under Gerhard Schröder. På det tidspunkt oplevede Tyskland nulvækst, offentlig gældsætning og en eksplosion af udgifter til pensioner, sundhedsvæsen og arbejdsløshedsunderstøttelse. Reformerne lagde bl.a. loft over pensionsudgifterne, indførte brugerbetaling på sundhedsområdet og skar i arbejdsløshedsstøtten.

“Det er jo ikke mere end 8-9 år siden, man talte om Tyskland som Europas syge mand. Det er der jo ikke nogen, der kan huske mere. De lavede de nødvendige reformer og har i den grad flyttet sig i forhold til resten af Europa. Og det er jo det, vi skal gøre,” siger Allan Søgaard Larsen. 

Lars Kolind så på sin side gerne en ydelsesreform, hvor borgerne skal betale en symbolsk pris for velfærdsydelserne. Det skal få borgerne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de benytter en ydelse.

Men lederens opgave er først og fremmest at identificere og prioritere de største problemer og sætte mål for, hvornår de er løst tilfredsstillende, understreger topcheferne:

“Statsministerens rolle er at lægge de strategiske linjer og finde de problemstillinger vi står overfor og få dem prioriteret. Derefter ville jeg kalde eksperter ind til at løse dem,” siger Karin Verland.