Kommentar af 
Jakob Nielsen

Er Kofod klar til Trumps valgkaos?

KOMMENTAR Valget i USA tegner stadig mere kaotisk, og der er en reel risiko for, at valgresultatet først kommer flere uger efter valget. I den situation kan Danmark og EU blive nødt til at bryde med USA’s præsident.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Forleden meddelte udenrigsminister Jeppe Kofod sammen med de øvrige EU-lande, at han ikke anerkender Aleksander Lukasjenko som præsident for Hviderusland.

Han havde ellers indsat sig selv ved en hemmelig ceremoni på baggrund af valgfusk. Omfattende demonstrationer er blevet mødt med vold fra politiet. ”Lukasjenko hører ikke hjemme i et præsidentpalads,” sagde Jeppe Kofod.

Om blot to måneder kan Jeppe Kofod være under hårdt pres for at sige de samme ord – om præsidenten for Amerikas Forenede Stater, Danmarks nærmeste allierede gennem årtier.

Vanvid? Ja. Men desværre ikke helt urealistisk. Og i hvert fald sandsynligt nok til, at det ville være uansvarligt, hvis ikke regeringens øverste embedsmænd allerede nu er i gang med at lægge planer for flere forskellige scenarier.

DEN KAOTISKE TV-DEBAT mellem Donald J. Trump og Joe Biden styrkede indtrykket af, at valget i november kan udvikle sig til et regulært angreb på det amerikanske demokrati.

Mange millioner amerikanere vil brevstemme på grund af coronasituationen. Trumps påstand er, at de mange ekstra brevstemmer vil føre til omfattende fusk og mulighed for at stemme flere gange. Det er vrøvl, men godt hjulpet af lokale konspirationsteoretikere og russiske statsmedier har Trump fået mange til at tro på løgnen.

Det er ganske enkelt uhørt, at en amerikansk præsident blot en måned inden valget erklærer, at han forventer massiv valgsvindel og direkte opfordrer sine tilhængere til at møde op ved valgstederne som en slags selvudnævnt vagtværn.

Det siger meget om situationen i USA, at det ikke vakte nogen som helst opmærksomhed, at Donald Trump til sidst i debatten beskyldte sin modkandidat og præsident Obama for at have forsøgt at begå et statskup.

Det er sådan, autokratiske ledere gør.

MAN SKAL PASSE PÅ med at blive alt for alarmistisk, lød det fra en erfaren amerikansk embedsmand, jeg talte med forleden.

Hans pointe er, at det amerikanske demokrati bygger på stærke institutioner, der ikke sådan lader sig blæse omkuld. Desuden er det de 50 delstater, der bestyrer selve valghandlingen, ikke den Trump-udnævnte regering i Washington.

Med andre ord: Modsat Lukasjenko kan Trump ikke fuske med resulatet og heller ikke sætte politiet eller hæren ind for at beholde magten, hvis han taber.  

Samme budskab kom fra den demokratiske udfordrer Joe Biden i tv-debatten: Trump taber valget, og så er det overstået, sagde han med blikket direkte rettet mod de millioner af tv-seere, der fulgte skænderierne.

Det er gode pointer og betryggende, at én af de to kandidater udtrykker sin fulde tillid til, at valget og en eventuel magtoverdragelse vil foregå efter bogen.

Men efter næsten fire år med Donald Trump er det ærlig talt også naivt at tro på, at præsidenten pludselig skulle besinde sig og erkende sit nederlag, hvis han taber valget.

I BEDSTE FALD bliver valgresultatet så klart, at en af kandidaterne allerede på valgaftenen kan udråbes som en sikker vinder. Men det er ikke usandsynligt, at valget bliver tæt nok til, at de mange millioner brevstemmer skal tælles først.

Og hvad nu, hvis Donald Trump i den situation vælger at erklære sig selv som vinder og beskylder sin modpart for blot at ville trække det hele i langdrag? Præsidentens budskab vil hurtigt spredes til alle hans tilhængere – også de voldelige grupper, og der vil være stor risiko for sammenstød.

Hele det amerikanske apparat af delstater, domstole og føderale myndigheder vil sørge for, at valget til sidst finder sin rigtige vinder, men der kan nemt gå flere uger, før det sker. Det er netop det udfald, der kan tvinge Jeppe Kofod og hans europæiske kolleger på banen.

De vil forsøge at sige så lidt som muligt og lade USA selv løse sit valgkaos. Men hvis Donald Trump agerer lige så kynisk og med lige så lidt respekt for retsstaten, som han har gjort de seneste fire år, kan tavsheden blive både pinlig og problematisk – og opmuntre politikere i vores egen region, der også finder demokratiet alt for besværligt.

At forestille sig en dansk udenrigsminister erklære en amerikansk præsident for uegnet til Det Hvide Hus er helt surrealistisk. Men regeringen er nødt til at forberede sig på at sige det højt, som alle kan se: at Donald Trump ikke hører hjemme i et præsidentpalads.

Omtalte personer

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu